Ny formand, ny bestyrelse og nye skuespillere.  Psykologi-revyen havde for første gang siden sin begyndelse ikke revyens moder bag roret. Hun var nemlig trådt tilbage for at lade Line Jessen og Anders Müller få deres stjernestund. Men spørgsmålet er så, om de kunne finde ud af at udnytte den?

Hvis ikke det var, fordi man vidste, at Psykologis revystere har skrevet deres sketches lang tid forud for gårsdagens premiere, skulle man næsten tro, de havde fået inspiration fra de seneste udgaver af RUST. De behandlede både veganisme og befolkningens manglende forståelse for SKAT. Så de to sketches er vi nærmest nødsagede til at rose blot for påfundet.

Imidlertid har vi kunnet se overvejende objektivt på de resterende sketches. Og øjnenes udtryk har da også været af både smilende, undrende og tvivlende karakter.

 

Ja tak til signalstoffer

I første akt var de smilende øjne særligt tydelige i sketchen ”Lægen og Psykologen”, hvor man så, hvad der ville ske, hvis en læge og en psykolog besluttede sig for at tage på date. Vi kan afsløre, at det blandt andet indbefatter gaben op, urinprøver og spørgen ind til din mor.

Imidlertid så de smilende øjne deres højdepunkt i 2. akts sketch ”Undtagelsestilstand”, som var en alternativ parodi på Disney-filmen Inside Out.  Revysterne legede blandt andet med signalstofferne testosteron, dopamin og adrenalin, der i deres reneste form kom til udtryk gennem den stakkels karakter Frederik. ”Han” leverede en glimrende optræden med sin socialt uaccepterede adfærd.

 

Sirenesang

De undrende øjne kom til udtryk i nogle af de kortere sketches. Blandt andet én, hvor en ung kvinde påført en grå stilren kjole dansede yndefuldt rundt på scenen til yndefuld musik.

Havde dansen været akkompagneret af en af de mange dygtige vokaler, var de undrende øjne formentlig erstattet af et udtryk af velbehag. For vokalerne var ikke – som sidste år – nået at blive hæse forud for premieren.

Men alligevel blev sirenesangen ikke blot brugt som en ”se hvor dygtig jeg er til at synge”-ting. I sketchen ”Sindssygt forelsket” legede revysterne med kontrasterne på et baby-blåt og -lyserødt ukulele-par, der synger – noget så henkastet – om deres kærlighedsforhold. Og så var man altså ikke i tvivl om, at tabuet bag psykiske lidelser blev brudt.

 

Væk med musen, tak

De undrende øjne var til tider også rettet mod den teknik-ansvarlige. Denne havde blandt andet ikke kendskab til, at man for Guds skyld skal fjerne musen fra ”Play”-knappen, når man afspiller en video. Der gik ærgerligt lang tid, før man fik lov til at abstrahere fra det og grine af den ellers så velproducerede ”Reklamepause”-sketch. Her blev der blandt andet reklameret for tandbørstning med referencer til Michael Jacksons hvide hud og Shakiras hoftedans. Som udefrakommende kan dette scenarie være svært at forestille sig, men ikke desto mindre må I tage vores ord for, at det giver grinagtigt god mening.

Nu skal den kære teknik-mand naturligvis ikke hænges alt for meget ud – for der var uden tvivl styr på majoriteten af det tekniske – men én yderligere kommentar skal lige knyttes til det tekniske. Eller nærmere til kommunikationen mellem teknik-mand og kostumeansvarlig. For en dansescene, som ellers var ganske fint udført, fik bogstavelig talt ikke lov til at blive set, fordi der ikke var de rette lysforhold til neon-effekter. Om det er den teknik-ansvarlige eller den kostumeansvarlige, der skal tage den på sine skuldre, må de slås om internt.

 

Intern revy-konkurrence

Apropos internt, så var det tydeligt, at dette års revy bar præg af en følelse af større legitimitet. I hvert fald i forhold til sin ”frækhed”. For der var rigeligt med sketches præget af intern konkurrence rettet mod de medicinstuderende. De spillede naturligvis på de mest velkendte fordomme såsom medicinernes arrogance, medicin-pusheri og druktendenser. Men fordi psykologirevysterne samtidig pegede masser af fingre indad, opstod der intet mudderkast. Nej. De psykologistuderende var bevidste omkring deres eget erhvervs tendens til forstående Mmh’er og ”det, jeg hører dig sige, er”.

 

Den rette timing?

Til gengæld var der én sketch, hvor frækheden nåede sit maksimum. På godt og ondt.

I ”Ubådsmageren” fik man lov til at genopfriske mindet om Kim Wall-episoden… Hvilket måske ikke helt var nødvendigt, fordi den trods alt stadig ligger ganske friskt placeret i de flestes erindring. Så hvis det ikke var fordi, at karakteren, der fremførte sketchen, var en så tilpas god performer, så ville den ubehagelige følelse i maven have sneget sig uhensigtsmæssigt meget frem.

Det var altså her, de tvivlende øjne kom til udtryk.

Men som med alt andet er det en smagssag, om man ser sig i stand til at grine af den slags eller ej. Revy-kultur, det er det i hvert fald, og så ”skal det nok gå”.

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende kritisk og dybdeborende stof, der lægger op til debat. Derudover er jeg redaktør på Beton TV og fungerer dermed som kommunikationsrør mellem studentermedierne.

Nyeste indlæg af Anni Møllemand (se alle)