Skip to Content

catepgory

Kategori: Kultur

Peter Øvig om farlige fællesskaber

Peter Øvig Knudsen starter selv interviewet med at stille mig et åbenlyst spørgsmål. Han er journalist frem for alt. Det er dét virke og tro på demokrati og frihed, der har givet ham en særlig indsigt i usunde fællesskaber.

12

“Hvorfor hedder du Øvig?”

Før jeg kan starte interviewet, og få stillet min journalistiske nysgerrighed, skal jeg stille Peter Øvig Knudsens. Der er ikke nogen større konspiration bag det fælles navn. Langt ude i anerne har Peter Øvig Knudsen og Jeppe Aamand Øvig en fælles jysk rod, men grenene har siden vokset sig vildt og fjernt fra hinanden.

Så får jeg lov at spørge. Og få svar. Om dengang, i sine unge, idealistiske dage, da Peter Øvig Knudsen måtte træffe et valg, fordi han var på en glidebane mod terror.

“Som helt ung gymnasieelev var jeg kommunist. Jeg var medlem af Kommunistisk Arbejderparti, KAP. Det var meget fanatisk. Sådan en form for sekt, hvor man ikke tillod afvigende holdninger. Og hvor man var temmelig overbevist om, at man havde fundet sandheden med stort S. Og dem, der ikke havde opdaget det, de var bare dummere eller mindre bevidste.”

Jeg møder forfatteren, dokumentaristen og journalisten på Odense Centralbibliotek. For enden af den klatrende vindeltrappe finder man bibliotekarernes cafeteria, med tilstødende lokaler, hvor stolerækker står som radiobølger fra et centreret bord. På stolene ligger foldere, hvor man kan se aftenens taler, hans skægstubbe er så korte som hårene på hans hoved, og uniformen er en mørk rundhalset trøje. Ude i cafeteriaet er kaffen godt nok nogle timer gammel, men den går an ved langbordet med de praktiske ophængsstole.

Torne i blomsterrevolutionen

Peter Øvig Knudsen har skrevet flere bøger. I 2007 brugte han sine erfaringer fra venstrefløjen og skrev det prisvindende opus Blekingegadebanden. Her optrevlede han en dansk gruppe af radikale socialister, der troede, de havde fundet sandheden. En politisk sandhed, de var klar til at dræbe for.

De sidste år har Peter Øvig Knudsen beskæftiget sig med en af de andre grene, der sprang ud fra det spirende oprør i slutningen af 60’erne: Hippierne. Selv siger han, at én af de ting, der binder hans bøger sammen er:

[quotebox]“At idealister møder enorme problemer. Og nogle gange går det fuldstændig galt. Blekingegadebanden slog en betjent ihjel, hippierne slog sig selv ihjel.”[/quotebox]

Men hvis der er bagsider ved selv den fredselskende hippiebevægelse, er der så bagsider ved alle fællesskaber? Det mener han ikke nødvendigvis.

  “Hippiebevægelsen var ikke karakteriseret ved, at de allesammen var meget enige. Altså man havde nok nogle fælles drømme eller visioner, og nogle af dem var ret naive. Meget smukke, men også ret naive. Det der gik galt var, at man troede at mennesket kunne blive godt fra den ene dag til den anden.”

Hippierne troede fuldt og fast på, at man skulle starte med sig selv. Hvis man selv levede i kærlighed til alle, så ville kærligheden sprede sig som blade i vinden. Hippierne troede i følge Peter Øvig Knudsen for naivt på, at mennesker var gode og ansvarlige overfor hinanden.

   “Problemet var bare, at de idealer, man havde, var så høje, at det var svært for rigtige mennesker med drifter og lyster og alt muligt, at leve op til dem. For eksempel det her med, at man skulle elske alle mennesker, man skulle elske med alle mennesker, altså bolle med alle mennesker, og jalousi, det var bare noget, man lagde fra sig.”

7

Hippier på Facebook

Hippierne afprøvede normerne. Og historier om stofferne og fri sex overrasker næppe nogen. Hvad der overraskede Peter Øvig Knudsen i hans research til Hippie-bøgerne var det frie folks glæde ved nye medier.

  “De var enormt optagede af, hvordan man kunne kommunikere billigt og hurtigt. De var nogle af de første, der brugte smalfilmskameraer, de brugte billige trykkemaskiner og kassettebåndoptageren. Jeg tror hippierne ville have elsket Facebook.”

Hippierne stod ufrivilligt for at skabe de første junkier i Danmark. Det var ikke alle, der kunne nøjes med ét enkelt bevidsthedsudvidende frimærke. Men om nutidens ungdom junker Facebook og bliver sløve af det, er Peter Øvig Knudsen ikke entydigt enig i.

Det er jo ligesom at sige, at bogtrykkerkunsten gjorde folk apatiske. Facebook er en måde at kommunikere på, og hvis man bruger den på noget ligegyldigt og åndssvagt, så bliver man selvfølgelig dum af det. Men det bruges jo andre steder i verden til at lave revolutioner og oprør.

De vise unge

Med kontakt til hele verden fra sin lomme kunne man tænke sig at det ville gøre godt med en ny Thy-lejr. Så kunne ungdommen mødes fysisk og diskutere, hvor verden skulle bevæge sig hen. Peter Øvig Knudsen, der ellers har siddet lænet ind over bordet, hvilende på den ene arm, sætter sig nu tilbage i sin stol.

1

Kunne man lave en Thy-lejr i dag?

“Nej, det er nok svært at have den naivitet. Selvom det var nogle unge mennesker, der gjorde det i dag, så ville de ligesom kende til de tidligere erfaringer. Sådan nogle erfaringer, de lagrer sig på en eller anden måde i vores fælleskultur.”

Peter Øvig Knudsen gnækker og foreslår, at vi modbeviser ham. Historien om den dovne ungdom, mener han stammer fra, at nogle af de gamle ungdomsoprørere ikke kan spejle sig i nutidens ungdom. Han nævner sin tid som elev på Ekstra Bladet hvor han havde, hvad han kalder en ”journalistisk bedstemor”, som lærte ham et anderledes syn på alder- og visdom.

[quotebox]De unge står på skuldrene af de gamle, og det er derfor, man skal høre de viseste ord fra de unge.[/quotebox]

Men selvom man lærer af fortidens fejltrin, kan man stadig falde for fristelsen om den ene klare sandhed. Her mener Peter Øvig Knudsen, at man skal lære at kunne stå udenfor et fællesskab.

“Ellers kunne man jo blive afhængig af et dårligt fællesskab, der undertrykker sine medlemmer.”

Han beskriver, hvordan det kan være svært at komme ud af de usunde fællesskaber, fordi de er stærke. Han nævner Tvind, Blekingegadebanden og Al-Qaeda og husker så, hvordan han engang hørte lederen af PET’s terrorafdeling fortælle, at der skal et chok til at vække én fra fællesskabets berusende effekt.

“Man siger, der skal ske enten noget virkelig voldsomt i ens privatliv eller noget virkeligt voldsomt inde i organisationen. Der skal et chok til at vække folk og gøre dem opmærksomme på, at de skal væk fra det fællesskab. At det er usundt.”

Det var dog ikke et chok, der vækkede den dengang unge kommunist. KAP levede ikke op til Peter Øvig Knudsens forestillinger om ytringsfrihed og demokrati. Det viste sig, at organisationen var på vej i den stik modsatte retning af det samfund, han selv drømte om.

“Jeg blev enormt frustreret, fordi jeg troede, jeg havde fundet en organisation, der nu skulle skabe en mere retfærdig verden. Og så opdagede jeg, at den ikke levede op til mine egne forestillinger om demokrati. Det var vildt frustrerende. Jeg var ved at miste troen på, at man kunne skabe en bedre ve
rden, fordi jeg havde troet så meget på den sekt.”

Men kan man skabe en bedre verden i dag?

“Ja, det tror jeg. Men det er ikke nogen enkelt sag,” griner han.

Hot ot Not? 'Staten' rater danmarks sexede politikere

This is box title
Denne artikel stammer fra magasinet Staten – statskunstskab på SDUs eget magasin

På redaktionen har vi i dette lidt smålumre blad, med metodisk præcision og ihærdig observation, fået testet en ældgammel skrøne om, at piger og drenge på den politiske venstrefløj overordne

[faktabox align=right header=”Ku´godt skalaen”]

  1. Man er pinlig ædru
  2. Man må ikke køre bil
  3. Man går ofte på toilettet
  4. Man danser fantastisk godt
  5. Man får et shot for meget (opkast i munden)
  6. Man cykler bedre end man går
  7. Man kan ikke ligge på jorden uden at holde fast på noget
  8. Man har lykkeligt glemt hvad der ligger til venstre for en, før man vågner næste morgen
  9. Man lider af et akut permanent hukommelsestab og ved ikke hvem man selv er, og hvad der ligger til venstre for en, næste morgen

[/faktabox]

For at teste denne hypotese, har vi evnet stablet en vaskeægte Hot-or-Not liste på benene, som observationsmidlet til at undersøge om der er noget om snakken.

Udgangspunktet er Christiansborg, med nærmere afsæt i den sidende og forhenværende regering. Vi rater samtidigt med afsæt i den internationalt anerkendte ku’ godt skala – som oversat til dansk er afbilledet på modstående side.

Skalaen tager hensyn til hvilket stadie af alkoholforgiftning der skal til, før man kan gå hele vejen med de respektive politikere. Den tager desværre ikke højde for at du som passioneret Harry Potter-fan kommer til at hive Brian Mikkelsen med hjem, eller at du spontant får lyst til at rive Carsten Hansen lidt rundt – mest for at kunne sige til gutterne, at du (også) har gjort det.

Observationerne er udført af et bredt repræsentativt udvalg af STATENs medlemmer.

Vi starter med den nuværende venstreorienteretde regering:

Kvinderne:

Helle Thorning: 1,5
Mette Frederiksen: 2,5
Christine Antorini: 3,75
Karen Hækkerup: 2,5
Mette Gjerskov: 8,75
Pia Olsen Dyhr: 7,25
Astrid Krag: 5,75
Ida Auken: 1,25

Mændene:

Villy Søvndal: 9
Bjarne Corydan: 4
Morten Østergaard: 3
Thor Möger Pedersen: 3
Henrik Dam Kristensen: 8
Ole Sohn: 8
Carsten Hansen: 9
Martin Lidegaard: 2
Nick Hækkerup: 7
Nicolai Wammen: 4
Manu Sareen: 2
Christian Friis Bach: 2
Uffe Elbæk: 8

Den nuværende regering får et samlet gennemsnit på 4,87 – med andre ord skal man gennemsnitligt være på stadiet mellem, at man danser godt, til at man tripper over efter et shot for meget, før man vil ”gøre” de røde.

Hos den tidligere borgerlige regering finder vi:

Kvinderne:

Inger Støjberg: 3,25
Karen Ellemann: 6,66
Lykke Friis: 5,5
Gitte Lillelund Bech: 8,5
Bennedikte Kiær: 3,75
Charlotte Sahl-Madsen: 8,5
Lene Espersen: 3,75

Mændene:

Bertel Haarder: 9
Lars Løkke Rasmussen: 8
Søren Pind: 7
Claus Hjort Frederiksen: 9
Lars Barfoed: 6
Brian Mikkelsen: 2
Peter Christensen: 8
Troels Lund Poulsen: 5
Hans Christian Schmidt: 8
Henrik Høegh: 8

Den gamle regering får et samlet gennemsnit på 6,46.

Før man vil ”gøre” de blå, skal man med andre ord være på stadiet hjem fra byen, hvor man cykler bedre end man går og hvor tingene snurrer rundt i sådan en grad i sengen, at man må holde fast i noget.

Konklusionen må altså være, at ud fra denne mindre undersøgelse tyder noget altså på, at der kan være noget om snakken.

De røde er gennemsnitligt mere attraktive end de blå.

Kolde tæer og farisæere

Månedens tradition har mange navne. Og gennem tiden har der været ligeså mange årsager til dens fejring. Men én ting er sikkert; den 21. februar tændes der bål på den sønderjyske Vestkyst.

[faktabox align=right]

Nordfrisere er betegnelsen for frisiske indbyggere i Nordfrisland, som er et kulturgeografisk område ved den jyske vestkyst. I Nordfrisland findes både et frisisk og dansk mindretal.

[/faktabox]

Pers Awten, Sankt Peters Aften og biikebrånen på nordfrisisk bliver den kaldt. Traditionen, der oprindeligt var en offerfest tilegnet de nordiske guder, blev siden en fejring af forårets komme. Historien fortæller, at en helgen ved navn Peter netop denne dag kastede en varm sten ud i vandet. Isen begyndte at tø. Og som det sker i den slags historier, varede det ikke længe, før de første tegn på forår indfandt sig i den kolde muld.

Senest var traditionen dog en afskedsfest for de søfarende, der skulle af sted med store hvalfangerbåde til Grønland.

”I sin tid drog hvalfangerne af sted på togt mod Grønland omkring den 21. februar og så brændte man bål for at vinke farvel. For det kan jo ses på længere afstand,” forklarer formand for Tønder Amts grænseforening Jens Andresen, der sammen med Lokalhistorisk forening i Højer er med til at holde den gamle tradition i hævd.

Han fortæller også, at festen i dag mest eksisterer, fordi den altid har gjort det.

”Vi fejrer det, fordi det er en frisisk tradition. Det er altså traditionen, der gør, at vi fejrer det endnu.”

[faktabox align=right header=”Opskrift på Farisæere”]

Farisæere er nordfrisernes nationaldrik. Den består af kaffe eller te tilsat et til to stykker sukker og rom eller snaps efter behag med flødeskum på toppen. Flødeskummet havde den heldige sideeffekt, at præsten ikke kunne lugte, at menigheden drak alkohol. Men en dag gik det galt. Præsten fik den forkerte kop og efter en tår udbrød han: I Farisæere! Deraf navnet.

En farisæer er i overført betydning en person, der selvretfærdigt fordømmer andre og som ikke lever op til samme moralske standard, som vedkommende selv mener at have.

Der findes også en variant med kakao. Den hedder død tante. Hvorfor, er der til gengæld ingen, der ved.

[/faktabox]

Og der er god grund til at bevare Pers Awten. Der er intet som at varme sig ved et hedensk bål med en ivrig båltaler, når det er rigtig råkoldt udenfor og tæerne er istapper i de ellers dyrt indkøbte vinterstøvler fra Spejdersport. Og hvis ikke det er nok, skal du nok blive overbevist, når du tager en tår af den lokale festdrik farisæere.

”Selve bålarrangementet er normalt kortvarigt, for det plejer at være hundekoldt. Bålet kan selvfølgelig varme de nærmeste, men vi er for det meste en 100 mennesker, og de kan ikke alle sammen stå så tæt på, at de får varmen. Den får de til gengæld, når de kommer indendørs og får deres farisæere,” forklarer Jens Andresen.

Årets båltaler på Emmelev Klev er chefredaktøren fra Der Nordslesviske Siegfried Matlok og derudover synges fællessangen Weadke Tar, som du kan finde på YouTube. Så kan du øve dig. I det mindste på omkvædet, som lyder således:

/:Weadeke ta’r, Weadeke ta’r:/

ofrede til Odin og hva’behar.

Sang og dans og mjød,

varmed’ sig i bålets skød

Politiske budskaber gemt i nissehuen

Flemming Jensen har forfattet og spillet mange samfundsrevsende stykker. Det er dog gået op for de færreste, at han i de tre julekalendere om Nissebanden leverer en skarp kritik af vores samfund, og den tidsånd vi lever i.

Når Nissebanden eller andre julekalendere ruller over skærmen, forventer mange at se skuespillere i rødt tøj, der er på mission for at redde julen. Politiske budskaber om materialisme og den politiske tone virker som en fjern virkelighed.

Men ifølge Flemming Jensen, der er manden bag de tre julekalendere om Nissebanden: ”Nissebanden (1984)”, ”Nissebanden i Grønland (1989)” og ”Nissernes Ø (2003)”, indeholder hans julekalendere også tydelige politiske budskaber.

”Især i den tredje (Nissernes Ø, red.) er der meget stor afstandstagen til vækstfilosofien, men jeg tror aldrig, nogen har forstået det, smiler han sarkastisk.”

Julekalenderne kan på mange måder fange os med paraderne nede. Og det er ikke tilfældigt, hvis den gør. Men hvad prøver den garvede satiriker egentlig at fortælle os?

Læs også: Flemming Jensen: Manden bag grødnissen

”Historien er et forsøg på at bruge julen som en varm kile ind i et samfund, der er for koldt og konfrontatorisk. Vi er blevet polariseret, og samfundsdebatten er blevet meget sort-hvid. Alle debatter skal helst være skænderier. Konfrontationer er altid målet, fordi underholdningsværdien er stor. Men udbyttet er ringe,” sukker Flemming Jensen, der selv har følt den hårde tone.

Når han tidligere har behandlet emner som Irak-krigen og udlændingepolitik, har det været med dødstrusler som resultat.

”Det er utroligt, hvor meget had der ligger derude. Jeg synes, man møder flinke mennesker, men hvis man giver udtryk for humanisme – specielt omkring indvandrere eller krig, så er der en meget stor vrede rundt omkring. Det er lidt skræmmende.”

Materialismen har forgiftet samfundet

Flemming Jensen fokuserer meget på det materialistiske samfund, som han ofte har behandlet i sine julekalendere.

[quotebox]Vi er blevet polariseret, og samfundsdebatten er blevet meget sort-hvid. Alle debatter skal helst være skænderier. Konfrontationer er altid målet, fordi underholdningsværdien er stor. Men udbyttet er ringe[/quotebox]

”Tidsånden er blevet meget materiel. Vi råber og skriger på vækst, men det er væksten, der har bragt os derud, hvor vi er. Vi bliver ved med at puste i en ballon og sige: ’Nej, hvor er den flot’. Vi bliver ved med at puste, og den bliver større og større, men enhver idiot ved jo, hvad, der sker,” konstaterer han.

Pointen træder frem i Nissebanden, hvor julen trues af, at alle ønsker sig større og flere gaver, som ingen kan udstede. Skurken, Fiffy Jørgensen, bliver figuren, der levendegør dette billede.

”Han ligger under for det, der har forgiftet hele samfundet de sidste 30 år. Den stigende tro på markedskræfterne og materialismen. Der er intet ondt skabt i ham. Han er bare faret vild.”

Alvorlig humor

Humoren er det element, som er blevet anvendt til at servere de politiske budskaber. Flemming Jensen har ofte præsenteret sine meninger med et smil og et glimt i øjet. Han mener dog ikke, at det gør budskabet mindre seriøst.

”Folk spørger: ’Er det sjov, eller er det alvor?’ Det er ikke modsætninger! Humor er vejen ad hvilken. Det er en måde at fortælle noget alvorligt på.”

Han mener, at der før har været mangel på personer, som tør blande politik med humor. Han glæder sig dog over, at det så småt vinder indpas og fremhæver blandt andet stand-up-komikere som Michael Schøt, Jan Gintberg og Omar Marzouk som værende repræsentanter for denne type humor. Sidstnævnte spillede han tidligere på året sammen med i den politiske komedie ’Mogens og Mahmoud’.

Efter at være kendt som den glade og lettilgængelige grødnisse Lunte, kunne han i 2002 bruge rollen som kontrast og chokere den danske teaterverden.

”Jeg havde en meget stor rolle i et stykke, der hed ’Spindoctor’. Der havde jeg et lille skæg og var en skiderik. Der tror jeg, at folk fik et chok, for de havde ”Lunte”-identiteten liggende, og pludselig stod der en helt anden og var meget ubehagelig og meget begavet,” husker han og griner tilfreds over muligheden for at vise en anden side af sig selv.

3,2,1 til sofaen – maj

Nikolaj Nørlund, musiker

  • Bog: A Visit From the Goon Squad af Jennifer Egan

    Ja, jeg ved ikke, hvor forårsagtig den er, men jeg har lige læst den, og det er forår, så det kvalificerer vel. Det var den helt rigtige bog for mig lige nu. Den foregår i sådan et rockagtigt miljø, men den springer i både tid, sted og synsvinkel. Så en person kan være biperson i et kapitel og fortæller i næste. 25 år efter. Virkelig frisk og flot roman.
  • Film: Manhattan af Woody Allen
    Jeg tænkte forår > forelskelse > Manhattan. Mest på grund af slutscenen, hvor Woody finder ud af , at han faktisk er forelsket i Mariel Hemmingways figur og spurter gennem Manhatten for at nå hende, inden hun rejser til London. Det er sådan en fin beskrivelse af forelskelsens underlige veje.
  • Album: Closer af Joy Division
    Forårets paradoks er, at midt i glad-i-låget-viben er det samtidigt højtid for selvmord og depressioner. Og det er egentlig ikke, fordi jeg betragter Closer, som en suicidal-plade, men den har en nærmest overnaturlig, afklaret stemning, som jeg godt kan spinde ind i foråret.

Kim Andersen, statskundskab, SDU Odense. Foto: Michael Nguyen

Kim Andersen, statskundskab, SDU Odense

  • Bog: Alkymisten af Paulo Coelho
    Det er den tid på året, hvor man skal ud. Tid til opbrud og fornyelse. Alkymisten, skrevet af brasilianske Paulo Coelho, handler om dette. I selskab med fårehyrden Santiago drager man ud på en rejse, der handler om at forfølge ens drømme og finde sig selv. Bogen er fuld af livsfilosofi og giver stof til eftertanke – både til ens eget liv og den verden, vi lever i.
  • Film: Trillinger fra Belleville (Les Triplettes de Belleville) af Sylvain Chomet
    Også i den franske animationsfilm Trillingerne fra Belleville handler det om at forfølge ens drømme. Det er kampen mellem det gode og det onde. Det er anderledes, medrivende og smukt. I filmen møder man Madame Souza, en ældre dame, der bor sammen med sit melankolske og livstrætte barnebarn, Champion. Men med hjælp fra bedstemoderen genfinder drengen livsglæden gennem cykelsporten. Champion bliver professionel cykelrytter og skal deltage i Tour de France. Men så dukker den franske mafia op og kidnapper Champion, og bedstemoderen må igen i aktion…
  • Album: Death Valley Sleepers af Death Valley Sleeper
    Det danske band Death Valley Sleepers har netop udgivet deres debutalbum. Og det på et meget passende tidspunkt, for musikken er fuld af forår og ny energi. Man får lyst til at sætte sig på cyklen og race derudad som en anden Champion. Det er melodiøst, støjende, psykedelisk rock. Og det flyder som smør i øregangene. Fyld tasken med et par øl og en bold og sæt kursen mod den nærmeste park – sommeren er på vej!