Skip to Content

catepgory

Kategori: Kultur

SDU-succes: Vinder DM i improcomedy

Fem lalleglade kvinder – tre med tilknytning til Odense – kunne i fredags stille sig øverst på sejrsskamlen til DM i improcomedy. Bag succesen ligger dog flere hårde valg samt uendeligt mange træningstimer på de skrå brædder.

For lidt over halvandet år siden startede et helt nyt eventyr for fem unge kvinder. Med Odense som base, blev gruppen Den Lalleglade Brigade grundlagt. Succesen indtraf for alvor i fredags, da gruppen vandt DM i improcomedy.

– For os er det helt vildt. Det er så stort, at jeg fik det fysisk dårligt til showet. Faktisk følte jeg, at jeg skulle brække mig i pausen, siger Sisse Gram de Fries.

Sisse Gram de Fries er én af tre fra gruppen med tilknytning til Odense. Båndet til eventyrbyen er dog snart kappet. Planen er, at Sisse bliver færdig med sin uddannelse på Idræt & Sundhed allerede i november. Udover Sisse, studerer Anna Louise Petersen Amargós også på SDU til Medievidenskab. Som den sidste odenseanske brik er Theresa Lange Olesen født og opvokset i byen. Men efter lang tids overvejelser er alle medlemmer nu flyttet mod hovedstaden.

“Jeg fik det fysisk dårligt til showet. Faktisk følte jeg, at jeg skulle brække mig i pausen”

– Det er en mærkelig fornemmelse. Vi startede i Odense og har haft halvandet år her, men pga. Brigaden er vi flyttet til København. Vi har dog stadig fokus på Odense og kommer tit forbi til et show, siger Sisse Gram de Fries.

Efter succesen til DM satser Den Lalleglade Brigade stort. Målet er at kunne leve af projektet i fremtiden. Og med 20 timers træning om ugen, diverse møder samt shows har de fem kvinder allerede det, der i antal timer svarer til et fuldtidsjob i Brigaden.

Brigaden kan primært opleves i Odense, Århus og København. Så SDU’s resterende campusbyer må indtil videre kigge langt efter Danmarks sjoveste improkomikere.

Næste gang, de optræder i Odense, er 6. februar på U-teater.

Se forsmag på, hvad der gør Den Lalleglade Brigade til landets sjoveste:

[infobox]BRIGADEN

  • Startede i Odense for halvandet år siden
  • Består af fem kvinder i tyverne
  • Har netop vundet DM i improcomedy
  • Facebook
  • Hjemmesiden

[/infobox]

Gæt en helligdag: Fismanden, Høstpigen og Stodderen

Den 29. september har i mange år været kendt som Mikkelsdag. Her bliver høsten fejret og ærkeenglen Michael hyldet. Men hvad er historien bag?

[voxpop navn=Mikkelsdag kort fortalt] Ærkeenglen Michael er mest kendt for at skulle veje sjælene på Dommedag. Hvem skal i himlen, og hvem skal i helvede? Ifølge legenden svævede han rundt over Hadriansøjlen i Rom under pesten. Da sygdommen derefter ophørte, byggede man en kirke til ære for Michael. Den blev kaldt Engelsborg. Han havde også den særlige rolle at lede de afdøde over floden til Gud.

Mikkelsdag var starten på vinterhalvåret. Bondetraditionen sagde derfor, at fåreklipningen skulle begynde den 29. september.

Det uld, der blev klippet denne dag, blev kaldt Mikkelsmesseuld og var den fornemmeste af slagsen. Men mistede man bare en tot fåreuld på Mikkelsdag, ville bonden komme til at mangle foder til dyrene i vinteren. [/voxpop]Det var en dag, hvor høstfigurer såsom Stodderen, Fismanden og Høstpigen blev fremstillet af kornet. På den 29. september fejrede man nemlig hvert år ærkeenglen Michael. Tidligere var det fast kutyme at holde store kirkefester på Mikkelsdag. Den blev også brugt som en takkefest til Gud for høsten, der skulle være færdig inden denne dag. Det var ved disse fester en fast tradition at uddele Mikkelskorn til de fattige. Dagen blev brugt som enden på finansåret, hvilket betød, at dagen var termin for betaling af gæld. I dag er helligdagen gået mere eller mindre i glemmebogen. Man holder dog stadig mange steder i landet høstfest, hvor bønderne fejrer, at høsten er i hus. En af dem, der har gjort det i rigtigt mange år, er Falle Lildholdt.

”Jeg tror, at jeg holdt min første høstfest i 1933. Der var jeg så kun tre år gammel,” forklarer Falle med sin lidt mumlende, sønderjyske dialekt. Han er født ind i landmandslivet og har siden 1954 været selvstændig. Og selvom han mener, at hukommelsen ikke er, hvad den har været, så husker han tydeligt, hvordan de fejrede høsten dengang.

”Ja, når den første bondemand var færdig, så hentede han alle sine karle og kørte rundt i hele nabolaget med det sidste læs korn. Så lavede vi en lille mand af kornet. Den kaldte vi Høstbassen. Så kørte vi rundt der med hestene foran og råbte: Hurra, Hurra for Høstbassen,” fortæller Falle med et stigende tempo i takt med, at erindringerne om næsten et helt århundredes høstfester kommer tilbage.

Tilbageblik på Femøs kvindelejr

Hver sommer mødes kvinder fra hele Danmark til en anderledes ferie på Femø. Rammerne er ikke de samme, som da lejren første gang stod i 1971, men én ting står uændret. Det er kun for kvinder.

“Måske var det engang stærkt revolutionerende (at sidde på lokum uden forhæng), men nutildags har det mest tre konsekvenser – folk bliver generte, de holder sig og får hård mave, eller de går på kroen for at skide. Jeg synes derfor ikke, et par forhæng kan skade”. Sådan sagde en tilfældig besøgende på Femø-lejren.

Billedet viser den første reklame for Femølejren fra 1971

Billedet viser den første reklame for Femølejren fra 1971

I 1990 var der for første gang forhæng for toiletterne på Femø. Dét og retten til at slå teltpløkker i individuelle telte skulle senere vise sig at være grundlaget for at sikre Femølejrens overlevelse, fortæller Lotte Nielsen. Hun er cand. mag. i dansk, har været lesbisk siden gymnasiet og feriegæst på Femø siden 1998.

Siden 1971, hvor det hele startede, har kvindelejren på Femø ændret karakter. Grundlæggende er ideen om en lejr uden mænd vedblevet, men ellers står tingene anderledes til i dag på mange punkter.

Rødstrømpebevægelsen i København løste startskuddet på Femø, da de besluttede sig for at skabe et minisamfund kun bestående af kvinder. Meningen var ikke at skabe en flok rødstrømper, men at samle kvinder fra alle leder og kanter. Ideen var, at kvinderne skulle lære af hinanden og skabe styrke ved fællesskabet og støtten fra de andre kvinder. Ingen brug af sminke, bh’er, spejle og forhæng var led i kvindens frigørelse fra skønhedsidealet, som kom fra det mandsdominerede samfund.

Fra rødstrømper til leverpostej

Søstersolidariteten fortsatte ind i 1980’ernes Danmark, men ikke helt uændret. Gradvist over årene gik et stort antal af lejrens gæster fra at være heteroseksuelle til at være lesbiske. Allerede i 1975 indførte man den første lesbiske uge, og det har udviklet sig til, at flere og flere lesbiske kom til øen. Lotte Nielsen beretter, at op mod 90 procent af gæsterne i dag i lejren er lesbiske, men der kan være forskel på de enkelte uger.

Lejrens indhold er gået fra at være et meget politisk omdrejningspunkt til i højere grad at blive et sted, hvor kvinder kan holde en anderledes ferie. Generelt er lejrens principper løsnet op i løbet af de sidste 15 år. Muligheden for leverpostej sprænger det vegetariske princip, der gjaldt de første 10 år, og det hedengangne, brune lokumspapir blev for mange år siden erstattet af det hvide, vi kender i dag.

Femø_023

Lange bryster går ikke midt i madlavningen

Datidens kvindelejr bød på ord som vandhøne i stedet for vandhane og kvind i stedet for man.

 ”I dag står der stadig ½ æg pr kvinde i kogebogen, selv om der også er mange drengebørn, der spiser æg”, fortæller Lotte Nielsen.

Aftenens fest midt under body and soul-ugen byder da også på cowgirltema i stedet for cowboytema, som det måske havde heddet under andre omstændigheder.

70’ernes stramme regelsæt om kvindernes brug af for eksempel sminke og det åbne udsyn til toilettet var til for at sikre kvindernes frigørelse fra det samfund, de normalt var en del af. Senere har det vist sig, at det ikke nødvendigvis var det, kvinderne så som frihed, men at friheden består i retten til at vælge det, der føles som frihed for kvinderne selv, også i forbindelse med nøgenhed og påklædning for eksempel.

I løbet af 80’ernes og 90’ernes mere individuelle levevis blev fælles sovetelte suppleret med små telte, som betød mere privatliv og færre ørentviste i soveposen. Der blev indrettet mere diskrete toiletbåse som supplement til de fritstående.

  ”I gamle dage fandtes der heller ikke spejle, men nogle smuglede det alligevel ind og stod i al hemmelighed og børstede hår. Nu er det anderledes. I dag har vi endda forstørrelsesspejle, hvis man vil klemme bumser ud”, fortæller Lotte Nielsen.  

Nøgenskab og madlavning

Tingene har altså ændret sig en kende. Men mange har sikkert stadig et gråtonet billede i hovedet af kvinder der lifligt hopper nøgne rundt i Femøs frugtbare natur.
”Det er ikke sådan, det nødvendigvis var eller er længere, men nøgenskab er noget, der debatteres på Femø,” forklarer Lotte Nielsen lidt grinende.

Er det for eksempel i orden at lave mad, når man er nøgen? Der er nu om dage en regel om, at man ikke er nøgen i madteltet, men man må gerne være topløs. Dog kan det give problemer at tage kogende vand til opvask fra de store gryder, hvis brysterne er for lange eller for store, var der én, der frækt bemærkede under fællesmødet til stor latter fra kvinderne.

I det hele taget debatteres Femøs fremtid og principper ofte i lejren. Lejren står til at bestå som den er i dag; kun for kvinder, men bortset fra det er det uvist, hvordan fællesskabet vil forme sig i fremtiden. Èn ting er dog sikkert – ”mænd no way”, fastslår Lotte Nielsen.

Hvert år, i skolesommerferiens otte uger, emmer Femø af liv. Ugerne skifter med forskellige temaer, som blandt andet kan have med sport, familie eller ”body and soul” at gøre. Er man fristet til at opleve lejren – og af hunkøn- er der hvert år i uge 30 åbent hus. Det koster 1300 per uge, men så er der også gratis brusebad under åben himmel. Hver uge starter om lørdagen, hvor der er fælles transport fra København med opsamling af kvinder fra andre dele af landet på en station undervejs.

 

Campusbyerne har for få aktiviteter i sommerferien

Sommerferien kan komme til at føles meget lang og ensom, hvis man som studerende vælger at bruge den i Odense eller en af de fire andre campusbyer. Men det er de studerendes egen skyld, mener flere kulturaktivister.

Der er godt en måned til, at de sidste studerende forlader læsesalene og eksamenslokalerne. For når juni bliver til juli, vil en meget stor del af de studerende have forladt studiebyerne for at tilbringe sommeren et andet sted.

[faktabox align=right header=”Det sker (trods alt) i sommerferien” ]

Kulturmaskinen Festival, 8. maj

Odense Fun-Life Festival, 28.-29. juni

Grøn Koncert, 26. juli

Stella Polaris, 1. august

Spoken Word Festival, 19.-23. august

International Filmfestival, 26.-31. august

PHONO festival, 12.-14. september

[/faktabox]

Selv i Odense, hvor omkring 12.500 studerende til daglig fylder byen, har man provinsielle problemer. Næsten hver fjerde studerende pendler, og det kan mærkes. Også i sommerferien. Det mener blandt andre Mie Borggreen, der er journaliststuderende i Odense og som sidste år valgte at bruge sin sommerferie i Odense.

”Når de sidste eksamener er klaret i juni, og Roskilde Festivalen starter, så er byen mere eller mindre drænet for studerende. Og det giver jo god mening, men omvendt er der bare heller ikke nogle fede alternativer i Odense,” mener hun.

Mie Borggreen har ad flere omgange blogget om kulturlivet i Odense. Senest om manglen på samme i sommerferieperioden. Forklaringen på, at så mange studerende vælger at bruge deres sommerferie alle andre steder end i Odense, kan muligvis findes i den kulturelle pause, som byen tager fra aktiviteter for de unge i den periode.

”Odense har nogle rigtig fede arrangementer som for eksempel Kulturmaskinen Festival og PHONO festivalen. Men de ligger i henholdsvis maj og september, og det er altså det store gabende hul derimellem, som jeg mener er problemet,” forklarer hun.

En selvopfyldende profeti

Den odenseanske kulturblog, sommerglæde.dk, ledes af manden med det mundrette navn Søren Sommerglæde. Det er ikke første gang, han hører nogen sige, at der sker for lidt for de unge i Odense, især i sommermånederne.

”Unge mennesker, der flytter til Odense, bliver meget præget af holdningen om, at der ikke sker en skid. Men hvis man møder Odense med den indstilling, så bliver det en selvopfyldende profeti,” mener han.

Han er enig med Mie Borggreen i, at der fra kommunens side bør tænkes bredere, når den kulturelle del af sommeren planlægges. Han nævner torsdagskoncerterne i Kongens Have som et eksempel på, at ambitionerne nogle gange vakler ved nye tiltag.

”Koncerterne var som udgangspunkt et rigtig godt initiativ fra kommunens side, hvor målet var at få store navne til Odense. Nu handler det desværre om at få nogen, vi ikke skal betale alt for mange penge for,” mener han.

Men ansvaret ligger ikke ved kommunen alene, og han retter derfor en kritik mod de studerende og opfordrer dem til at få hænderne op af lommen og selv få tingene til at ske.

Spark døren ind

Et af de mennesker, som har fået hænderne op af lommen, er Amin Safari. Han er festarrangør, manager og DJ i Odense. Han har brugt mange sommerferier i byen og kan tydeligt mærke, at byens mange studerende forlader byen.

”Det er virkelig kedeligt her om sommeren. Men så snart vi rammer august, så blomstrer alle aktiviteterne op igen,” fortæller han.

Selv har han beskæftiget sig med arrangementer i Odense, siden han var meget ung. Mange er blevet til noget, andre har han måttet droppe, fordi kommunen ikke har villet støtte op om projektet.

”Odense Kommune sidder tungt på bevillingerne til det kulturelle. Senest har jeg gerne villet lave et event i Kongens Have med noget elektronisk musik, men når jeg har forsøgt at lave noget lignende, så har de ved kommunen desværre ment, at jeg har opfordret til druk,” fortæller han.

Det budskab har Søren Sommerglæde hørt mange gange før. Han mener, at man ikke skal være så bange for bare at sparke døren ind hos kommunen.

”Det handler om at lave noget, der er så fedt, at kommunen slet ikke kan komme uden om det,” fortæller han.

Brug byen

Studiestuen er et eksempel på et projekt startet og drevet af frivillige studerende, som troede på, at byen havde brug for et rum for fordybelse og samvær. Og det er sådanne initiativer, Søren Sommerglæde gerne ser flere af.

”Især hen over sommeren er der mange lokaler, som for eksempel U-teater, der står ledige og bare venter på at blive brugt til et eller andet,” siger han.
I sidste ende ligger ansvaret hos de studerende. Ifølge Amin Safari er det ofte dem, som arrangementer står og falder med.

”Det er risikabelt at lave noget i Odense, fordi man ikke aner, hvor mange der dukker op. De unge er simpelthen for dårlige til at støtte op om arrangementer, når de er der,” mener han.

Og det giver Mie Borggreen ham ret i. I sidste ende mener hun også, at Odense med sine mange grønne områder har så meget charme, at hun kunne bruge dage her med en engangsgrill og en god bog. Så helt skidt står det ikke til. Kun med at finde legekammerater.

 

Når Danmark ikke er nok – mød den 20-årige version af Jacob Holdt

Et halvt år tog det 20-årig Kaspar Meitil at blaffe sig fra Holbækmotorvejen til Singapore. Undervejs fik han blandt andet stjålet alle sine ejendele og var medarrangør på en ulovlig fest i Iran. For når man blaffer, møder man virkeligheden. 

”Om det var planlagt, jeg skulle til Singapore? Det tror jeg ikke, man kan sige. I første omgang ville jeg bare gerne ud at rejse.”

Kaspar Meitil kigger ned i sin keramikkaffekop i lejligheden på Nørrebro.

[quotebox]Der er slet ikke så mange onde mennesker derude, som man går og forestiller sig[/quotebox]

Jeg havde forventet at møde en yngre udgave af Jacob Holdt; langt skæg, lidt fedtet hår og måske en anelse underlig. For når man ‘bare’ beslutter at tage østpå og ender med at tomle 100.000 kilometer fra Holbækmotorvejen til Singapore, kræver det vel, at man er lidt speciel. I stedet sidder Kaspar Meitil på sin seng og ligner en medstuderende. Kort lyst hår, stort smil og fuldstændig renlig. Og jo længere ind i hans historie jeg kommer, jo mere går det op for mig, at det at blaffe måske ikke er så farligt alligevel.

”Man skal passe på ikke at få for meget frygt. Som kvinde skal man selvfølgelig være opmærksom, men som fyr synes jeg, der er mange, der er mere bange for at tomle, end man bør være. Der er slet ikke så mange onde mennesker derude, som man går og forestiller sig.”

B_rn på work camp i Indien

Til pengene slipper op

Roskilde Festival var lige slut i sommeren 2012. Kaspar og Kasper, hans højskoleven, aftalte at blaffe til Spanien. Da vennen skulle hjem til studiestart i september, stod Kaspar med valget om at følge ham til Danmark eller forsætte eventyret.

”Jeg stod i Spanien og tænkte: ‘Jeg har et helt sabbatår, hvor jeg ikke skal noget bestemt’. Så jeg besluttede at vende hjem, når jeg løb tør for penge. Og det var egentlig grunden til, jeg stoppede i Singapore.”

[quotebox]Til middagen sad de bare og gloede på mig og spurgte, hvorfor jeg rejste på den måde? Havde jeg ingen penge? Havde jeg ingen far og mor?[/quotebox]

På seks måneder brugte Kaspar omkring 30.000 danske kroner. Det meste af budgettet blev brugt på flybilletter ind og ud af Pakistan, Myanmar og en billet tilbage til Danmark. Både overnatning og transport tomlede han sig gratis til på vejen. Nogle gange sov han på en sofa eller i et gæsteværelse igennem hjemmesiden couchsurfing.org. Andre gange kunne venskabet fra passagersædet føre til en overnatning.

”Hvis jeg skulle lave et mindre stop i en by, kunne jeg sagtens sove hos dem, jeg kørte med. Folk er tit søde, når man kommer med sin rygsæk og ikke andet. De spørger, om man har et sted at sove, og svarer man nej, så tilbyder de tit en plads i deres eget hjem.”

I Albanien henvendte Kaspar sig til en dame, der var ved at lukke sin restaurant. Da han spurgte, om han måtte overnatte på gulvet, hentede hun i stedet hele familien på ti mennesker ned for at møde ham. Det endte med, at Kaspar blev inviteret med til familiemiddagen og blev natten over.

”Til middagen sad de bare og gloede på mig og spurgte, hvorfor jeg rejste på den måde? Havde jeg ingen penge? Havde jeg ingen far og mor? Alt imens de stopfodrede mig. Det er de her anderledes rejseoplevelser, jeg elsker. Det er vildt fedt at finde ud af, hvor gode de fleste mennesker er.”

I lastbil

Ice cold med Delphin

Rejseregler

Hurtigt, og en anelse spontant, blev det Kaspars eget regelsæt, at han ikke måtte betale for hverken transport eller overnatning på rejsen. Dog blev han nød til at flyve ind og ud af Myanmar, hvor grænserne er lukkede. I Pakistan skal alle turister følges af to militærmænd, og det land måtte han nøjes med at opleve fra luften.

”Det var lidt et nederlag at skulle flyve. Jeg havde formået at blaffe hele vejen til Iran, så det føltes lidt som at snyde,” smiler han.

Princippet med at tomle sig til en gratis natteplads for at opleve en anden verden og kultur var dog ikke lige let for alle, han mødte, at forstå.

”Det kom bag på mig, hvor svært det var at blaffe i Indien. Folk kigger på én, som om man er en total freak. Det blev mest også et princip ikke at betale, for i virkeligheden er det billigere at tage toget igennem landet. Når den offentlige transport er så billig, og folk er så fattige, så forstår de det ikke, hvis man fortæller dem, at det er for oplevelsens skyld. Nogen gange var jeg ved at droppe det, men så er man alligevel kommet så langt!”

På toppen af bjerget

Kaspar nåede hele vejen fra Danmark til Iran uden at betale for overnatning eller transport én eneste gang. Især Iran var et land, der gjorde indtryk på den 20-årig københavner.

”Iran var nok højdepunktet ved min rejse, og jeg blev der en hel måned. Via Couchsurfing fandt jeg en ung fyr i hovedstaden og blev en del af hans hverdag. På et tidspunkt ville han gerne arrangere en fest, hvilket er ulovligt i Iran. Man må ikke drikke alkohol, og straffen er 80 piskeslag på ryggen. Så denne her fest var super undergrund, placeret langt væk fra byen og med en udtænkt flugtvej, hvis politiet skulle dukke op. Kvinderne smed sløret og ankom i bare ben, høje hæle og mere nedringede toppe, end jeg troede var muligt. Hvis jeg nu havde boet på et hotel, havde jeg jo slet ikke haft så fed en oplevelse.”

[quotebox]Man er nød til at rykke sine grænser for, hvad man vil for at møde folk, der kan samle en op. Det er bare at gå ud til en tankstation og spørge folk om et lift. Hvis man så bliver samlet op, sidder man i fem timer i en eller anden bil – og så må man bare finde noget at snakke om. Det leder tit til nogle vildt fede oplevelser[/quotebox]

Tre gode blafferråd

Politiet blev heldigvis ikke en del af festen, og mindet står som en af de bedste oplevelser Kaspar tog med hjem i rygsækken. Selvom der var spænding i luften til festen, og måske en smule frygt, er Kaspar ikke den til at sige nej til de oplevelser, der udfolder sig foran ham. Men viser frygten sig ikke, når man stiger op i en fremmedes bil, og dermed er overladt til en andens skæbne?
”Jeg synes ret hurtigt, jeg kom ud over frygten ved at blive samlet op,” siger han og trækker kort på skuldrene.

”I starten ser man meget folk an, når de stopper. Men man når at blaffe så mange gange, at man hurtigt bliver god til at mærke på folk, om de vil én det godt. Jeg brugte i høj grad min mavefornemmelse. Hvis jeg følte, at turen ikke var så hyggelig, eller chaufføren var lidt mærkelig, så sagde jeg bare, at jeg skulle af igen. Men det er meget sjældent. Jeg har overhovedet ikke oplevet, at nogen har gjort mig noget, selvom jeg da har hørt nogle frygtelig historier.”

Han indrømmer dog også hurtigt, at en del af sikkerheden ligger i at være en dreng på farten. Var han pige, var det ikk
e sikkert, han selv ville turde blaffe alene igennem Iran eller Indien.

”Jeg plejer at se det som en skala. Hvis man er alene pige, så bliver man helt vildt nemt samlet op. Alle folk har plads til en ekstra person, og chaufføren føler sig ikke truet. Til gengæld er det mere usikkert. Er man alene dreng, er der stadig plads, og man er ikke så faretruende, så det går også an. Når man er en pige og en dreng, så ser det ret sødt ud, og to mennesker giver ekstra sikkerhed. To drenge er nok det sværeste, og når man først bliver tre, så er det næsten umuligt, selvom jeg dog har gjort det.”

[quotebox]Jeg plejer at se det som en skala. Hvis man er alene pige, så bliver man helt vildt nemt samlet op. Alle folk har plads til en ekstra person, og chaufføren føler sig ikke truet. Til gengæld er det mere usikkert.[/quotebox]

Skalaen bygger på erfaringer, for dem har Kaspar mange af. Hans første blafferrejse var i 2.G, da han kun var 17 år, og siden er det blevet til mange tomleture igennem Europa. Sætter man det på spidsen, har han tre gode råd til det rent tekniske, hvis man tør give sig i kast med blafferiet:

1. ”Drop skiltet og prøv at få forbindelse med føreren i stedet for. Når bilen kommer forbi, så kig rigtig intenst på chaufføren og vink. Du skal have kommunikeret: ‘Jeg vil gerne køre med dig.’ Hvis man vinker chaufføren til stop, så kan man forklare, at man har brug for et lift. Hvis de ikke kan engelsk, så sig bynavnene. Smil og vink, så går det bare bedre.”

2. ”Noget af det vigtige er, at man er total åben over for det, der sker. Hvis man havde tænkt, at man skulle til Berlin, men bliver samlet op af en chauffør, der siger: ‘Vi kører til Amsterdam for at organisere en festival, vil I med?’, så skal man bare gøre det! Det prøvede vi i Frankrig, hvor planen ellers var at tage til Spanien. Chaufføren var lydmand på en festival i Amsterdam og sagde, at vi bare kunne komme med uden at betale for éntre til festivalen. Og det var bare røv fedt. Lad tingene ske og vær ikke bange for ikke et følge planen hjemmefra.”

3. ”For oplevelsens skyld behøver du faktisk ikke at tage noget som helst med. Du behøver ikke gå ned i Friluftsliv og købe en trangia. Jeg startede selv med en tung rygsæk på 30 kg, men var så ‘heldig’, at jeg fik stjålet min rygsæk i Monte Netro. Jeg var henne og snakke med ejeren af en campingplads for at få lov til til at overnatte der. På det tidspunkt havde jeg rejst sammen med en spanier i en dags tid, og han virkede som en en fin fyr. Så dér svigtede min mavefornemmelse mig faktisk, for da jeg vendte tilbage, var han skredet med alt undtagen min pengekat med dankort og pas. I første omgang var det vildt nederen, men så tror jeg bare, jeg fik en rigtig god oplevelse ud af det. I tre dage havde jeg kun en sovepose på mig, så det var en lidt anderledes oplevelse. Derfra købte jeg en ny rygsæk, hvor jeg havde ét par bukser, ét par shorts, én t-shirt, én trøje og ikke særlig meget andet. Der er mange ting, der kan gøre rejsen lidt nemmere. Men hvis man begrænser sin oppakning, får man vendt sine tanker om, så dét man skal få en oplevelse ud af, er de ting, der sker omkring én. Og ikke de ting, man har med sig.”

Hvad med sårrens, hvis du skulle komme til skade?
”Det kan man da godt have med. Men man kan også lade være. For så møder man måske nogen spændende folk, hvis man en dag har brug for sårrens.”

Random indisk mand

Den rigtige verden findes ikke i en Lonely Planet

Selvom Kaspar altid var omgivet af folk på sin rejse, som andre blaffere, venner eller chauffører, begyndte det at tære på ham, at bekendtskaberne kun var flygtige.

”Jeg var aldrig rigtig alene, men relationerne var hele tiden kun for en begrænset stund. Man møder folk, skaber en relation og så tager man af sted igen. Jeg synes måske, det var det værste. Man kunne godt blive lidt ensom.”

[quotebox]Jeg var aldrig rigtig alene, men relationerne var hele tiden kun for en begrænset stund. Man møder folk, skaber en relation og så tager man af sted igen. Jeg synes måske, det var det værste. Man kunne godt blive lidt ensom.[/quotebox]

Kaspar valgte derfor at tage på en af Mellemfolkelig Samvirkes workcamps i Indien i tre uger, hvor han boede sammen med andre unge fra hele verden, mens han arbejdede på et indisk børnehjem.

”Det var enormt rart at bo et sted i længere tid og lære de andre rigtigt at kende. Det var et godt afbræk i rejsen.”

Til sidst havde rejsen, og pengepungen, nået sin ende. Juleaftensdag 2012 efter seks måneder på farten fløj Kaspar fra Singapore og hjem til Danmark for at fejre jul med familien. Han har siden skulle fortælle sine oplevelser på turen mange gange, men alligevel det er ikke alt, der er lige let at dele.

”Jeg føler mig ret alene med mine oplevelser. Og det er også fint nok. På et halvt år går der mange ting op for én, og jeg oplevede mange erkendelser. Man får indtryk, som man altid vil huske. Jeg synes, der er meget, der har ændret sig ved mig, siden jeg kom hjem, men det er svært at sige: ‘Nå ja, selvfølgelig har jeg ændret mig, for jeg har jo oplevet de her ting’. Det har jeg tænkt meget over, siden jeg kom hjem. Jeg har ikke rigtig haft nogen, der har forstået, hvad jeg har fået ud af turen. Men det er fint, for så har man noget for sig selv.”

Han vender blikket mod de forskellige landkort på væggen i lejligheden. Der er lokale kort over blandt andet Tyrkiet og Iran, hvor det sidstes stednavne kun er skrevet på farsi. Med blå kuglepen er de centrale byer oversat til latinske bogstaver, og der er et stort fedt kryds over de byer, han på vejen fik at vide var livsfarlige at krydse. Selvom ikke alle dage på farten bragte smil på Kaspars læber, opfordrer han i høj grad til at afprøve det ensomme rejselivet  – hvis bare så en enkel gang.

”At rejse alene er en stor oplevelse, hvor man virkelig lærer nogle ting om sig selv,” forklarer han.

[quotebox]At rejse alene er en stor oplevelse, hvor man virkelig lærer nogle ting om sig selv[/quotebox]

I disse dage er Kaspar slet ikke i Danmark. Han er i Nepal og Myanmar for at arbejde på endnu en workcamp og tage et 10 dages meditationskursus i bjergene. Og de idéer kommer i hvert fald ikke fra en guidebog.

”Der er rigtig mange unge, der rejser med Lonely Planet-bogen. Hvis man kommer til et land og allerede har besluttet sig, hvad man vil se, hvornår, så tror jeg, man får en rigtig kedelig rejse i forhold til, hvis man bare tager derhen og spørger befolkningen, hvad der er fedt i landet. Hvis der kom en turist til København, ville guidebogen forslå Den Lille Havfrue. Hvis de i stedet spurgte mig, ville jeg med det samme sige: ‘Nej, du skal da drikke en øl på Dronning Louises bro!’
Det er i virkeligheden de oplevelser, unge mennesker gerne vil have. Noget rigtigt.”

[faktabox align=left header=”Faktaboks”]

Rejsen:

  • Kaspars rejse gik igennem Danmark, Tyskland, Frankrig, Spanien, Slovenien, Bosnia-Herzegovina, Montenegro, Albanien, Grækenland, Tyrkiet, Nordirak, Iran, Pakistan, Indien, Myanmar, Thailand og Singapore.

Gode hjemmesider, hvis man vil blaffe:

Gode råd:

  • Download app’en Marvick, der automatisk downloader kort, når der er internetadgang.
  • Hvis Kaspar følte sig utryg ved situationen, skrev han hjem til en af sine venner med, hvor han var, hvor han var på vej hen og chaufførens nummerplade.
  • Tankstationer er gode steder at få et lift.

[/faktabox]