Skip to Content

author

Cecilia Mandrup

En ny kropslighed i litteraturen

– om Josefine Klougarts Hallerne og en tendens i litteraturen

[faktabox align=”right” header=”Bladkultur”]

Hver måned giver RUST ordet til et andet SDU-blad, denne måned går turen til bladet “Synsvinkler”

[/faktabox]

Når man læser Josefine Klougarts roman Hallerne, står det klart, at sanseligheden i hendes lyriske stil kredser om kvindens krop over for mandens blik på kvinden. Det er et sprog, der undersøger den kvindelighed, som synes at være henfalden til mandens objektivisering af kvinden. Dette magtforhold beskrives i Hallerne, hvis narrative omdrejningspunkt er et sadomasochistisk parforhold, der udspiller sig for øjnene af et indskrevet og impliceret publikum.

Denne stillingtagen til kroppen er ikke kun et litterært brændstof for Josefine Klougart, men også for mange af hendes yngre kolleger. Denne artikel vil søge at beskrive den nye kropslige tendens i moderne dansk litteratur som et gennemgående tema hos mange af scenens debutanter.

Josefine Klougart er født 1985 og dimitterede fra forfatterskolen i 2010. Hun har desuden studeret kunsthistorie og litteraturhistorie ved Århus Universitet. Hun debuterede stærkt med romanen Stigninger og fald i 2010, der blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2011, og siden debuten har hun udgivet to mindre tekster: Den vind der manglede, Bjergene samt hendes seneste roman fra 2011 Hallerne. I februar 2012 udkom så hendes tredje roman En af os sover.

Josefine Klougarts romaner står i et sanseligt spændingsfelt imellem romanen og digtsamlingen, men i modsætning til 1990’ernes postmodernister og minimalister er Klougarts romaner ikke hybridromaner som det eksempelvis ses hos eksempelvis Solvej Balle. Hendes romaner er derimod lyriske romaner, hvis metriske og sproglige ekvilibrisme, samt ekstremt gennemførte stil danner rammen om et originalt og komplekst narrativ, der leder tankerne hen på Josefine Klougarts selverklærede inspiration: den amerikanske forfatterinde Virginia Woolf.

Scenen

I Stigninger og fald beskriver romanens lyriske jeg et malerisk landskab, hvis suggestive billedrækker og maleriske sprog udgør bevægelser i en infantil bevidsthed, hvori ordene taktilt undersøger landskabets dybder og barndommens legende tilgang til eksistensen.

I Hallerne er landskabet og barndommen gledet ud af fortællerens blik og placeret i baggrunden. Naturen optræder i kvindens bevidsthed som vilde naturfænomener, der paradoksalt gror og optræder i den ellers menneskeskabte by, som er romanens kulisse. Omverdenen er industriel og virker nærmest overvældende for fortælleren, og da naturen er latent i kvindens bevidsthed, forbliver denne naturlighed en del af en ikke synlig bevidsthed, der dog melder sig uventet hos kvinden i form af små sproglige knobskydninger og drømmelignende billeder.

Dette bliver tydeligt i romanens sidste halvdel, hvor byen styrter sammen omkring kvinden, og man ser hende gå barfodet igennem den destruerede og barokke by Kongens København, som fortælleren distancerer fra kvinden som et maskulint rum. Kvinden bliver dermed den sårede natur, der går barfodet igennem byens destruktive rum. Den industrielle omverden får i romanen sit helt eget liv og hallerne, der både rummer forholdet mellem manden og kvinden, kvindens bevidsthed og kvindens krop: ”Manden har boet i byen altid. Han ved det ikke, men han skjuler sig for andre mennesker for at kunne iagttage dem og styre dem. De uvidende.” (Klougart 2011:151).

Det metaforiske sprog hos Josefine Klougart søger sammenligninger og sammenhænge mellem kroppen og bevidstheden. Sproget søger også efter liv og fænomener, der kan udfylde de tomme haller, som kvinden metaforisk sammenligner sig selv med. Den påtrængende understrøm af natur giver dog kvinden et andet blik på sig selv, for hendes tanker styrer uden om destruktiviteten, som ellers omgærder hendes liv i lejligheden sammen med manden og søger mod ensomheden. Kvinden forsøger at komme i kontakt med sin naturlige bevidsthed ved gradvist at reducere sit blik på manden og ender med at blive alene på fortællerens scene (Klougart 2011:154).

Hallerne kredser tematisk om objektiviseringen af kvinden. Denne tingsliggørelse i romanen medvirker til, at kvindens selvbillede bliver konstitueret af mandens blik på hende. Manden i denne roman ser kvinden som en Lolita-figur. For kvinden har egne tanker om forholdet og deres fysiske forhold. Disse nærmest drømmelignende sekvenser forekommer ved et sommerhus på Samsø, hvor kvinden forfører manden af lyst, og hvor hendes blik endnu er naturligt og ikke underlagt manden. Denne bevidsthed bliver beskrevet med en anden tone og lethed: ”Manden ser op. Hun er klippet ud af himlen, hun er af karton.” (Klougart 2011:74). Stilistisk er dette i kontrast til romans øvrige beskrivelse af bevidstheden: Det mørke blik og de tomme industrihaller: ”Omvendte figurer, omvendte kroppe, tomme haller, tomme øjne.” (Klougart 2011:80).

I hallerne bliver kødet parteret og gjort klar til at hænge på slagtekrogene, og kvinden bliver beskrevet som en ødelagt balletdanser. Men denne ødelagte danser har en erindring om noget andet, et andet liv og en forelskelse på Samsø hvor det eneste, der kradser på hendes hud, er mandens skægstubbe.

Kroppens køn

Bjørn Rasmussen modtog 6. januar 2012 en af de prætentiøse danske litteraturpriser, Montanas litteraturpris, for sin romandebut Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Romanen udforsker kroppens muligheder og begrænsninger gennem seksualitet og køn i en kort og kompleks roman, der ligesom Josefine Klougarts Hallerne beskriver kroppen som et objekt, som indehaveren forvalter med brutalitet og fremmedgørelse.

Handlingen udspiller sig hovedsageligt (og ironisk nok) i Lemvig. En lille by hvor fordomme kan leve i fuldt flor. Hovedpersonen Bjørn er homoseksuel, og fordømmelsen af hans seksualitet synes at være en del af hans identitet. Romanen handler om seksuelt begær og om den smertefulde nydelse, som hovedpersonen deler i et forhold med en ældre mand. Begæret driver Bjørn ud i – endnu et, fristes man til at skrive – sadomasochistisk forhold, hvor nydelsen er sidestillet med smerten.

Huden spiller en stor rolle for billedsproget i Bjørn Rasmussens roman. Huden er kroppens største sanseorgan, og gennem huden kan Bjørn såres, da han skærer i sig selv og påfører sig selv smerte. Huden er et vigtigt fænomen i romanen. Den er billede på den sanselighed, det erotiske møde rummer, da dette møde ikke kun er koncentreret om kroppens køn. Det skal siges om Bjørn Rasmussens roman, at den er skrevet med en sjælden virtuositet. Og i denne passage opstiller Bjørn Rasmussen essensen af den nye tendens i dansk litteratur:

”Hvad er to dukker, to hjerter. Når der er sprog imellem dig og mig. I det mellemrum. Hvad er en pupil, to, fire, hvad er en slimhindekontrakt. Når der er langt fra hjerne til hjerne. Hvad er en følelse, når der er fakta. Når der er science fiction i mellemrummet, når der ligger en trold i køkkenvasken. Og Bræger. Hvad betyder kapitalisme for en trold, hvad betyder naturlighed. Hvad betyder genetik, en pik, en moder.” (Rasmussen 2011:88).

Den konkrete kropslighed bliver hos en anden litterær debutant til en ny kærlighed. Asta Olivia Nordenhofs roman Et ansigt til Emily forherliger kroppens kompleksitet. Hun beskriver kroppen som en del af naturen: ”Sommetider bliver jeg bange for at hun føler mere samhørighed med sortfyrren i vores have, Helligdomsklipperne, åkanderne, end hun gør med mig.” (Nordenhof 2011:80). Emily, der er romanens hovedperson, er flyttet til Bornholm sammen med Rosa for at blive i ét med naturen, hvor de begge kan være lykkelige. Hos Nordenhof er kroppen indgået i symbiose med naturen, og hun har generelt et mere positivt forhold til det naturlige. Det er derimod hendes fortælleres seksuelle orientering, der ligger til grund for hendes konflikt. Nordenhof adskiller sig fra nogle af de andre forfattere ved at beskrive en kærlighed i naturen. Asta Olivia Nordenhof beskriver kroppen som et transformationspotentiale og giver hovedkarakteren Emily mulighed for at sætte ansigt på alle sine forelskelser gennem kroppens sanser og personernes ansigtstræk.

Den nye tendens

Josefine Klougart, Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhof koncentrerer sig alle om kroppen som et sansende organ med forbindelse til vores bevidsthed, som Maurice Merleau-Ponty beskriver det i sit filosofiske værk Kroppens Fænomenologi (1945).

Denne artikel har forsøgt at skitsere nogle af de tendenser, der går igen hos den yngre forfattergeneration. Alle synes de at kredse om nogle af de samme temaer i deres skrift. Maurice Merleau-Pontys tanker om kroppen som den perceptionerende instans i vores bevidsthed får hos disse forfattere en aktualitet, som anskueliggør deres æstetiske projekter væsentligt.

Kød, køn, identitet og begær er alle tematiske nøgleord for disse forfattere, der ser kroppen som det sansende hylster, vores bevidsthed befinder sig i. At der derfor er en hovedvægt af kvindelige forfattere, som er interessante at analysere i denne sammenhæng, er ganske enkelt biologisk indlysende. For som Olga Ravn belyser det i sin lyrik, er kvinden dømt til sin biologi og manden i mindre grad.

Dette vil selvfølgelige ikke sige, at mændene ikke har noget at skulle have sagt i den nye litteratur, da forfattere som Rasmus Halling Nielsen og Harald Voetmann også behandler kroppen og kødet. Voetman har især fået opmærksomhed for sin roman Kødet letter. Bjørn Rasmussen rammer dog en langt mere tidstypisk strømning med sin queer-roman, der sætter den kønspolitiske debat i et ganske klart lys ved ganske enkelt at lade hovedpersonen fravælge sig sin heteroseksualitet og maskuline rolle i samfundet. Spørgsmålet om kønnet og den seksuelle orientering bliver derved til et valg i Rasmussens debutroman. Den kønspolitiske problematik er altså ikke til at overse hos de forfattere, jeg fremhæver i denne artikel, og der er god grund til at tro, at disse temaer vil være aktuelle en rum tid endnu. Læser man det lyriske tidsskrift Hvedekorn, er der også en fællesnævner ved mange af digtene, som dekonstruerer kønnet og kroppen.

 

SDU og Studiefremdriftsreformen

Særligt Københavns Universitet har ageret arena for forvirrede og forargede studerende, hvor op mod 7000 unge protesterede mod den nye SU-reform og de ekstraordinære skærpelser for københavnske studerende. Studiefremdriftsreformen kommer også til at påvirke studerende ved Syddansk Universitet, hvor der afholdes stormøde om detaljerne i reformen d. 4. december.

Selvom Syddansk Universitet stadig afventer endelig juridisk afgørelse, kan du allerede nu læse nærmere om nogle af de ændringer der træder i kraft.

 

SU stopper efter 6 måneders inaktivitet

Udbetaling af SU skal ske på baggrund af optjente ECTS-points, og stopper derfor automatisk hvis der ikke er registreret et tilstrækkeligt antal opnåede ECTS-points.

Gælder for studerende der starter på uddannelse efter 1. Juli 2016.

 

Hurtige studerende belønnes

”Fremdrift” er trods alt en del af reformen, derfor kan studerende blive tildelt et bonusstipendium, ved færdiggørelse af en uddannelse på under normeret tid. For hver kalendermåned, den studerende gennemfører hurtigere, får vedkommende 2.887 kr. oveni hatten.

Ordningen gælder fra den 1. januar 2016 for studerende, der slutter en videregående uddannelse den 1. januar 2016 eller senere.

 

Lavere SU til hjemmeboende

Fremover vil grundstipendiet for hjemmeboende lyde på 893 kr., herefter kan der søges om tillæg på op til 1.586 kr., afhængigt af forældrenes indkomst. Dette sidestiller de studerende på en videregående uddannelse, med de der er tilknyttet ungdomsuddannelser.

De nye regler træder i kraft for hjemmeboende, som starter på en ny uddannelse den 1. juli 2014 eller senere.

 

Ingen ekstra klip til sene startere

Fra 2014 vil studerende der starter senere end to år efter deres adgangsgivende eksamen, kun få SU på normeret tid. Studerende der holder sig inden for de to år, vil få SU til normeret tid og 12 ekstra klip.

Gælder for studerende der starter første gang på en videregående uddannelse den 1. Juli 2014 (Som en overgangsordning vil studerende med en adgangsgivende eksamen fra 2011 kunne søge optagelse i 2014 efter de nuværende regler.)

 

Du må tjene mere

Før lå smertegrænsen for hvad du måtte tjene ved siden af SU på 9.043 kr. pr. måned. Dette hæves i første omgang med 1.500 kr. pr. måned fra den 1. Januar 2014, derefter hæves den yderligere med 1000 kr. pr. måned fra den 1. Januar 2015.

 

30 ECTS-points pr. semester – gerne mere, aldrig mindre.

Det vil være obligatorisk at tilmelde sig 60 ECTS-points pr. år, eller 30 ECTS-points pr. semester. Tilmeldelse af mere end 30 ECTS-points på et semester er som tidligere nævnt tilladt (og belønningsværdigt) men det betyder ikke, at du det efterfølgende semester må tilmelde dig mindre end 30 ECTS-points.

 

Førsteårsprøven kan skærpes

Det bliver muligt for studierne at kræve, at studerende skal bestå deres førsteårsprøve inden udgang af første år. I dag skal førsteårsprøven bestås inden udgangen af andet studieår.

 

Pligt til at søge merit

Hvis du skifter studie, er du forpligtet til at oplyse dit nye studie om tidligere beståede eksamener, og du skal søge merit.

 

Nemmere at komme ind på kandidaten

Det bliver nemmere og hurtigere at søge ind på kandidaten, på baggrund af to ændringer:

– Supplering af fag for at kunne komme ind på kandidaten behøver nu ikke at være overstået før studiestart, men kan i stedet tages ved et suppleringsforløb på kandidatens første semester.

– Det vil blive nemmere at tilmelde sig fag på en kandidatuddannelse, selvom du endnu ikke har færdiggjort din bachelor.

 

Studiefremdriftsreformen indebærer flere ændringer end nævnt ovenover, og du kan læse mere om den på SU’s hjemmeside her og på Syddansk Universitets hjemmeside her

Som studerende ved Syddansk Universitet vil du blive løbende informeret om implementeringsprocessen og konsekvenserne af reformen, så snart den endelige vedtagelse er bekræftet.

 

Foto: News Øresund

Helvedes forgård

I år er det 150 år siden, at verdens første undergrundsbane åbnede. London Underground var et teknologisk mirakel ved åbningen den 9. januar 1863, og miraklet blev bestemt ikke mindre af, at man i 1890 åbnede en elektrisk undergrundsbane. Tag med på en tur tilbage til 1860’ernes London, og se, hvordan det hele startede.

”Jeg fik mit første indtryk af Hades i dag, og hvis det virkelig er sådan, så skal jeg aldrig mere gøre noget galt.”

Med disse ord beskriver en rejsende en tur med The Undergrounds damptog i 1880’erne. Det var helvedes forgård, intet mindre. Det er da også nærliggende at spørge, hvor klogt det egentlig var at køre med damptog under jorden. Luften i tunnellerne har nok ikke ligefrem været sundhedsfremmende, men det skræmte nu kun få væk. For alle andre var The Underground en velsignelse, der gjorde det muligt at bo bedre, rejse hurtigere og mere behageligt og transportere Londons eksplosivt stigende befolkning. Jeg vil i det følgende gennemgå nogle hovedtræk af historien om verdens ældste undergrundsbane.

Millionbyen London Constructing_the_Metropolitan_Railway

London var i 1800-tallet verdens ubestridte økonomiske centrum – det var her, man skulle være. Befolkningen voksede fra 1 mio. i 1800 til 2,5 mio. i 1850. Millionbyen London var dog ved at drukne i sin egen befolkning. Der herskede kaos på gadern, og det var der stigende utilfredshed med blandt byens borgere.

I 1830 åbnede den første jernbane mellem Liverpool og Manchester, men London fik først en jernbaneforbindelse i 1837. Man havde dog her endnu ikke fået øjnene op for jernbanetransport i byen. Grunden til det britiske jernbanenet var nu blevet lagt, og i 1840’erne blev der nu på kort tid fremsat rigtig mange forslag om mere eller mindre urealistiske jernbanelinier – den første såkaldte Railway Mania.

Denne pludselige storm af forslag fik det britiske parlament til at indse, at der her måtte lidt planlægning til. Den første af mange kongelige kommissioner om jernbaner, The Royal Commission on Metropolis Railway Termini, blev udpeget i 1846, da halvdelen af London ellers ville være blevet jævnet med jorden for at bygge jernbaner – forudsat, at de da var blevet bygget, hvilket ingenlunde var nogen selvfølge. Kommissionen nåede frem til, at man ikke skulle tillade bygning af jernbaner i en zone i det centrale London (se kortet).

Under jorden

Beslutningen om ikke at tillade jernbanestationer i det centrale London medførte, at der hurtigt blev skabt en hel ring af jernbanestationer nord for Londons centrum (se kortet). Der var mange kreative forslag til at forbinde disse stationer, men ikke desto mindre tog det over ti år at få gennemført forslaget om en underjordisk jernbane – den, der siden fik navnet The Metropolitan Railway, verdens første underjordiske jernbane.

Først skulle den dog lige bygges, og at anlægge Metropolitan Railway var ikke nogen simpel opgave. Det var endnu ikke muligt at bore tunneller, som man gør i dag, så i stedet benyttede man den såkaldte ”cut and cover”-metode. Man gravede simpelthen et stort hul, lagde skinner, byggede murstensbuer hen over og lagde en vej ovenpå igen. Det siger sig selv, at det medførte ganske betydelige gener for de folk, der boede og arbejdede langs de berørte veje.

Metropolitan

9. januar 1863 åbnede The Metropolitan Railway så endelig officielt, og denne dag kørte omkring 30.000 mennesker med banen, men det skulle hurtigt vise sig, at linien også på længere sigt var en kæmpesucces. Allerede mens linien var ved at blive bygget, begyndte man at planlægge udvidelser. Metropolitans succes medførte i de følgende år intet mindre end 259 projekter til nye jernbaner i London – de fleste blev dog afvist.

Luftkvaliteten i tunnellerne var under heftig debat, mange havde negative ting at sige om den – dog sjældent så negative som i citatet i indledningen. Nogle var dog også mere positive – ikke mindst Metropolitans PR-afdeling, der fremførte, at atmosfæren i tunnellerne ligefrem var gavnlig, ja, det var nærmest som at tage på et lille kurophold. På et punkt var Metropolitan dog særdeles moderne – der var nemlig rygning forbudt. Man har nok ment, at lokomotiverne røg nok i forvejen. Dette forbud var dog kortvarigt, da rygervogne snart blev gjort lovpligtige.

En cirkel uden ende

Idéen om en cirkulær linie hele vejen rundt om Londons centrum var ganske åbenlys. Det skulle dog vise sig at blive overordentlig svært at realisere den idé. I 1864 blev en plan vedtaget, som bestod af mindre udvidelser af den eksisterende Metropolitan-linie i øst og vest, mens resten af cirkellinien skulle udfyldes af et nyt selskab, der fik navnet Metropolitan District Railway (for nemheds skyld her kaldet District).

District begyndte snart at opføre sin del af linien, men her stødte man ind i såvel praktiske problemer i form af vand, kloakker osv. som en betydelig modstand mod de forstyrrelser, som ”cut and cover”-processen medførte. District var snart i økonomiske vanskeligheder og tøvede med at færdiggøre Circle Line. Ligesom Metropolitan fandt man ud af, at det var meget dyrt at bygge ”cut and cover”-linier i det indre London – især når man ikke fulgte gadenettet, som den første del af Metropolitan havde gjort.

Bedre blev det ikke, da Metropolitan udpegede Edward Watkin til direktør i 1872 og District James Staats Forbes i 1870. De var begge to store navne i den engelske jernbanebranche, men uheldigvis kunne de to ikke udstå hinanden. Det skulle vise sig at blive lidt af et problem, når nu de skulle drive Circle Line sammen. Først skulle linien dog bygges færdig, og heller ikke her hjalp manglen på samarbejde mellem Metropolitan og District, som allerede havde været et problem, men som kun blev værre med Watkin og Forbes ved roret. I 1875 manglede der stadig et lille stykke af cirklen, men på trods af det befordrede Metropolitan nu 48 millioner passagerer og District nogenlunde det halve.

Den manglende færdiggørelse af Circle Line begyndte nu at blive latterlig, og udenforstående greb ind og fik de to firmaer til midlertidigt at indgå våbenhvile og få bygget den færdig. Den 17. september 1884 kunne Circle Line (som officielt hed Inner Circle) så langt om længe officielt åbnes.

Desværre for passagererne kunne Forbes og Watkin dog stadig ikke holde fred. Metropolitans tog kørte med uret på det yderste spor og Districts mod uret på det inderste. De to selskaber accepterede naturligvis ikke hinandens billetter – samarbejde ville jo have været uhørt. Hvert firma havde sit eget billetkontor, og i teorien skulle passagererne så henvises til det selskab, der havde den korteste rute til deres destination, men dette blev der set stort på, når forholdet mellem selskaberne var ekstra køligt. Det betød, at en stakkels passager, der egentlig skulle have været fem stop med Metropolitan, kom 22 stop med District i stedet.

Topmålet af disse stridigheder må dog siges at være en episode i august 1884, hvor Metropolitan og District var oppe at toppes om retten til et bestemt sidespor. District kørte et fuldt bemandet tog ind på sidesporet og spændte det fast med kæder. Metropolitan svarede igen ved at sende tre lokomotiver for at trække det fastgjorte tog væk. Det lykkedes dog ikke – men det må have været ganske morsomt at se.

I stødet

Mens Metropolitan og District sloges indbyrdes, skete der andetsteds i London et teknologisk gennembrud, som skulle få massiv betydning for Londons fremtidige transportnet. Det var nu blevet teknologisk muligt at grave tunneller længere nede i jorden med den
første primitive ”tunnelboremaskine”. Denne teknologi havde naturligvis åbenlyse anvendelsesmuligheder til undergrundsbaner, der så kunne undgå den besværlige ”cut and cover”-metode. I disse dybe tunneller kunne man ikke køre med damp, da der manglede den smule udluftning, man havde ved de tidligere overfladetunneller, så her måtte der bruges kabler eller noget ganske nyt, nemlig elektricitet.

Der havde tidligere været enkelte fejlslagne forsøg på at skabe en tunnel under Themsen og bruge den til trafik, men i 1886 startede arbejdet på det, der skulle blive til City & South London Railway. Linien var egentlig planlagt med henblik på kabeldrift, men efterhånden som man udvidede længden, måtte man indse, at det ikke længere var praktisk. Altså tyede man til elektriciteten, der på dette tidspunkt stadig var en ny og uprøvet teknologi – Paris’ Metro åbnede først i år 1900. Forbløffende nok blev banen færdig til tiden og kunne åbne i november 1890. Den led dog afgjort af begyndervanskeligheder. Endestationen på nordsiden (King William Street) kunne kun rumme ét tog, da den var konstrueret til kabeldrift, og bakken derop var så stejl, at de ikke alt for kraftige lokomotiver nogle gange måtte prøve flere gange, før de kom op.

Banen snoede sig ligeledes meget mere, end det var nødvendigt, da man så vidt muligt holdt sig under offentlig vej for at undgå at skulle betale til grundejere. Dette er noget, man stadig har den tvivlsomme fornøjelse af i dag, når man kører med The Underground på visse strækninger. Den væsentligste mangel var dog nok, at man mente, at der jo ikke var noget behov for vinduer i vognene – der var jo ikke noget at se på!

Én ting ved City & South London var unik – der var ingen klasseopdeling. Det var der simpelthen ikke plads til i de korte tog. Og ligesom med elektriciteten skulle dette vise sig at blive begyndelsen på en ny æra i undergrundsbanens historie.

Rustur uden "skåååål"!

Rus og forløb hænger ikke længere sammen. Flere studier på SDU har valgt alkoholen fra i år, når de skal introducere russerne til universitetslivet.

[quotebox]Som udgangspunkt var vi skeptiske og mente, at rusturen var en rigtigt god løsning. Men vi har haft god mulighed for at præge det nye introforløb, og jeg synes, det er blevet godt,[/quotebox]

Det er slut med sorte svin og brusende bajere. Syddansk Universitet vælger beruselse fra.

Som noget nyt har det tekniske fakultet budt de nye studerende velkommen ædrueligt, og i sidste måned skrev vi, at der også er sat nye krav for alkoholindtaget på medicin og klinisk biomekanik.

Ingeniøruddannelserne har valgt at droppe rusturen og i stedet ryste de studerende sammen med faglige aktiviteter. Jacob Bom Madsen, der er formand for Syddanske Ingeniørstuderendes Fællesråd, siger, at ændringerne kom på fakultetsledelsens opfordring.

”Som udgangspunkt var vi skeptiske og mente, at rusturen var en rigtigt god løsning. Men vi har haft god mulighed for at præge det nye introforløb, og jeg synes, det er blevet godt,” siger Jacob Bom Madsen.

 Selvom han ikke har fået evalueringerne endnu, mener han, at den promillefri rus er en succes. Han beskriver, at aldersspredningen på deres studier er stor, fordi mange allerede har en erhvervsfaglig uddannelse og måske har slået sig ned, og så er det ikke så interessant at drikke sig fuld i en hytte weekenden over.

 ”På teknisk fakultet har vi mange diplomingeniører, det vil sige, at der er mange, der kommer ind og har villa, vovse og Volvo. De er ældre end de traditionelt nye studerende, og det er hovedårsagen til, at mange før har valgt det fra at tage på rustur.”

Men teknisk fakultets intro er ikke blevet et AA-møde. Jacob Bom Madsen mener stadig, at der skal være plads til en øl med sine medstuderende – den skal bare drikkes uden for universitets officielle introforløb.

  

Man drikker ikke på arbejdspladser

Rektor Jens Oddershede støtter også de studier, der har valgt at holde et fagligt fokus i rusforløbet; hvad de studerende foretager sig i deres fritid, er deres egen sag. Han siger, at universitetet i mange år har haft fokus på at begrænse alkoholindtaget og mener, at det er en del af en udvikling i samfundet, hvor man ikke sætter flasken til munden på kontorstolen.

 ”Engang var alkohol jo en normal del af omgangen mellem mennesker. Nu er alkohol blevet en fritidsting, man ikke tager med på arbejdet, og det at studere er jo også arbejde.”

 For ham handler det også om, at alle kan føle sig velkomne på studiet. Han er blevet kontaktet af mange studerende, som ikke brød sig om alkoholkulturen ved deres studiestart. Derfor vil han gerne ændre introen i stil med det, de har på det tekniske fakultet. 

Men hvordan harmonerer det så med at have en fredagsbar med fornuftige priser?

”Vi hjælper de studerende til at have et socialt liv ved siden af studiet. Der er fester herude om aftenen, og der må man gerne servere alkohol. Vi forsøger bare at gøre alkohol til noget, som ikke er del af studiet, men en del af fritiden,” siger Jens Oddershede.

 

Bedre uden alkohol

På idræt og sundhed har man erfaring med ikke at finde rusen i øllerne, men i hinandens selskab. Her har der i mange år været introture, hvor der ikke bliver drukket.

De to førsteårsstuderende Nicoline Fuglsang og Emilie Madsen nød at være på en introtur, hvor samværet handlede om sportsaktiviteter og lege frem for at fulde sig. De mener, at de alkoholfri oplevelser har fået dem tættere på hinanden. Emile Madsen fortæller, at det undrede hende, at der ikke skulle drikkes i løbet af rusturens første tre dage.

  ”Da jeg mødte op, vidste jeg ikke, at det var uden alkohol. Jeg var sådan ’wow’ kan det lade sige gøre at tage på rustur uden? Men bagefter så var jeg meget positiv over for det.”

 Den sidste dag blev der dog tændt for disco-kuglen. Nicoline Fuglsang og Emilie Madsen siger begge, at der ikke manglede samtaleemner til festen, fordi de studerende havde haft det sjovt sammen ædru.

  ”Der behøver ikke at være alkohol, for at vi kan hygge os nu.  Hvis man havde startet med at drikke sig i hegnet, så vidste man måske ikke, hvordan man skulle være over for hinanden ædru,” siger Nicoline Fuglsang.

 

Palæstinensere vil selv vise omverdenen, hvem de er

Bilal Al-Issa, der til dagligt studerer på Syddansk Universitet, vil vise, at Palæstina er andet end stenkastende unge. Derfor er han med til at arrangere en fotokonkurrence, hvor palæstinensere på Vestbredden og Gaza tager billeder af den hverdag, de selv oplever.

Brud

Selvom Palæstina er et af verdens mest fotograferede steder, er det hovedsageligt de samme stereotype billeder af stenkastende unge og demonstrationer, vi ser. Det vil Bilal Al-Issa gøre op med. For ét semester har den 26-årige odenseaner derfor skiftet studierne i international virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet ud med en praktikplads hos Det Danske Hus i Palæstina. Huset ligger i byen Ramallah på den besatte Vestbred og fungerer som en dansk udgave af et forsamlingshus i Palæstina. Gennem sit praktikophold er Bilal med til at arrangere en række events, der alle har til formål at styrke dialogen mellem danskere og palæstinensere. Det sker blandt andet gennem debataftener, koncerter og den årlige begivenhed Palestine Photo-Marathon, som Bilal har arbejdet med hele foråret. Det er en heldagskonkurrence på seks eller 12 timer, der finder sted på samme tid i byerne Ramallah, Nablus, Jerusalem og Gaza City.
Formålet er at give palæstinenserne en mulighed for selv at fortælle, hvem de er.

  ”Størsteparten af de billeder, vi ser fra Palæstina, er taget af udenlandske journalister, der kommer for at dække konflikten. Den er en stor del af hverdagen her, men langt fra alt. Mange palæstinensere vil gerne fortælle en mere nuanceret historie om deres liv under besættelsen, og hvordan de ser virkeligheden,” fortæller Bilal Al-Issa.

I går 

Opgør med stereotyper

Bilal Al-Issa har selv palæstinensiske rødder, men er vokset op i Vollsmose og læser nu en kandidatgrad i international virksomhedskommunikation på SDU. Det sker, at folk møder ham med fordomme, når han fortæller, at han kommer fra Vollsmose. Derfor genkender han trangen til at gøre op med stereotype billeder.

  ”Når man kommer fra Vollsmose, er der nogle folk som automatisk har fordomme om, hvem man er. Det oplevede jeg, da Det Danske Hus havde besøg af en gruppe pensionister fra Salling. Det er en del af min opgave som praktikant at vise besøgende rundt og holde oplæg. Men da jeg fortalte, at jeg kom fra Vollsmose og studerede, kunne jeg se, at de var meget overraskede. Det var tydeligt, at de ikke vidste ret meget om Vollsmose, så vi fik en ærlig snak om deres forestillinger,” siger Bilal Al-Issa og fortsætter:

  ”Pensionisterne sagde, at det var flot, at jeg snakkede så godt dansk og tog en uddannelse. Jeg sagde, at det ikke kun er mig, det går godt for, men at der er mange andre. Det var en speciel oplevelse for dem, og da de skulle gå, var de glade og kom hen og krammede mig. I Odense er det heldigvis sjældent, at folk har den slags fordomme. De fleste har selv været i Vollsmose og ved godt, at der ikke er uro hele tiden, og at det er nogle få, der laver balladen. Men det er ikke alle, som har mulighed for at tage til Palæstina og danne sig deres eget indtryk. Derfor er det vigtigt at vise billeder, der ikke kun fokuserer på konflikten”, siger Bilal Al-Issa.

portræt 

Nye fortolkninger af hverdagen

Tilbage til Palæstina. På selve konkurrencedagen den 1. maj 2013 er Bilal Al-Issa i Nablus på Vestbredden, hvor han skal åbne fotomaratonen. I alt 154 deltagere har meldt sig til over hele Palæstina, og de 23 befinder sig i et mødelokale i Nablus’ centrum og venter utålmodigt på, at Bilal Al-Issa skal afsløre dagens temaer.

Bilal åbner hemmelighedsfuldt kuverten med temaerne for 6-timers konkurrencen og læser op på arabisk: ’larm’, ’i går’, ’stilleben’, ’kogepunkt’, ’forfald’ og ’travlhed’. Deltagerne klapper og rækker hånden op for at stille spørgsmål. Der opstår forvirring omkring temaet stilleben. Tilsyneladende er den arabiske oversættelse misvisende – noget i stil med ’rolig natur’. Ahmad Talaat Hassan på 19 år protesterer:

  ”Jeg kan ikke fotografere rolig natur i Nablus. Her er kun trafikkaos, bebyggelse og menneskemylder!”

Bilal Al-Issa giver en uddybende forklaring, og kort efter spredes deltagerne ud over hele byen på jagt efter kreative fortolkninger. To søstre vil gerne fortælle, hvorfor de har meldt sig til fotomaratonen.

  ”Jeg håber, at mine billeder vil vise, at Palæstina er et smukt land, og at vi på trods af de svære vilkår har noget godt at byde på,” siger Nadia Hassan Salhi på 38 år, som er skolelærer.

Hendes søster Nidaa på 33 år, supplerer:

  ”Ja, vores liv er ikke kun sorgfuldt. Vi har også glæde, og det skal vi vise.”

 Travlhed2

Ophedet fotografering

Temperaturen i Nablus sniger sig op over de 30 grader, og som timerne går, kæmper deltagerne både mod udmattelse og svigtende fantasi.

  ”Det er hårdt. Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal fotografere stilleben. Jeg kender Nablus ud og ind, men det er svært at tage billeder på denne her måde,” sukker Ahmad Taalat Hassan. Han vender tilbage til Bilal Al-Issa på konkurrence-kontoret og får en tår vand og nogle opmuntrende ord, inden han igen begiver sig på jagt efter spændende motiver i Nablus’ snørklede gader.

Der er stor forskel på, hvilket udstyr deltagerne bruger. Nogle har professionelle spejlreflekskameraer, andre bruger gamle lommekameraer, og nogle få fotograferer med deres mobiltelefon. De eneste tekniske krav er, at billederne skal afleveres digitalt, og at der kun må afleveres ét billede per tema. Det giver dilemmaer, for mange deltagere har taget flere billeder til hvert tema og kan ikke vælge ud.

  ”Det er udfordrende at tænke på den her måde. Men det er dét, der gør konkurrencen interessant. Deltagerne skal gøre sig nogle refleksioner undervejs både om fortolkningen af temaerne og udvælgelsen. Det er også derfor, vi siger, at det vigtigste ikke er, hvilket kamera du bruger, men tanken bag dine billeder,” siger Bilal Al-Issa.

Larm2 

Udstilling i Odense

Bilal Al-Issa håndhæver konkurrencereglerne og svarer på et hav af spørgsmål, når deltagerne trætte vender tilbage for at oploade dagens høst af motiver. Der er flotte præmier at vinde – blandt andet en iPad til den bedste billedserie – men ingen spørger til præmierne. Til gengæld er der mange spørgsmål om, hvor og hvornår vinderbillederne vil blive udstillet.

I alt 85 deltagere gennemfører dagens maratonfotografering i stegende hede. Iblandt dem er en udmattet Ahmed Taalat Hassan fra Nablus, der får et aner
kendende klap på skulderen af Bilal Al-Issa, da han afleverer sin billedserie. Den 19-årige fotograf lægger ikke skjul på, at motivationen er at få sine billeder udstillet i udlandet.

  ”Min far har et stykke land med oliventræer, og vi oplever, at bosætterne kommer og ødelægger træerne, uden at vi kan gøre noget. Derfor vil jeg gerne vise verden, at vi lever uden beskyttelse under besættelsen,” siger han. 

  ”Vi udstiller de bedste billeder fra fotomaratonen i både Palæstina og Danmark. Det er noget, folk virkelig går langt mere op i, end hvad de kan vinde. For mig viser det, at vi har fanget noget vigtigt,” forklarer Bilal Al-Issa.

Han vender tilbage til Odense først på efteråret, hvor han skal være med til at sætte udstillingen fra fotomaratonen op i Vollsmose Kulturhus. Her bliver billederne vist i seks uger fra den 9. september til den 18. oktober.

  ”Jeg glæder mig virkelig til at vise udstillingen. Mange af billederne har nogle stærke budskaber, og jeg håber, at de vil åbne folks øjne for, at Palæstina er et land med mange forskellige sider,” siger Bilal Al-Issa.

 [faktabox align=”left/right” FAKTA=”]

 

 

Om DHIP

Det Danske Hus i Palæstina (DHIP) er beliggende i Ramallah på Vestbredden. Huset har eksisteret siden 2010 og arbejder for at styrke den gensidige forståelse mellem danskere og palæstinensere. Det sker bl.a. gennem udvekslinger mellem danske og palæstinensiske håndværkere og kunstnere. DHIP har hvert semester to danske praktikanter. Se mere på www.dhip.ps

Om Palestine Photo-Marathon

Fotomaratonen blev afholdt første gang i 2012 på initiativ fra DHIP. Det er en heldagskonkurrence, hvor deltagerne skriver sig op til enten at tage billeder i seks eller 12 timer i forskellige palæstinensiske byer. Den danske fotograf Klaus Holsting og den palæstinensiske kunstner Khaled Jarrar sidder i juryen for fotomaratonen. Vinderbillederne bliver udstillet i forskellige danske og palæstinensiske byer i 2013 og 2014. Se mere på www.palestinephotomarathon.ps

Bonusinfo

Bilal Al-Issa medvirker også i femte afsnit af Anders Aggers DR2-serie ’Indefra’, hvor han tager seerne med rundt på Vestbredden. Programmet kan ses på www.dr.dk/tv/se/indefra-med-anders-agger

Billedserie fra fotomaratonen

Hvilke motiver, der kom igennem juryens nåleøje, kan ses, når vinderbillederne udstilles i Vollsmose Kulturhus i september og oktober. De her viste billeder hører til Bilal Al-Issas personlige favoritter, men er ikke nødvendigvis blevet præmieret. De giver et indblik i, hvor forskelligt deltagerne har tolket konkurrencens temaer.

 [/faktabox align=”left/right” FAKTA=”]