Brunsviger eller ”brånner” er en af Fyns stoltheder, når det kommer til bagværk.  Chefredaktøren giver heri læserne nogle do’s and don’t’s, i forhold til hvordan man skal håndtere den snaskede fornøjelse.  

På tilbudsskiltet til bageren i den langelandske by Tullebølle stod følgende sætning skrevet: ”Fyns bedste siger nogen”. Bagermesteren fortalte mig, at han helt selv havde formuleret ordene og var ganske tilfreds med sin evne til at reklamere for sit produkt. Han tænkte, at det uden tvivl kunne lokke forbipasserende ind i hans lille bagerbutik; for hvem vil ikke have Fyns bedste? Og det, at der var tilføjet ”siger nogen” var jo blot en indikator for ydmyghed, og ikke at hans påstand var svag.  

Han solgte da også sit produkt ganske upåklageligt, men om det var på grund af reklameskiltet, tvivler jeg på. Og det er ikke, fordi jeg vil dømme min tidligere chefs evne til at gøre reklame, men fordi jeg ved, at hans brunsviger simpelthen ikke havde brug for den slags omtale. 

Nej, den solgte sig selv.  

Klister-kampen 

Som en ægte fynbo – og butiksassistent i en bagerforretning gennem 6 år – ved jeg nemlig et eller andet om, hvordan en brunsviger skal smage.  

For det første skal man helst blive lidt bitter på butiksassistenten fra bageren, når man kommer hjem og opdager, at køreturen har klistret brunsvigeren fast til indpakningen. Hvis snasket ellers er, som det skal være, forventer man en klistret oplevelse, og hvis en køretur ikke kan få brunsvigeren til at klistre sig fast, gør brunsvigeren simpelthen ikke sit klister-arbejde godt nok. Sukker plus smør giver godt nok karamel, men det betyder så sandelig ikke, at snasket på en brunsviger – bestående af brun farin og smør – må blive stift.  

En brånner med runder  

Der er kun ét enkelt tilfælde, hvor det er tilforladeligt, at brunsvigeren ikke klistrer fast til indpakningen. Og det er, hvis man har købt et såkaldt ”håndværker-tilbud” eller en ”brånner med runder”. Her får man nemlig dobbelt-op på fynsk bageroplevelse. 

Et klassisk sprødt håndværker-rundstykke med blå birkes bliver klappet sammen med et snasket brunsvigerstykke. Så slipper man både for klisterpapir og får samtidig dækket sit sukker- og fedtbehov for dagen. Får man lige håndværkeren smurt også, er man helt sikker på at fylde madpyramiden helt op til randen.  

Den farlige kant 

En brunsviger er altså ikke en brunsviger, hvis ikke snasket både er blødt, klistret og forekommer i massevis. For bunden er jo basalt set bare en bolledej, og hvis det var det, man ville have, havde man købt en almindelig smørbolle.  

Men selv den største sukkergris kan ikke nøjes med en brun farin-smør-blanding, så bunden er nødt til at være der, og den er nødt til at være så blød, at man næsten ikke behøver at tygge brunsvigeren. Derfor: Hold jer fra kanterne. De er utvivlsomt de største ofre for ovnens varme.  

Der må være en grænse ved grænsen 

Til gengæld må der godt være slik på en brunsviger. Slik, marcipan og glasur er de eneste tilforladelige accessories, men de skal vel at mærke kun fungere som festligt pynt. Går de ind og udfordrer balancen mellem brun farin- og sukkerblandingen, er det helt grotesk.  

Jeg var engang vidne til, at en fynbo overfusede en sønderjysk bager for at have kommet kagecreme i midten af brunsvigeren. Det var lige godt en frækhed, der hverken kunne eller skulle tolereres.  Fynboen nægtede at betale for sit sønderjyske rugbrød og forlod butikken prompte.  

Set i retrospekt var det jo nok lidt af en overreaktion. Enhver fynbo med respekt for sig selv ved jo godt, at en rigtig brunsviger ikke kan findes andre steder end på Fyn. Helt ærligt.  

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende kritisk og dybdeborende stof, der lægger op til debat. Derudover er jeg redaktør på Beton TV og fungerer dermed som kommunikationsrør mellem studentermedierne.