Skip to Content

catepgory

Kategori: Kultur

Q and A med Panamah

RUST har mødt Panamah og har blandt andet spurgt ind til deres nye EP og hvordan gruppen får inspiration til deres sange.

Hvordan startede Panamah?

Anders: Vi startede i 2009. Jeg og Peter gik i gymnasiet sammen og havde lavet lidt musik for sjov i de efterfølgende år. Amalie og jeg havde arbejdet sammen på et andet musikprojekt tidligere. Peter kom en dag forbi med en sang han havde skrevet som hed “Ikke For Sent” som han synes vi skulle prøve at indspille sammen og jeg fik derefter idéen om at få Amalie med på vokalen. Vi blev så glade for resultatet at vi bestemte os for at bygge videre på det gode samarbejde.

Hvor finder i inspiration til jeres sange? 

Peter: Det er svært at forklare, fordi det jo ofte er ting der kommer inde fra – og derfor er det ikke altid at man er opmærksom på, hvilke tanker der finder vej til ens hoved.

Anders: Det er meget rigtigt. Jeg synes efterhånden at al inspirationen kommer indefra (for mit eget vedkommende). Tidligere kunne jeg godt blive inspireret af andet musik eksempelvis, men det er som om at det ikke påvirker mig i samme grad længere.

I udgiver en EP i år 2016, hvordan er den anderledes end noget af det musik I tidligere har lavet?

Amalie: Jeg synes det ligger i naturlig forlængelse af det musik vi tidligere har lavet. På samme måde som vores tidligere albums vil man finde både lidt mere dybsindige og melankolske numre og nogle i en mere ubekymret stil.

Beskriv jeres seneste single ”Tag hvad du kan få”. Hvad handler den om? Hvordan blev I inspireret til at skrive den?

Anders: Jeg sad en sen aften og lavede en skitse derhjemme, som vist kun bestod af trommer, bas, guitar og en melodilinje på engelsk. Jeg sendte den forbi Peter og spurgte om han ikke kunne finde på en federe guitar og da vi så mødtes i studiet kom teksten faktisk lidt af sig selv.

Peter: Det hele kredser lidt om titlen for mig. Sætningen “tag hvad du kan få” virker jo ret opgivende og resignerende, men så længe man tager bare et eller andet, har man jo langt fra givet op. Det synes jeg er et lidt sjovt kompleks.

Amalie: Sangen er på en gang kynisk og håbefuld, hvilket jo er ret karakteristisk for vores sange. I hvert fald det at der er et modsætningsforhold.

”Split det ad” blev skrevet i forbindelse med albummet Lydspor fra biblen, hvor I sammen med 11 andre kunstnere skulle udvælge en tekstpassage fra Biblen. Hvilken passage tog I udgangspunkt i og hvad var det, der fangede jer ved netop denne passage?

Peter: Vi tog udgangspunkt i teksten “Bjergprædiken” som vel i virkeligheden er en af menneskehedens stærkeste taler. Derfor var det ret udfordrende at arbejde med en tekst som der er så massivt afgørende for hele kristendommens grundlag.

Hvorfor valgte I at indgå i projektet “Lydspor fra biblen” og hvordan har det været at arbejde med biblen på det musikalske plan?

Peter: Projektet var bl.a. funderet i velgørenhed da en del af indtægten gik til HIV-ramte børn i Swaziland. Desuden var det en rigtig spændende udfordring som sangskriver at prøve kræfter med en bibeltekst.

Hvad karakteriserer en Panamahkoncert?

Amalie: En musikalsk oplevelse hvor det dystre møder det lette og hvor den analoge og den elektroniske verden forenes.

Anders: Vi prøver at tænke meget i stemninger og forsøger altid at give folk noget både at tænke over og danse til.

Peter: Og så har vores bassist altid læderbukser på!

Alex Vargas spillede på alle tangenter

Odenseanerne blev budt velkommen til Alex Vargas musikalske legeplads, da sangeren gæstede Kulturmaskinen den 30. oktober. Her blev der leget med akustiske toner og elektroniske rytmer, mens der blev filet på elguitarerne og drejet på diverse elektroniske knapper. RUST mødte Alex Vargas inden koncerten til en snak om hans nye musik.

Reportage: Koncertsalen er mørklagt. Scenens røde baggrundstæppe er blændende. Placeret foran scenens setup står en klynge kvinder. Unge kvinder i festtøj med Albani pilsner som accessoires.  Trods den store mængde unge har enkelte ægtepar fundet vej til koncertsalen. Ti scenelamper krydser hinanden og danner fem Xér på scenes røde baggrundstæppe. Det er dog ikke en ukendt mister X koncertdeltagerne søger. Navnet er Alex Vargas. En ung sanger, som udover at have spillet på udsolgte koncerter på blandt andet lille vaga i København, er aktuel med singlen Giving Up The Ghost.

Foto: Ane Møbius Rahbek

Foto: Ane Møbius Rahbek

Tre timer før koncerten kan man finde sangeren i koncertsalen. Foroverbøjet over en guitarkasse med et bundt ledninger i hånden er han i færd med at sætte scenen op. En par sortklædte folk tjekker lyd, taper ledninger og slæber ting op og ned fra scenekanten. Til trods for at der er fuld kontrol over scenens udstyr, er kontrollen over den unge sangeres forventninger til aftenen af mere løssluppen karakter:

”Jeg har ingen ide om hvor mange mennesker, der kommer. Jeg er super spændt og herre nervøs. Så det er som det skal være,” lyder det fra Alex Vargas, der på nuværende tidspunkt er på efterårstour rundt i Danmark, hvor koncerten i Odense er nummer to i rækken.

Fra akustisk guitar til vild clubstemning

Koncertsalen er fyldt og spændingen er ved at brede sig hos det odenseanske publikum. Med øjnene rettet mod scenen venter koncertdeltagerne på, at der bliver trykket på startknappen til fredagens koncert. Lyset slukkes. Man kan kun se scenen beklædt i blåt scenelys.  En røgkanon sender små dampskyer afsted, så det ligner, at mosekonen brygger i den lille koncertsal. Fra højtaleren lyder pulserende hjerteslag, hvis lydniveau intensiveres med en nynnen i baggrunden. To hætteklædte mænd bliver guidet op på scenen af en mand med lommelygte. De står nu med ryggen til publikum, der tydeligvis genkender det trekantede logo på mændenes hættetrøjer. Der udbrydes skrig fra koncertens kvindelige publikum, da Alex Vargas lader hætten ryge ned og smider trøjen.  ”Du er lækker” lyder det fra koncertsalens afkrog. En kompliment den unge sanger kækt tilgodeser med et ”I lige måde”.

Foto: Ane Møbius Rahbek

Foto: Ane Møbius Rahbek

Med akustisk stil indleder Alex Vargas koncerten. I takt til Alex Vargas skiftende høje og dybe toner bevæger publikum sig frem og tilbage, som var de kornstrå i en svag vind. Pludselig indtræder stormen. Guitaren bliver erstattet af elektroniske lyde fra et avanceret keyboard, som transformerer de akustiske toner til en vild clubstemning. Der drejes på alle elektroniske knapper, mens guitaristen Tommy Sheen filer løs på guitaren, mens de fremfører singlen Giving Up The Ghost. Alex Vargas hopper op på scenens podie, hvor han med hjælp fra en loopmaskine repeter sig selv. På alle fire bevæger sangeren sig som et dyr i kamp mod en storm. Bevægelser, som publikummet spejler. Scenelysets mørkeblå base brydes af gule blink, der minder om lyn, som markerer omkvædets start. Lyrisk er det også nogle stærke kræfter den unge sanger er oppe imod:

” Den handler om det øjeblik, hvor det føles som om, at alle ens fejl ligesom er hoppet ud af kroppen og har vendt sig i mod dig. Det er det øjeblik af frustration, hvor det er rigtig svært at komme ud af. Der, hvor man kan vælge at arbejde i mod det eller man kan vælge at acceptere sine fejl,” siger Alex Vargas før koncerten, der yderligere forklarer, at sangen handler om at kunne aflaste til et menneske, man har tillid til. Et menneske, som i sangerens tilfælde er kæresten.

Elektronisk i fremtiden

Ifølge sangeren er nummeret unikt i forhold til den kommende EP. Nummeret er nemlig det eneste nummer, der ifølge sangeren vil have en smule akustisk guitar på den næste EP.  I modsætning til albummet Howl vil det kommende EP være elektronisk. På albummet blev trommerne specifikt fravalgt, da de ifølge kunstneren er meget genredefinerende. Planen med Howl var ifølge Vargas, at uanset hvilken musikalsk retning han gik, ville albummene alligevel hænge sammen. En plan som han i dag gerne ser som revideret i forhold til den kommende EP:

”Jeg er slet ikke så bange for om det hænger sammen eller ej. Det er to vidt forskellige bøger. Det er tre år siden og som kunstner udvikler man sig hele tiden,” forklarer Alex Vargas. Scenen og musikken er Alex Vargas legeplads.

Foto: Ane Møbius Rahbek

Foto: Ane Møbius Rahbek

En legeplads, der aldrig ligger øde hen. Allerede en uge efter Howl’s udgivelse skrev han sangen Solid Ground, hvor han eksperimenterede med nogle elektroniske trommebeats. Solid Ground har derfor lagt længe i støbeskeen inden udgivelsen 2015. Sangens lyrik er da også noget af det koncertdeltagerne genkender. Allerede fra første strofe starter, synger det odenseanske publikum med. ”Sygt” lyder det fra sangeren, der giver plads til at publikums stemmer kan indtræde i sangens omkvæd. Et intens øjeblik, hvor stemmerne fra publikum og sanger smelter sammen i et intens øjeblik af tilstedeværelse.

”Hvor skal du hen?”

Det musikaske nærvær er til stede i koncertsalen. Badet i pink scenelys takker sangeren af med følgende ord: ”Vi slutter af med en gammel sang og så ses vi derude et sted”.

”Hvor skal du hen?” lyder det fra et af koncertsalens piger. Pigen får dog ingen stedsangivelse, men et svar om, at sangeren har en kasse øl, der venter på ham efter showet. Alex Vargas runder koncerten af med sangen Howl til stor begejstring for publikummet, der sang med på alle versene. Med en øl i hånden kom sangeren ned til indgangen ved kulturmaskinen efter showet. Her var det muligt at købe en T-shirt og få snak med kunstneren om aftenens underholdning. En aften, hvor Alex Vargas fejrede fredagen i selskab med det odenseanske publikum.

Jonatan Spang: Sådan er vi danskere

Han blev kendt med sine shows ”Damer” og ”Bryllup”, hvor han udstillede sit eget liv til danskerne. Men nu skal det være slut med selvorienteret navlepilleri. Derfor har Jonatan Spang i sit nye show ”Jonatan Spangs Danmark” taget en 180 graders drejning og rettet mikrofonen mod det statsforskrækkede, kongeelskende og alkoholglade folkefærd.  

”Det var blevet et adelsmærke, at man sklle tage udgangspunkt i det personlige. Og det var noget, som jeg også var meget fascineret af, men så kunne man heller ikke komme mere ind i navlen. Så måtte det jo også være slut med det”, siger Jonatan Spang om inspirationsspringet til sit nye show ”Jonatan Spangs Danmark”.  Han mener, at det nu er slut med at vise sit eget liv til danskerne.

Fokus på danskerne

”Nu vil jeg gerne tale om noget større, og så begynder man at tale om samfund i stedet. Det er sådan, at vi danskere er så tilfredse med den måde vi lever på, og man kan se, at der er nogle strømninger i tiden i Europa. Ideen var jo, at nationalplanet skulle blive et mindre væsen i takt med globaliseringen, men på en måde er der sket en modsat ting, hvor man kan se, at det er nationalstaten, som folk klynger sig til i de forskellige lande”, fortæller Jonatan Spang.
Denne tendens fik københavneren til at pakke kufferten og springe nogle breddegrader for at se, hvad danskerne er for nogle mennesker.  
”Danmark står lidt tydeligere frem, når man ikke er derhjemme. Her kan man tænke, ”nårh ja, der er sådan vi gør eller ikke gør””, siger den 37-årige komiker.

Foto: Tobias Selnæs Markussen

Foto: Tobias Selnæs Markussen


En ting som danskernes Billedbladsgladeforhold til kongefamilien er noget, som især har undret komikeren på sine rejser ud i verden.
”Vi har en lighedstanke omkring kongehuset her i Danmark, hvor i andre samfund er det et ideal”.  
Ifølge ham, har danskerne nærmest det samme forhold til ”Jokke” og ”Frede”, som de har til en kold øl over hækken med naboen.
”Vi har den her skøre familie, som vi alle sammen elsker, selvom de er meget rigere end os”, siger Jonatan Spang.

Den store stat og lille mand

Et andet emne, som Jonatan Spang har valgt at trække op af ”Danmarksposen”, er danskernes møde med staten.
”Man kan hurtigt føle sig som den lille mand”, siger Jonatan Spang om danskernes ambivalente forhold til statsmagten.
”Vi har en dobbeltfølelse med staten. Vi har den følelse, at vi har skabt verdens bedste land gennemført af en masterplan. Men samtidig har vi også det forhold til staten, at det er en ting, som ingen kan gøre rede på, men som vi alle også er lidt bange for”, siger Jonatan Spang.
Især med vores skattevæsen har danskerne svært ved at forstå, om de har trukket nitten eller gevinsten i det papirbelagte Matadorspil.
”Man bliver bange, når man modtager et brev fra SKAT, fordi man ved ikke om, at man har gjort noget ulovligt, fordi reglerne er total uigennemskuelige. Så man tænker ”det kan jo også være, at jeg er kriminel?” Og det er der jo noget morsomt i”, mener Jonatan Spang.
Desuden har det overståede folketingsvalg vækket komikerens interesse.
”Jeg synes, at det som træder tydeligst frem (ved folketingsvalget red.) er den mangel på vision i samfundet, da vi alle har den fælles ide om, at vi har skabt det perfekte samfund mere eller mindre”, fortæller Spang.
”Det handler mere om at vedligeholde samfundet, fremfor det er noget som skal bygges, hvilket er lidt komisk, idet man forsøger at hidse sig op mellem rød og blå blok, selvom de i det større perspektiv vil det samme. Så alle er i gang med sådan noget viceværtsarbejde”, siger Jonatan Spang.
”Vi er jo helt dernede. Der er jo ingen som siger, at vi skal nedlægge den offentlige sektor. Der er ingen, som kommer med nogle radikale bud. Det handler alt sammen om sådan nogle detaljer”, undrer den aktuelle komiker sig over.

Den nationale kærlighed til promiller

En særlig ting som adskiller danskerne fra andre folkefærd, ifølge Jonatan Spang, er tilgangen til de flydende promiller. Alkohol.
”Jeg synes, at det er sjovt, at vi danskere ikke kan interagere med hinanden uden at skulle drikke alkohol”, siger Jonatan Spang.
”Vi er på en måde socialt hæmmet, da det ligesom er vores opfattelse af høflighed. Og når vi skal begynde at snakke med nogen, så er vi nødt til at drikke”.
Han mener, at når man er til et event, og der pludselig er nogen, som ikke drikker, er det som om en bombe bliver sprunget under det sociale grundlag.
”Så kan man blive vred på folk ”hvorfor drikker du ikke, så gå hjem!?”, for man kan simpelthen ikke overskue, at der sidder et menneske, som er ædru, når man først skal til at tabe hæmningerne”, siger Spang om vores paradoksale forhold til alkohol.
”Jeg har i høj grad selv sådan. Jeg er også elendig til at interagere med andre mennesker, hvis jeg ikke selv drikker”.

Ikke et nyt ”Bryllup”

Selvom Jonatan Spang fik tildelt titlen, som manden bag Danmarks største dvd-release med sit show ”Bryllup”, der bugnede hos de danske supermarkeder, skal man ikke stikke snuden op efter en gratis dvd med ”Jonatan Spangs Danmark”.

Foto: Tobias Selnæs Markussen

Foto: Tobias Selnæs Markussen


”Jeg tror ikke, at der bliver en dvd. Jeg synes, at det var vanvittigt sjovt at få det til at lykkes. Det var fedt at have partnere, som var med til at løfte opgaven på en måde, hvor jeg ikke følte, at jeg kom i lommen på dem. Jeg synes, at det var en supersjov løsning. Selvom der er nogle ting, som man kunne have skruet på, så synes jeg det en syg fed event. Jeg er meget stolt af det”, fortæller Jonatan Spang om sit 1 million eksemplarer dvd-event. På det tidspunkt lå kortene også det rette sted, mener han.
”De fabrikker, som laver dvd’er var så pressede, at prisen var blevet så lav, at det godt kunne lade sig gøre på det tidspunkt. Samtidig havde det værdi for nok mennesker, så det pludselig føltes som en gave”, fortæller Jonatan Spang.

Dúné krydrer rockmusikken med benspænd

Hiphopbeats og manglende rockguitar er ikke umiddelbar det, man forbinder med rockmusik eller er det? Det danske rockband Dúné er i fuld gang med at producere deres fjerde album i en mission om at forny rockmusikken. Med singlen ”Trying to get to you”, som er en hyldest til København, løfter bandet sløret for de nye rocktoner.

Det var nogle spirende frø, nogle kåde skibonitter og unge drenge, der i år 2001 satte sig for, at de ville være rockstjerner. For at nå musikken tog bandet ifølge forsanger Mattias Kolstrup på en længere rumrejse mod musikgalaksen og undervejs er bandets rumskib blevet ramt af meteorstorme, som har medført, at nogle bandmedlemmer gennem tiden har måtte stå af på fjernere planeter. Fartøjets nuværende besætning består af forsanger Mattias Kolstrup, bassist Piotrek Wasilewski og keyboardspiller og producer Ole Bjórn. Sammen er trekløveret i gang med at laste rumskibet med helt nye sange. I september udgav Dúné singlen ”Trying to get to you”, som er en smagsprøve på drengenes kommende album, der udkommer i år 2016.

 Rockens musikalske benspænd

Musikalsk set er singlen “Trying to get to you” et afvigende nummer på det kommende album. Singlen er albummets eneste nummer, som indeholder tonerne fra en guitar. Toner, som desuden er blevet gennemgribende manipuleret gennem en computer.

Udover at en manglende guitarist i bandet kræver nytænkning på drengenes musikalske front, skal undladelsen af guitaren ses som et velovervejet benspænd. Et benspænd, der skal være med til at løfte bandets rockmusik imod nye højder.

”Det var simpelthen fordi vi tænkte, hvad er synonym med rockmusik. Det er guitaren. Men hvad fanden vil der så ske, hvis man tager den helt ud af lydbilledet, ” siger den 27-årige sanger om den musikalske udfordring, som bandet har givet sig selv i forbindelse med produktionen af albummet.

Sammen vil Dúné gennem deres nye musik prøve at give rockmusikken en musikalsk krydring af forskellige genre såsom hiphop. Genre, som normalt ikke hører under rockmusikkens kartotek.

Men selvom Dúné delvis har parkeret guitaren og inddraget heftige hiphopbeat som en del af bandets nye lydbillede, vil drengenes musik altid være forankret i rocken.

”Vi laver rockmusik uanset, hvordan vi vender og drejer det. Det er der, vi kommer fra. Det er vores rødder,” lyder det fra Mattias Kolstrup, der yderligere forklarer, at bandet under deres musikalske rejse har forsøgt at bevare rockens nerve under produktionen. En rocknerve, som ifølge den blonde forsanger afspejles i liveindspilning af trommer og bas. Her er bassen er blevet guitarficeret med forstærkere i en sådan grad, at man ifølge Mattias Kolstrup skulle tro, at der var sneget sig en guitarist ind under indspilningen.

Hyldest til den danske hovedstad

Det er ikke kun bandets musikalske profil, der har været på en rejse. Efter at Dúné nogle år har været bosat i den tyske hovedstad Berlin, har drengene sat benene på dansk grund. Deres nye musik er blevet produceret i et studie i København, som bandet betegner som ”Rummet”.

Sangen ”Trying to get to you” er en hyldest til den danske hovedstad. En hyldest, hvor Christiania som en særlig del af København bliver fremhævet.

”Christiania er et symbol på noget så ærkedansk. Det gamle frisind. Det var vi stolte af førhen ind til det hele druknede i remoulade og egnsmalerier, ” forklarer Mattias Kolstrup, der yderligere karakteriserer Christiania som værende en unik del af København, der adskiller hovedstaden fra andre byer i verden.

Men hvordan skildrer man så Fristaden og frisindet i en dúnéficeret hyldest til det københavnske miljø? Sangen omhandler en rejse. En omtåget rejse i jagten hen til en kvindelige forfører, der har sendt et booty call til sangens hovedperson. Jagten på elskerinden bliver en yderst kompliceret affære, da fristadens euforiske påvirkninger har sat sine spor på stedsansen i det københavnske natteliv.

Dúné 2.0

I modsætning til singlens hovedperson har rockdrengenes musikalske rumrejse været meget målbevidst i deres ambitioner.

”Man kan forvente et nyt sprudlende band, der spejler sig i fortiden med blikket fast rettet mod fremtiden, ” lyder det fra Mattias Kolstrup. Bandet er ifølge den blonde forsanger ved at forny sig selv i en såkaldt Dúné version 2.0. Udover tidligere nævnte benspænd har bandet blandt andet fundet inspiration til deres nye lyd gennem diverse urban melodier. En udvikling, som ikke vil have nogen påvirkning på rackbandets fanskare.

”Vores fans har altid været rigtig dygtige til at vokse med os og tro på bandet, hvilket betyder vanvittigt meget for os og gør os stolte af at spille i Dúné,” siger Mattias Kolstrup, der yderligere pointerer at bandet på trods af de nye toner, stadig vil lande på jorden med samme velkendte energi og intensitet, som blandt andet kendetegner drengenes livekoncerter. En energi, som bandets følgere vil kunne opleve, når drengene tager på tour i Danmark, hvor de blandt andet gæster studiebyerne Slagelse, Kolding, Sønderborg, København og Esbjerg, herunder Posten i Odense den 19. februar 2016. Bandets energiske indpakning vil stadig være den samme, mens lydbilledet afspejler et rockband, der er blevet lidt ældre og fået lidt mere erfaring på deres musikalske rumrejse.

Vild $mith leverer festen

Der var fest i det odenseanske byliv, da rap-trioen Vild $mith gæstede Posten torsdag den 10. september. Udover pengeregn, rap-musik og festglade mennesker fik RUST en snak med Moses Luxhøj og Esben Iversen fra bandet, inden de horsensianske vilddyr blev sluppet løs på scenen.  

Reportage. Der er øl i glassene og feststemning i luften på det gamle posthus i Odense. En sværvægt af kønsmodne hunkønsvæsner står klar foran scenen og venter på aftenens hovedpersoner. I ventetiden bliver der indtaget forskellige mængder alkohol, mens diverse dance moves omhyggeligt bliver afprøvet og klargjort til Vild $mith indtager scenen kvart i ni.

Foto: Steffen Berg Klenow

Foto: Steffen Berg Klenow

Overflod af mennesker er dog ikke det, man bliver mødt med to timer før koncertens startskud. De mørke lokaler er tomme og den lille scene ligger øde hen beklædt i sit eget røde scenelys. Efter en kryptisk vej gennem sceneudstyr og sammenkludrede ledninger finder man Moses Luxhøj og Esben Iversen alis. Vild Ting og HvidMayn i et rum utallige trapper over scenens højde. Med en øl i hånden efter fortæring af aftensmåltidet er de to tredjedele af Vild $mith klar på at fyre op for en fest i det odenseanske.  Men for rapperne handler det ikke kun om at skabe en fest. Vild $miths ambition for hver optræden er, at stemningen skal være endnu vildere end ved forrige koncert. En udfordring, hvis resultat ifølge Esben Iversen hurtigt kan afgøres:

” I sidste ende er det jo os selv, der kommer med festen. Så hvis ikke man leverer hver gang, så får man tilbage, som man har leveret”

I forhold til koncerten har bandet lagt høje forventninger i kakkelovnen. Udover at trioens dj fra Odense har rost det odenseanske festliv til skyerne, ser Moses Luxhøj og Esben Iversen frem til at spille på Posten. Især med den begrundelse, at festdeltagerne i studiebyerne typisk er vandt gå mere i byen i forhold til andre provinsbyer.

Odense er på det shit igen

En time før Vild $mith går på scenen, kan man spotte festen. Postens lokaler er fyldt med unge mennesker, der flokkes omkring scenen og diverse barområder. Mennesker som i Vild $miths termologi er på det shit igen og er friske på at være vilde i dag syg i morgen.  Efter opvarmning af upcoming bandet HOOHA venter man kun ét navn. Navnet, som står med hvide blokbogstaver på den sorte DJ pult. VILD SMITH.

Pludselig bliver småsnakken i krogene afbrudt, da et remixet brudstykke af en gammel børnesang ”Jeg har set en rigtig negermand ” lyder i højtalerne.  Med hvin fra det kvindelige publikum brager Esben Iversen alias HvidMayn ind på scenen efterfulgt af brødrene Daniel Jensen og Moses Luxhøj alias. Vild Son og Vild Ting med intronummeret er Sort vs. Hvid fra pladen Vild Smith – Lever det liv.

”Vild” som der står skrevet på de sorte T-shirts Daniel Jensen og Moses Luxhøj bærer, er et ord, der karakteriserer koncerten til fingrespidserne. Som vilddyr bevæger trekløveret sig rundt på den lille scene og skaber en intim stemning i koncertsalen. ”Hvad så Odense, er I på det shit igen. Nu spiller vi nogle sange I kender” råber Vild Ting ud til skaren, mens han uddelegerer high fives til publikum på forreste række.

Siden bandet fik skovlen under musikken efter at have vundet DR’s Karriekanon, har rap-trioens musikkarriere været præget af et massivt vokseværk. Gennem de sidste to år har bandet spillet på diverse spillesteder og festivaller samt udgivet utallige hits. Selvom koncerten på Posten er en del af en tourné i forbindelse med bandets andet album Straight Fire, er koncerten alligevel spækket med genkendelige hits fra første plade Lever Det Liv som eksempelvis Vild i dag syg i morgen, Gør Det Godt, På det Shit igen mm. Hits, som allerede efter første beat, får koncertdeltagerne til at stikke hænderne i vejret og skråle med.

Foto: Steffen Berg Klenow

Foto: Steffen Berg Klenow

Energien på scenen var lige så farvestrålende som VildMayns træningsdragt. Gennem kreative humoristiske rapvendinger med et tvist af et frisk uforskammethed om ungdomslivet fyldt med byture, damer og uheldige episoder, tager Vild $mith den unge skare med storm. Håndtegnene kastes og øllene svinges til de forskellige numre, mens flabede sætninger som ”Nu skal jeg skide”, ” Jeg kommer på dit ansigt” ”Jeg skal vi tage hjem nu og gøre det på gulvet” flyver rundt i luften.

Festen som guideline

Det er ikke kun i scenens rampelys, at fest og farver er i centrum. For Vild $mith er festen en essentiel drivkraft i musikskabelsen. Undfangelsen af de to albums er sket i et sommerhus i selskab en computer samt en større mængde alkohol. Magien opstår ifølge drengene altid lørdag mellem klokken to og klokken tre, når alkoholens virkninger har sat sine spor.

” Det er der, hvor man peaker og hvor alt bare spiller. Der hvor man ikke spekulerer så meget over tingene og hvor man køre rent impulsivt. Og så bare ruller med det, der bare kommer ud. Det er det vi har gjort på vores albums og det er den form vi også prøver at holde fast i. ”

Forklarer Moses, der yderligere afslører, at drengene ved seneste sommerhusophold har fundet nye musikalske døre, som bliver åbnet i bandets tredje album, der udkommer omkring nytår. Selvom sommerhusfester umiddelbart lyder som opskriften til musiksuccesen, har effektivitet været en vigtig faktor i produktionen af albummet Straight Fire. Med en koncertfyldt kalender og nogle løsslupne dage i studiet har fokusset været at ramme den musikalske fest ved første hug for ikke at spilde tiden.

”Vi kan lynhurtigt kigge hinanden i øjnene og sige ”føler vi den” eller ej. Hvis ikke vi gør så skrotter vi den og går videre med et andet nummer. ”

Kommer det fra Moses Luxhøj, hvorefter Esben Iversen supplerende forklarer, at andet album altid ligger i et tidspres i forhold til den første plade. Tiden mellem de to albummer må ikke være for lang, da man risikerer at falde af succesbølgen. Derfor har Vild $mith under produktionen af anden plade trukket på tidligere erfaringer fra scenekanten og første album.

”Vi gør ikke, som folk forventer”

Selvom fest og farver har fyldt meget på begge albums, er nummeret Klogere Nu på albummet Straight Fire tiltænkt som et overraskelsesmoment i forhold til tidligere numre. Her er partytemaet blevet erstattet af et tema om utroskab, hvor det i modsætning til tidligere numre som Det ik sket, er drengene der bliver udnyttet af det modsatte køn.

Overraskelser og nytænkning er ikke kun centralt for bandets musikalske hjørne. Ifølge drengene skal det nemlig også være en fest at afspille numrene. En fest, som den øgede reklametilslutning på YouTube, langsom dræber.

”For tre fire år siden kunne man sagtens være til en YouTube-privatfest, hvor man bare sad og pumpede sange, som bare svitsede over. Nu skal man sidde og vente de der fucking 35 sekunder for man kan høre sit nummer”, forklarer Esben Iversen.

 

Foto: Steffen Berg Klenow

Foto: Steffen Berg Klenow

I stedet for at lave en klassisk musikvideo til YouTube, har bandet lavet et interaktivt computerspil til nummeret Spotted. I spillet gælder det om at spotte så mange damer inden for sangens afspilningslængde.

Det er et bud på, hvordan man kan lave et alternativ til en musikvideo. Det er lidt det samme med vores musik. Vi gider ligesom ikke bare give dem det, de forventer. Vi prøver hele tiden at afsøge nye muligheder”, siger Moses Luxhøj.

Til trods for at bandet på nuværende tidspunkt ikke har et computerspil i ærmet, er overraskelsesmomenterne til koncerten bestemt ikke blevet gemt i drengenes tour bus. Fra scenekanten bliver der kastet T-shirt og kasketter med teksten ”Vild” ud til publikum. Håndklæder flyver mellem hænderne på publikum og svinges i takt til musikken, mens vildskaben tager til.

Dollaregn og vulgære fødselsdagssange

Selvom en koncert koster penge, garanterer Vild $mith, at man ikke forlader Posten tomhændet. Under sangen ”Du gør det godt” står Moses Luxhøj klar med en dollargun. En rød pengemaskine, som spytter utallige Vild $midt fiksrede dollarsedler ud til publikum. Sedler, hvis æstetiske look bekræfter, hvorfor bandet har valgt at skrive deres S som et dollartegn. Udover at fungere som et visitkort med en påskreven hjemmesideadresse, er sedlen faktisk et lille stykke kunstværk, der referer til begivenheder i Vild Smiths karriere. Eksempelvis er sedlens løbenummer 01062015 udgivelsesdatoen for albummet Straight Fire.

Hurtigt bliver dollarregnen til tørvejr og musikken afbrydes, da bandet bringer en aldeles alternativ fødselsdagshilsen til en af koncertdeltagerne. Eftersom bandet har et strengt indbyrdes regelsæt, der forbyder dem at lave fødselsdags sange eller julesange, må fødselaren tage til takke med sangen Ansigt. En sang, som effektivt sætter kroppen i vibrationer hos det odenseanske publikum.

Der bliver danset og skrålet med til allersidste nummer, inden Vild $midt takker af for aftenen. En aften, hvor Odense med flyvende håndtegn har været på the shit igen, mens Vild $midt har leveret festen.