Sabine Groth er 23 år og studerer International virksomhedskommunikation på SDU Slagelse. Hun valgte i sin tid at studere på SDU Slagelse, fordi hun gerne ville være i et lidt mindre studiemiljø – og det er et valg, hun ikke har fortrudt.   

 

Sabine Groth valgte at studere i Slagelse, fordi hendes kæreste kom fra Skælskør og ikke var interesseret i at flytte derfra. Så derfor var det belejligt for Sabine, at hun i Slagelse kunne studere på en uddannelse i International virksomhedskommunikation, som var det, hun havde lyst til.  

Sabine Groth tog til Åbent Hus på SDU Slagelse, inden hun besluttede sig for, at det var det, hun skulle.  

”Da jeg var til Åbent Hus, blev jeg ret solgt på det tætte studiemiljø og den her omgangstone, der var. Hvordan man kunne se, at de studerende snakkede med deres undervisere og hilste på hinanden på gangene. Det kan en større by ikke tilbyde på samme måde,” siger Sabine Groth.    

Ikke bare en lille flække  

Imidlertid kendte Sabine Groth ikke rigtig Slagelse, før hun begyndte at studere der, men fordi hun begyndte at lære folk at kende gennem studiet og gennem et studiejob i Slagelse by, begyndte hun også at lære byen at kende. 

”Jeg føler egentlig lidt, at Slagelse er min by nu. Der er masser af muligheder for at gå ud og spise, tage i biografen og tage i teatret, så bare fordi det er Slagelse, er man absolut ikke afskåret fra omverdenen,” udtaler hun.  

Sabine Groth oplever også, at Slagelse Kommune og campus gør noget for at få de studerende til at se mulighederne i Slagelse.  

”Nu er der for eksempel ved at blive bygget noget, der hedder Posthuset, som SDU også er gået ind i. Det er meningen, at det skal være et miljø, som der skal tiltrække de studerende efter deres undervisning er overstået,” siger hun og tilføjer, at de studerende også har været inde over beslutningsprocessen, i forhold til hvad Posthuset skulle kunne tilbyde de studerende. Så de reelt har lyst til at blive i Slagelse frem for blot at tage hjem.  

”Man kan mærke, at i Slagelse vil man gerne de studerende. Slagelse Kommune er en stor del af SDU Slagelse. De forsøger virkelig at tage fat i de studerende gennem flere tiltag. Som for eksempel at lave aftaler med fredagsbaren, når der er arrangementer oppe i byen, så man kan integrere SDU Slagelse i bymiljøet. Det gør, at man har lyst til at engagere sig i byen,” siger Sabine Groth.  

Hun synes også, at Slagelse er god til at gøre opmærksom på sig selv. Hver gang der er et arrangement, er Slagelse Kommune gode til at lave en begivenhed på Facebook, som SDU Slagelse så deler med de studerende.  

Om case-camps  

Det med, at Slagelse Kommune gerne vil de studerende, er blandt andet noget, der kommer til udtryk i de case-camps, som universitetet afholder i samarbejde med nogle af de lokale virksomheder såsom Danske Bank eller Musikhuset Slagelse.  

”Det er fedt, at de lokale virksomhederne gerne vil os. De er begyndt at vide meget mere om vores uddannelse. Blandt andet gennem de her case camps, hvor de kan se, at vi faktisk kan et eller andet. Derfor har de også lyst til at engagere sig i os,” fortæller hun.  

Til case-camps er stemningen selvfølgelig professionel, fordi de skal levere et produkt, som en virksomhed skal kunne arbejde med, men der er alligevel en afslappet atmosfære, fortæller Sabine Groth.  

”Folk hygger sig med hinanden, der er bestilt mad, og det bliver bare sådan et hyggeligt miljø, samtidig med man arbejder med en case,” siger hun.  

Hun synes desuden, det er fedt, at man bliver kastet ud i noget fagligt helt fra starten af, så man både lærer sine studiekammerater at kende og får lavet et produkt, man kan være stolt af. 

Studiekammerater  

Udover case-arbejdet på uddannelsen, som fører de studerende tættere på virksomhederne, er der også rig mulighed for, at de studerende internt kan komme tættere på hinanden. Sabine Groth fortæller, at hun til at starte med – udover at hun blev sat sammen i en studiegruppe – også mødte folk i fredagsbaren, Kutteren. Den har åben næsten hver dag, og hun har hørt fra flere, der er flyttet til Slagelse udefra, at de har fået sig en del venskaber gennem Kutteren.   

”Når man er i fredagsbaren, snakker man ikke kun med dem fra sit eget semester. Bare fordi man er fra 6. semester, kan man sagtens snakke med folk fra 1. semester. Det er, hvad et tæt studiemiljø kan,” fortæller hun.   

Sabine Groth har desuden været social tutor og er nu også ansat som studentervejleder og studentermedhjælper på universitetet, så det er også en god måde for hende for at møde andre mennesker på.  

Men det er ikke kun de studerende, der stryger forbi Kutteren. Underviserne dukker også op med hyppige mellemrum. Sabine Groth har for eksempel to undervisere fra hendes årgang, der kommer ned i Kutteren og spiller beer pong og drikker øl. Hun oplever, at det afslappede forhold til underviserne er en generel tendens på SDU Slagelse.  

”De vil rigtig gerne de studerende. Det kan man mærke. De er ikke højrøvede typer, der ikke vil hilse, hvis man møder dem på gangen. Og møder man dem i Slagelse by vinker de også og siger ‘hej’,” siger Sabine Groth.  

Fremtid i Slagelse  

Til sommer er Sabine Groth færdig med sin uddannelse. Hun vil gerne ud på arbejdsmarkedet med det samme, når bacheloren er afsluttet, og hun har på nuværende tidspunkt ikke lyst til at tage en kandidat. 

”Får jeg en jobmulighed i Odense eller København, tager jeg selvfølgelig derhen, men af praktiske årsager – blandt andet min kæreste og min omgangskreds – bliver jeg nok boende her. Hvis jeg altså får muligheden for det. Jeg synes oprigtigt, at Slagelse er en rar by. Der er kun en times tid til Odense og en times tid til København. Den er placeret ret godt,” siger hun. 

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende kritisk og dybdeborende stof, der lægger op til debat. Derudover er jeg redaktør på Beton TV og fungerer dermed som kommunikationsrør mellem studentermedierne.