Skip to Content

author

Christian Birk

Lisbeth Zornig: Ik’ så langt fra Lolland

Det er efterhånden 25 år siden, Lisbeth Zornig havde bopæl på Lolland, og minderne fra dengang er ikke af den slags, man samler på. Alligevel er Lolland stadig i hende. Usikkerheden og udholdenheden. Dialekten og den familie hun, på trods af alt, holder ved.

Det var egentlig ikke meningen, at vi skulle mødes her i Lisbeths treværelses i Rødovre. Det var planen, at interviewet skulle være foretaget på Hotel Koldingfjord. Presset ind imellem et møde i Aalborg og en aftale i Sønderjylland. Det glippede. Så vi aftalte at mødes fire dage senere et sted inden et foredrag i Jylland. Kører du ad den Fynske Motorvej, er det kort efter Odense. Frakørsel nr. 53. Q8-tankstationen. Kildebjerg Rasteplads.

Lisbeth Zornig. Foto: Gitte Post

Det glippede også. Noget med en ældgammel fynbo, en brækket ryg og en forsinkelse.

Hun bemærker det selv, Lisbeth Zornig; det lyder som en undskyldning fra Chris & Chokoladefabrikken.

Men så god en undskyldning kan end ikke Chris finde på. Historien er sand. Lisbeth Zornig er en travl kvinde.

Lisbeth Zornig spørger, om vi ikke i stedet skal tale i Rødovre. I det almene boligbyggeri hvor hun bor, og hvor hun føler sig hjemme.

Da jeg bliver budt indenfor, er det med et stort smil og med telefonen ved øret. Der er bud efter Lisbeth Zornig i dag. En juraprofessor, Vagn Greve, har sat spørgsmålet om søskendesex på dagsordenen – og samtidig fået Lisbeth Zornigs opmærksomhed. På Ekstra Bladets forside toner hun frem og kalder Vagn Greves forslag om at afkriminalisere søskendesex for ”en syg tanke”. Nu hænger avisjournalister, Aftenshowet og Deadline i røret og vil have en bid af hende. Men det duer ikke. I aften er der børnefødselsdag i Rødovre.

”Vi skal have asparges, tarteletter og Maizena jævner. Den grønne pakke, ikke den gule… hører du efter, Mikael?” Mikael er både Lisbeths forlovede og partner i Huset Zornig, hvor champagnepropperne kun lige er sprunget. Mikael er manden bag kvinden, og i dag er han også manden bag en tur til Føtex.

For to måneder siden, da september blev til oktober, gik Lisbeth Zornig fra at være en af de mest profilerede og omdiskuterede formænd for Børnerådet til at stifte og lede Huset Zornig. Og her er rækkevidden og ideerne omfattende. Der er allerede etableret både en fond, foredrags- og rådgivningsvirksomhed og en tænketank, der skal tænke tanker om ”at forny og forbedre indsatsen over for de socialt udsatte mennesker i Danmark”.

Lisbeth Zornig. Foto: Gitte Post

 

”Jeg hader svaghed”

Det er nok herfra, folk kender hende bedst. For hendes indsats i kampen for de udsatte i Danmark. Og hun har i den grad vundet slaget om danskernes opmærksomhed. Men ikke på traditionel vis. Ikke igennem sit arbejde eller de sejre hun har tilkæmpet sig som formand for Børnerådet. I hvert fald ikke direkte.

Omtrent samme tid sidste år udgav hun selvbiografen ”Zornig – vrede er mit mellemnavn”, der fortalte en forfærdeligt barsk, men uhyggeligt sand historie om en barndom, hvor overgreb, svigt og generel utryghed lå som en beskidt dyne over familiens hjem på Lolland. Bogen blev fulgt op af dokumentarfilmen ”Min barndom i helvede”. I den bevæbnede Lisbeth Zornig sig med et kamerahold, stor nysgerrighed for at samle brikkerne i barndommens tragiske puslespil, og med et mod der hjalp hende til at konfrontere sin mentalt fraværende mor og stedfaderen Jan, der misbrugte hende, da hun stadig var et barn.

Læs også: Frederik Fetterlein: Jeg prøver altid bare at være sød og åben. det er sgu det letteste, ikk’

Selvom filmen var benhård, når den uden omsvøb fortalte om de forfærdeligheder, Lisbeth Zornig og hendes tre brødre havde gennemlevet, var den ikke sentimental. Der var ingen tårer, råberi eller kasten med tallerkner. Det skyldtes ikke, at der ikke blev grædt, men at hovedpersonen og instruktøren bevidst havde fravalgt en rørstrømsk tilgang til fortællingen.

”Det måtte ikke blive sådan en omgang følelsesporno. Det måtte ikke blive ”Sporløs”. Sådan har jeg det med de ting, jeg laver. Jeg hader at blive betragtet som offer, og som en det er synd for.”

Hvorfor kan du ikke holde ud at blive betragtet som et offer? Det er jo ikke svært at argumentere for, at du har haft en hård start på livet?

”Jeg hader bare svaghed. Og jeg ved, at jeg har masser af den, og jeg kæmper alt det, jeg kan for at undgå at vise den. Jeg hader svaghed. Jeg hader at give op, jeg hader ikke at lykkes, og jeg hader at blive set på som en, der er stakkels.”

Lisbeth Zornig er dog ikke bange for at indrømme, at både arbejdet med bogen og den filmede rejse til Lolland var skrap. Alligevel stikker oplevelser ikke så dybt i hende. Med hendes egne ord, så forvandler mennesker, der kommer fra kår som hendes, sig til en slags jægersoldater. De tåler sult, usikkerhed og vold, og de tåler mobning, udelukkelse og ensomhed. Det er trænet fra barndommen. Og hvis man ikke ”tåler det”, så dør man eller går til grunde i det.

”De, der så klarer sig igennem med deres udholdenhed, ender med at blive lidt overfladiske. Og sådan tror jeg egentlig, jeg er. Jeg er nok lidt af en kold skid.”

Lisbeth Zornig. Foto: Gitte Post

 

Varme øjne

Hvis hun er en kold skid, skjuler hun det godt. Øjnene er varme som radiatorerne i den veltempererede lejlighed, og som de malerier hendes børn har plastret til med dybe, intense farver, der tegner prinsesser, røde roser og smilende ansigter. Mere end halvdelen af de sætninger, der forlader Lisbeth Zornigs milde mund, efterfølges af grin og arme, der spjætter rundt. Også selvom vi snakker om både de subsistensløse, incest og negativ social arv. Fra entreen til slagbænken, hen mod køleskabet og indgangen til dagligstuen er ikke en kvadratmeter ledig. I stedet har bøger, ungernes fodbolde og klassefotos overtaget rummet. Ikke på en rodet facon, men på den måde hvor selv en skribent, der aldrig før har besøgt en lejlighed i et alment boligbyggeri, føler sig hjemme.

Der er en umiddelbarhed og noget tillidsvækkende over Lisbeth Zornig. Noget der giver folk lyst til at betro sig. Noget der får fremmede til at vise hende de skrammer, de har holdt skjult for andre. Det har hun i hvert fald selv oplevet. Fra hun åbnede helt op for offentligheden og fortalte om sin opvækst, har hun i stort antal modtaget henvendelser fra mennesker, der har oplevet noget tilsvarende som hende. Og fra dem der er værre ramt. Hun får hele historien, ubarmhjertige fortællinger om brutal vold, misrøgt og voldtægt, man ville ønske var fiktion.

Og masser af spørgsmål; ”Hvad skal jeg gøre?”, ”Kender du en god psykolog?”, ”Må jeg tale med dig?” Og så de mere hårdkogte af slagsen.

”En sen fredag aften var der en, der skrev, at nu havde han besluttet sig at tage sit liv… Sådan en må jeg jo bare ringe op. Og så bruger jeg en time på ham, og så er han okay bagefter. Lige præcis de her mennesker, der kontakter mig, har jo brug for mig. Det er jo ikke, som hvis jeg var musiker eller forfatter. Det her er folk i nød.”

Indtil for tre år siden havde det ellers ikke været oplagt at kontakte Lisbeth Zornig med den slags henvendelser. I hvert fald ikke for en vidt fremmed.

Lige præcis de her mennesker, der kontakter mig, har jo brug for mig. Det er jo ikke, som hvis jeg var musiker eller forfatter. Det her er folk i nød.

1. januar 2010 blev hun formand for Børnerådet, men før det har hun lavet meget andet end at være børn og udsattes stemme. Nej, tidligere var det IT-branchen, der betalte for Lisbeth Zornigs arbejdsraseri. Raseriet har til gengæld været en fast bestanddel i Lisbeth Zornigs DNA, siden hun som 16-årig begyndte at pumpe hamburgerryg og udskære bøffer hos slagter Svendsen i Fakse Ladeplads nær Hylleholt Husgerningsskole, hvor hun var blevet anbragt to år tidligere.

Siden hamburgerryggens indtog i Lisbeth Zornigs liv har arbejdet været et sted at finde ro. Også selvom arbejdsliv ofte bliver til privatliv, og den anden vej rundt. Men når det hele er ét liv, kan det have sine omkostninger. Både på det familiemæssige, det personlige og det kropslige plan. Særligt de to sidste kan have svært ved at finde fælles fodslag. For når man begraver sig så dybt og intenst i arbejdet, kan der være langt op til overfladen, når det gør ondt.

Og så er massive smerter og blødninger fra tarmen i øvrigt ikke noget, der skal øve indflydelse på ens liv. Det kan man kæmpe sig igennem. Ligesom de smerter Lisbeth Zornig oplevede i barndommen. Denne gang var det dog mere, end en kradsbørstig psyke kunne klare. Hun fik stillet diagnosen colitis ulcerosa, blødende tyktarmsbetændelse, men installerede sig først på sygehuset, da hun ikke kunne mærke sine ben. Hendes tyktarm blev fjernet, mens IT-projekterne blev pløjet igennem iført hospitalsuniform.

[faktabox header=”Blå bog” align=”right”]

  • Født i 1968 i Vanløse
  • Student fra Haslev Gymnasium i 1986
  • Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 1994
  • Arbejdede herefter som systemudvikler i Codan og Danske Bank
  • I 2006 blev hun underdirektør og senere direktør for Specialisterne ApS
  • Formand for Børnerådet fra 2010 til 2012
  • Nu stifter og leder af Huset Zornig
  • Sidder i bestyrelsen for IT-universitetet i København
  • Er mor til fem. Tre piger, to drenge.
  • Forlovet med journalist Mikael Lindholm

[/faktabox]

Tilgangen til tilværelsen har ikke ændret sig synderligt med årene. I dag har hun tre knækkede tænder, der endnu ikke er fundet tid til, foredrag i kilometermål, og en mobiltelefon, der danser rundt på bordet, tørstende efter nærkontakt. Det er svært at forestille sig, at hun havde ligget og fået masseret fødder og set ”Vild med dans” den fredag aften, hvor der lød et råb om hjælp.

”Jeg tror, jeg bruger arbejdet på samme måde, som mine brødre bruger stoffer og alkohol. Du ved, det er sådan et fix. Et præstationsfix, som jeg er afhængig af. Jeg kan mærke, at jeg hungrer efter det. Hvis jeg siger til mig selv, at nu må jeg ikke lave noget de næste to timer, så går jeg rundt som et rovdyr i et bur.”

Men er der ikke også en slags opofrelse i at give så meget af en selv til en sag?

”Nej, det ville være smukt, hvis jeg kunne sige det om mig selv. Det håber jeg, at der er nogen, der siger, når jeg dør engang. Jeg tror egentlig mere, det handler om at være dygtig. Det er sådan en ualmindeligt dårligt selvværd, der gør, at jeg hele tiden skal præstere mit ypperste. Altså, det er et rigtigt usympatisk træk hos mig, men jeg tror mere, det er funderet i usikkerhed end i egoisme. Men hvis jeg så i den præstationstrang kan gøre noget for nogen, er det jo bare godt.”

Forstået, men ikke tilgivet

Og så er vi tilbage, hvor det hele startede. Barndomsårene på Lolland trækker stadig deres ubarmhjertige spor efter sig. Det massive omsorgssvigt, de tørre tæsk som Lisbeth Zornigs tre brødre måtte lægge krop til, misbruget og ligegyldigheden, der herskede, har modelleret familiens skæbner. Og slået René, nummer to i flokken, ihjel. Han begik selvmord. De to andre, Tonny og Michael, har fundet ro i rusen. Tonny har Aids i udbrud og dulmer det med medicin og alkohol. Michael, den ældste, ham, der stod op for sine søskende, når stedfar Jan havde fået nok, har det også svært. Lisbeth Zornig har arvet udholdenheden, usikkerheden og vreden.

”Angsten for ikke at slå til har altid været en god motor for mig. Og så kan jeg mærke en ny følelse, jeg ikke tidligere har været så opmærksom på. Den der, du ved, det var fandeme ikke i orden, at mine brødre og jeg ikke blev behandlet, som vi burde.”

Lisbeth Zornig. Foto: Gitte Post

 

Og så er der kærligheden.

Lisbeth Zornig er, hvad man kalder en mønsterbryder. Hun sætter dagsordenen på det socialpolitiske område, hun har magt, og den dag, vi kommer forbi, er hun netop blevet kåret som vinder af ALT for damernes kvindepris 2012 ”for sin utrættelige kamp for de svageste i samfundet”. Hun har succes.

Og så er der kærligheden. Den kommer hun ikke uden om, selvom hun hårdnakket prøver. Der er kærligheden til sagen, hvor hun bestemt får glæde af at lykkes og hjælpe, men hvor hun ikke gider at blive tilskrevet nogle ædle motiver, for i bund og grund handler det ifølge hende selv mest om ”desperat overlevelse”. Men så er der familien tilbage på Lolland, for hvem overlevelse er en langt mere håndgribelig størrelse. Dem lader hun ikke i stikken. Uanset om det er hendes brødre, nevøerne og niecerne eller hendes mor, der passivt dopet så til, mens rædslerne regnede ned over børnene. Drengene tog tævene. Pigen tog stedfar Jan sig af i sengen, mens mor var langt væk på spiritus. Liggende ved siden af.

Hun har ikke tilgivet sin mor, men ved, at hun også er et produkt af en traumatisk barndom. Hun er endnu en borger i Underdanmark. Det samfund, som hun nu arbejder for, at resten af Danmark skal blive bevidst om eksisterer. Et samfund, der måske begynder med arbejdsløshed, armod og afmagt, men som har rødder langt længere ned, end hvad man kan se fra den misfarvede lædersofa. Ved kakkelbordet med de grønne flasker og Escort-rulletobakken. De langsigtede mønstre er også årsagen til, at hun stoppede som formand for Børnerådet. For skal man redde børnene, er man nødt til at starte med deres mor og far. Lisbeth Zornig Andersen begynder med sin egen.

Hende og resten af familien holder Lisbeth kontakt med. Det samme gør hendes fem børn. De synes, det er ”eksotisk”.

”Ik’, Magnus? det er sjovt at besøge mormor og onkel Monkey, ik’?”

”Jo,” svarer Magnus, hendes yngste, der tuller rundt i nattøj.

”Ja, Det er lidt anderledes med mormor end andre mormødre, ik’?”

”Nej, børnene de sidder med på første parket,” griner Lisbeth Zornig. ”De har det bedste af to verdener, og jeg synes, det er utroligt vigtigt, at mine børn er opmærksomme på, at andre ikke har det helt så godt, som de har det.”

Den knuser hvad som helst

Lisbeth Zornig kæmper stadig for dem, der er lidt ”anderledes”. Dem, der har det lidt sværere end hendes egne børn. Og hun spiller stadig billard med sin mor på værtshusene dernede. Også selvom hun har gjort hende ondt. Og selvom Lolland, kommunerne og børnehjemmet i Nakskov svigtede hende som barn, fortsætter hun sit arbejde med at gøre resten af Danmark, men også middelklassen på Lolland opmærksomme på de familier, de skæbner og de børn, der lever et liv, som hun selv levede. Hun nævner selv de lollikker, der med deres bindingsværk, yndige haver og æbleplantager ikke synes, det ser så slemt ud. Dem, der har deres børn i privatskole, og som ikke kommer til at møde forældre som Lisbeths til forældremøderne.

[quotebox]Jeg tror, jeg bruger arbejdet på samme måde, som mine brødre bruger stoffer og alkohol. Du ved, det er sådan et fix. Et præstationsfix[/quotebox]

Sagt lidt i spøg, skal der rejses en statue af Lisbeth Zornig på torvet i Nakskov?

”Jeg tror, den ville blive væltet hurtigt igen,” kvitterer Lisbeth Zornig med et grin og fortsætter.

”Det lyder måske lidt fjollet, men jeg vil gerne skrive historie, ik’. Jeg kan huske, at jeg sagde til folk i Børnerådet, at ’det, vi kaster os over, det skal være blivende, ellers gider jeg ikke.’ Ikke for at blære mig, for når jeg er død, er jeg død. Men jeg vil gerne sætte et aftryk. Jeg er sådan lidt ekstrem på det område. På mange måder.”

I mellemtiden, i nutiden, har Mikael ad flere omgang båret indkøbsposer ind fra Føtex. Det ser ud, som om han har købt det rigtige, selvom aspargesene er lige lovligt lange til Lisbeth Zornigs smag. I en af de andre poser er der en blender.

”Nej, hvor er den flot,” udbryder Lisbeth.

”Du må ikke have den i nærheden af andet, når du bruger den. Den knuser hvad som helst,” svarer Mikael med et grin.

Oven på anstrengelserne trækker Mikael en af de gode hvidvine op. Hvidvinen er Mikaels aftryk, griner Lisbeth. Hun står selv for rutebilerne på bordet. Det illustrerer meget godt forskellen, griner hun højt. Mikael er fra en direktørfamilie og har arbejdet for Mærsk. Lisbeth er fra Lolland.

Læs også: Pia Kjærsgaard: Meningernes eftersmæk

Hun har stadig Lolland i sig. De sætninger, der ikke afsluttes af et grin, følges af et ”ik’”. Der er værtshushumoren, den frække attitude, og så er der dialekten. Hvis man lukkede øjnene, ville man ikke være i tvivl om, at man sad på en støvet og dunkel billardstue i Nakskov med en flaske øl i hånden. Hun kan kendes på de fraværende bløde d’er og det manglende stød, der får galgenhumoren til at lyde som en vise sunget og svunget af en lollik, der har fundet melodien i et alment boligbyggeri på den anden side af Farøbroerne.

”Jeg ser det lidt, som om jeg er rejst et bedre sted hen. Ligesom folk rejser til Danmark for at få arbejde. Men så sender man lidt hjem, lidt ned og sørger for dem derhjemme.”

Demokratiet kan blive den store taber ved universitetsvalget

Der er ikke megen eufori omkring valgene ved de danske universiteter. Nej, snarere tværtimod. Valgdeltagelsen er i bund, og det kan ifølge en valgforsker betyde, at demokratiet trækker sorteper. Imens taler interesseorganisationer og administration om solidaritet. Men er det mon nok?

Hvornår ligger universitetsvalget, hvem stiller op, og hvad er det egentlig, vi stemmer om?

Kan du svare på disse tre spørgsmål, så er du del af en eksklusiv klub i det danske universitetsmiljø. Der er nemlig ikke mange, der interesserer sig for universitetsvalgene, kandidaterne og den studenterpolitiske dagsorden i det hele taget.

Det tyder det i hvert fald ikke på, hvis man tager udgangspunkt i stemmeprocenterne ved valget til universiteternes øverste myndighed, bestyrelsen. På Syddansk Universitet stemte 12,8 procent af de studerende, mens topscoreren i denne disciplin var Copenhagen Business School med en valgdeltagelse på næsten 25 procent. Længst mod nord, i Aalborg, gik kun knap syv procent til stemmeurnerne.

Studenterorganisationerne har en opgave i at mobilisere og fortælle de studerende, at der er valg, og at det rent faktisk betyder noget. Den opgave mener jeg ikke, de har været gode nok til at påtage sig. Når de ikke kan få fat i den menige studerende, så har det altså en negativ effekt.

Nogle steder har valgdeltagelsen tidligere været højere, men sjældent har mere end 20 procent bekendt kulør ved bestyrelsesvalgene. Så spørgsmålet er, hvor det lave engagement ligger begravet, og om det kan vækkes til live. Det har Klaus Levinsen, valgforsker og lektor på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet, et bud på.

”Valgdeltagelsen kan først og fremmest bygge på de incitamenter, som de studerende har for at stemme. Og her kommer to modsatrettede tolkninger i spil. Hvis det kører, som det skal i ens dagligdag på universitetet, kan det være svært at finde en grund til at stemme. Samtidig tror de studerende måske slet ikke, at de alligevel kan ændre noget og få nogen indflydelse, hvis de vælger at give deres mening til kende,” vurderer Klaus Levinsen og fortsætter:

”Og hvor synlig er studenterdemokratiet egentlig i dagligdagen? Ikke synligt nok, tror jeg. Hvis man vil ændre på valgdeltagelsen, kræver det, at de studerende bliver gjort opmærksomme på, at de er en del af en demokratisk arbejdsplads.”

Demokratiet kan blive sorteper

Ved det kommende universitetsvalg, der afholdes 20.-21. november, stiller to lister op til de to bestyrelsesposter, der er afsat til de studerende. Det drejer sig om Syddanske Studerende og Borgerlige Studerende. Og det er særligt studenterorganisationerne, der, ifølge Klaus Levinsen, bør påtage sig et ansvar, hvis valgdeltagelsen skal højere op, end den er i dag.

”Studenterorganisationerne har en opgave i at mobilisere og fortælle de studerende, at der er valg, og at det rent faktisk betyder noget. Den opgave mener jeg ikke, de har været gode nok til at påtage sig. Når de ikke kan få fat i den menige studerende, så har det altså en negativ effekt,” påpeger Klaus Levinsen.

Har universitetet ikke også en forpligtelse og et motiv til at engagere de studerende? De ønsker vel også, at flere stemmer, og at de bedst egnede træder ind i bestyrelsen?

”Jo, det har de. De skal fortælle de studerende, hvilke muligheder de har for indflydelse, og at de er en del af et demokrati på universitetet. Men jeg mener heller ikke, at universitetet skal blande sig for meget. De støtter jo foreninger og studenterorganisationer med tilskud, og så bør de af de demokratiske hensyn ikke involvere sig yderligere,” mener Klaus Levinsen.

Netop demokratiet kan blive sorteper, hvis udviklingen fortsætter. Klaus Levinsen advarer nemlig om faren ved, at den studenterpolitiske debat bliver et eliteanliggende, hvor kun de der sidder til højbords i bestyrelsen i råd og i nævn, får deres stemme hørt.

Vi vil meget gerne have de studerendes råd. Og vi gør det jo ikke for vores egen skyld, men fordi vi gerne vil vide, hvad de mener, så vi kan gøre det bedre. Men det finder vi jo kun ud af, hvis de siger det højt.

Da der for to år siden senest blev afholdt valg til universitetets bestyrelse, erobrede Syddanske Studerende begge pladser. Dengang gik de til valg på at skabe et bedre studiemiljø, højere kvalitet i uddannelserne og lige vilkår til danske og internationale studerende. Den nuværende formand, Peter Lykkegaard Hansen, er enig i, at den faglige debat kan blive for sammenspist, men hvis det skal ændres, skal også universitetet og de studerende ud af ringhjørnet,

”Det handler både om de aktive, de ansatte og de studerende. Vi skal helt klart være bedre til at kommunikere studenterpolitikken ud til de studerende, men universitetet kan også sagtens gøre det mere overskueligt, mens både institutter, centre og undervisere skal blive bedre til at fortælle de studerende, at de har indflydelse. Og mulighed for selv at tage den. Endelig skal de studerende også selv være mere kritiske. Synes de, at undervisningen, faciliteterne og mulighederne er gode nok? Hvis ikke, vil de så gøre noget ved det?” spørger Peter Lykkegaard Hansen.

Indflydelsen er inden for rækkevide

Over hele landet er meldingen altså den samme; de studerende gider ikke stemme. Hvis man spørger Torben Holm, formand for Danske Studerendes Fællesråd, skyldes det dog ikke, at de danske studerende er dovne og kun interesserer sig for deres studie.

”Jeg tror egentlig gerne, de studerende vil. Der foregår jo for eksempel masser af stærke sociale og faglige aktiviteter på universiteterne, her i blandt fredagsbarer og idrætsklubber. Så jeg tror ikke, det handler om, at de studerende ikke vil, men om at der skabes en bedre kobling mellem krydset i stemmeboksen og ens hverdag på studiet,” siger Torben Holm.

Ligesom Peter Lykkegaard Hansen mener Torben Holm, at vejen ud af den lave valgdeltagelse forudsætter dialog blandt interesseorganisationer, studerende og universitetet. Torben Holm håber, man kan stå sammen om en indsats, så det tydeliggøres for de studerende, at det nytter noget at involvere sig.

Den væsentligste grund, til at folk ikke stemmer, er faktisk, at de ikke bliver opfordret til det.

Rektor ved Syddansk Universitet, Jens Oddershede, medgiver, at valgdeltagelsen er for lav. Han er selv fra en tid, hvor tredive til halvtreds procent af de studerende gav deres studenterpolitiske holdning til kende. Jens Oddershede lægger særlig vægt på det grundlæggende i, at de studerende føler, at deres engagement gør en forskel. Han nævner selv den nye fredagsbar og etableringen af det kommende studenterhus som bevis for, at det nytter noget, hvis man søger indflydelse.

”Den nye fredagsbar og studenterhus blev netop en realitet efter pres fra de studerende. Vi vil meget gerne have de studerendes råd. Og vi gør det jo ikke for vores egen skyld, men fordi vi gerne vil vide, hvad de mener, så vi kan gøre det bedre. Men det finder vi jo kun ud af, hvis de siger det højt,” understreger Jens Oddershede.

Også Klaus Levinsen mener, at indflydelsen er indenfor rækkevidde. Han nævner selv studienævnene som en platform, hvor de studerende har rig mulighed for at få indflydelse på deres egen dagligdag. Men i første omgang handler det om at få de studerende ned i stemmeboksen.

”Den væsentligste grund, til at folk ikke stemmer, er faktisk, at de ikke bliver opfordret til det,” afslutter Klaus Levinsen.

[faktabox  header=Engagement]

  • Der sidder to studenterrepræsentanter i hver af de danske univeristetsbestyrelser
  • Valgdeltagelse ved seneste universitetsbestyrelsesvalg. Og for fem år siden.
    • Københavns Universitet
      2007: 13,9%  – 2011: 14,6%
    • Syddansk Universitet
      2007: 10,6%  – 2011: 12,8%
    • Aarhus Universitet
      2007: 14,8% – 18,9%
    • Roskilde Universitetscenter
      2007: 23,6% – 2011: 21,5%
    • Aalborg Universitet
      2007: 18,7% – 2011: 6,9%
    • Copenhagen Business School
      2007: 13,43% – 2011: 24,9%
      Det har desværre ikke været muligt at komme i besiddelse af valgresultaterne fra Danmarks Tekniske Universitet og IT-universitetet i København. 

[/faktabox]

 

Studenterhus i sus og dus?

Odense skal måske have et nyt studenterhus. Tidligere har flere negative historier om dårlig økonomi og uprofessionelt lederskab ellers præget de danske studenterhuse, så er det overhovedet værd at smide penge efter? Eller viser det sig at være en bæredygtig investering for både byens borgere og de studerende?

OBS: Det er netop blevet vedtaget i Odense Kommune at Odense igen får et studenterhus. Det nuværende musikbibliotek bliver Odenses nye studenterhus!

Aarhus har det, Aalborg har det. Og også København. Et studenterhus placeret i midtbyen indeholdende alverdens forskellige arrangementer, alt fra fyraftensmøder om dansk økonomi til metalfestivaler og loppemarkeder.

Der sker lidt af hvert, og nu kommer der måske også til at ske noget i Odense. I hvert fald diskuterer uddannelsesinstitutionerne og kommunen nu, hvordan man kan finde den rette finansiering, så man kan finde de bedst egnede lokaler og omdøbe dem til Studenterhus.

Vi kan jo ikke rende rundt og sige, at vi sætter de studerende i centrum, hvis vi samtidig ikke vil støtte et studenterhus.

I de tre andre universitetsbyer går det efterhånden ret godt med at drive et studenterhus, og selvom man har vidt forskellige udfordringer og rammer i Aarhus, Aalborg og København, kan man blive enige om flere gode råd at give videre til et studenterhus i Odense. Det handler om liv og ”ildsjæleri”. I hovedstaden lægger man særlig vægt på at få de studerende til at engagere sig i studenterhuset, mens man i Studenterhus Aarhus har skabt aktivitet i huset ved at finde legekammerater i erhvervslivet.

I Studenterhuset i Aalborg har man lavet en model, så man deler huset med Aalborg Universitet. Det betyder, at der udover cafe og spillested også er installeret en studiepræst, studievejledning og en boligformidling for de internationale studerende.

Den model mener Jens Oddershede, rektor ved Syddansk Universitet, sagtens, at man kan lære noget af ved etableringen af et studenterhus i Odense.

”Vi skal selvfølgelig ikke have vores uddannelser ned i et studenterhus, men ellers er Aalborg et godt eksempel på, hvordan man kan gøre det. Og man kunne da sagtens forestille sig, at man kunne placere nogle af vores aktiviteter i et nyt hus,” siger Jens Oddershede.

 [faktabox align=”left/right” header=Faktaboks]

  • Det gamle Studenterhus Odense lukkede i 2006 og havde adresse i Munkemøllestræde 20
  • Det nuværende Studenterhus Odense blev dannet i 2007 af frivillige kræfter
  • Siden 2009 har Studenterhus Odense haft adresse i Kulturmaskinen
  • Bestyrelsen består af seks medlemmer og to suppleanter, hvoraf to er færdige med deres uddannelse
  • Foreningen har cirka 40 frivillige. De hjælper blandt andet til med udvalgsarbejde og med at afvikle events
  • Studenterhus Odense er med i flere studenterrelaterede arrangementer, herunder Fælles Fredagsbar, Torsdags Lounge på Brandts Klædefabrik, Studiestartsfesten, Studiestartsmessen og Danmarks Bedste Studiemiljø

 [/faktabox]

En god investering

Sidste år besluttede Syddansk Universitet at afsætte 35 millioner til at forbedre studiemiljøet, og når man har øremærket så stort et beløb, er der så grund og råd til også at skulle medfinansiere et studenterhus?

”Ja, det er der, og det skal der være. Vi kan jo ikke rende rundt og sige, at vi sætter de studerende i centrum, hvis vi samtidig ikke vil støtte et studenterhus. Enhver by på Odenses størrelse med respekt for sig selv, skal have et studenterhus,” mener Jens Oddershede.

Den udmelding er man begejstret for hos Syddanske Studerende. Her har man længe været fortaler for et studenterhus, og ifølge formand Peter Lykkegaard Hansen kan et sådant vise sig at blive en god investering.

”Vi har jo mange pendlere, studerende, der er ensomme, og studerende, der flytter videre direkte efter endt studie. Dem kunne man måske holde på, hvis man havde et studenterhus. Altså et endnu bedre studiemiljø”, siger Peter Lykkegaard Hansen.

Men hvis det skal gå denne gang, kræver det ifølge Peter Lykkegaard Hansen, at et studenterhus bliver noget andet end bare ”billige øl og halvdårlige koncerter”. Han håber på, at man ligesom i de andre studenterhuse kan inkludere de forskellige aktører i Odense, så eksempelvis det fynske erhvervsliv, iværksættergrupper og byens kulturinstitutioner kan komme ind og møde de studerende.

Den er de med på i Studenterhus Odense. Her er man ret åbne for, hvad et nyt studenterhus kan indeholde, mens de nævner både koncerter, standup, rusfester og lokale virksomheder som mulige ingredienser.

”Og så bare det, at det kan være et værested, hvor de studerende kan mødes på tværs af studieretningerne. Det, tror jeg også, vil gavne studiemiljøet,” siger daglig leder Anja Følleslev.

[quotebox]Jeg tror, at Odense er anderledes nu, og at Odense er klar til at støtte op om et studenterhus. Det samme er kommunen og uddannelsesinstitutionerne. De er beredte på, at vi skal have det fedeste studiemiljø.[/quotebox]

SDU vil have indflydelse

Sidst man havde et egentligt studenterhus i Odense, sluttede det ikke videre lykkeligt. I december 2006 endte for mange ubetalte regninger og et uerfarent bagland med at blive det daværende hus’ endeligt. Og rektor Jens Oddershede indrømmer også gerne, at man skal have både indflydelse og øjenkontakt med stedet, hvis det skal blive til noget.

”Vi skal være inde over det, og vi skal have medbestemmelse ud fra vores finansiering, hvis det skal blive til noget”.

Det er imidlertid ikke kun i Odense, at man har stiftet bekendtskab med røde regnskaber. Studenterhuset i København har efter et minus i egenkapitalen på 600.000 omsider fået overskud, mens man i Aarhus har måttet skifte beliggenhed flere gange, fordi man ikke kunne betale sin husleje.

Trods en lettere trist økonomisk fortid i det gamle studenterhus, ryster Studenterhus Odenses daglige leder, Anja Følleslev, ikke i bukserne ved tanken om at give et værested under studenterhuset nyt liv.

”Jeg tror, at Odense er anderledes nu, og at Odense er klar til at støtte op om et studenterhus. Det samme er kommunen og uddannelsesinstitutionerne. De er beredte på, at vi skal have det fedeste studiemiljø”, siger Anja Følleslev.

Hvad skal et studenterhus rumme?

Endnu inden det er endeligt besluttet, om Odense skal have et studenterhus, går snakken. Hvad skal et studenterhus indeholde, hvordan skal det arrangeres, og hvordan skal man få de studerende til at bruge det? Læs en række bud her og giv os din mening.

OBS: Det er netop blevet vedtaget i Odense Kommune at Odense igen får et studenterhus. Det nuværende musikbibliotek bliver Odenses nye studenterhus!

Bør det være et koncertsted, værested eller et helt andet sted?

Det kan en række af de adspurgte politikere og kulturudbydere i Odense ikke helt blive enige om. Èn holdning har de dog til fælles; de studerende skal have et sted. Et sted, der er deres eget.

[quotebox]Et studenterhus skal jo fungere i samklang med de andre cafeer og være med til at skabe den her synergi-effekt i Odense. Vi har i forvejen et godt studiemiljø i Odense, men det her kan virkelig være med til at sætte prikken over i’et[/quotebox]

Siden december 2006 har Odense som den eneste af de store danske universitetsbyer ikke haft et studenterhus. Det blev lukket grundet dårlig økonomi, men efter Socialdemokraternes Tim Vermund og SF’s Jeanette Sandberg i august i år stillede forslag om, at Odense skal have et egentligt studenterhus, er diskussion åbnet igen. Og det på flere leder og kanter.

Nogle mener for eksempel, at et studenterhus skal samarbejde med andre arrangører om afholdelse af koncerter, og at man i det hele taget skal inddrage kulturlivet noget mere i denne debat. Det nuværende Studenterhus Odense vil gerne have, at man kan afholde koncerter i et nyt studenterhus, men er ellers åbne for hvordan et studenterhus skal tage sig ud.

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt med et studenterhus, når der er masser af cafeer, spillesteder og kulturelle tilbud i Odense?

”En by af Odenses størrelse og format skal have et studenterhus. Lige nu mangler der et sted, hvor de studerende kan mødes på tværs af studieretninger. Og et af problemerne nu er jo også, at de studerende slet ikke kommer ind til midtbyen. Så jeg vil mene, at vi gør de andre forretninger en tjeneste ved at støtte op om et studenterhus,” forklarer byrådsmedlem og politisk ordfører for Socialdemokraterne i Odense Tim Vermund.

[linkbox beskrivelse=”Giv os din mening om et studenterhus i Odense nederst på siden” link=”#comments” vindue=”_self”]

Kan være til gavn for hele byen

Forslaget er lige nu til drøftelse blandt universitetet, Odense borgmester, Anker Boye og by-og kulturrådmand i Odense Kommune, Steen Møller. Og sidstnævnte er enig med Tim Vermund i, at et studenterhus kan være til gavn for hele byen.

”Et studenterhus skal jo fungere i samklang med de andre cafeer og være med til at skabe den her synergi-effekt i Odense. Vi har i forvejen et godt studiemiljø i Odense, men det her kan virkelig være med til at sætte prikken over i’et,” siger Steen Møller.

[quotebox]Der sker jo ellers meget i midtbyen, men de studerende er ikke klar over, hvad der sker og møder ikke talstærkt nok op. Så et studenterhus skal være den platform, der gør, at vi kan skabe en fælles identitet blandt de studerende og få dem til at benytte hele byens tilbud[/quotebox]

Indtil nu har Studenterhus Odense afholdt flere af sine arrangementer i Kulturmaskinen i midtbyen. Her er man godt klar over, at man ikke kan varetage den opgave, det vil være at fungere som et egentligt værested for byens studerende. Til gengæld vil man meget gerne fortsætte med at afholde de koncerter, man hidtil har lagt hus til. Ifølge chef for Kulturmaskinen, Peder Bach, vil det slet ikke være nogen god ide, hvis et studenterhus skal fungere som spillested.

Èn ting er det økonomiske. Peder Bach anslår, at det vil koste et sted mellem én og to millioner kroner, hvis man skal indrette et koncertlokale med et godt lydanlæg og passende lys. Noget andet er, at man allerede har lokaler til det rundt omkring i byen.

”Man kommer jo til at udtømme de andre og vores muligheder, hvis det også skal fungere som koncertsted. Jeg tror egentlig, vi kan bruge hinanden meget bedre, end vi gør nu. Og mon ikke de studerende er ligeglade med, om der står Studenterhus på døren, når de skal til koncert?”

Studenterhuset må ikke overtage skævhederne

Den holdning deles af administrerende direktør hos musiker- og spillestedet Kansas City, Thomas Aarup. Han mener også sagtens, at eventuelle koncerter ville kunne foregå på Kulturmaskinen, Posten eller hos ham selv, hvor man har udstyret til det i forvejen. Og så er der også det med beliggenheden. De foreløbige bulletiner går på, at det måske kommende studenterhus skal ligge i centrum, og det forstår Thomas Aarup heller ikke helt.

”Kommunen har det jo nogle gange med at lægge tingene oven i hinanden, og det skal man altså passe på med. Hvis et studenterhus bliver placeret i midtbyen, vil det jo foruden os også blive en konkurrent til StudieStuen. Og det er jo heller ikke tilbud, de unge mangler. Måske er det mere en holdningsændring både fra os selv og de studerende. Vi bliver alle sammen nødt til at stå sammen og vise, hvad vi kan.”

StudieStuen holder til i Nedergade og er drevet af frivillige studerende og uden offentlige tilskud. Stedet har netop holdt to års fødselsdag, og det blev altså født i en tid, hvor et egentligt studenterhus endnu ikke var på tegnebrættet. Alligevel vil det, hvis det bliver en realitet, blive budt velkommen med åbne arme.

”Studenterhus Odense og StudieStuen er også to adskilte steder, men vi er ikke konkurrenter. Det er bare vigtigt, at et studenterhus ikke overtager alle de skævheder, der er med til at gøre Odense charmerende. Jeg tror, at mange studerende synes, at der mangler et studenterhus, og det synes vi også,” siger Katrine Peytz Hansen, formand for StudieStuen.

Netop de studerende er en vigtig brik i det puslespil, der skal lægges for et eventuelt studenterhus. Tidligere har der i den fynske presse været tale om, at de unge mennesker ikke har været stærkt nok repræsenteret til de kulturelle arrangementer, og at de generelt set ikke er gode nok til at komme ind til bymidten. Så de er første skridt til succes.

”Der sker jo ellers meget i midtbyen, men de studerende er ikke klar over, hvad der sker og møder ikke talstærkt nok op. Så et studenterhus skal være den platform, der gør, at vi kan skabe en fælles identitet blandt de studerende og få dem til at benytte hele byens tilbud,” mener Tim Vermund.

De lækre mennesker

Skal de studerende lokkes ind til byen og blive brugere af et studenterhus, kræver det ifølge Morten Østlund, daglig leder på Posten, og Marianne Klint, teaterleder på Teater Momentum, at man får skabt en hype omkring Studenterhus Odense.

”Det dur ikke at annoncere i Fyens Stifstidende, for det læser målgruppen ikke. Det er noget med at finde de her lækre og kultagtige mennesker, som alle folk flokkes omkring, så skal de nok hive resten med,” siger Marianne Klint.

Hvis man spørger Morten Østlund, er det ikke kun Studenterhus Odenses ansvar at få de studerende ud af sofaen. Det er et fælles ansvar, at man får dem aktiveret, men hvis det lader sig gøre, har et studenterhus en god chance for at overleve.

”Det er selvfølgelig studenterhusets opgave at få skabt en god omtale, men det er også de studerendes og SDU’s ansvar. Kundegrundlaget er der jo, og hvis man får de rigtige rammer, tror jeg, at et studenterhus vil have rigtig gode muligheder,” siger Morten Østlund.

By- og kulturrådmand Steen Møller ønsker ikke at sætte nogen dato på, hvornår der er fundet en løsning. Men SDU’s rektor, Jens Oddershede, har tidligere været ude at sige, at man håber at have en aftale klar pr. 1. Januar 2013. Det bakker Steen Møller op om.

[boxheader header=”Hvad mener du?”]Et nyt studenterhus er en realitet, men hvad skal det så rumme? Tag del i debatten og giv os din mening nedenfor.[/boxheader]

 

Mønsterbryder, det er ikke let

SDU og Aalborg Universitet er danmarksmestre i mønsterbrydere, men på SDU er frafaldet større end i Aalborg. Det er ikke nemt at bryde mønstret, men det er heller ikke sådan lige at organisere et universitet.

Der er en stor chance for, at du er det selv. Eller måske din sidekammerat i auditoriet, eller hende der lige har smidt tre kartofler op på tallerkenen i kantinen. Et forsigtigt bud lyder på 65 procent. Så mange af de studerende på Syddansk Universitet er mønsterbrydere, førstegangsakademikere, eller hvad man nu kalder dem. Det er studerende, der kommer fra hjem, hvor mor og far ikke har nogen akademisk baggrund.

[quotebox]Hvis de oplever at løbe hovedet mod muren og ikke at kunne knække koden med at gå på universitetet, så er sandsynligheden for, at de dropper ud desværre relativt stor[/quotebox]

Men det at være mønsterbryder er ikke uden bivirkninger. Flere af dem oplever nemlig en del startvanskeligheder, når de begynder på universitetet. Det kan aflæses på frafaldsstatistikkerne, hvor mønsterbryderne optræder lidt flere gange end de studerende, der har akademikerforældre. I hvert fald på SDU.

”De er meget mere sårbare. Fordi deres forældre ikke har kendskab til institutionerne, har de ikke den samme fortrolighed og føler ikke den samme sikkerhed som de studerende med akademisk baggrund”, siger Martin D. Munk, der er professor på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet.

På SDU ved man fra erfaring, at de første måneder er særligt svære for mønsterbryderne. De har ofte ikke den store selvtillid hvad angår livet som studerende og føler sig generelt usikre på, om de overhovedet hører til på en videregående uddannelse.

”Hvis de oplever at løbe hovedet mod muren og ikke at kunne knække koden med at gå på universitetet, så er sandsynligheden for, at de dropper ud desværre relativt stor”, siger Per Christian Andersen, studiechef på Syddansk Universitet.

Det er ikke så farligt

På den anden side af Lillebæltsbroen og små 200 kilometer nordpå ligger Aalborg Universitet. Her er ca. 80 procent af de studerende uden akademisk ophav. Samtidig har de nordjyske studerende den korteste studietid herhjemme. 57 procent af de humanistiske kandidater afslutter deres uddannelser på normeret tid. Til sammenligning ligger tallet på 13 procent på Københavns Universitet. Desuden oplever man ikke det samme frafald blandt mønsterbryderne som på landets øvrige universiteter.

Måske skal forklaringen på successen findes dybt nede i den nordjyske muld. Ifølge studiechef på Aalborg Universitet, Preben Sørensen, er Aalborg et akademisk u-land, og derfor har man været nødt til at indrette strukturen derefter. Der bliver i høj grad lagt vægt på de praktiske opgaver, så teorien er et nytteredskab og uden nogen selvstændig værdi.

”Vi har forsøgt at fjerne alt det finkulturelle og gjort det til en arbejdsplads. Vi fokuserer på, at de ikke skal læse om noget, men til noget. Det skal være sådan, at smeden fra Dronninglund kan sige til sin søn, ’Okay sønnike, prøv du bare det her. Det er måske ikke så farligt’”, forklarer Preben Sørensen.

Og det er ingen tilfældighed, at Aalborg Universitet har oplevet disse positive resultater. For hvis man skal have held med at integrere mønsterbryderne, kan det godt betale sig at tænke over, hvordan uddannelserne er tilrettelagt.

”Frafaldet og den generelle tilfredshed blandt mønsterbryderne handler mere om, hvordan studiet er organiseret og ikke lige så meget om den sociale baggrund. På de klassiske universiteter har de det sværere, fordi de studerende er overladt mere til sig selv. Mønsterbryderne kræver mere vejledning og flere lærere”, siger Martin D. Munk.

En økonomisk håndsrækning

Selvom mønsterbryderne fylder lidt mere i frafaldsstatistikkerne på Syddansk Universitet i forhold til i Aalborg, og selvom Per Christian Andersen gerne vil indrømme, at han misunder det arbejde, de gør i Nordjylland, skal man ikke regne med en organisatorisk revolution på SDU.

[quotebox]Jeg kunne godt tænke mig, at vi politisk lagde en strategi for at bryde den sociale arv. Vi skal være ambitiøse både fra universiteternes, samfundets og fra politisk side[/quotebox]

”Vi udveksler jo ideer med Aalborg Universitet. Men jeg tror ikke, vi kan kopiere det. Det ville der heller ikke komme noget godt ud af”.

I stedet sætter man sin lid til projektet ”De studerende i centrum”. Igennem det vil man styrke studiemiljøet, og her til studiestart har VejledningsCentret planer om en række arrangementer, hvor man vil række ud til dem, der er nye på universitetet. Og så ville det bestemt heller ikke gøre noget, hvis man modtog en økonomisk håndsrækning fra Christiansborg.

”Vi kunne rigtig godt tænke os at få nogle ressourcer til nogle forløb, hvor vi særligt sætter fokus på det første halve år. For vi ved, at der er større chance for, at de fortsætter, hvis de overlever det. Og hvis regeringen vil nå målsætningen om, at 60 procent af en årgang skal have en videregående uddannelse, så er det altså særligt her, der skal sættes ind”.

60 procent skal have en videregående uddannelse

I foråret præsenterede regeringen en række planlagte investeringer på uddannelsesområdet. Frem til 2020 skal der bruges 3,5 milliarder kroner på at få flere i gang med en videregående uddannelse. 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, 60 procent skal have en videregående uddannelse og 25 procent en lang videregående uddannelse.

Hos Socialdemokraterne har man stor fokus på at få flere af de såkaldte mønsterbrydere i gang med en videregående uddannelse. I hvert fald hvis man spørger Rasmus Prehn, der er formand for Udvalget for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelse.

Står det til ham, finder man gerne nogle flere midler til særligt denne gruppe.

”Jeg kunne godt tænke mig, at vi politisk lagde en strategi for at bryde den sociale arv. Vi skal være ambitiøse både fra universiteternes, samfundets og fra politisk side. Nu håber jeg, vi kan søsætte nogle forskningsprojekter, hvor man undersøger det her, undersøger hvem der har succes, hvad de gør, og så må vi tage de nødvendige politiske beslutninger”.