Skip to Content

catepgory

Kategori: Kultur

Campusbyerne har for få aktiviteter i sommerferien

Sommerferien kan komme til at føles meget lang og ensom, hvis man som studerende vælger at bruge den i Odense eller en af de fire andre campusbyer. Men det er de studerendes egen skyld, mener flere kulturaktivister.

Der er godt en måned til, at de sidste studerende forlader læsesalene og eksamenslokalerne. For når juni bliver til juli, vil en meget stor del af de studerende have forladt studiebyerne for at tilbringe sommeren et andet sted.

[faktabox align=right header=”Det sker (trods alt) i sommerferien” ]

Kulturmaskinen Festival, 8. maj

Odense Fun-Life Festival, 28.-29. juni

Grøn Koncert, 26. juli

Stella Polaris, 1. august

Spoken Word Festival, 19.-23. august

International Filmfestival, 26.-31. august

PHONO festival, 12.-14. september

[/faktabox]

Selv i Odense, hvor omkring 12.500 studerende til daglig fylder byen, har man provinsielle problemer. Næsten hver fjerde studerende pendler, og det kan mærkes. Også i sommerferien. Det mener blandt andre Mie Borggreen, der er journaliststuderende i Odense og som sidste år valgte at bruge sin sommerferie i Odense.

”Når de sidste eksamener er klaret i juni, og Roskilde Festivalen starter, så er byen mere eller mindre drænet for studerende. Og det giver jo god mening, men omvendt er der bare heller ikke nogle fede alternativer i Odense,” mener hun.

Mie Borggreen har ad flere omgange blogget om kulturlivet i Odense. Senest om manglen på samme i sommerferieperioden. Forklaringen på, at så mange studerende vælger at bruge deres sommerferie alle andre steder end i Odense, kan muligvis findes i den kulturelle pause, som byen tager fra aktiviteter for de unge i den periode.

”Odense har nogle rigtig fede arrangementer som for eksempel Kulturmaskinen Festival og PHONO festivalen. Men de ligger i henholdsvis maj og september, og det er altså det store gabende hul derimellem, som jeg mener er problemet,” forklarer hun.

En selvopfyldende profeti

Den odenseanske kulturblog, sommerglæde.dk, ledes af manden med det mundrette navn Søren Sommerglæde. Det er ikke første gang, han hører nogen sige, at der sker for lidt for de unge i Odense, især i sommermånederne.

”Unge mennesker, der flytter til Odense, bliver meget præget af holdningen om, at der ikke sker en skid. Men hvis man møder Odense med den indstilling, så bliver det en selvopfyldende profeti,” mener han.

Han er enig med Mie Borggreen i, at der fra kommunens side bør tænkes bredere, når den kulturelle del af sommeren planlægges. Han nævner torsdagskoncerterne i Kongens Have som et eksempel på, at ambitionerne nogle gange vakler ved nye tiltag.

”Koncerterne var som udgangspunkt et rigtig godt initiativ fra kommunens side, hvor målet var at få store navne til Odense. Nu handler det desværre om at få nogen, vi ikke skal betale alt for mange penge for,” mener han.

Men ansvaret ligger ikke ved kommunen alene, og han retter derfor en kritik mod de studerende og opfordrer dem til at få hænderne op af lommen og selv få tingene til at ske.

Spark døren ind

Et af de mennesker, som har fået hænderne op af lommen, er Amin Safari. Han er festarrangør, manager og DJ i Odense. Han har brugt mange sommerferier i byen og kan tydeligt mærke, at byens mange studerende forlader byen.

”Det er virkelig kedeligt her om sommeren. Men så snart vi rammer august, så blomstrer alle aktiviteterne op igen,” fortæller han.

Selv har han beskæftiget sig med arrangementer i Odense, siden han var meget ung. Mange er blevet til noget, andre har han måttet droppe, fordi kommunen ikke har villet støtte op om projektet.

”Odense Kommune sidder tungt på bevillingerne til det kulturelle. Senest har jeg gerne villet lave et event i Kongens Have med noget elektronisk musik, men når jeg har forsøgt at lave noget lignende, så har de ved kommunen desværre ment, at jeg har opfordret til druk,” fortæller han.

Det budskab har Søren Sommerglæde hørt mange gange før. Han mener, at man ikke skal være så bange for bare at sparke døren ind hos kommunen.

”Det handler om at lave noget, der er så fedt, at kommunen slet ikke kan komme uden om det,” fortæller han.

Brug byen

Studiestuen er et eksempel på et projekt startet og drevet af frivillige studerende, som troede på, at byen havde brug for et rum for fordybelse og samvær. Og det er sådanne initiativer, Søren Sommerglæde gerne ser flere af.

”Især hen over sommeren er der mange lokaler, som for eksempel U-teater, der står ledige og bare venter på at blive brugt til et eller andet,” siger han.
I sidste ende ligger ansvaret hos de studerende. Ifølge Amin Safari er det ofte dem, som arrangementer står og falder med.

”Det er risikabelt at lave noget i Odense, fordi man ikke aner, hvor mange der dukker op. De unge er simpelthen for dårlige til at støtte op om arrangementer, når de er der,” mener han.

Og det giver Mie Borggreen ham ret i. I sidste ende mener hun også, at Odense med sine mange grønne områder har så meget charme, at hun kunne bruge dage her med en engangsgrill og en god bog. Så helt skidt står det ikke til. Kun med at finde legekammerater.

 

Når Danmark ikke er nok – mød den 20-årige version af Jacob Holdt

Et halvt år tog det 20-årig Kaspar Meitil at blaffe sig fra Holbækmotorvejen til Singapore. Undervejs fik han blandt andet stjålet alle sine ejendele og var medarrangør på en ulovlig fest i Iran. For når man blaffer, møder man virkeligheden. 

”Om det var planlagt, jeg skulle til Singapore? Det tror jeg ikke, man kan sige. I første omgang ville jeg bare gerne ud at rejse.”

Kaspar Meitil kigger ned i sin keramikkaffekop i lejligheden på Nørrebro.

[quotebox]Der er slet ikke så mange onde mennesker derude, som man går og forestiller sig[/quotebox]

Jeg havde forventet at møde en yngre udgave af Jacob Holdt; langt skæg, lidt fedtet hår og måske en anelse underlig. For når man ‘bare’ beslutter at tage østpå og ender med at tomle 100.000 kilometer fra Holbækmotorvejen til Singapore, kræver det vel, at man er lidt speciel. I stedet sidder Kaspar Meitil på sin seng og ligner en medstuderende. Kort lyst hår, stort smil og fuldstændig renlig. Og jo længere ind i hans historie jeg kommer, jo mere går det op for mig, at det at blaffe måske ikke er så farligt alligevel.

”Man skal passe på ikke at få for meget frygt. Som kvinde skal man selvfølgelig være opmærksom, men som fyr synes jeg, der er mange, der er mere bange for at tomle, end man bør være. Der er slet ikke så mange onde mennesker derude, som man går og forestiller sig.”

B_rn på work camp i Indien

Til pengene slipper op

Roskilde Festival var lige slut i sommeren 2012. Kaspar og Kasper, hans højskoleven, aftalte at blaffe til Spanien. Da vennen skulle hjem til studiestart i september, stod Kaspar med valget om at følge ham til Danmark eller forsætte eventyret.

”Jeg stod i Spanien og tænkte: ‘Jeg har et helt sabbatår, hvor jeg ikke skal noget bestemt’. Så jeg besluttede at vende hjem, når jeg løb tør for penge. Og det var egentlig grunden til, jeg stoppede i Singapore.”

[quotebox]Til middagen sad de bare og gloede på mig og spurgte, hvorfor jeg rejste på den måde? Havde jeg ingen penge? Havde jeg ingen far og mor?[/quotebox]

På seks måneder brugte Kaspar omkring 30.000 danske kroner. Det meste af budgettet blev brugt på flybilletter ind og ud af Pakistan, Myanmar og en billet tilbage til Danmark. Både overnatning og transport tomlede han sig gratis til på vejen. Nogle gange sov han på en sofa eller i et gæsteværelse igennem hjemmesiden couchsurfing.org. Andre gange kunne venskabet fra passagersædet føre til en overnatning.

”Hvis jeg skulle lave et mindre stop i en by, kunne jeg sagtens sove hos dem, jeg kørte med. Folk er tit søde, når man kommer med sin rygsæk og ikke andet. De spørger, om man har et sted at sove, og svarer man nej, så tilbyder de tit en plads i deres eget hjem.”

I Albanien henvendte Kaspar sig til en dame, der var ved at lukke sin restaurant. Da han spurgte, om han måtte overnatte på gulvet, hentede hun i stedet hele familien på ti mennesker ned for at møde ham. Det endte med, at Kaspar blev inviteret med til familiemiddagen og blev natten over.

”Til middagen sad de bare og gloede på mig og spurgte, hvorfor jeg rejste på den måde? Havde jeg ingen penge? Havde jeg ingen far og mor? Alt imens de stopfodrede mig. Det er de her anderledes rejseoplevelser, jeg elsker. Det er vildt fedt at finde ud af, hvor gode de fleste mennesker er.”

I lastbil

Ice cold med Delphin

Rejseregler

Hurtigt, og en anelse spontant, blev det Kaspars eget regelsæt, at han ikke måtte betale for hverken transport eller overnatning på rejsen. Dog blev han nød til at flyve ind og ud af Myanmar, hvor grænserne er lukkede. I Pakistan skal alle turister følges af to militærmænd, og det land måtte han nøjes med at opleve fra luften.

”Det var lidt et nederlag at skulle flyve. Jeg havde formået at blaffe hele vejen til Iran, så det føltes lidt som at snyde,” smiler han.

Princippet med at tomle sig til en gratis natteplads for at opleve en anden verden og kultur var dog ikke lige let for alle, han mødte, at forstå.

”Det kom bag på mig, hvor svært det var at blaffe i Indien. Folk kigger på én, som om man er en total freak. Det blev mest også et princip ikke at betale, for i virkeligheden er det billigere at tage toget igennem landet. Når den offentlige transport er så billig, og folk er så fattige, så forstår de det ikke, hvis man fortæller dem, at det er for oplevelsens skyld. Nogen gange var jeg ved at droppe det, men så er man alligevel kommet så langt!”

På toppen af bjerget

Kaspar nåede hele vejen fra Danmark til Iran uden at betale for overnatning eller transport én eneste gang. Især Iran var et land, der gjorde indtryk på den 20-årig københavner.

”Iran var nok højdepunktet ved min rejse, og jeg blev der en hel måned. Via Couchsurfing fandt jeg en ung fyr i hovedstaden og blev en del af hans hverdag. På et tidspunkt ville han gerne arrangere en fest, hvilket er ulovligt i Iran. Man må ikke drikke alkohol, og straffen er 80 piskeslag på ryggen. Så denne her fest var super undergrund, placeret langt væk fra byen og med en udtænkt flugtvej, hvis politiet skulle dukke op. Kvinderne smed sløret og ankom i bare ben, høje hæle og mere nedringede toppe, end jeg troede var muligt. Hvis jeg nu havde boet på et hotel, havde jeg jo slet ikke haft så fed en oplevelse.”

[quotebox]Man er nød til at rykke sine grænser for, hvad man vil for at møde folk, der kan samle en op. Det er bare at gå ud til en tankstation og spørge folk om et lift. Hvis man så bliver samlet op, sidder man i fem timer i en eller anden bil – og så må man bare finde noget at snakke om. Det leder tit til nogle vildt fede oplevelser[/quotebox]

Tre gode blafferråd

Politiet blev heldigvis ikke en del af festen, og mindet står som en af de bedste oplevelser Kaspar tog med hjem i rygsækken. Selvom der var spænding i luften til festen, og måske en smule frygt, er Kaspar ikke den til at sige nej til de oplevelser, der udfolder sig foran ham. Men viser frygten sig ikke, når man stiger op i en fremmedes bil, og dermed er overladt til en andens skæbne?
”Jeg synes ret hurtigt, jeg kom ud over frygten ved at blive samlet op,” siger han og trækker kort på skuldrene.

”I starten ser man meget folk an, når de stopper. Men man når at blaffe så mange gange, at man hurtigt bliver god til at mærke på folk, om de vil én det godt. Jeg brugte i høj grad min mavefornemmelse. Hvis jeg følte, at turen ikke var så hyggelig, eller chaufføren var lidt mærkelig, så sagde jeg bare, at jeg skulle af igen. Men det er meget sjældent. Jeg har overhovedet ikke oplevet, at nogen har gjort mig noget, selvom jeg da har hørt nogle frygtelig historier.”

Han indrømmer dog også hurtigt, at en del af sikkerheden ligger i at være en dreng på farten. Var han pige, var det ikk
e sikkert, han selv ville turde blaffe alene igennem Iran eller Indien.

”Jeg plejer at se det som en skala. Hvis man er alene pige, så bliver man helt vildt nemt samlet op. Alle folk har plads til en ekstra person, og chaufføren føler sig ikke truet. Til gengæld er det mere usikkert. Er man alene dreng, er der stadig plads, og man er ikke så faretruende, så det går også an. Når man er en pige og en dreng, så ser det ret sødt ud, og to mennesker giver ekstra sikkerhed. To drenge er nok det sværeste, og når man først bliver tre, så er det næsten umuligt, selvom jeg dog har gjort det.”

[quotebox]Jeg plejer at se det som en skala. Hvis man er alene pige, så bliver man helt vildt nemt samlet op. Alle folk har plads til en ekstra person, og chaufføren føler sig ikke truet. Til gengæld er det mere usikkert.[/quotebox]

Skalaen bygger på erfaringer, for dem har Kaspar mange af. Hans første blafferrejse var i 2.G, da han kun var 17 år, og siden er det blevet til mange tomleture igennem Europa. Sætter man det på spidsen, har han tre gode råd til det rent tekniske, hvis man tør give sig i kast med blafferiet:

1. ”Drop skiltet og prøv at få forbindelse med føreren i stedet for. Når bilen kommer forbi, så kig rigtig intenst på chaufføren og vink. Du skal have kommunikeret: ‘Jeg vil gerne køre med dig.’ Hvis man vinker chaufføren til stop, så kan man forklare, at man har brug for et lift. Hvis de ikke kan engelsk, så sig bynavnene. Smil og vink, så går det bare bedre.”

2. ”Noget af det vigtige er, at man er total åben over for det, der sker. Hvis man havde tænkt, at man skulle til Berlin, men bliver samlet op af en chauffør, der siger: ‘Vi kører til Amsterdam for at organisere en festival, vil I med?’, så skal man bare gøre det! Det prøvede vi i Frankrig, hvor planen ellers var at tage til Spanien. Chaufføren var lydmand på en festival i Amsterdam og sagde, at vi bare kunne komme med uden at betale for éntre til festivalen. Og det var bare røv fedt. Lad tingene ske og vær ikke bange for ikke et følge planen hjemmefra.”

3. ”For oplevelsens skyld behøver du faktisk ikke at tage noget som helst med. Du behøver ikke gå ned i Friluftsliv og købe en trangia. Jeg startede selv med en tung rygsæk på 30 kg, men var så ‘heldig’, at jeg fik stjålet min rygsæk i Monte Netro. Jeg var henne og snakke med ejeren af en campingplads for at få lov til til at overnatte der. På det tidspunkt havde jeg rejst sammen med en spanier i en dags tid, og han virkede som en en fin fyr. Så dér svigtede min mavefornemmelse mig faktisk, for da jeg vendte tilbage, var han skredet med alt undtagen min pengekat med dankort og pas. I første omgang var det vildt nederen, men så tror jeg bare, jeg fik en rigtig god oplevelse ud af det. I tre dage havde jeg kun en sovepose på mig, så det var en lidt anderledes oplevelse. Derfra købte jeg en ny rygsæk, hvor jeg havde ét par bukser, ét par shorts, én t-shirt, én trøje og ikke særlig meget andet. Der er mange ting, der kan gøre rejsen lidt nemmere. Men hvis man begrænser sin oppakning, får man vendt sine tanker om, så dét man skal få en oplevelse ud af, er de ting, der sker omkring én. Og ikke de ting, man har med sig.”

Hvad med sårrens, hvis du skulle komme til skade?
”Det kan man da godt have med. Men man kan også lade være. For så møder man måske nogen spændende folk, hvis man en dag har brug for sårrens.”

Random indisk mand

Den rigtige verden findes ikke i en Lonely Planet

Selvom Kaspar altid var omgivet af folk på sin rejse, som andre blaffere, venner eller chauffører, begyndte det at tære på ham, at bekendtskaberne kun var flygtige.

”Jeg var aldrig rigtig alene, men relationerne var hele tiden kun for en begrænset stund. Man møder folk, skaber en relation og så tager man af sted igen. Jeg synes måske, det var det værste. Man kunne godt blive lidt ensom.”

[quotebox]Jeg var aldrig rigtig alene, men relationerne var hele tiden kun for en begrænset stund. Man møder folk, skaber en relation og så tager man af sted igen. Jeg synes måske, det var det værste. Man kunne godt blive lidt ensom.[/quotebox]

Kaspar valgte derfor at tage på en af Mellemfolkelig Samvirkes workcamps i Indien i tre uger, hvor han boede sammen med andre unge fra hele verden, mens han arbejdede på et indisk børnehjem.

”Det var enormt rart at bo et sted i længere tid og lære de andre rigtigt at kende. Det var et godt afbræk i rejsen.”

Til sidst havde rejsen, og pengepungen, nået sin ende. Juleaftensdag 2012 efter seks måneder på farten fløj Kaspar fra Singapore og hjem til Danmark for at fejre jul med familien. Han har siden skulle fortælle sine oplevelser på turen mange gange, men alligevel det er ikke alt, der er lige let at dele.

”Jeg føler mig ret alene med mine oplevelser. Og det er også fint nok. På et halvt år går der mange ting op for én, og jeg oplevede mange erkendelser. Man får indtryk, som man altid vil huske. Jeg synes, der er meget, der har ændret sig ved mig, siden jeg kom hjem, men det er svært at sige: ‘Nå ja, selvfølgelig har jeg ændret mig, for jeg har jo oplevet de her ting’. Det har jeg tænkt meget over, siden jeg kom hjem. Jeg har ikke rigtig haft nogen, der har forstået, hvad jeg har fået ud af turen. Men det er fint, for så har man noget for sig selv.”

Han vender blikket mod de forskellige landkort på væggen i lejligheden. Der er lokale kort over blandt andet Tyrkiet og Iran, hvor det sidstes stednavne kun er skrevet på farsi. Med blå kuglepen er de centrale byer oversat til latinske bogstaver, og der er et stort fedt kryds over de byer, han på vejen fik at vide var livsfarlige at krydse. Selvom ikke alle dage på farten bragte smil på Kaspars læber, opfordrer han i høj grad til at afprøve det ensomme rejselivet  – hvis bare så en enkel gang.

”At rejse alene er en stor oplevelse, hvor man virkelig lærer nogle ting om sig selv,” forklarer han.

[quotebox]At rejse alene er en stor oplevelse, hvor man virkelig lærer nogle ting om sig selv[/quotebox]

I disse dage er Kaspar slet ikke i Danmark. Han er i Nepal og Myanmar for at arbejde på endnu en workcamp og tage et 10 dages meditationskursus i bjergene. Og de idéer kommer i hvert fald ikke fra en guidebog.

”Der er rigtig mange unge, der rejser med Lonely Planet-bogen. Hvis man kommer til et land og allerede har besluttet sig, hvad man vil se, hvornår, så tror jeg, man får en rigtig kedelig rejse i forhold til, hvis man bare tager derhen og spørger befolkningen, hvad der er fedt i landet. Hvis der kom en turist til København, ville guidebogen forslå Den Lille Havfrue. Hvis de i stedet spurgte mig, ville jeg med det samme sige: ‘Nej, du skal da drikke en øl på Dronning Louises bro!’
Det er i virkeligheden de oplevelser, unge mennesker gerne vil have. Noget rigtigt.”

[faktabox align=left header=”Faktaboks”]

Rejsen:

  • Kaspars rejse gik igennem Danmark, Tyskland, Frankrig, Spanien, Slovenien, Bosnia-Herzegovina, Montenegro, Albanien, Grækenland, Tyrkiet, Nordirak, Iran, Pakistan, Indien, Myanmar, Thailand og Singapore.

Gode hjemmesider, hvis man vil blaffe:

Gode råd:

  • Download app’en Marvick, der automatisk downloader kort, når der er internetadgang.
  • Hvis Kaspar følte sig utryg ved situationen, skrev han hjem til en af sine venner med, hvor han var, hvor han var på vej hen og chaufførens nummerplade.
  • Tankstationer er gode steder at få et lift.

[/faktabox]

Det mægtige majtræ

Du kender den måske fra Astrid Lindgreens børnebøger eller fra svenske sommerhusture. Men visse steder i Danmark dyrkes den stadig. Majstangen.

[faktabox align=right header=”Traditionen tro”]

Mangler du en anledning til at holde en fest, finder vi hver måned én, du måske ikke vidste fandtes. I hvert fald, hvis du er religiøst løs på tråden. [/faktabox]

Har du holdt svensk sommerhusferie i slutningen af juni, er du formodentlig stødt på en majstang eller to. I det svenske bruges den udsmykkede træstang til at fejre midsommeren, men ofte bliver den fejres i forbindelse med pinsen – og det gør den stadig i visse danske egne.

Majstangen er en høj træmast, der udsmykkes med blade, blomster og bånd. Man danser omkring den som et sommerligt juletræ for at fejre sommerens komme. Traditionen stammer fra germansk hedenskab og dyrkes stadig i flere europæiske lande, men herhjemme er den efterhånden veget til fordel for sankthansbålet. Den er dog ikke helt uddød endnu og fejres navnlig på Avernakø, Strynø og i Sydhimmerland. På Strynø har man sågar en Majtræforening.

”Vi ved ikke helt, hvor gammel foreningen er, men i hvert fald over 100 år gammel,” fortæller Jonna Andersen, der sidder i Majtræforeningens bestyrelse.

Foreningens alder siger meget om, hvor gammel traditionen er. Ifølge et skrift af historiker Jens Bech om Strynøs majtræstradition fra 1998, er skikken langt ældre og kan spores tilbage til 1200-tallet, altså højmiddelalderen. Dengang har traditionen haft sit hovedudspring i Skandinavien og De Britiske Øer. Det er ikke et tilfælde, da majstangen er blevet brugt til at fejre sommerens komme, og netop i Nordeuropa døjer vi med de længste og sejeste vintre. Derfor skal majstangens facon heller ikke underkendes. Ligheden med en fallos viser lige præcis, at majstangen er et frugtbarhedssymbol. Det høres også i Majvisen, der ofte er blevet sunget omkring majstangen.

Majtræet på Strynø er blevet fejret i over 200 år og er en kær tradition for strynboen:

”Det handler om de tre S’er: Sol, sommer og samvær,” siger Jonna Andersen.

Traditionen samler øboerne og ligesom til jul skal man i hvert fald hjem til majtræ. En familietradition og minifest, der handler om at være sammen og ikke om politiske budskaber. Hver år bydes en majtræstaler velkommen, der fortæller anekdoter fra øen.

Udover træet er dannebrog en vigtig del af majtræsfesten. Et flag med påskriften ’Strynø Majtræforening’ hejses, og det er noget helt særligt. Jonna Andersen er en af foreningens to flagansvarlige og fortæller:

”Det er festligt. Jeg kan sågar få gåsehud, når flaget hejses, Strynøorkesteret spiller, og vi står samlet der. Er vejret med os er det kun endnu bedre.”

Stang eller træ?

Måske undrer du dig over, at det spøjse fallossymbol er blevet omtalt både som majstang og –træ, men det er der en helt særlig grund til. Kommer du til Strynø, vil du nemlig meget hurtigt blive irettesat, hvis du omtaler traditionen majstang. Som mange andre småøer, har Strynø aldrig haft en skov, hvor man har kunne hente et træ. I 1806 nævner en kilde, at det kun er i præstens have, at man kan finde træet. Men på samme tid har der eftersigende midt i Strynø By stået en stor, gammel bøg, der har fungeret som majtræ. Derfor er stangen på den lille ø et træ.

Majvisen

Husbond, om du hjemme er
Refr.: Hør det, som vi bede!
Og må i dag vi sjunge her,
Refr.: Vær os alle nådig, Gud, med glæde!
Gud velsigne din kone med livets frugt,
At det må kendes på byen smukt.

Hønen gir os æg på fad,
Til pandekage og æggemad.

Så gir du os en mark eller to
Men pas dog på at marken er go’.

[faktabox align=”left” header=”Lav din egen majstang”]

Du skal bruge:

  • En høj træsøjle
  • Kulørte bånd
  • Bøgeløv (at foretrække, da det bliver brugt ifølge traditionen)
  • Blomster
  • Grene

Bøgeløvet bindes fast på træsøjlen med båndene og pyntes med blomster og grene. Saml en håndfuld gode venner og sæt et par timer af til at nørkle med din egen majstang. Det kan tage tid, men til gengæld får du det optimale samlingspunkt til din majfest![/faktabox]

Fire finurlige festivaler

Hvis du ikke har råd til turen over Nordsøen for at opleve årets Glastonbury, hvis du ikke gider det samme Roskilde-show for 10. år i træk, eller hvis du i det hele taget ikke den store trang til festivaler, så fat mod. Mange gode festivaler florerer i Danmark, og i denne guide er et bredt udsnit af de mere specielle blevet håndplukket.

Ordet festival associeres ofte med musik, men der findes festivaler af alle afkom, så selv den kræsne festivalgænger kan få forventningerne indfriet. Mange gode festivaler florerer i Danmark, og i denne guide er et bredt udsnit blevet håndplukket.

Vesterbro Festival

Vesterbro festival har ét krav til kunstnerne – de må ikke have en pladekontrakt. Naturligvis skal de også spille deres egen musik efter valgfri musikgenre. Dette koncept fungerer som et springbræt og er en unik mulighed for alle opkommende musikere i Danmark. Konceptet giver kreativ frihed til en bred vifte af danske bands, som publikum kan nyde godt af.

Vesterbro Festivals metode til opsætning af musikprogrammet adskiller sig fra de fleste andre festivaler, idet solister og bands selv skal ansøge elektronisk ved en ansøgningsformular på vesterbrofestival.dk. Ansøgningerne bliver modtaget af et musikudvalg bestående af musikere, branchefolk og musikjournalister, som udvælger bandlisten.

Det forventes at omkring 80 bands, solister og DJ’s kommer til at spille fordelt på de syv scener festivalen har. Det er over 11 bands om dagen på hver scene over to dage. Mon ikke det er muligt at spejde genuint talent i massen? Den endelige bandliste blev offentliggjort den 29. april. Festivalen afholdes den 10. – 11. maj i Øksnehallen.

www.vesterbrofestival.dk/

Danmarks Grimmeste Festival

Danmarks Grimmeste Festival har med fordel sat ære i at sætte fokus på de knap så skønne naturomgivelser som forudsætning for fokus på en musikfestival til billig pris. Hertil skal det siges, at den egentlig ikke er grimmere end vor moderfestival i Roskilde, men det ironiske navn, der referer til Smukfestival, sælger. Med sine 5000 festivalgæster er den dog en del mindre end festivalen i Skanderborg.

Det er dog et pænt antal, hvis man sammenligner med de 500 gæster, der dannede den store havefest på Grimhøjgaard for 10 år siden. Denne udvikling giver naturligvis udtryk for, at de fuldfører idéen i at investere penge i opkommende kunstnere. I år kommer blandt flere nævneværdige Tako Lako, Pede B & DJ Noize, Flødeklinikken og Barbara Moleko.

Festivalen foregår på samme måde som Roskilde med tre spilledage, frivillige arbejdere, samarithold og vagter fra vagtfirma – dog i en mere ydmyg indpakning. Danmarks Grimmeste Festival afholdes på Grimhøjgaard i Brabrand og er nemt tilgængelig med bus. Adgang til musikpladsen og ’Grim Campen’ koster 495 kroner. Hele herligheden løber af stablen fra den 1. til den 3. august.

www.grimfest.dk

Odense Tarteletfestival

”Hvor kan en tarteletfest holdes bedre end her midt i Albanis haller.”

Sådan startede Anker Boye sin tale til sidste års Tarteletfestival. Denne gang under tag, for at den lunefulde sommer ikke skulle ødelægge dagens store begivenhed. Tarteletfestivalen er en endagsfestival, som holdes på Sorte Brødre Torv i centrum af Odense. Festivalens indhold siger sig selv: Høns- og aspargessovs serveret i et hobetal af tørdejstarteletter.

Den lette, fynske hyggementalitet afspejles fint i festivalens motto ’Vi gør det sgu’ igen!’. Festen er for alle generationer og sindelag. Om du er et gammelt morgenmenneske eller en ung natteeksistens spiller ingen rolle, for opskriften på fælles glæde er her en af Danmarks mest kendte. Festivalen afholdes lørdag den 3. august. Hvis man husker det enstemmige rungende svar, da Anker Boye, under sidste års åbningstale spurgte:

”Skal vi have en fest i aften?”, kan man ikke være i tvivl. Fynboerne vil fejre tarteletten for fjerde år i træk med succes.

http://odensetarteletfestival.dk/

MIX Copenhagen – LesbianGayBiTrans Filmfestival

På festivalens lærred bliver der vist kortfilm, dokumentarfilm og spillefilm, som hver især har deres jury. For bedste film i hver kategori tildeles en ’Lili’, som er opkaldt efter den danske kunstmaler Einar Wegener – den første til at gennemgå en kønsskifteoperation nogensinde. Han skiftede til hun og har siden haft navnet Lili Elbe. En anden pris der bliver uddelt er Out & Abouts publikumspris, som er publikums chance for at stemme på en samlet favorit.

Den sidste pris, der bliver uddelt, er Bent Prisen. Det er en pengepræmie på 10.000 for den instruktør, manuskriptforfatter eller producent, der har været bedst til at indfange eller skabe troværdige homo-, biseksuelle og transkønnede karakterer. Siden 1986 har festivalen eksisteret. Først under navnet Copenhagen Gay Filmfestival, dernæst i midthalvfemserne under Copenhagen Film Festival, herefter Copenhagen Gay and Lesbian Festival.

I 2011 skiftede de til nuværende navn Mix Copenhagen LesbianGayBiTrans Filmfestival for at omfavne publikum og filmudvalg bredest muligt. Arrangørerne er 14 frivillige, som står for jury- og programkoordinering, PR og fundraising. Selvom det er en filmfestival, og man som udgangspunkt kan sidde behageligt, eventuelt med en stor bakke popcorn, kan det sagtens være en udfordrende oplevelse.

Festivalen løber fra den 3. til den 13. oktober i Cinemateket.

www.mixcopenhagen.dk/

Fire friske til Mads Brügger

Den danske filmproducer, dokumentarist og journalist svarer på fire friske i farten.

Hvis du skulle give dig selv et råd som 16-årig, hvad skulle det så skullevære?

“Jeg skulle nok ikke være begyndt at ryge!”

Hvad er det vigtigste, du har taget med fra dine forældre?

“Min far har lært mig, at jeg aldrig skulle sparke på folk, der lå ned. Og når jeg bestiller fadøl, skal jeg altid kun bestille store fadøl. Det er uklædeligt med mænd, der drikker små fadøl. Det er ikke særligt maskulint”.

[quotebox]”Jeg vil virkelig gerne til Libyen. Jeg er meget optaget af skriverierne, om det dér netværk af gange under Tripoli. Tunneller…”[/quotebox]

Hvad er det mærkeligste sted, du er vågnet op?

“Jeg lavede engang en artikel om kærlighedslivet på de tyske motorveje, hvor jeg overnattede i en swingerklub i nærheden af Wolfsburg, der hed ”Bondehus med pift i”. Der sov jeg nede i kælderen og vågnede op ved siden af sådan en kærlighedsgynge”.

Hvilket land i verden betager dig mest? Og hvorfor?

“Jeg vil virkelig gerne til Libyen. Jeg er meget optaget af skriverierne, om det dér netværk af gange under Tripoli. Tunneller, hvor hele gadaffiregimet havde hospitaler, bunkers og alt muligt. Det vil jeg meget gerne udforske.”