Skip to Content

tag

Tag Archives: SUSPEKT

Sådan bliver Semesterstartsfesten 2016

Seks skarpe til arrangøren
Read more »

Suspekt: Vi er et godt lille pruthul

Drengene fra Suspekt er ikke bange for at løbe tør for ting at rappe om. Sidste år udkom det anmelderroste album V, og drengene har netop taget hul på en Danmarksturné.

Read more »

Konkurrence: Vind billetter til Su-su-suspekt

Jeg er en kinky fætter, vil du være kinky med mig? Sut den op fra slap. Så knepper jeg dig til techno.

Undskyld den lettere perverse indledning, men sådan er jargonen, når samtalen falder på Suspekt. Og det gør den nu. Danmarks suverænt frækkeste rap/hip-hop gruppe holder nemlig snart koncert i Odense. Og du kan komme med.

Koncerten spilles på Magasinet i Odense torsdag den 9. april. Og Suspekt er klar den at knalde den nye turne i gang.

Man kan forvente sig at blive rusket rigtig godt og grundig rundt i røvhullet. Vi har efterhånden fået banket et langt og intenst sæt sammen af gamle slagere og nye bangers, så vi ville blive overrasket hvis nogle gik derfra og følte sig snydt!” 

Her på RUST har vi været så heldige at kunne udlodde 2×2 billetter til koncert med det Danmarkskendte band, som DU har mulighed for at vinde!

Det eneste, du skal gøre, er at svare rigtig på nedenstående (og ret nemme) spørgsmål. Vinderne vil blive kontaktet kort efter deadline på konkurrencen, som er torsdag den 2. april.

Klam fyr og søn af Albertslund

I denne måned slynger Suspekt deres nyeste album ud til masserne. Mere sexet, sygt og syret end nogensinde før. RUST mødte gruppens klamme fyr til en snak om opvækst, musik og liderlighed.

”Jeg giver dig noget at pille i fissen over
/ Læg dig ned og hør Suspekt, når familien sover”

De vulgære tekster har tidligere haft stor succes blandt danskerne, og den 8. september smadrer de igen en sproglig knytnæve i fjæset på os, når Suspekts nyeste album udkommer. Der er stadig ikke tale om et lyserødt univers med engle, enhjørninger og elskov:

– Det er mere outreret og syret end nogensinde før. Og der er meget mere sex. Det er mere hardcore, lyder det fra Emil Simonsen, der til daglig udgør 1/3 af gruppen.

I konspiration med rapperen Bai D (Andreas Bai Duelund) og produceren Rune Rask, dominerer Emil Simonsen den danske hiphop-elite, med ulydig lyrik og brutalt billedsprog. Da sex er et af temaerne i dette nummer af RUST, var et portræt af Emil Simonsen derfor nærmest uundgåeligt. Ironisk nok var det redaktionens pæne provins-pige, der måtte tage turen til Vesterbro for at tale med manden, der kendes under navnene KlamFyr og Orgi-É.

Er du klam?

Mine nordfynske bedsteforældre ville sikkert få vaniljekransene galt i halsen, hvis Emil Simonsen kom til kaffe. Han må være lidt af en hård type, tænker jeg inden det første interview i maj. Et billede, han selv har skabt igennem sin lange musikkarriere, hvor han har malet sig et klart image af at være The bad guy.

Netop derfor undrer jeg mig over det mødested, han har udvalgt til os. Jeg står foran en meget pastelfarvet café på Vesterbro, og jeg tror, jeg er gået forkert. Efter et kvarter er han stadig ikke kommet, og jeg er overbevist om, at jeg er faret vild i storbyen. Jeg prøver at ringe til ham, men bliver mødt af telefonsvareren.

”Hej. Det er Emil. Jeg kan ikke tage min telefon lige nu. Lad være med at lægge en besked, for jeg lytter ikke til min telefonsvarer, men send en sms i stedet,” siger en mekanisk fortolkning af hans kendte stemme.

Efter syv forgæves opkald til ham – og præcis halvanden times ventetid, dukker han op. Iklædt hvid T-shirt, cap fra hipstermærket Le Fix, et tungt guldur og mørke shades giver han mig et knus og en undskyldning for forsinkelsen.

Han er selvfølgelig tilgivet med det samme, og vi sætter os i sofaerne, der nu virker lige så lidt hårde som hans image, der hurtigt forsvandt med hans søde smil.

“Det så måske let ud, men det har det ikke været. Indtil 2007 levede vi på en sten. Vi spiste leverpostejsmadder uden brød og pantede flasker, som folk havde haft med i studiet”

Vi taler lidt uformelt, og jeg fortæller, hvordan en brunette i Odense tidligere havde blæret sig over for mig, med at hun har kysset ham, selveste Orgi-É.

Det griner han bare af og spørger flabet, om det var på pikken. Deri ligger næsten svaret på mit første spørgsmål. Jeg tænder diktafonen og spørger:

Hvorfor er du en klam fyr?

– Jeg kommer åbenbart til at sige nogle klamme ting – og ofte i upassende situationer. Jeg kan ligesom bare ikke holde det tilbage, og der er ikke noget filter.

Det er ikke sjældent, at hans kommentarer fremkalder himmelvendte øjne blandt venner og bekendte på grund af de mere eller mindre sindssyge ytringer, der kommer ud af hans mund.

Navnet KlamFyr kom til for et par år siden i forbindelse med hans soloprojekt. Hans andet kunstnernavn, Orgi-É, kom til længe før og refererer til hans seksuelle debut, som han, 14 år gammel, fik sammen med en kammerat og et par veninder.

Hvis jeg var filminstruktør, ville jeg nok lave splatterfilm, eller sådan noget højdramatisk noget, hvor der virkelig er knald på brud og kærlighed. Jeg ville nok ikke lave så mange film med Hugh Grant.

Smæk på opvæksten

For 34 år siden kom han til verden, vest for København. Dialekten efterlader ingen tvivl om hans ophav, og den understøtter samtidig rapperens hårde, macho-attitude, som er meget iøjnefaldende – trods en helt normal opvækst uden tæsk og tvangsfjernelser.

– Mine forældre var søde. Jeg havde et hjem med faste rammer, og selvfølgelig skulle jeg være hjemme på et bestemt tidspunkt ligesom alle de andre, fortæller Emil, og får det næsten til at lyde småborgerligt.

Han husker dog alligevel, hvordan Albertslund, uden for hjemmets fire vægge, var lidt af en jungle.

– Det var en blanding af flippere, udlændinge, pædagoger og tosser. Jeg kan historier herfra og til månen om folk, som er sindssyge. Altså sådan rigtig sindssyge.

Bydelen var også i 80’erne – og start 90’erne, præget af mange børn, og der var hård kamp om pladserne.

– Det var da en lille smule utrygt. Når man skulle gå i skole, og der stod nogen på vejen og ventede på en anden, som skulle have bank. Der foregik altid noget, husker Emil og fortsætter:

– Jeg har ikke stukket nogen ned, men det er noget, jeg har set ske. For det skete. Også når ens skolekammerater solgte tjald i 5. og ikke nåede længere end 7. Klasse, var det ikke unormalt.

Emil formåede dog at navigere uden om det hårde machomiljø, fordi han var god til at kommunikere. Han kunne altid tale sig fra en røvfuld og lod i stedet attituden få frit spil på fodboldbanen eller igennem musik.

I frikvartererne var der også smæk på. Og på skolebænken, hvor Emil havde svært ved at sidde stille og et larmende koncentrationsbesvær overdøvede undervisningen.

– Jeg havde ikke ADHD, men jeg var en af de drenge, der nok havde bedst af at røre sig lidt. Ligesom en hund, der skal luftes meget. Lige så snart jeg fik fri, skulle jeg ud og luftes og heldigvis kunne jeg lufte mig selv, så jeg ikke blev helt skør.

Foto: Nalle Vikström

Foto: Nalle Vikström

Ambitioner på ambassaden

Da Emil var 18-19 år, begyndte han at se konsekvenserne ved mange af sine jævnaldrendes hårde livsstil.

De begyndte at forsvinde én efter én, efterhånden som stoffer og kriminalitet tacklede dem. Modsat alle fodboldkampene i skolegården, rejste de sig ikke igen.

I de år gik det op for ham, at det var enten knald eller fald, og i en alder af 21 år flyttede Emil fra Albertslund.

– Det var heller ikke skide sjovt at ville noget mere med sit liv og samtidig føle, at man sad fast. Så jeg ville væk fra miljøet derude. Det var gået i stå, og jeg ville videre, fortæller Emil.

Der er 15 km fra Albertslund til Vesterbro, men det kunne lige så godt have været på den anden side af jorden for Emil. Han ville erobre. Drømmen om at lave musik havde for alvor stadfæstet sig, og et pladestudie blev hans store projekt; Det blev til pladestudiet, Ambassaden på Vesterbro, hvor karrieren for alvor kickstartede.

Set udefra har Suspekts vej til toppen set legende let ud, kommenterer jeg.

– Det så måske let ud, men det har det ikke været. Indtil 2007 levede vi på en sten. Vi spiste leverpostejsmadder uden brød og pantede flasker, som folk havde haft med i studiet, lyder det fra rapperen, der husker nogle hårde år med mange personlige investeringer.

Gruppen, der havde rod i en fælles opvækst, havde samtidig integreret sig i branchen og levede et liv med ballade, druk og fede fester. Der blev prøvet ting af og mistet venner på samme konto.

– Vi valgte jo at bygge nogle ting op i et erhverv, hvor der var meget fest, og der foregik skøre ting. Men efter ti år rykkede vi teltpælene op. Vores ambitioner var større, og der blev lavet for lidt musik i forhold til, hvor meget fodbold vi så og hvor meget bong, der blev røget, siger Emil.

Gruppen rykkede derfor fra Vesterbro til Vanløse.

Suspekt er til for alle

I 2008 vandt de prisen ”Årets Gennembrud” ved P3 Guld, hvilket førte til et virkelig gennembrud efter 9 års slid. Emil fortæller, hvordan de i starten var meget undergrund, og at det har taget folk nogle år at tilpasse sig deres tekster.

– Nogle gange er det bare vigtigt, at nogen siger tingene, som de er, mener han.

Der bliver heller ikke lagt fingre imellem, men selvom musikken kan virke stødende, er den ikke skabt for at fornærme nogen. Emil forklarer, hvordan musikken er et udtryk for det liv, de lever og oplever – dog tilsat lidt krydderier. Det er deres følelser. Og i gruppen er der ikke sure miner over kritik fra folk, så længe musikken bare påkalder en form for reaktion. Ellers er der ikke mening med det, understreger han. Og netop meningen i musikken, betyder meget for Emil.

Intet er tilfældigt, når det gælder kunstnerens udtryk.

“Emil kan du jo have med alle steder, for han ævler bare med folk. Fordomsfuld, det er det sidste, han er. Han er omsorgsfuld og meget betænksom over for andre.”
– Citat Stine

Inden han når at fortsætte, bliver vi afbrudt af cafeens ejermand. Med en platinblond frisure og stemte s’er afbryder han os:

– Må jeg sige noget til dig? Jeg er bøsse, ikke oss’? Jeg hører også sådan noget musik, som I laver. Jeg hører hip hop, rap og sådan noget. Så lad være med at være bange for at lave musik til homoscenen.

– Vi laver musik til alle. Homoseksuelle er i den grad velkomne i vores univers. Selvom bøsse kan blive brugt som et skældsord, skal man ikke se så negativt på det, svarer Emil og fortsætter:

– Vi har mange diskussioner om det sproglige, fordi vi er vokset op i Albertslund, hvor der var en vis jargon, forklarer han. De to taler lidt sammen om musikken, inden vores tjener vender tilbage til køkkenet.

Emil kigger igen på mig og bemærker:

– Det er sjældent, folk spørger ind til, om vi er homofobiske og sådan noget, men det er fedt med den slags reaktioner! siger han og bekræfter sin tidligere påstand.

I en gammel bus

Vi springer fra maj til juli. Fra Vesterbro til Odense C. Der er Grøn Koncert, og Suspekt er på plakaten. Sammen med de andre kunstnere er Emil checket ind på First Hotel Grand. Her møder jeg ham for anden gang.

Jeg banker på døren til værelse 501, og Emil åbner iført en lang, stribet ”kjole” og bare tæer. Han introducerer mig for hans mørkhårede veninde, Stine, som er med ham på turen. Inden Emil og jeg går ned i hotellets lobby, ser han sig over skulderen og siger til Stine:

– Hvis du keder dig, kan du bare onanere med min hovedpude, imens vi er væk.

Jeg bliver med ét smækrød i hovedet, men Stine trækker bare på smilebåndet. Der bliver tydeligvis ofte fyret en masse gas af imellem dem.

– Nogle gange joker jeg også med, at jeg vil liste den op i hende, når vi deler hotelværelse, griner han flabet og fortsætter sine sjofelheder:

– Eller jeg siger, at jeg vil tage hendes lady cup ud og drikke blodet som shots!, siger han grinende. Emil, for helvede, tænker jeg, og er lige ved at smelte ned gennem gulvbrædderne…

Foto: Nalle Vikström

Foto: Nalle Vikström

Suspekts tourbus ligner en meget gammel skolebus, men ikke engang 100 gale unger ville kunne få den til at se så smadret ud, som den gør.

Under de gamle nedslidte sæder står ølkasser og kufferter; højtalere dingler i strips fra bagagehylderne og slynger rock ud; der er tegnet med tusch hist og her; klistermærker er sat op overalt, som magneter på en køleskabslåge.

Der er også en hund med bussen. Rune (Rask red.) klapper den og fortæller mig, at den er tolv år gammel og har været med på tour altid. Den er ligeså gammel som Suspekt, bemærker jeg.

– Årsagen til, at vi kører rundt i det lig her, er at vi kan feste i den. Og ryge. Fyre den af, fordi den er så smadret i forvejen, griner Andreas (Bai D red.) stort til mig.

Bussen er gloende på grund af den bagende sol, men midt i venner og varme sidder Emil veltilpas og underholder. Han kan tilsyneladende godt lide opmærksomheden. Allerede i børnehaven underholdte han med sjofle vittigheder. De er kun blevet endnu mere voldsomme og vulgære.

Imellem hans indslag snakker han og bussens passagerer om musik og fester, som en anden flok teenagere. Da vi ankommer til festivalpladsens lille backstage-oase, med en pool i midten og borde i skyggen, er der stadig tre timer til, at Suspekt skal spille.

“Jeg har fået min del tjære, men der er helt sikkert nogle natklubejere, som har været mere ude med riven, end jeg har”

On stage

– Der er sådan en vibe. Vi går lige og mærker hinanden af, fortæller Emil, da vi står bag scenen 10 minutter i showtime.

Trommeslager, Mikkel Villingshøj, sidder og hamrer i bordet med trommestikkerne. Andreas sidder og stirrer tomt ud gennem sine store, gule solbrilleglas, og den bartender, de har taget med på scenen, diskuterer med et par andre, hvad en helt særlig rekvisit, en flaske gylden sprut, skal bruges til.

Emil står foran et spejl på siden af scenen og vælger kasket og shades. På kanten af spejlet hænger to billeder af nøgne kvinder, sandsynligvis fra en gammel pornokalender, at dømme ud fra deres imødekommende stillinger. Han tager sig god tid til at vælge den helt rigtige kasket.

Publikum larmer utålmodigt ude fra den anden side af scenen. Holdet samler sig i rundkreds med armene om hinanden. Bolden skal til at gives op, og Emil råber:

– Der er fucking packed derude! Nu fyrer vi den fucking af. Vi spiller i en havneby i Spanien!

Hans peptalk udløser brøl fra de andre, og så går Bai D på scenen for at starte showet. Emil står bagved og hopper lidt, ryster armene, bøjer i knæene og ser ud gennem scenetæppet, inden han træder i karakter, og Orgi-É løber ind foran den store, larmende forsamling.

Det føles kun som om, jeg står der i ti minutter. Bassen kunne have fået enhver pacemaker til at eksplodere, og scenegulvet gynger i takt med drengenes hoppen. Efter slutnummeret, Søn af en pistol fra den nye plade, kommer Emil smilende og svedende af scenen, hvor han uddeler high-fives og krammere.

Der er en ekstatisk energi, og drengene virker mere end tilfredse.

– Tak for go’ ro og orden! råber Emil grinende ud til hele truppen, inden han sparker sine hvide Pony-sneaks af og træder ned i de lyserøde, løvefods-formede crocs.

Formidable fremtoning

De lyserøde crocs er behagelige at gå i. Jeg har selv fået lov til at prøve dem. Men det er nok ikke kun derfor, Emil går i dem. Ikke ifølge Stine, som er en af Emils ældste og bedste veninder.

– De er grimme, og det ved han da også godt. Det er fordi, han godt kan lide opmærksomheden, smiler hun.

Jeg har spurgt Stine, hvordan Emil er. Han plejer at kalde hende sin Mama, fordi hun altid er der til at passe på ham igennem hårde tider. Hun griner lidt og slår overbærende ud med armene, da vi kommer ind på Emils opførsel og fremtoning.

– Han står deroppe på scenen og virker så hård, men han er jo en af de blødeste mænd i verden. Han er en drengerøv, men jeg kan altid ringe til ham om natten, hvis der er noget, smiler hun.

Emil er meget opmærksom på, hvordan han fremstår. Stine fortæller, at man ikke kan gå forbi et spejl eller en vinduesrude, uden han automatisk vil stoppe op og se sig selv. Grinende fortæller hun, hvordan han nåede at skifte tøj tre gange, inden vi forlod hotellet tidligere på dagen. Så tilføjer hun i en mere alvorlig tone:

– Han kan godt lide at være klovnen, men han er pisse skarp samtidig. Han er nem. Emil kan du jo have med alle steder, for han ævler bare med folk. Fordomsfuld, det er det sidste, han er. Han er omsorgsfuld og meget betænksom over for andre.

De damer der

Damer. Det vrimler med damer til koncerten. Umiddelbart skulle man ikke tro, at det kvindelige segment ville være begejstrede for Suspekts voldsomme musik. Men tøser kommer altså strømmende i hobetal. Det fortalte Emil også om, da vi tilbage i juni sad i de pastelfarvede omgivelser på Vesterbro:

– Der er begyndt at være ret mange piger, der kommer til vores koncerter og hører vores musik, fortæller Emil, som synes, det er fedt at se, hvordan pigerne nærmest finder et frirum imellem håndtegn og hårde beats.

Vores samtale her på cafeen drejer sig pludselig over på noget, jeg godt kan nikke genkendende til. Emil ved nemlig godt, at når vi piger er samlet uden mandligt selskab, så kan vi være ret så hårde i filten.

– Så snakker I jo om menstruation eller drenges grimme kom-fjæs – hvad ved jeg, griner han.

Jeg indleder ham ikke i mit køns hemmeligheder, men Emil vil heller ikke vide det. Det er meget charmerende, at han ikke ved det hele, mener han. Sådan har han det også med sit privatliv. Der er ting, han holder helt for sig selv, og alligevel ikke helt.

Smage og slikke, røre og dufte og alt det der dingo dango.

Knald og kærlighed

Sine tanker, oplevelser og fascination af sex, er ikke noget, han holder tilbage. Han vil gerne tale om sex.

– Jeg synes, det er spændende at snakke om sex! Det er et fedt emne, og jeg kan ikke forstå, hvorfor vi ikke skulle snakke om det. Det er jo en fed ting, siger han.

Ifølge Emil bliver kærlighed hurtigt banalt. Sex er meget mere avanceret, synes han, og på grund af de mange forskellige nuancer, der er i det, er sex også at af de gennemgående temaer i hans kunst.

– Hvis jeg var filminstruktør, ville jeg nok lave splatterfilm, eller sådan noget højdramatisk noget, hvor der virkelig er knald på brud og kærlighed. Jeg ville nok ikke lave så mange film med Hugh Grant. Lige i øjeblikket ser jeg Game of Thrones, og er du sindssyg, den er fed. Jeg gad godt spille med i den. Den er sindssyg brutal, og den er stærkt erotisk på en hård måde. Det er et fascinerende univers!

Jeg tænker, at sex heller ikke kan være så svært, når man hedder Emil Simonsen. Så jeg spørger ham direkte.

Har du haft meget sex?

– Jeg har fået lov til at prøve mine ting af. Jeg skal ikke lægge skjul på, at der er fisse i at være musiker, siger han og holder en lille pause.

– Selvom det sikkert lyder som om, jeg er en fandens karl, så har jeg altså ikke været sammen med så mange piger. Jeg har fået min del tjære, men der er helt sikkert nogle natklubejere, som har været mere ude med riven, end jeg har, griner han så.

Hvornår er sex bedst?

– Den bedste sex har været, når jeg har været meget forelsket i en person, og det har været gengældt. I den periode af forelskelsen kan man jo bare ikke holde sig fra hinanden, og man får lov at komme helt tæt på. Smage og slikke, røre og dufte og alt det der dingo dango.

Silikonepatter og plastictænder

Vores interview på den lille pastelfarvede cafe er ved at være slut. Vi har for længst tømt kaffekopperne. Men jeg har lige et sidste spørgsmål.

Du mangler et stykke af din fortand. Hvad er der sket?

Han griner højt i forundring over, at jeg har lagt mærke til det. Så peger han på sin venstre fortand, afkræfter at det er fra et slagsmål og fortæller mig i stedet:

– Det var den blå vogn i Tivoli, hvor jeg mistede mine fortænder. Men jeg er tit kommet til skade med dem. Jeg bed også engang i en bænk af beton, fordi jeg faldt, fortæller han.

Den ene af hans fortænder er porcelæn og den anden er plastic, hvor et stykke blev ved med at brække af. Så nu mangler det permanent.

I Albertslund er der åbenbart en saying om folk derfra. Pigerne har silikonepatter – og drengene plastikfortænder.

Han begynder at tale om patter, og det er klart, at han er fortaler for de naturlige, selvom han anerkender det blikfang, gummibabser kan skabe. Emil begynder at fortælle, hvordan han til en koncert ikke kunne abstrahere fra en kvinde, som gladeligt flashede et par store, runde bryster foran scenekanten.

– Jeg kunne fandeme ikke lade være med at glo! Hold kæft, de var flotte! Jeg ville virkelig gerne have slikket og suttet på dem – bare lagt snuden imellem dem. Ikke knalde hende, men jeg ville gerne lege med de patter, fortæller Emil, der helt sikkert er en søn af Albertslund.

Foto: Nalle Vikström

Foto: Nalle Vikström

[infobox]Emil Simonsen er født i 1979.

Suspekt debuterede med albummet Suspekt i 1999.

Suspekt har leveret lydside til et nummer på Kendrick Lamars seneste album. Albummet blev nomineret til prisen ”Årets album” ved Grammy-uddelingen i 2014, hvor Suspekt også deltog.

Emil er klodset. ”Hvis du har en kop eller noget, du er glad for, så skal du ikke give det til Emil”, fortæller Emils veninde Stine.

Han er ikke bange for at smide om sig med tårerne. ”Jeg kan være ret følsom, og jeg er ikke bange for at græde. Jeg kan næsten få tårer i øjnene, bare jeg hører noget musik, der virkelig rør mig, eller får noget lækker mad”.

Emil græd faktisk på scenen foran publikum til Grøn Koncert, da Suspekt fik overrakt Respekt-prisen fra Muskelsvindfonden. Gruppen var nomineret af Muskelsvindfonden og alle de frivillige til Grøn Koncert.
[/infobox]