Skip to Content

author

Anne Katrine Gregersen

Et fløjlsblødt mørke

Det, hun er allermest bange for, er spøgelser i mørket. Hun er bange, når alt ser anderledes ud, som når en stol med noget tøj over pludselig bliver til et monster. Katrine Peytz Hansen er mørkeræd.

Angsten anes. Det giver sådan et gib, fortæller hun om suget i maven.

”Jeg kan mærke, at jeg bliver meget bevidst om mig selv i rummet og om, at der er helt mørkt – og at jeg er helt alene. Jeg bliver paranoid. Det sker tit, når jeg går alene, eller når jeg går i mørke rum. Jeg kigger altid rundt og holder øje med, om der er nogen eller noget, som ikke skal være der.”

Én efter én bides neglene. Katrine Peytz Hansen panikker i mørket og bliver febrilsk. Følelsen af at være bange kommer, når hun ikke ved, hvad der skal ske.

Jeg kan mærke, at jeg faktisk bliver rigtigt bange nu. Ægte bange.

Hun er i barens dunkle belysning på Teater Momentum i Odense, og hun har fået besked på, at et mørkt klæde skal vikles om øjnene, inden arrangementet ’Stories In The Dark’ kan begynde.

”Skal vi selv binde den? Man skal jo også lige passe på, så man stadig kan få luft. Jeg kan mærke, at jeg faktisk bliver rigtigt bange nu. Ægte bange.”

Lyset lukkes ude, og en mandlig dyb stemme dikterer: ”Løft fødderne.” Nu kommer der en trappe igen. Nu er der et enkelt trin. Der er ikke noget at falde over. Katrine Peytz Hansen rækker ud efter min hånd, men hun lader sig føre af fremmede arme videre ind i mørket, hvor historiefortællere fra den københavnske fortælleskole BestTellers venter.

Minimalisme i mørket

Fra et sted i rummet fortælles, at klædet nu må fjernes fra øjnene. Et endnu mørkere mørke omslutter Katrine Peytz Hansen, og hun hvisker:

”Jeg hører alt. Jeg kan mærke ham, der sidder bag ved mig. Hans ånde i nakken.”

Frygt er en af menneskets vigtigste egenskaber for overlevelse. Katrine Peytz Hansens frygt for mørket kan forklares af forskningen, og medicinstuderende Jens Guldborg fortæller, at en frygt kan være medfødt eller tillært. Angst for mørke – achluofobi eller nyctofobi – er en medfødt, risikovurderende frygt, som ikke specifikt omhandler manglen på lys, men oftest de farer, der lurer i mørket eller silhuetter og lyde, der vækker fantasien:

”Det går altid én af to veje i hjernestammen, tæt på nakken: Enten fryser du stift, for eksempel ved synet af fjenden, og løber ingen steder, eller også risikovurderer du, scanner omgivelserne og lader dig synligt ophidse.”

Og netop mørket er ifølge medstifter af BestTellers Hans Laurens også med til at gøre lytteren meget opmærksom på den i forvejen minimalistiske historiefortælling, hvor kun stemmen og gestikken er på scenen.

Et mørke er først mørkt. Men efterhånden som det bliver fyldt med historier, bliver det mere magisk og blødt. Det ender med at blive sådan helt fløjlsblødt.

Varierende hvisken og råb

Fra et helt andet sted i rummet startes en stille og hviskende fortælling:

”Hun sad der i sin stol, og hun kunne mærke det. Øjnene. Og så kiggede hun op og så ned i den anden ende af stuen, og der var et vindue – og der var reflekserne fra lyset i stuen, og så var det som om, at der altid var en bevægelse i det vindue – og så rejste hun sig op og gik ned og åbnede resolut vinduet. Og så var der – ingen ting.”

Katrine Peytz Hansen fortæller, at hun kender følelsen og den fiktive kvindes fornemmelse. I mørket ved hun aldrig, om det er noget, der ikke skal være der. Vampyrer. Spøgelser. Den sagte stemme afbrydes af pludselige, ivrige og indlevende råb, og fortællelejet varierer i helt høje og helt lave toner.

”Og så lukkede hun vinduet igen og satte sig hen til sit skrivebord. Og det gentog sig. Hun havde en fornemmelse af, at der var nogen, der kiggede. Og til sidst kunne hun ikke lide at gå hen og åbne vinduet, for det der med, at der ikke var noget, var faktisk næsten lige så ubehageligt, som hvis der var noget.”

Dramaet udspiller sig i hovederne

Det er de levende ord i totalmørket, der skaber billederne hos hver enkelt i rummet, og Hans Laurens forklarer, hvordan historierne folder sig ud.

”I stedet for, at der er nogen udefra, der påfører dig al muligt, så bliver universet her aktiveret inde i dig. Det udspiller sig inde i dig. Alt, hvad der sker i det rum, foregår inde i dig. Og der er masser af lys inde i dig. Der er masser af lys i de historier, du ser inde i hovedet.” [quotebox]I Amygdala kobles sanser, følelser, smerte og begivenheder sammen, og området samarbejder især med hukommelsens Hippocampus bagved. Impulser skydes på millisekunder ud i flere områder oppe og fremme i hjernen, der analyserer og gør dig bevidst om frygten og straks aktiverer det sympatiske stressrespons, ‘fight or flight’.[/quotebox]

Men før historierne bliver opfanget, søger Katrine Peytz Hansen at se. Blikket bevæger sig rundt for at finde bare et eller andet. Hun vil se, hvordan rummet ser ud, hvem hun sidder ved siden af, og hvor hun er. Men der er komplet mørke, og hun må være den blinde, der hører. Hun må tage imod de billeder, som historiefortællerne serverer.

Når vi bliver bange, starter det ofte med en ydre stimulans. En kaskade af elektriske impulser fyrer fra dine sanser og ind til et lille mandelformet område, kaldet Amygdala, dybt inde i hjernen midt mellem dit øre og øje, forklarer Jens Guldborg:

”I Amygdala kobles sanser, følelser, smerte og begivenheder sammen, og området samarbejder især med hukommelsens Hippocampus bagved. Impulser skydes på millisekunder ud i flere områder oppe og fremme i hjernen, der analyserer og gør dig bevidst om frygten og straks aktiverer det sympatiske stressrespons, ‘fight or flight’.”

Der har været en vampyr inde på mit værelse

I totalmørket husker Katrine Peytz Hansen tilbage på, hvordan hun som lille så en vampyr på sit komplet kvadratiske og svagt-oplyste værelse. Mørkeblå gardiner var trukket for det store vindue ud til vejen. Hun slog øjnene op fra en drøm, og foran hende stod en høj skikkelse med ryggen til hende. Han havde en lang kappe og en høj hat på, og han vendte sig om og så på hende.

Jeg kan huske, at jeg ikke var særlig bange. Det var først bagefter, at jeg kom til at tænke: Fuck, mand. Der har været en vampyr inde på mit værelse!

Katrine Peytz Hansen forsøger at forhindre frygten for det mørke i at tage over. Når hun kan mærke, at hjertet begynder at banke hurtigere, tænker hun:

”Ej. Prøv at stoppe op. Prøv at være i mørket, indtil du finder ud af, at du ikke dør af at blive stående. Det skal gentages mange gange, og det er altid med en god følelse i kroppen, når jeg fx får lukket døren ud til en mørk gang.”

Der er altid nogen, der råber, at de ikke kan holde mørket ud, fortæller historiefortællerne. De kan ikke lide det, de vil ud fra mørket. Og Katrine Peytz Hansen kan godt forstå dem, der flygter:

”Jeg er normalt utrolig god til at selektere, hvad jeg hører, men da jeg sad med bind for øjnene og kunne høre snak, der kunne jeg slet ikke rumme det.”

Jens Guldborg forklarer, hvordan vi kan takke menneskets og andre pattedyrs store evolutionære succes for evnen til at ændre adfærd efter følelser – herunder også ‘at tage benene på nakken’ eller skrige advarende. Der sker en fysisk reaktion:

”Din puls og blodtryk stiger. Binyrerne pumper adrenalin ud i blodet, som mobiliserer alle energireserver, pupillerne og luftvejene udvides, og smerter undertrykkes.”

Ekkoet af dine egne skridt

I teatersalens totalmørke er der ingen stole med tøj på, som for Katrine Peytz Hansen kan minde om et monster. Hendes syn er væk, og hun bliver koncentreret. Jo mørkere det er, des mere hører man, forklarer Hans Laursen. Man lægger pludselig mærke til sine skridt og tror, at der er nogen, der forfølger en:

”Man
lægger ellers aldrig mærke til, at ens skridt laver ekko. Men når du så går alene et mørkt sted, så hører du pludselig ekkoet, og så tror du, at der går nogen bag ved dig. Så bliver man skide forskrækket og vender sig om, og så er der ikke nogen. Det kan jeg huske, at min far lærte mig, da jeg var lille. Han sagde: Prøv at vende dig om. Der er ikke nogen, vel?”

[faktabox]

Medicinstuderende Jens Guldborg har brugt Bente Finsen, professor i neurobiologi ved SDU, som kilde og tekster af Per Brodal, C.T. Gross, R.C. Kessler.

[/faktabox]

Når enigheden nås til trods

RUST kridter banen op og giver plads til, at både Syddanske Studerende og Borgerlige Studerende kan blive kampklar inden valget på Syddansk Universitet d. 20 til 21. november.

Fløjten lyder, og kampen afblæses overraskende tidligt. De er overraskende enige og overholder alle fairplay-reglerne om, hvordan der diskuteres egen og andres politik. Hverken formand for Syddanske Studerende, Peter Lykkegaard Hansen, eller formand for Borgerlige Studerende, Signe Welander, mener, at der er grund til at stå på hver sin banehalvdel.

[quotebox]Det interessante er, at vi har et rigtig godt samarbejde med Borgerlige Studerende. Det er som om, at når vi snakker om studenterpolitik, så er vi studerende enige om, hvor vi skal hen – på trods af ideologi.[/quotebox]

”Jeg tror ikke, der er noget mere skadeligt, end hvis man ser to studerende, der diskuterer imod hinanden. Så er det først, at universitetet siger, at hvis vi ikke selv ved, hvad vi egentlig gerne vil have, at de ændrer, så gør de det bare på deres måde,” forklarer Peter Lykkegaard Hansen og uddyber, at de på trods af uenigheder ikke kan se de store ideologiske forskelle.

Signe Welander, der også er kommunalbestyrelsesmedlem i Faaborg-Midtfyn Kommune, erkender, at der er tydelig forskel på, hvordan hun agerer i byrådet og som formand for Borgerlige Studerende. Hun mener, at det ikke handler om at trampe på hinanden her, men mere om at få formidlet budskabet om, at det er vigtigt at stemme.

”Værdipolitik og studenterpolitik er to vidt forskellige ting. Det. der gør den studenterpolitiske valgkamp interessant, er ikke gnidningerne mellem to fløje, for den er der måske i virkeligheden ikke.”

Og Peter Lykkegaard Hansen er enig.

”Det interessante er, at vi har et rigtig godt samarbejde med Borgerlige Studerende. Det er som om, at når vi snakker om studenterpolitik, så er vi studerende enige om, hvor vi skal hen – på trods af ideologi.”

Et valg der er svært at forstå

Begge organisationer erkender, at den store udfordring er, at valget kan virke forvirrende for den enkelte studerende, og de arbejder på at gøre det mere jordnært. Peter Lykkegaard Hansen blev formand for Syddanske Studerende i februar, og da var synligheden et af de første emner, de tog op.

”Vores udfordring er, at vi bruger meget tid på det her studenterpolitik, og vi synes, at det er rigtigt spændende, og vi får rigtig mange spændende resultater. Men vi er nok meget nørdede i vores jargon og vores begreber, hvor vi nogle gange kan tabe den studerende, som ikke er inde i sagerne.”

Per Lykkegaard Hansen, formand for Syddanske Studerende
Pressefoto

Signe Welander har også siden valget til formandsposten i foråret fokuseret på mere oplysning.

”Der er rigtig mange, der ikke ved, at der er universitetsvalg, at der er studenterrepræsentanter, og at du som studerende har indflydelse rent studenterpolitisk. Jeg tror, at før vi kommer over den barriere og får noget mere oplysning og viden omkring det, så er det bare et langt, sejt træk.”

Men hvem er Syddanske Studerende så?

”Jeg vil sige, at det er de studerendes fælles stemme på Syddansk Universitet. Vi dyrker meget tanken om et studenterfællesskab; at vi sammen kan ændre nogle ting, hvis vi arbejder sammen og bruger hinanden på tværs af studier, på tværs af årgange, på tværs af politiske forskelle – bruger hinanden til at sige, ’hvad kan vi gøre bedre’,” fortæller formand Peter Lykkegaard Hansen og forklarer mere konkret, hvordan organisationen er bygget op.

På nuværende tidspunkt består Syddanske Studerende af en bestyrelse på 11 medlemmer, hvoraf to sidder i universitetsbestyrelsen. Derudover er der 14 medlemmer i de forskellige akademiske råd og et utal af frivillige, som hjælper til med forskellige sociale aktiviteter, som for eksempel semesterstartsfest.

De to formænd er enige om mange af spillereglerne på universitetet, men Signe Welander fortæller om de borgerlige studerendes taktik.

”I virkeligheden går vi ind til opgaven rent studenterpolitisk med den overbevisning, at de studerende bare skal have en eller anden form for indflydelse, og så er det selvfølgelig med den borgerlige baggrund om, at der skal være noget kvalitet, personligt drive og at ens eget ansvar skal stråle igennem den måde, man går til studierne på. Så det handler lige så meget om, at folk skal stemme på os, hvis de selv har en borgerlig overbevisning, og at de kan stemme på en, der er lig dem, som så repræsenterer dem.”

Signe Welander, formand for Borgerlige studerende
Foto: Malte Lillelund Nørgaard

Borgerlige Studerende er et levn fra tidligere tiders studenterpolitik, hvor der var små politiske foreninger rundt på universitetet. De er oprindeligt en kombination af både konservative og liberale studerende, men i øjeblikket fungerer de liberale, som ikke er en del af en organisation, mest som sympatisører.

Bolden gives op

Peter Lykkegaard Hansen siger, at det er en udfordring at få de studerende til at engagere sig og til at indse, at de ting, som de er utilfredse med på universitetet, kan ændres.

[quotebox]Vil du have en indflydelse på, hvor din fremtid skal ligge, og hvilken kvalitet du skal have på dit universitet, så er man nødt til at gå op og stemme.[/quotebox]

”Der er mange studerende, som har en tilbagelænet holdning til hele universitetet, selv om universitetet er den uddannelsesinstans i Danmark, hvor vi studerende har allermest indflydelse. Også på skrift gennem lovtekst,” forklarer han og fortæller, at der i studienævnet sidder 50 procent studerende og 50 procent ansatte. I studienævnet træffes beslutninger om pensum, undervisnings- og eksamensform.

Signe Welander vil gerne gøre studenterpolitik til allemandseje, som alle kan forholde sig til, og som alle kan forstå og påvirke. Derfor påpeger hun også det vigtige i, at alle benytter sig af deres stemme, da det, ifølge hende, er et signal til ”de højere magter” om, at de studerende mener, at medindflydelsen er vigtig.

”Vil du have en indflydelse på, hvor din fremtid skal ligge, og hvilken kvalitet du skal have på dit universitet, så er man nødt til at gå op og stemme. Det er lidt svært at råbe folk op og sige, at det er vigtigt, hvis der kun er 11 procent, der stemmer. Så kan de jo trække kortet og spørge, hvorfor der så ikke er flere, der engagerer sig. Og det er et benhårdt argument at argumentere imod.”

Et års arbejde

Det kan til trods for forklaringerne være svært at forholde sig til, hvad det er, studenterorganisationer konkret beskæftiger sig med og kæmper for.

Peter Lykkegaard Hansen tror på, at de fleste studerende trods forskelle har samme præferencer, når det gælder universitetet. De vil have ordentlig undervisning, ordentlige faciliteter og et ordentligt socialt miljø. Derfor siger han, at det, for Syddanske Studerende det seneste års tid, har handlet om at understøtte de foreninger, som er med til at skabe relationerne mellem de forskellige studier.

[quotebox]Vi er sådan set fælles om at ville gøre de her ting bedre. Og der er vi også fuldstændig på linje, når vi snakker i de grupper. Det er ikke sådan, at vi sidder og råber af hinanden – eller er fuldstændige uenige. Det er en rigtig god proces.[/quotebox]

”Jeg ved godt, at der er nogle, der vil sige: ’Hvad har jeg til fælles med nogle, der går på et helt andet studie og på et helt andet fakultet?’ Jeg tror, det handler meget om, at man sgu på en eller anden måde er i samme båd, og man har på mange måder de samme relationer.”

Og Peter Lykkegaard Hansen påpeger, at der helt konkret arbejdes på at gøre det nemmere at være studerende.

”Vi har sagt, at der er et generelt problem på universitetet, hvor man har svært ved at få de informationer, som man gerne vil have, og man bliver sendt rundt fra kontor til kontor. Der er nogle ting, som er rimelig træls, hvis man kan sige det på den måde. Og der kan man se, at der er nogle resultater, som man godt kan skabe for eksempel med den nye studenterservice.”

Syddanske Studerende og Borgerlige Studerende er begge med i projektgrupper, der løbende skal forbedre forholdene på universitetet.

”Vi er sådan set fælles om at ville gøre de her ting bedre. Og der er vi også fuldstændig på linje, når vi snakker i de grupper. Det er ikke sådan, at vi sidder og råber af hinanden – eller er fuldstændige uenige. Det er en rigtig god proces,” slutter Peter Lykkegaard Hansen.

Se den samlede liste over kandidater

 

Mikkel Boe Følsgaard: En drømmeagtig affære

Før han var færdig med Statens Scenekunstskole, fik Mikkel Boe Følsgaard en Sølvbjørn for sin rolle som en ikke helt normal konge. Men i hverdagen vil han gerne forsvinde i mængden.

”Nu skal det her bare overstås. Nu skal jeg få takket folk, og så skal jeg ned hurtigst muligt”, tænkte Mikkel Boe Følsgaard. Han stod med Sølvbjørnen i hånden. Foran ham sad 1.600 filmfolk og journalister i Berlinale Palast ved Potsdamer Platz. Han havde skrevet en lang takketale, men huskede kun lige hurtigt at takke Nikolaj Arcel, Mads Mikkelsen og Alicia Vikander, familie, venner og Statens Scenekunstskole, før han skyndte sig ned igen.

”Det var meget surrealistisk og sådan lidt drømmeagtigt, sådan lidt ’blurry’-agtigt. Man står med Charlotte Gainsbourg ved siden, og det er ikke noget, man har forestillet sig skulle ske, og så står man bare pludselig i den situation”

Mikkel Boe Følsgaard sidder i den sidste efterårssol på en bænk på Nørrebro og tænker sig godt om.

“Det er jo egentlig underligt. Men det er fordi, det er mig som privatperson, der står der.”

Mikkel Boe Følsgaard har spillet over for Mads Mikkelsen, Nikolaj Arcel og et helt filmhold under optagelserne til ”En Kongelig Affære”. Scenerne tog de om otte gange, ti gange og bagefter improviserede de. Mikkel Boe Følsgaard spillede Kong Christian Vll, og når de jammede opstod skøre ting, som ikke var planlagt. Men når han skal anerkendes for sit skuespil eller agere toastmaster til bedstevenindens nylige bryllup, bliver han helt paf.

Mikkel Boe Følsgaard. Foto: Gitte Post

Mikkel Boe Følsgaard. Foto: Gitte Post

 

Forsvinde ind i en anden

Allerede som 10-årig blev Mikkel Boe Følsgaard interesseret i at spille skuespil. Bedstefaderen havde set en annonce, hvor de ledte efter børneskuespillere til tv-serien ’Bryggeren’, og Mikkel Boe Følsgaard fik rollen som Carl Jakobsen i et afsnit. På optagelserne fik han og de andre børn at vide, at: ”Nu skal vi lege denne her situation”.

”Og det syntes jeg bare var vildt sjovt. Ligesom alle andre børn har jeg stået i timevis med mine Action Men i køkkenvasken. Det var som om, at man fik lov til at fortsætte den leg på en måde”.

Selvom han i dag har læst fire år på Statens Scenekunstskole og arbejdet bevidst med at skabe en karakter, føles skuespil stadig som at lege. Han slipper sig selv og forsvinder ind i et andet menneske.

Hvorfor er det rart?

Mikkel Følsgaard samler hænderne foran sine knæ med strakte håndflader og kigger lige frem for sig. Sådan bliver hans siddende, 10 sekunder, uden at røre sig. ”Ja, det er et godt spørgsmål,” udbryder han, vender sig om og er nærværende igen. Han griner lidt og fortsætter. ”Det er sgu nok fordi, at.. man har en masse normer og måder at være på normalt. Men når man tør at slippe sig selv og være en anden, så er der ligesom frit spil. Jeg behøver ikke at være bange for, om ham eller hende, jeg spiller sammen med, kan lide mig, når vi går fra prøven. Der er ligesom carte blanche til at man kan gøre, hvad fanden man har lyst til.”

I hverdagen forsøger han at forsvinde lidt ind i mængden og være, som folk forventer, han vil være. Men når han spiller skuespil, får han lov til at overtræde normerne. Det er det, der har drevet ham mod skuespil. At få lov til at bruge nogle sider af sig selv, som han normalt lægger låg på, når han bare er sød og rar og venlig dagligdags-Mikkel. Når man spiller teater, skal man give folk noget, som publikum måske kan genkende fra sig selv.

“Man skal på en eller anden måde give dem en oplevelse, som de tager med hjem og tænker; ’Okay, det der kan jeg godt nikke genkendende til i mig selv, også når jeg skændes med min kæreste, så har jeg også tænkt den tanke, eller sagt de ting, eller jeg kunne godt have tænkt mig at have gjort det’. Det er det, kunst skal. Tror jeg”.

Når han fortæller, er Mikkel Boe Følsgaard opslugt. Helt tilstede i samtalen og optaget af at give sande, præcise svar. Når han er i tvivl, tænker han sig længe om. Fem, ti sekunders pause. Han kan nå at tage et par sug af sin cigaret, mens han stirrer lige ud i luften. Han samler hænderne ved sine knæ, med strakte håndflader mod hinanden, eller holder adspredt den ene hånd under hagen. Helt stille. Så vipper han foden i en lille halvcirkel, rynker lidt på øjenbrynene, klør sig på næsten og er levende igen. Når han har fundet svaret, er han opslugt af at fortælle, hele kroppen er med. Små fejende bevægelser ud i luften, svirp med armen, knips med fingrene.

Tre små breve

I gymnasiet spillede Mikkel Boe Følsgaard med i skolekomedierne. Når han skulle fremlægge foran klassen, var han rædselsslagen, men han fandt ud af, at han ikke var nervøs, når han spillede teater. Selvfølgelig var han spændt, når han gik og tænkte på premieren, men når han først stod på scenen, var det væk. Han kunne finde på ting, han ellers aldrig turde, fordi han gemte sig bag en anden person, bag en maske.

“Så er der bare et eller andet helt vildt interessant og nervepirrende ved at stå der: Der er et publikum, der kigger på én. Og det er ’live’, og alt kan gå galt, så det handler bare om at være 100 procent til stede i de øjeblikke, man er på scenen. Det, syntes jeg, var meget spændende.”

”Og så var det en god måde at score piger på,” griner han. Efter tre år med musik og teater på nuværende Gribskov Gymnasium lavede han teatertruppen ’Dramaterne’ sammen med nogle venner. De spillede udendørsstykker sammen i Nordsjælland, hvor Mikkel Boe Følsgaard kommer fra.

Allerede som 18-årig søgte han ind på skuespillerskolerne første gang, men kom ikke ind. Året efter fik han også afslag, og i stedet startede han på lærerseminariet. Men mens han sad i klasseværelset, kunne han mærke, at han ikke var færdig med teater. Han havde været dårligt forberedt til prøverne, og han syntes, at han i det mindste skyldte sig selv at prøve ordentligt. Efter et år på seminariet stoppede han altså, og fandt en skuespiller som han læste hos.

Mikkel Boe Følsgaard. Foto: Gitte Post

Mikkel Boe Følsgaard. Foto: Gitte Post

På skuespillersskolerne skal man igennem tre prøver, før man bliver optaget. Et lille brev fra teaterskolerne betød afslag, et stort brev havde informationer om næste prøve og betød, at man var kommet videre. Denne gang kom Mikkel Boe Følsgaard til sidste prøve, en workshop, der varede en helt weekend, og et nyt stort brev ville betyde, at han var kommet ind. Mikkel Boe Følsgaard stod og ventede på postbuddet udenfor sin dør, og da postbuddet kom gående, kunne han allerede se, at han havde et lille brev i hånden.

”Jeg var bare så skuffet. Altså, når man er så tæt på. Det er jo pisse hårdt, når man ikke kan komme ind.”

700 deltager i første prøve, kun otte kommer ind. Til den sidste prøve havde et af medlemmerne af juryen fortalt ham, at hun syntes, han skulle prøve igen året efter, hvis han ikke kom ind.

”Og så kan man arbejde lidt i en børnehave og gå og tænke over tingene. Men når man bare har lyst til at komme i gang, så virker det bare så – ja – klaustrofobisk på en måde, når man ikke bare kan få lov til det. Når man har besluttet sig for, at det er det, man bare gerne vil.”

Men Mikkel Boe Følsgaard besluttede sig for at prøve en sidste gang. Han kunne mærke, han var blevet meget bedre, og tænkte at der måtte være et eller andet. Efter fire forsøg fik han det store brev.

”Det var jo helt vildt fedt. At man rent faktisk lykkedes med at komme igennem det der forpulede nåleøje,” griner Mikkel.

Han var blevet optaget på Statens Scenekunstskole.

Mikkel Boe Følsgaard. Foto: Gitte Post

Mikkel Boe Følsgaard. Foto: Gitte Post

 

Sig det nu

“Er du gået i seng? Må jeg ringe?” Beskeden var fra Nikolaj Arcel. Klokken var tolv om natten, og Mikkel Boe Følsgaard sad hjemme i sin delelejlighed med gymnasievennen Jonas og hans kæreste.

”Alright, det må du godt,” svarede han. Nikolaj Arcel ringede op, og Mikkel Boe Følsgaard gik ind på sit værelse for at tale med ham. Jonas og kæresten gik hen til døren for at prøve at lytte til samtalen. På det tidspunkt var Mikkel Boe Følsgaard i praktik på Nørrebros Teater. Nikolaj Arcel spurgte, hvordan det gik med praktikken, og Mikkel Boe Følsgaard fortalte, at han spillede sammen med Sine Egholm.

”Og hende kendte han, og hun var så sød, og vi snakkede om alt muligt andet, og jeg tænkte bare; ’Kom-nu-mand, sig-det-nu-bare’. Ansigtsmusklerne i ansigtet er spændt, øjnene og læberne er knebet sammen, mens Mikkel Boe Følsgaard hamrer tre gange på sit lår.

“Og så sagde han: ’Okay, Mikkel. Jeg er klar på at give dig rollen, hvis du vil have den.’”

Mikkel Boe Følsgaard fik et kram og blev svunget rundt i luften, åbnede en flaske champagne, og ringede til en veninde, der kom forbi med øl. Han havde fået rollen som Christian VII i ”En Kongelig Affære””.

“Det er ligesom, når man oplever noget uvirkeligt, så sidder man bare sådan og forsvinder lidt ind i sig selv og prøver at forstå. ’Ej, men er det rigtigt det her? Er det en joke?’”

Mikkel Boe Følsgaard følte også, han havde gjort det bedste, han kunne. Allerede til den første casting havde han kunnet mærke, at han kunne bruge mange af de træk, han har i sig selv, til at spille Christian VII. Rollen var skæv og anderledes og samtidig fuld af nuancer. Det var en drømmerolle, men alligevel var vennerne næsten gladere dér om natten, end han selv var.

“Det var så uvirkeligt, og det var så svært at forestille sig, at nu skulle det være det, som jeg skulle. Fordi man ligesom havde forestillet sig, at nu skulle man gøre sin skole færdig og være derude. Jeg havde halvandet år tilbage, og jeg havde bestemt ikke regnet med, at jeg skulle lave en eller anden film i mellemtiden.”

En masse ting skulle falde i hak. Mikkel Boe Følsgaard skulle til Tjekkiet for at optage filmen, og han skulle tage orlov fra skolen. Det er usædvanligt, at nogen afbryder deres uddannelse på Statens Scenekunstskole, men Nikolaj Arcel havde ikke kunnet finde den, han ledte efter, blandt de uddannede skuespillere, og derfor havde han castet skuespillerelever fra teaterskolerne til rollen som den sindssyge konge.

Mikkel Boe Følsgaard. Foto: Gitte Post

Mikkel Boe Følsgaard. Foto: Gitte Post

 

Angstprovokerende

Først da han var landet i Tjekkiet, gik det op for ham, at det faktisk var virkelighed. Han blev indkvarteret på et hotel, mødte Mads Mikkelsen for første gang siden castingen, spillede nogle scener igennem, fik fægteundervisning og rideundervisning, og så fik han kongetøj på og lavede den første prøvefilmning. I starten var han meget nervøs. Men der skete hurtigt så meget, at han glemte sig selv. Og bare var der.

Optagelserne i Tjekkiet varede to en halv måned. Der var en lejrskolestemning, fortæller Mikkel Boe Følsgaard. Skuespillere, instruktører og fotografer boede sammen, spiste sammen, drak øl sammen og sang karaoke sammen.

“Og pludselig, så kommer man hjem, og så er det bare slut.”

“Så kører det bare inde i hovedet hele tiden; ’Gu’ ved, hvordan det bliver’. Så det er den tvivl, som man hele tiden går med.“ Mikkel Følsgaard kom hjem i maj, og det varede et år, før filmen skulle have premiere i Danmark.

“Jeg tror i virkeligheden, at man altid er lidt i tvivl, når man starter på noget, og når man har lavet det.” Mikkel Boe Følsgaard stirrer ud i luften nogle sekunder, før han fortsætter. ”Og det var jeg også med ’En Kongelig Affære’. Det var min første film, og det var ret hektisk, fordi det var på mit tredje år, og jeg havde ikke nogen erfaring, og jeg vidste, det var en stor film med store skuespillere og mange penge involveret.”

Angstprovokerende, fortæller han. Mikkel Boe Følsgaard gennemspillede alle mulige scenarier i sit hoved fra det bedste, at det blev en fin film, til det værste, at filmen floppede på grund af ham.

“Det er jo bare det værst tænkelige scenarie. Her er der nogle mennesker, som har arbejdet i så mange år for en film, og så tager Nikolaj chancen og hyrer en eller anden teaterskoleelev til at spille konge, og så er det hans værste beslutning nogensinde. Så fuck’er han det hele op for ham og for alle andre.”

Trekvart år efter han var kommet hjem fra indspilningerne, sad Mikkel Boe Følsgaard i en lille biograf med Nikolaj Arcel og otte andre skuespillere for at se filmen for første gang. De kiggede på sig selv og hinanden oppe på skærmen. Der var ingen, der hverken græd eller grinte.

[quotebox]Der er nogle af de ting, der har været som at springe ud fra 10-meter vippen, hvis man er højdeskræk: Fuck det. Nu gør jeg det sgu bare…Som at være med live i Go’ Aften Danmark eller stille sig op på en scene foran 1.600 mennesker og takke[/quotebox]

Skuespilleren bag Christian VII havde hovedet fyldt med tanker om, hvad der var bag kulisserne, hvordan han havde haft det, da de indspillede dén scene, hvorfor de havde brugt dét skud, ikke dét skud, og han huskede, hvor de havde spist efter at have lavet lige netop den scene. Han kunne ikke se filmen som en sammenhængende historie.

“Jeg syntes simpelthen, det var…jeg kunne slet ikke holde ud at se det. Jeg kunne slet ikke. Så sad man der og kiggede op på sig selv på sådan et stort lærred, og man hører sin stemme ud af højtalerne, og det er ligesom at sidde og se familiebilleder af en selv, som er dårligt taget, og man tænker: ’Ej! Kom videre – videre – videre.’”

Da filmen sluttede, var han så deprimeret, at han næsten begyndte at græde.

Det var først, da han så den anden gang med publikum på, hvor han kunne mærke deres reaktioner på filmen, at han kunne slappe af. Han gik hen til Nikolaj Arcel og sagde; ’Det er sgu en god film, du har lavet.’”

Nu skal vi også videre

Mikkel Boe Følsgaard trampede på sin rustne cykel fra Vesterbro til Statens Scenekunstskole på Holmen. Da han parkerede, løb hele skolen ud mod ham, gav ham kram og lykønskninger, champagne og kage. Skolens kantinedame havde bagt en kage, der var formet som en bjørn og dækket med sølvglasur.

“Hun var simpelthen så sød. Det var næsten det mest rørende ved det hele, den der modtagelse.”

Weekenden forinden havde Mikkel Boe Følsgaard vundet en Sølvbjørn for bedste mandlige hovedrolle. “Jeg var blevet revet rundt,” siger han og drejer kroppen fra højre til venstre i staccatoryk, “og så kom jeg hjem der mandag morgen til den der trygge base. Det var det, der var så rørende og så rart. Man blev mødt af de der mennesker, som man kendte så godt, og som helt oprigtigt var glade på ens vegne.”

[quotebox]Der er også et eller andet i at blive konfronteret med en masse ros, så kan det jo også godt blive for meget på et tidspunkt, hvor man bliver sådan helt; ’Ja, ja, det’ fint nok[/quotebox]

“Der er nogle af de ting, der har været som at springe ud fra 10-meter vippen, hvis man er højdeskræk: Fuck det. Nu gør jeg det sgu bare…Som at være med live i Go’ Aften Danmark eller stille sig op på en scene foran 1.600 mennesker og takke,” fortæller Mikkel Boe Følsgaard.

”Sådan nogle ting, hvor jeg førhen har prøvet at undgå det så vidt muligt, for det er ikke derfor, jeg er skuespiller. Men så har jeg kunnet mærke, at det dør man jo ikke af i virkeligheden, og jeg har også fået en erfaring i alt det udenom.”

Denne sommer blev Mikkel Boe Følsgaard færdig på Statens Scenekunstskole. Han er ved at flytte sammen med sin kæreste, og han har en hvid rand maling rundt om sine neglebånd, og også på fødderne, afslører han.

“Der er også et eller andet i at blive konfronteret med en masse ros, så kan det jo også godt blive for meget på et tidspunkt, hvor man bliver sådan helt; ’Ja, ja, det’ fint nok.’ Det tror jeg, alle mennesker kender. Man tænker; ’Nu skal vi også videre.’ Så nu glæder jeg mig også rigtig meget til at komme i gang med mit næste projekt, så det ligesom kan få lov at fylde.”

Mikkel Boe Følsgaard har fået en rolle i DR’s nye dramaserie ”Arven efter Veronika”, der skal sendes i foråret 2014. Den handler om ’68-generationen og dens børn, og han spiller den næstyngste i en søskendeflok på fire. Netop nu skal optagelserne begynde, og han skal spille sammen med blandt andre Jens Jørn Spottag.

Når han skal fortælle, hvordan han har det med at skulle begynde på noget nyt efter den store succes, er det også et par ord fra medskuespilleren, han hiver frem.

Mikkel Boe Følsgaard. Foto: Gitte Post

Mikkel Boe Følsgaard. Foto: Gitte Post

”Han sagde, at han ikke læser anmeldelser, fordi de enten gør ham højrøvet, eller også gør de ham ked af det. Og det synes jeg bare er så fint og rigtigt på en eller anden måde, for det er jo ikke derfor, man skal gøre det. Man skal jo ikke være skuespiller for at søge de gode anmeldelser, for hvis det er ens succeskriterium, så bliver man skuffet og ked af det, tror jeg – for der vil altid være nogen, som har noget negativt at sige om en.”

Det handler om at huske, hvorfor det er fedt at lege ”Bryggeren”, at stå på scenen foran Gribskov Gymnasium, overtræde hverdagsnormer på Nørrebros Teater og jamme Christian VII frem.

”Det er det, jeg synes er spændende. Man skal ligesom finde ud af, hvorfor man gør det. Og det er jo for at lege, for at slippe mig selv, være tilstede og fortælle en historie.”

RUST før og nu

På skrivemaskine skrev Folkebladet i 1971 deres første dagseddel. Den skulle udkomme dagligt, og i dag er den baggrund for studentermagasinet RUST. Formatet er forandret, men meningen og hensigten er meget genkendelig.

”Det var blot informationer fra dag til dag. Det var noget, der hed Folkebladet, som de studerende udgav. Det er helt tilbage der fra, at det hele startede”, fortæller Leif Jensen, mens han leder efter gamle udgivelser i arkiverne. Han er chef for Serviceområdet, der i dag har det overordnede ansvar for Syddansk Universitets studentermagasin.

I 1970’erne læste knap 3000 studerende på Odense Universitet. Leif Jensen var én af dem, og han erindrer fællesskabet: “Der var en følelse af, at man kendte hinanden, og man kendte til, hvad der foregik”. Det var også hensigten ifølge tidligere studerende John Steen Thomsen, der på den første af dagssedlerne fra Folkebladet formulerede:

”Meningen er klar nok: en direkte og bedre information om, hvad der foregår her på stedet. I morgen bliver det mere fyldigt, kvalitativt og kvantitativt, dette er nemlig et blad, som du er med til at lave”.

Det var informationer med skiftende karakter af vigtighed, og redaktionen bestod af John Steen Thomsen og dem, der mødte op til det daglige redaktionsmøde. De havde en overordnet plan:

”Herfra rådet skal vi aktivere diverse pampere og andre rådsmedlemmer, og det skal nok gå. For at få skub i tingene vil det være en god idé, tror jeg, at der stilles spørgsmål om de sager, som kræver behandling. Så vil vi prøve at indhente et svar eller forklare, hvorfor et sådan ikke kan gives.”

Studenterpolitisk journalistik

Det var ikke uvant, at der på dagsedlerne stod informationer om aktioner og studenterpolitiske begivenheder. Mange af de aktive aktører bag bladet var også de mest synlige under disse happenings. Leif Jensen konkluderer, at RUST i dag er meget mere politisk neutralt, og han husker en årsfest, hvor Dronning Ingrid var inviteret:

”Der var en happening, og jeg tror, at det var i forbindelse med nogle besparelser på uddannelsesområdet. De kom gående ned ad trappen, klædt i sort, med en kiste og knaldede den ned lige foran dronningen. Det gav et gip i hende, men der skete ikke noget. Det kom nok bare lidt bag på hende.”

Reglerne for bladet var få, og frem til 2006 var de skiftende journalistiske udgivelser også udelukkende skabt af studerende og den dengang selvejende institution Studenterbutikken. Da den økonomiske krise kunne mærkes på Syddansk Universitet, blev driften af Studenterbutikken og dermed også RUST underlagt fællesområderne. Det betød, at de fik det overordnede ansvar for ansættelse af redaktion, layouter og annoncesælgerer. Og det var ikke let.

”Vi havde stort set et kæmpe underskud på bladene. Jeg tror, at vi solgte for 10.000 kroner per blad, men trykomkostninger og lønninger gav et stort minus.”

Leif Jensen synes, at det havde sin berettigelse at beholde bladet, og den økonomiske situation er i dag også vendt.

Ytringsfrihed for alle

Et frit studentermagasin er vigtigt, mener Leif Jensen.

”Det er jo jeres mulighed for at kommentere tingenes tilstand og være kritiske i forhold til, hvordan huset griber tingene an. Det er jo ikke altid, må vi erkende, at man har antaget den studerendes vinkel på en given problemstilling.”

Vi har overhovedet ingen censur. Det har vi talt om tit. Vi må tage de tørre tæsk, som vi fortjener.

I RUST-lokalet graver han et par blade frem fra stakke, som ikke er blevet bladret igennem i flere år. I 2001 var der utilfredshed med manglende førstehjælpskurser på Syddansk Universitet, i 2004 diskuterede de studerende børnepasningsmuligheder i undervisningstimerne og i 2006 deres egne bestyrelsesmedlemmer. Alt dette er blevet gjort, uden at ledelsen har blandet sig.

Ligeledes har der på Aarhus Universitet været debat om ytrings- og redaktionsfrihed. Senest er man gået i dialog om fremtidens kommunikation på grund af et åbent brev med studenterorganisationen Frit Forum, Studenterrådet og Studenterlauget som afsender. Grupper af studerende og medarbejderer har siden april afholdt møder for at finde ud af, hvordan avisen UNIvers skal se ud. Studenterrådets formand, Thea Puggard Frederiksen, siger selv til universitetets egen avis, at UNIvers skal kunne være en uafhængig universitetsavis, der kan levere dybdeborende journalistik, og hvor redaktionen har det sidste ord.

På Syddansk Universitet fremhæver Leif Jensen også, at de i ledelsen ikke skal bestemme, hvad der bliver skrevet. Der blev ikke redigeret i Folkebladets dagseddel i 1971 og heller ikke i RUST i 2012.

”Vi har overhovedet ingen censur. Det har vi talt om tit. Vi må tage de tørre tæsk, som vi fortjener. Det har været vigtigt fra førstedagen. Det er min klare holdning, vi skal overhovedet ikke blande os i, hvad I skriver.”

[faktabox align=”left/right” header=Studiemagasiner på SDU]

  • Flere forskellige fakulteter på Syddansk Universitet har deres eget studiefaglige magasin
  • Før RUST havde de studerende på SDU Gyden
  • Det første eksemplar af Gyden er fra 1986 og det sidste fra 1997
 [/faktabox]

 

Voxpop: Kantinen

RUST har spurgt tre studerende om deres indkøb i kantinen.

[linkbox link=”/2012/04/19/prisreguleringer-fedtafgifter-og-visse-vasse/” beskrivelse=”Prisreguleringer, fedtafgifter og visse-vasse” vindue=”_self”] Interview med kantinens driftsleder Carsten Sjødahl om fedtafgifter og de stigende priser i kantinen[/linkbox]

Christian Johannes Idskov, Litteraturvidenskab

 

Hvad har du købt?

– Braseret svinekød med ris og en anelse salat ved siden af.

Hvad tror du, det kommer til at koste?

– Jeg vil jo gerne tro, at det koster omkring 30 kroner. Men det koster sikkert mere. Jeg bliver sikkert skuffet.

Og hvad koster det rent faktisk?

– 27 kroner.

Hvad synes du om det?

– Det er helt okay.

Har du bemærket prisstigningerne?

– Ikke lige umiddelbart. Fedtafgifterne gælder jo for det meste, så det har der nok været. Det synes jeg er noget mærkeligt noget, fedt er jo naturligt indhold i vores føde. Kantinen regulerer den selvfølgelig derefter, det er fint nok.

Hvor mange penge tror du, at du bruger i kantinen på SDU?

– Det har jeg faktisk ikke engang styr på, men det er sikkert alt for mange.

Kan du anbefale noget særligt, som du mener, er et kup?

Ikke specielt, men jeg tror, retten her er god.

 

Jørgen Lose, rehabilitering i tværfaglig regi

 

Hvad har du købt?

– Jeg har købt rugbrød, pålæg, noget salat. Der er også lidt fisk.

Hvad tror du, det kommer til at koste?

– Det bliver nok cirka 35 kroner.

Og hvad koster det rent faktisk?

– Det blev lige, hvad jeg havde regnet med.

 

Tine Højgaard Jensen, Idræt & Sundhed

 

Hvad har du købt?

– Jeg har købt en tortilla med oksekød og grøntsager.

Hvad tror du, det kommer til at koste?

– Det er svært at sige, for det er længe siden, jeg har handlet i kantinen.

Og hvad koster det rent faktisk?

– 29 kroner.

Hvad synes du om det?

– Det er svært at bedømme, men det er vist fint nok.

Har du bemærket prisstigningerne?

– Nej, jeg har været i praktik, så jeg har ikke spist her.

Hvor mange penge tror du, at du bruger i kantinen på SDU om måneden?

– Det er nok cirka 100 kroner.

Hvad plejer du mest af alt at købe?

– Det er mest opfriskere til resten af dagen, som fx kakaomælk og andre snacks.

Kan du anbefale noget særligt, som du mener er et kup?

– Jeg synes faktisk, at rugbrødsmadderne er rigtig gode – der får man virkelig noget for pengene. De er til at betale.

 

[linkbox link=”/2012/04/19/prisreguleringer-fedtafgifter-og-visse-vasse/” beskrivelse=”Prisreguleringer, fedtafgifter og visse-vasse” vindue=”_self”] Interview med kantinens driftsleder Carsten Sjødahl om fedtafgifter og de stigende priser i kantinen[/linkbox]