Skip to Content

catepgory

Kategori: På Campus

Den sidste vinterfest

Har du deltaget i vinterfesten før? Hvis ikke, så er det altså sidste chance nu. Vinterfesten bliver afholdt for sidste gang, og det er først og fremmest de studerende, der gør det til en kæmpe fest. Men hvad kan du så forvente af den allersidste vinterfest? 

Read more »

Ud og se med RUST

På RUST-redaktionen synes vi, at det er på tide, at vi bevæger os uden for moderskibets tykke mure og ser, hvad der rører sig på de forskellige campusser under Syddansk Universitet. I denne måned besøger vi SDU Kolding. Vi tager en snak med Per Krogh Hansen og Astrid Sommerlund, som repræsenterer hhv. direktionen og de studerende.

Read more »

Jeg er ikke min diagnose, min diagnose er mig

Mit navn er Mie Larsen, og jeg har Aspergers syndrom og svær panikangst.  

Jeg er i gang med at læse min kandidat i Dansk og Samfundsfag på Syddansk Universitet i Odense. Dog læser jeg min kandidat på selvstudie. 

Jeg bliver tit spurgt: “Kan man godt klare at læse den hjemmefra? Hvad siger universitetet til det? Tror du så godt, at du kan få et arbejde bagefter? Har du så ikke nogle venner på dit studie? Får du så det optimale og det samme ud af din uddannelse som dine medstuderende?” Og mange flere spørgsmål. 

Spørgsmålene bliver som oftest stillet med en stor tvivl til de valg, som jeg har truffet på baggrund af min diagnose. Spørgsmålene er samtidig ofte stillet af personer, som netop ikke kender til det særlige ved Aspergers syndrom og ikke mindst styrkerne ved denne diagnose. Spørgsmålene stilles ofte på en tvivl om, hvorvidt det bare er smart ”at gemme sig derhjemme”, når jeg jo på et tidspunkt vil blive tvunget ud i ”det virkelige liv”. Men er det nu også det, jeg rent faktisk gør? Det korte svar er ‘nej’! Jeg vil gennem dette indlæg give et indblik i, hvordan det er at være hende den ”atypiske” studerende, som ikke bare gemmer sig hjemme. 

Min angst kom frem allerede i starten af mit studie. I en længere periode havde jeg bemærket, at der var et eller andet, som ikke var, som det skulle være. Men pludselig en dag til en af mine forelæsninger kom angsten med fuld kraft. Pludselig var jeg bange. Bange for alt. Bange for at skulle med bus og tage hjem. Bange for at falde om. Bange for at kaste op. Fra den ene dag til den anden var jeg bundet til min lejlighed. Alt var nu en udfordring, og selv et måltid var en uoverstigelig udfordring. Jeg vidste, at det her var galt, og jeg startede derfor hurtigt i terapi. Nu handlede det om at komme ovenpå igen. Og for mig handlede det samtidig om, hvordan jeg bedst muligt kunne camouflere de problemer, som jeg havde. Formet af samfundets normer og debatter mente jeg, at min tilstand var et svaghedstegn og et kæmpe tabu. Jeg skammede mig over, den jeg var – men i dag står jeg ved det!  

Jeg blev først sent i forløbet diagnosticeret med Aspergers syndrom. Efter en lang hård kamp mod angsten fandt min terapeut og jeg ud af, at der var elementer i min angst, som jeg ikke skulle kæmpe imod – men som jeg derimod skulle samarbejde med. Jeg begyndte derfor at tage mig selv alvorligt. Jeg begyndte at handle efter, hvem jeg var. Jeg trådte ud af skammens skygge. Og jeg stod ved, hvem jeg er! 

For nej, jeg er ikke hende den svage, som ”bare” gemmer sig hjemme. Jeg er ej heller en doven studerende, som bare ikke kan komme op om morgenen. Hver dag står jeg op og tager tøj på, og jeg læser fra 8-16, ligesom hvis jeg skulle passe et studie på almindeligvis eller for den sags skyld et job. Min hverdag er på grund af Aspergers syndromet skemalagt, og der er ikke det, som jeg ikke kan planlægge mig ud af. For jeg planlægger selv et helt semester, og hvordan jeg skal nå at læse pensum. Selv det ekstra pensum, som jeg læser for at kompenserer for min manglende tilstedeværelse på studiet.  

Men hvis jeg har en så ”almindelig” hverdag, hvorfor er det så, at jeg ikke bare møder op på studiet? Det er vel et spørgsmål om vilje og om at øve sig – eller hvad? Men vilje er netop min dyd. Det er nemlig det, der har fået mig igennem alt det, som jeg hidtil har været igennem. Det er det, der har trukket mig igennem utællelige mange angstanfald. Eksponeringsøvelser (øvelser, hvor man udfordrer angsten – og får det uendelig dårligt!). Et hav af diagnosticeringssamtaler. Forelæsninger, hvor jeg er flygtet grædende i angst. Og meget mere. Hvis ikke det er vilje. Ja bedøm selv?  

Det her er ikke en klagesang, hvor du skal sidde med medlidenhed over min situation. Spurgte du mig, ville jeg faktisk ikke have været mit forløb foruden. Jeg er ikke den svage – tværtimod. Ja, mit hoved fungerer anderledes end mange andres. Men det betyder ikke, at jeg har et svigt rent kognitivt, eller at jeg er ressourcesvag. Det betyder heller ikke, som mange forelæsere ellers har mistænkt mig for, at jeg ikke gider, eller at jeg ikke kan stå op om morgenen. Tværtimod!  

Aspergers syndromet giver mig derimod nogle styrker, som ikke alle er så heldige at besidde. Det har været med til at forme mig. Det har været med til at skabe Mie som det menneske, jeg er. Jeg har en sublim god hukommelse. En fotografisk hukommelse, som gør det muligt for mig at indprente, hvor præcis i teksterne tingene står, så jeg nemt kan finde citater og teorier. Jeg kan samtidig huske ALT pensum fra hele min uddannelse. Og når jeg siger ALT, er det helt ned i detaljen. Mit studie er ikke bare min uddannelse eller mit arbejde. Det er mit liv. Min særinteresse (som ‘aspergere’ er kendt for at have). Det er min hobby, og jeg er om nogen passioneret – og måske endnu mere motiveret end de, som hver dag møder op på universitetet. Hvem ved?  

Jeg kæmper hver dag for at få det bedste ud af min uddannelse. Og ja, man får ifølge mange undervisere mest ud af at komme til undervisningen, men med min særlige hjerne, min store disciplin og min motivation er jeg sikker på, at jeg får mindst lige så meget ud af studiet.  

Jeg har ikke fået min diagnose for at få en undskyldning for at undgå ting eller for at slippe lettere igennem tingene. Tværtimod. Jeg er ikke per definition alt, hvad diagnosen indeholder, hvis man googlede den. Jeg er min egen helt særlige Mie-variant af Aspergers syndromet. Min diagnose har været med til at definere den person, jeg er. For hvis ikke jeg levede ud fra de træk, som jeg har, ville jeg ikke have livskvalitet. Hvilket er en forudsætning for, at jeg kan klare de ting, som jeg gør. At leve efter mine personlighedstræk og tage de hensyn, som er nødvendige for mig, er netop det, der gør det muligt.  

Jeg er ikke min diagnose – min diagnose er mig!  

Revyer på SDU

Der er rigtig mange spændende tiltag på SDU, men vidste du, at der er studieretninger, som har deres helt egne årlige revyer? RUST har talt med Victoria Møller, der beskæftiger sig med revyen på Psykologi, og Mathilde Nygaard, der beskæftiger sig med Medicin Og Biomek Revyen. For hvorfor er det så fedt at have en revy? 

Read more »

André Shamoun vil gerne være kandidat

Vel at mærke ikke kandidat til formandsposten hos Syddanske Studerende, men på sin medicinuddannelse på Syddansk Universitet.   Read more »