Skip to Content

catepgory

Kategori: Kultur

Fribytterdrømme: ”Vi er ikke et rendyrket stilprojekt”

Med psykedeliske rocktoner har Fribytterdrømme ætset sig ind på den danske rockscene. Fælles for de syv forskellige syrerockere er, at de kommer fra den fynske by Svendborg.

Med sig i guitarkassen har Fribytterdrømme debutpladen ”Labyrintens Farver”. En skive, der samler og forener de syv forskellige musiker i en fælles musikalsk åre.

Svendborg som identifikationsfaktor

Fynske Fribytterdrømme har i løbet af foråret været på turné rundt omkring i landet. Bandets såkaldte ” Tour: ”Vi skal længere ud” startede den 1. april med en udsolgt koncert i Svendborg. Byen, hvorfra Fribytterdrømme har sine musikalske rødder og identitet:

”Svendborg har været en stor identifikationsfaktor for os i de tidligere år, og er det stadig den dag i dag. Det er der vores rødder ligger. Derfor var det specielt at starte turnéen dernede, ” forklarer forsangeren Lau Pedersen.

På trods af Fribytterdrømmes fynske ophav, er bandet blevet dannet i København. Efter at Lau Pedersens band ”No Saints Underground” var gået i opløsning, valgte forsangeren at kontakte de bedste musikere, han kendte.

Musikere, som alle kendte hinanden fra Svendborg, hvor de hver især spillede i forskellige bands. Udover at musikerne var fra Svendborg, var de alle sammen bosat i den danske hovedstad.

Her blev et par telefonopkald til en musikalsk hæfteklammer, der forenede de syv svendborggensere i et rockband. På Grønjordskollegiet på Amager blev de første rocktoner på guitaren slået an i år 2011. Toner, der senere skulle blive til Fribytterdrømmenes musikalske lydprofil, der byder på sange som ”Kosmonauten”, ” Himmellegemer” og ”De Konstruerede”

Tom Kristensen i dansk syreregn

Bandet består af to lærer, en robotteknologistuderende, en pædagogstuderende, en medievidenskabsstuderende og en koncertafvikler fra spillestedet VEGA. Selv er forsanger Pau Pedersen pædagogmedhjælper, men har studeret litteraturvidenskab på Syddansk Universitet i Odense.

Med inspiration fra 70’er bands som blandt andet Steppeulvene og The Doors har de syv forskellige bandmedlemmer kastede sig over dansksproget psykedeliske rockmusik.13199533_854066344737513_1389982924_o

Fribytterdrømme har opkaldt deres bandnavn efter digtsamlingen ”Fribytterdrømme” af Tom Kristensen. En digter, som endte sine dage på Thurø tæt på Svendborg. Ifølge forsangeren var bandnavnet en vigtig identifikationsfaktor:

”Det var meget samlende. Det var det, navnet gav os fra starten. Et sammenhold i bandet, som vi har arbejdet en lille osteklokke op omkring, ” forklarer Lau Pedersen om bandnavnets betydning.

Ikke et rendyrket stilprojekt

Selvom teksterne på debutpladen ” Labyrintens Farver” er skrevet af forsangeren Lau Pedersen, er gruppedynamikken i topform, når bandet producerer musik:

”Der er rig mulighed for at sætte hinanden lidt til dørs og udfordre hinandens ideer, så det ikke bliver et rendyrket stilprojekt. ” forklarer Lau Pedersen og fortsætter:

”Når først grundideen er der bliver den sprængt i tusinde stykker fra forskellige vinkler”

Ifølge forsangeren afspejler titlen ”Labyrintens Farver” bandets arbejdsmetode. En kreativ arbejdsmåde, hvor hvert medlem er fælles om at bidrage til bandets musikalske farvepallet med ideer og inputs.

Efter koncerten i Odense den 12 maj er Fribytterdrømme klar til at svinge den kreative farvepensel på ny . Sammen går de syv rockmusketerer i musikstudiet for at indspille deres andet studiealbum.

Et plade med klassisk Fribytterdrømmelyd krydret med toner fra halvfemsernes psykedeliske musikbølge. Ifølge forsangeren Lau Pedersen har bandets andet album et nostalgisk tilbageblik, der rammer musik produceret fra år 1967 til år 1991.13214379_854066378070843_331945745_o

Siden Fribytterdrømmes debutalbum i år 2015, som blev indspillet i løbet af tretten dage, har rockdrengene oplevet en personlig udvikling som band:

”Vi kender hinanden endnu bedre. Vi har en masse oplevelser sammen, som vi ligger over i det, at vi i forvejen kendte hinanden. Så vi er helt klart blevet tættere, ” siger forsangeren i Fribytterdrømme, der forklarer at erfaringerne også er blevet høstet igennem de koncerter bandet har spillet igennem tiden.

Tilbage til Fyn

Med en stak danske koncerter i bagagen er nerverne på plads og selvtilliden i orden, når drengene indtager scenerne på diverse spillesteder i Danmark. Her er tillid mellem de forskellige bandmedlemmer en vigtig koncertelement ifølge forsangeren:

”Det er en del af gamet, at man har tillid til, at man kan de ting vi laver og kan finde ud af det sammen. Der er også bare de helt små ting, som øjenkontakt eller gestus, som viser, hvor man har hinanden, hvilket er nyttigt til den type musik vi spiller, som godt kan være lidt flyvsk, ”forklarer Lau Pedersen.

Sammen indtager Fribytterdrømme Postens koncertsal den 12. maj sammen med syrerockbandet De Underjordiske. En koncert, hvor de syv rockdrenge kommer hjem til Fyn med et psykedelisk rockbrag.

Sanne Søndergaard: Én kvinde – mange titler

Hysterisk kælling, psykopat, debattør, komiker, kvinde. Sanne Søndergaard er blevet kaldt mange ting gennem tiden, men få ting er sikkert: hun gør, siger og mener, hvad hun vil!  

Hun voksede op i Midtjylland i 1980’erne. Hun ville være skuespiller og skrive sine egne stykker; det brugte hun sin barndom på. Da hun skulle have en uddannelse, blev det dog ikke skuespiller, for det var der ingen, der vidste, hvordan man blev. I stedet blev det journalist. ”Det virkede som det mest højstatus, men trods alt tilgængelige, jeg kunne klare og gøre,” forklarer den nu 35-årige Sanne Søndergaard. Men hun brugte det aldrig rigtig til noget. Hun begyndte at lave standup, lige da hun blev færdig, og har levet af dét siden. Hun fik på den måde lov til at udleve sin barndomsdrøm: at stå på en scene og snakke om emner, hun selv har valgt. Og her bliver specielt ét emne ofte bragt på banen: det at være kvinde, eller i hvert fald noget, der minder om.

Kvinden Sanne

Da Sanne Søndergaard blev uddannet journalist, var der én ting, der gik mod hendes tankegang. At være objektiv.

”Jeg har brug for at kunne sige: Det her, det er simpelthen for åndssvagt,” forklarer hun, og det er netop det, hun gør. En af de ting, hun synes er ”for åndssvagt”, er Danmark. Det Danmark, der på ydersiden er fair og rimelig, hvor alle har en chance, og hvor alle kan gøre, hvad de har lyst til. Det Danmark, hvor alt dét er en løgn.

”Jeg har bare fundet ud af, at alt det der med, at man kan alt, det passer jo ikke,” forklarer komikeren. Hun møder ofte både modstand, sexisme og rigtig mange forventninger til, hvad hun skal og ikke skal, fordi hun er kvinde. Og de fleste af dem passer ikke på Sanne Søndergaard.

”Jeg er jo ikke sådan, som en kvinde bør være,” forklarer hun og fortsætter: ”Det er meningen, at jeg skal være lidt mere stille med, hvor dygtig jeg er. Det er meningen, at jeg skal lade som om, at det er et uheld, når jeg klarer mig rigtig godt. Det er meningen, jeg skal sige: Gud nej! Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville gå sådan! Jeg havde slet ikke lagt super meget arbejde i det her projekt, altså!” Men Sanne Søndergaard har fundet løsningen. Hun blev debatainer. En blanding af debattør og entertainer, altså komiker. Hun ville have lov til at starte en debat, men på en underholdende og usaglig måde.

”Komikere er jo sådan nogle, som står uden for samfundet og peger ind. Som spejler det samfund, der er, og kan påpege de absurde ting.” Men dét er ikke det eneste, Sanne Søndergaard er.

Forfatteren Sanne

Scenen er ikke det eneste sted, hvor Sanne Søndergaards holdninger kommer til udtryk. Hun skriver også bøger. I marts sidste år udkom hendes fjerde bog: ”Solo, med mit køn på slæb”. Og som titlen afslører, er køn også et af hovedemnerne i den. Det er nemlig en selvbiografisk beskrivelse af hendes opvækst og hendes måde at være kvinde på. Eller som hun selv kalder det: ”Et eller andet fantom-monster af en rigtig kvinde.” Men når folk kigger på hende, er det ikke et fantom, de ser. De ser en kvinde. En ung, blond kvinde. Og sådan bliver hun også behandlet.

”Jeg oplever rigtig, rigtig tit at blive talt ned til, som om jeg er uintelligent, bare fordi jeg er blond. Det er super irriterende, fordi det er jeg i hvert fald ikke!” Hun bliver gang på gang placeret i en kasse. En kasse, hun helst vil ud af og væk fra. Hun er træt af, som titlen på bogen også indikerer, at have sit køn på slæb. At det fylder mere, end hun gør. At det begrænser hende og endda hendes job. Her sker det nemlig også, at hun bliver begrænset:

”Hvis for eksempel en af mine kollegaer siger: Arh, det ved kvinder ikke noget om, eller: det kan du ikke joke med, fordi du har en fisse.” Men Sanne Søndergaard vil ikke lade sig begrænse, bare fordi hun har et bestemt køn. Men sådan er det tit, mener hun. Folk bliver ved med at tro, at mænd og kvinder grundlæggende er forskellige.

”Men det er jo noget ævl! Vi er jo alle sammen mennesker. Vi har jo alle sammen menneskelige erfaringer. De følelser, vi har som kvinder, er jo meget lig de følelser, mænd har,” forklarer Sanne Søndergaard. Hun vil gerne have, at folk kan se det menneske, der er bag ved kønnet. At folk kan se, hvem man egentlig er uden for de vante rammer. Og det er ligegyldigt, om det handler om standup, bøger eller noget helt andet.  

Værten Sanne

I sommeren 2015 var Sanne Søndergaard vært på et talkshow på DR K. Her faldt hun kortvarigt tilbage til sin uddannelse som journalist og fandt da også glæden ved at interviewe frem. Dog var det ikke selve interviewet, der var det sjove for Sanne Søndergaard. Det var for-interviewet: den første, nysgerrige samtale, hvor man ikke kender hinanden. Det var den indledende runde, at gæsterne, ifølge Søndergaard, fortalte de fede anekdoter og de gode eksempler. Og det smittede af på de egentlige interviews i studiet. ”Når jeg skulle have dem til at genfortælle den her historie til mig, så var de sådan lidt: Jamen, vi har jo sagt det. Så blev det ikke lige så levende, som første gang de fortalte den,” forklarer debataineren. Og det var her, hun fik idéen til sit nyeste projekt, der startede sidste efterår og fortsætter de næste par måneder. Uforberedte for-interviews med mennesker, som hun selv synes, er inspirerende. Det skal engang blive til podcasts. Tanken var: ”Hvis jeg nu laver det her med live-publikum, så bliver det skide skægt, og samtidig bånder jeg det, så det kan udgives og leve videre,” forklarer Sanne Søndergaard. Indtil videre har der været gæster som sangerinde Annika Aakjær, politiker Johanne Schmidt-Nielsen og skuespillerinde Anne Marie Helger. Kvinder, der ligesom Sanne Søndergaard selv har stærke holdninger, er kunstnere og som blander sig i debatten. Og spørgsmålene er simple, fortæller Sanne Søndergaard: ”Hvad vil jeg gerne snakke med de her mennesker om?” Et eksempel på det, fortæller hun, var, da hun snakkede med Johanne Schmidt-Nielsen. Hun skulle efter sigende være gode veninder med Inger Støjberg, hvilket debataineren ikke kunne få til at give mening.

”Jeg synes, det var sjovt. Det første, hun (Johanne Schmidt-Nielsen, red.) siger, er: Ej, men det er jeg slet ikke,” fortæller Sanne Søndergaard og fortæller, at det er en mediehistorie, og at Johanne Schmidt-Nielsen er ret ked af den. Og det er netop det fede ved konceptet, mener Sanne Søndergaard. ”Den havde jeg jo aldrig fået med, hvis jeg havde lavet et for-interview. Så havde det været sådan: Nå okay, så skal vi ikke snakke om dét.” På den måde bliver det hele mere levende, mere spændende for lytterne. Dog er showene endnu ikke offentligt tilgængelige. ”Jeg har ikke lige fundet ud af, hvordan man ligger en podcast op,” griner debataineren. Det er nemlig problemet ved at være selvstændig kunstner, mener hun. Man kan ikke lige gå ud til IT-afdelingen og sige: Fix det her for mig. Men de vil forhåbentlig snart komme ud.   

Komikeren Sanne

Podcasts er ikke det eneste sted, man kan høre Sanne Søndergaards stemme. I december 2015 udkom hendes seneste one man show ”Kvinde” på dvd, og i januar 2017 har hun premiere på et nyt. Selvom det endnu ikke er skrevet, ved komikeren godt, hvad det skal handle om. Nemlig hende selv. ”Det kommer til at handle om, at folk synes, jeg er syg i hovedet, fordi jeg har de holdninger, jeg har,” fortæller Sanne Søndergaard. Det skal også handle om, ligesom bogen ”Solo, med mit køn på slæb”, at blive sat i bås og at være kvinde. At få et stempel, som man ikke fortjener.

”Altså, det er jo et smart lille trick, ikke? Så kan man gøre mig til sådan en eller anden psykopat-kvinde, for så behøver man ikke at høre efter, hvad jeg har at sige,” forklarer komikeren. Og hun har mange ting at sige og vil gerne have, at især mændene begynder at lytte. Lytte til, at en kvinde føler sig krænket, når en tilfældig mand tager på hende. Lytte til hendes følelser i stedet for at sige: Arh, tag det som et kompliment, eller kalde hende for oversensitiv og alt for følelsesladet. Og det er, hvad showet skal handle om.

”Det skal handle om, at man får stemplet som hysterisk kælling, for så mener folk ikke, at de behøver snakke med én,” forklarer komikeren. Det er, hvad fremtiden står på for den blonde, unge kvinde. At skrive et show.  Men derefter er der ingen grænser for, hvad der kan ske, mener hun. ”Jeg regner da med, at jeg skal lave flere one man shows, skal lave flere bøger og sådan noget.” Først skal hun dog lige finde ud af at udgive sine podcasts, og derved tilføje endnu en titel til det voksende CV: IT-afdeling. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi slet ikke har hørt det sidste fra kvinden, forfatteren, værten og komikeren: Sanne Søndergaard.

Ungt østrogen får frit løb til Scarlet Pleasure

Bandet Scarlet Pleasure er i denne måned på minitourné i Danmark. I går var det Posten i Odense, der fik besøg af R&B trioen. Et visit, hvor poptonerne tiltrak et ungt kvindesegment, der kvitterede med højlydte hvin og en enkelt BH.

Den store scene på Posten ligger beklædt i mørkeblåt scenelyst. Foran hegnet til scenen i koncertsalen står helt unge piger i en stor stime. Siddende på fleecetæpper på timer før spillestedet åbnede dørene, har en flok unge piger ventet foran indgangsdøren i støvregn. Nu står de tålmodigt foran scenen og venter på at aftens hovedpersoner skal indtage scenen.

Funky flødemusik fra soveværelset i sommersol

Lyset slukkes i salen, hvilket medfører utallige pigeskrig. Med lynets hast brager forsanger Emil Goll, bassist Alexander Malone og trommeslager Joachim Dencker ind på scenen sammen med tilhørende bandmedlemmer.  ”Odense, er i klar på at feste?” lyder det fra den lyshårede forsanger, der fra første strofe har publikummet i sin hule hånd, som fra første tone danser til tonerne af Scarlet Pleasure.

Foto: Louisa Rieck

Foto: Louisa Rieck

Flødemusik er det ord forsangeren under koncerten bruger til at beskriv bandets musik med. Fløden til aftenens koncert består af sange fra albummet ”Mirage” kombineret med singlerne ”Heat” og ”Wanna Know”, som publikum alt sammen lapper i sig.

Udover at publikum klapper om kap med bandets trommeslager under nummeret Under the palm, bryder publikum og bandet ud i en fællessang under det røde scenelys. En sang, som karakteriserer soveværelsets aktiviteter, som er alt andet en pudekamp.

Popmusik svinger i luften og med et forvandles koncertsalen til en varm sandstrand i en december måned: ”Vil I ikke med til Tenerife? ” kommer det fra Emil Goll, der danser rundt på scenen og uddelegere highfives til de mange hænder, der strækker sig op mod scenekanten. Scenelyset er som en gigantisk farvepalet, der indikerer sydens tropiske farver, mens lyden fra synthesizeren giver associationer i retningen af et undervandsunivers væk fra de danske farvande.

Kickflip, kærlighed og brunsvigerkor

Selvom det ikke er øl, der bliver solgt mest af til de unge koncertdeltagere, er de unge mennesker beruset af kærlighed til Scarlet Pleasure. Udover at utallige telefonkameraer danner en sky over publikums hoveder, laver publikummet sammen med bandet et såkaldt ”instagrammoment”, hvor forsangeren får publikum om at tænde lyset på deres telefoner op mod scenen, mens forsangeren under et andet nummer springer ud i en guitarsolo. Selvom koncerten er båret af bandets egne sange, er bandet ikke bange for at krydrer aftens underholdning med covernumre. På setlisten har bandet inddraget Razz’ kickflipper, som vandt børnenes MGP i år 2002. Et nostalgisk øjeblik, hvor selv det helt unge publikum rapper med på første vers.

Foto: Louisa Rieck

Foto: Louisa Rieck

Udover at R&B trioen opfordrer det odenseanske publikum til at klappe i takt og lave hip hop tegn til covernumret af Beyonce’s ”Crazy in Love”, som om det var en brunsvigerdej, der skulle æltes i HC – Andersens fødeby, inddrager Emil Goll den fynske kagespecialitet i sangen ”Windy”. Her går koncertdeltagerne fra at være et publikum til at blive forsangerens såkaldte brunsvigerkor, der skråler med på teksten ”My mind” i sangen ”Windy”.

”Pleasure” til alle

Der er dømt charme og selvtillid fra Scarlet Pleasure ved koncerten i Odense. Udover at Emil Goll flere gange rækker en hånd ned mod det hvinende publikum hopper han to gange ned fra scenen for at få fysisk kontakt med de odenseanske piger, der kvitterer med højlydte skrig. Bassisten og forsangeren hopper rundt på scenen under nummeret ”Nightcap/ the one” og udveksler flirtende blikke til det odenseanske publikum, hvilket resulterer i røde kvinder og pigefnis i koncertsalen. Meget publikumsfokuseret udnytter bandet pladsen på den store scene for at alle koncertdeltagerne kan få et glimt af bandet. Bassisten Alexander Malone skifter jævnligt sin placering, mens forsangeren Emil Goll når ud til alle scenens afkroge for at hilse på sit publikum. Selv trommeslageren Joachim Dencker bliver under et andet nummer via hjul under trommesættet fysisk hævet frem på scenen til begejstring for scenens publikum. Men det er ikke kun publikummet, der blev hilst på. Efter introduktion af bandets nye guitarist bliver der lavet en særlig hilsen til guitaristens mor, der står blandt publikummet. En hilsen, som bringer smilet frem hos det odenseanske publikum, der udbryder i en klapsalve.

 

Foto: Louisa Rieck

Foto: Louisa Rieck

Heat og flyvende bh til afsked

Scarlet Pleasure er på miniturne i Danmark, hvor de allerede efter aftenens koncert drager videre imod storbyerne Aalborg og Århus, som de gæster den 11. og 12 december. Som en souvenir fra det odenseanske publikum kaster en koncertdeltager en sort bh op på scenen under sangen ”Windy”.

Selvom stort set alle bandets sange er repræsenteret ved koncerten, vil publikum ikke sende bandet afsted inden, at de har spillet et specielt nummer. Efter bandets sidste nummer står de unge piger trampende og klappende råber op i mod scenen, der er tom og mørklagt. I stedet for at råbe det klassiske ”Ekstranummer” råber de ”Heat, heat, heat”, som er navnet på bandets single, der udkom i sommer. Det er dog også sommerens hede, som sangen bringer frem hos de unge kvinder. Der bliver danset sunget og hujet til at bandet forlader scenen efterfulgt af utallige odenseanske pigeskrig.

Q and A med Panamah

RUST har mødt Panamah og har blandt andet spurgt ind til deres nye EP og hvordan gruppen får inspiration til deres sange.

Hvordan startede Panamah?

Anders: Vi startede i 2009. Jeg og Peter gik i gymnasiet sammen og havde lavet lidt musik for sjov i de efterfølgende år. Amalie og jeg havde arbejdet sammen på et andet musikprojekt tidligere. Peter kom en dag forbi med en sang han havde skrevet som hed “Ikke For Sent” som han synes vi skulle prøve at indspille sammen og jeg fik derefter idéen om at få Amalie med på vokalen. Vi blev så glade for resultatet at vi bestemte os for at bygge videre på det gode samarbejde.

Hvor finder i inspiration til jeres sange? 

Peter: Det er svært at forklare, fordi det jo ofte er ting der kommer inde fra – og derfor er det ikke altid at man er opmærksom på, hvilke tanker der finder vej til ens hoved.

Anders: Det er meget rigtigt. Jeg synes efterhånden at al inspirationen kommer indefra (for mit eget vedkommende). Tidligere kunne jeg godt blive inspireret af andet musik eksempelvis, men det er som om at det ikke påvirker mig i samme grad længere.

I udgiver en EP i år 2016, hvordan er den anderledes end noget af det musik I tidligere har lavet?

Amalie: Jeg synes det ligger i naturlig forlængelse af det musik vi tidligere har lavet. På samme måde som vores tidligere albums vil man finde både lidt mere dybsindige og melankolske numre og nogle i en mere ubekymret stil.

Beskriv jeres seneste single ”Tag hvad du kan få”. Hvad handler den om? Hvordan blev I inspireret til at skrive den?

Anders: Jeg sad en sen aften og lavede en skitse derhjemme, som vist kun bestod af trommer, bas, guitar og en melodilinje på engelsk. Jeg sendte den forbi Peter og spurgte om han ikke kunne finde på en federe guitar og da vi så mødtes i studiet kom teksten faktisk lidt af sig selv.

Peter: Det hele kredser lidt om titlen for mig. Sætningen “tag hvad du kan få” virker jo ret opgivende og resignerende, men så længe man tager bare et eller andet, har man jo langt fra givet op. Det synes jeg er et lidt sjovt kompleks.

Amalie: Sangen er på en gang kynisk og håbefuld, hvilket jo er ret karakteristisk for vores sange. I hvert fald det at der er et modsætningsforhold.

”Split det ad” blev skrevet i forbindelse med albummet Lydspor fra biblen, hvor I sammen med 11 andre kunstnere skulle udvælge en tekstpassage fra Biblen. Hvilken passage tog I udgangspunkt i og hvad var det, der fangede jer ved netop denne passage?

Peter: Vi tog udgangspunkt i teksten “Bjergprædiken” som vel i virkeligheden er en af menneskehedens stærkeste taler. Derfor var det ret udfordrende at arbejde med en tekst som der er så massivt afgørende for hele kristendommens grundlag.

Hvorfor valgte I at indgå i projektet “Lydspor fra biblen” og hvordan har det været at arbejde med biblen på det musikalske plan?

Peter: Projektet var bl.a. funderet i velgørenhed da en del af indtægten gik til HIV-ramte børn i Swaziland. Desuden var det en rigtig spændende udfordring som sangskriver at prøve kræfter med en bibeltekst.

Hvad karakteriserer en Panamahkoncert?

Amalie: En musikalsk oplevelse hvor det dystre møder det lette og hvor den analoge og den elektroniske verden forenes.

Anders: Vi prøver at tænke meget i stemninger og forsøger altid at give folk noget både at tænke over og danse til.

Peter: Og så har vores bassist altid læderbukser på!

Alex Vargas spillede på alle tangenter

Odenseanerne blev budt velkommen til Alex Vargas musikalske legeplads, da sangeren gæstede Kulturmaskinen den 30. oktober. Her blev der leget med akustiske toner og elektroniske rytmer, mens der blev filet på elguitarerne og drejet på diverse elektroniske knapper. RUST mødte Alex Vargas inden koncerten til en snak om hans nye musik.

Reportage: Koncertsalen er mørklagt. Scenens røde baggrundstæppe er blændende. Placeret foran scenens setup står en klynge kvinder. Unge kvinder i festtøj med Albani pilsner som accessoires.  Trods den store mængde unge har enkelte ægtepar fundet vej til koncertsalen. Ti scenelamper krydser hinanden og danner fem Xér på scenes røde baggrundstæppe. Det er dog ikke en ukendt mister X koncertdeltagerne søger. Navnet er Alex Vargas. En ung sanger, som udover at have spillet på udsolgte koncerter på blandt andet lille vaga i København, er aktuel med singlen Giving Up The Ghost.

Foto: Ane Møbius Rahbek

Foto: Ane Møbius Rahbek

Tre timer før koncerten kan man finde sangeren i koncertsalen. Foroverbøjet over en guitarkasse med et bundt ledninger i hånden er han i færd med at sætte scenen op. En par sortklædte folk tjekker lyd, taper ledninger og slæber ting op og ned fra scenekanten. Til trods for at der er fuld kontrol over scenens udstyr, er kontrollen over den unge sangeres forventninger til aftenen af mere løssluppen karakter:

”Jeg har ingen ide om hvor mange mennesker, der kommer. Jeg er super spændt og herre nervøs. Så det er som det skal være,” lyder det fra Alex Vargas, der på nuværende tidspunkt er på efterårstour rundt i Danmark, hvor koncerten i Odense er nummer to i rækken.

Fra akustisk guitar til vild clubstemning

Koncertsalen er fyldt og spændingen er ved at brede sig hos det odenseanske publikum. Med øjnene rettet mod scenen venter koncertdeltagerne på, at der bliver trykket på startknappen til fredagens koncert. Lyset slukkes. Man kan kun se scenen beklædt i blåt scenelys.  En røgkanon sender små dampskyer afsted, så det ligner, at mosekonen brygger i den lille koncertsal. Fra højtaleren lyder pulserende hjerteslag, hvis lydniveau intensiveres med en nynnen i baggrunden. To hætteklædte mænd bliver guidet op på scenen af en mand med lommelygte. De står nu med ryggen til publikum, der tydeligvis genkender det trekantede logo på mændenes hættetrøjer. Der udbrydes skrig fra koncertens kvindelige publikum, da Alex Vargas lader hætten ryge ned og smider trøjen.  ”Du er lækker” lyder det fra koncertsalens afkrog. En kompliment den unge sanger kækt tilgodeser med et ”I lige måde”.

Foto: Ane Møbius Rahbek

Foto: Ane Møbius Rahbek

Med akustisk stil indleder Alex Vargas koncerten. I takt til Alex Vargas skiftende høje og dybe toner bevæger publikum sig frem og tilbage, som var de kornstrå i en svag vind. Pludselig indtræder stormen. Guitaren bliver erstattet af elektroniske lyde fra et avanceret keyboard, som transformerer de akustiske toner til en vild clubstemning. Der drejes på alle elektroniske knapper, mens guitaristen Tommy Sheen filer løs på guitaren, mens de fremfører singlen Giving Up The Ghost. Alex Vargas hopper op på scenens podie, hvor han med hjælp fra en loopmaskine repeter sig selv. På alle fire bevæger sangeren sig som et dyr i kamp mod en storm. Bevægelser, som publikummet spejler. Scenelysets mørkeblå base brydes af gule blink, der minder om lyn, som markerer omkvædets start. Lyrisk er det også nogle stærke kræfter den unge sanger er oppe imod:

” Den handler om det øjeblik, hvor det føles som om, at alle ens fejl ligesom er hoppet ud af kroppen og har vendt sig i mod dig. Det er det øjeblik af frustration, hvor det er rigtig svært at komme ud af. Der, hvor man kan vælge at arbejde i mod det eller man kan vælge at acceptere sine fejl,” siger Alex Vargas før koncerten, der yderligere forklarer, at sangen handler om at kunne aflaste til et menneske, man har tillid til. Et menneske, som i sangerens tilfælde er kæresten.

Elektronisk i fremtiden

Ifølge sangeren er nummeret unikt i forhold til den kommende EP. Nummeret er nemlig det eneste nummer, der ifølge sangeren vil have en smule akustisk guitar på den næste EP.  I modsætning til albummet Howl vil det kommende EP være elektronisk. På albummet blev trommerne specifikt fravalgt, da de ifølge kunstneren er meget genredefinerende. Planen med Howl var ifølge Vargas, at uanset hvilken musikalsk retning han gik, ville albummene alligevel hænge sammen. En plan som han i dag gerne ser som revideret i forhold til den kommende EP:

”Jeg er slet ikke så bange for om det hænger sammen eller ej. Det er to vidt forskellige bøger. Det er tre år siden og som kunstner udvikler man sig hele tiden,” forklarer Alex Vargas. Scenen og musikken er Alex Vargas legeplads.

Foto: Ane Møbius Rahbek

Foto: Ane Møbius Rahbek

En legeplads, der aldrig ligger øde hen. Allerede en uge efter Howl’s udgivelse skrev han sangen Solid Ground, hvor han eksperimenterede med nogle elektroniske trommebeats. Solid Ground har derfor lagt længe i støbeskeen inden udgivelsen 2015. Sangens lyrik er da også noget af det koncertdeltagerne genkender. Allerede fra første strofe starter, synger det odenseanske publikum med. ”Sygt” lyder det fra sangeren, der giver plads til at publikums stemmer kan indtræde i sangens omkvæd. Et intens øjeblik, hvor stemmerne fra publikum og sanger smelter sammen i et intens øjeblik af tilstedeværelse.

”Hvor skal du hen?”

Det musikaske nærvær er til stede i koncertsalen. Badet i pink scenelys takker sangeren af med følgende ord: ”Vi slutter af med en gammel sang og så ses vi derude et sted”.

”Hvor skal du hen?” lyder det fra et af koncertsalens piger. Pigen får dog ingen stedsangivelse, men et svar om, at sangeren har en kasse øl, der venter på ham efter showet. Alex Vargas runder koncerten af med sangen Howl til stor begejstring for publikummet, der sang med på alle versene. Med en øl i hånden kom sangeren ned til indgangen ved kulturmaskinen efter showet. Her var det muligt at købe en T-shirt og få snak med kunstneren om aftenens underholdning. En aften, hvor Alex Vargas fejrede fredagen i selskab med det odenseanske publikum.