Overvægten af de studerende på Syddansk Universitet i Odense har formentlig ikke stødt på de kropsdele i væsker, plastificerede organer og lig, der ligger klar til obduktion på universitetet. Og med god grund. Universitetets anatomiske præparatsamling er nemlig forbeholdt de sundhedsvidenskabelige uddannelser såsom medicin- og kiropraktoruddannelsen.  

”Vi har nogle meget specifikke regler for, hvem der har adgang til de anatomiske præparatsamlinger,” lyder det fra John Chemnitz, der er læge og lektor på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.  

Som udgangspunkt er det kun de sundhedsvidenskabelige uddannelser som Medicin og Kiropraktoruddannelsen, der har adgang til de anatomiske præparater. De får nemlig et særligt dissekeringskursus som led i deres uddannelse, hvor de arbejder med døde kroppe fra helt almindelige mennesker.  

Det har de sundhedsvidenskabelige studerende haft mulighed for, siden universitetet blev oprettet i 1966. Og da de ”nye” universitetsbygninger var klar i 1972, flyttede man også præparaterne med over.  

 

Ingen billeder 

”Jeg tænker, I kan se vores plastinerede præparater først,” siger John Chemnitz og leder os igennem en række lokaler uden naturlig belysning. 

Lokalerne ligger nemlig lidt afsides, så det ikke er alle og enhver, der kan tilgå dem. På dørene, der fører ind til præparatsamlingen, er der også skilte med forbud mod at tage billeder.   

”Vi vil helst undgå, at der bliver taget billeder – særlig af ansigterne – af respekt for de mennesker, der vælger at donere deres kroppe til forskning,” fortæller John Chemnitz. 

RUST har fået lov til at få en illustrator med ind i rummene – under den forudsætning, at der ikke bliver lavet fuldkommen virkelighedsnære illustrationer, der vil kunne ”afsløre” karaktertrækkene på de konkrete mennesker.  

 

Lokale afdøde 

De fleste af dem, der donerer deres kroppe til universitetet, kommer fra Region Syd. Så det er som udgangspunkt lokale folk fra Fyn og Sønderjylland, de studerende på Syddansk Universitet får lov at arbejde med.  

I princippet kunne en studerende, der kommer fra Region Syd, altså støde på en bekendt i en undervisningssammenhæng.  

”Men der sker så meget under fikseringen af kroppene, at de ville have svært ved at genkende dem. Vi har aldrig været ude for det,” fortæller John Chemnitz.   

 

Døde kropsdele til berøring 

Plastinering er en metode, som startede i Tyskland i 70’erne med Gunther von Hagen. Han opfandt metoden til at bevare biologiske dele uden at være afhængig af, at de skulle ligge i væsker. På Syddansk Universitet begyndte man at plastinere for cirka 7 år siden, og det er noget af det, som de ældre medicinstuderende blandt andet kan beskæftige sig med.  

Når de modtager kroppene, bliver de fikseret så alle nedbrydningsprocesser bliver standset. Når kroppene så skal plastineres, bliver kropsdelene eller organerne først dehydreret, og dernæst kommer de igennem en proces med vakuum og kulde, hvor de bliver fyldt med silikone. Det er en proces, som kan vare op til flere måneder, hvis det er hele kroppe, man skal plastinere. Men hvis det er enkelte kropsdele eller organer, tager det som regel to til tre måneder.   

 

Forskellige farver  

De plastinerede præparater ligger på åbne hylder i det aflåste lokale. Ved første øjekast ligner delene bare plastik, men det bliver hurtigt klart, at det ikke er tilfældet. Præparaterne er detaljerede ned til mindste arterie- og nervegren, og de af dem, hvor huden er bevaret, er også forskellige i hudfarverne. Nogle er nærmest helt gul-orange, mens andre er mere matte i hudfarven. John Chemnitz kan ikke med fuldkommen sikkerhed forklare farveforskellene, men han vurderer, at det har noget at gøre med den ilttilførsel, som de forskellige præparater har fået under fikseringen.   

 

Synlige levn  

Imidlertid er det ikke kun det efterfølgende arbejde med præparaterne, der gør, at de ser forskellige ud. Nogle af dem bærer på levn fra deres levetid.  

Der er for eksempel en arm, hvor man endnu kan se antydningen af en tatovering.  

Blækinskriptionerne i huden strækker sig til albuen med grenede strenge, der meget vel kunne komme fra en stamme, som er skjult længere nede mod overfladen af hånden. Fordi man har fjernet det meste af hudoverfladen på armen, må man nemlig nøjes med at forestille sig, hvordan tatoveringen så ud i sin fuldkomne udgave.  

Og så kan man samtidig undre sig over, om tatoveringen mon har haft en særlig personlig betydning for vedkommende.  

 

Plettede organer  

På hylderne ligger der også kropslige præparater, som man lidt sjældnere ser til hverdag – og i virkeligheden mest af alt bare forestiller sig, hvordan ser ud. Pumpeløse hjerter, nyrer og ilttomme lunger er spredt ud på hylderne i deres (heldigvis) livløse tilstand.  Men de er også forskellige fra hinanden. Altså hjerte og hjerte, nyre og nyre og lunge og lunge imellem.  

”De hvide pletter, I ser her, er kræftspredning, så denne lunge har tilhørt en person med kræft,” fortæller John Chemnitz, mens han holder den plastinerede lunge og fører fingeren hen over de hvide pletter på lungen.  

Ved siden af den kræftramte lunge ligger en anden lunge, der har tilhørt en person med Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Det kan man se på de luftfyldte blærer, der sidder på lungen.  

Imidlertid er det ikke alle umiddelbare diagnosticeringer, som lægerne eller de studerende kan få bekræftet. Det kræver nemlig særlige aktindsigter til de enkelte individers dødsattester.  

 

Døden finder glæde i at hjælpe livet  

”Nu vil jeg vise jer museet,” siger John Chemnitz.  

Mens han følger os derop, fortæller han begejstret om indgangen til museet, hvor Leonardo da Vincis skitseringer af menneskekroppen pryder indgangspartiet. Og dét må man meget gerne tage billeder af.  

”I kan se på de her skitser, hvordan han splitter musklen op, så man kan se, hvordan den fungerer. Han havde et helt særligt videnskabeligt øje og var meget forud for sin tid,” siger John Chemnitz med en særligt respektfuld tone, hvorefter han læser den latinske oversættelse af et (velvalgt) citat op: Dette er stedet, hvor døden finder glæde i at hjælpe livet. 

 

Utvivlsom ægthed  

Da John Chemnitz kører sit kort igennem scanneren og åbner døren til museet, er man ikke – som med plastineringerne – den mindste smule i tvivl om, at det er ægte menneskedele, man beskuer. For om end huden er kraftigt afbleget af de mange giftige væsker, der skal sikre, at kropsdelene ikke går i forrådnelse, vidner de uperfekte træk fra rynker og kropsbehåring om ægthed. Da vi bevæger os helt tæt på nogle af ansigterne, kan man se små udstikkende hår på hovedet, samt et utal af hudfolder, der vidner om, at dem, der har doneret deres kroppe, er +70 år gamle.  

”Vi har ingen kroppe, der er yngre end 70 år herinde. Det er meget sjældent, vi får adgang til yngre kroppe. Både på grund af at folk lever længere, men også fordi der ikke er særligt mange unge, der når at tage stilling til, om deres krop skal bruges til forskning eller ej, hvis de dør i en tidlig alder,” forklarer John Chemnitz. 

De fleste af ansigterne har også næser, der er blevet trykt en smule flade som resultat af processen med at få kropsdelene skåret ud i stykker og lagt i væsker. De ansigter, der ikke er tilkoblet en krop, er så godt som umulige at afgøre, om de kommer fra en mand eller en kvinde.  

Men det er vel at mærke heller ikke meningen, at ansigterne skal fungere som portrætter af afdøde. Man har skåret i dem, så de bedst muligt kan bruges til at illustrere, hvordan musklerne, arterierne og de andre elementer i og omkring hovedet er forbundet og bygget op. For eksempel er der et hoved, der er skåret over på halv, så man kan se hele den ene inderside af hovedet. Både hjernen og nervebanerne.  

 

Den mystiske hjerne 

Hjernen i det illustrerede hoved er, som tidligere beskrevet, skrumpet en del, i forhold til hvordan den ”rigtigt” ville se ud, og der er desuden nogle hvide plamager, der sidder på hjernens overflade.  

”Vi ved ikke rigtig, hvorfor de er der. Vi regner med, det er nogle salte, der afsondrer fra hjernevævet. Men der er så mange ting inde i hjernen, man ikke er helt klar over, hvilken indflydelse har, når hjernen skal bruges som præparat på den her måde,” fortæller John Chemnitz.  

Væskerne, som omslutter de anatomiske præparater, har også forskellige farver, fordi der siver blod ud af kropsdele og organer, efter de er blevet fikserede.  Så selvom man forsøger at fjerne så meget af blodet som muligt og bruger de samme væskeblandinger til alle præparaterne, er mængden af blod meget forskellig fra krop til krop og fra kropsdel til kropsdel.  

 

24 timers adgang til døden 

De sundhedsvidenskabelige studerende har adgang til museet 24 timer i døgnet. De kan altså sidde og læse med de døde kroppe ved nattetide, hvis det er det, de har lyst til.  

Der er endda QR-koder til de fleste af præparaterne, så de studerende kan gå ind og læse detaljerede beskrivelser af de forskellige kropsdele, organer, muskler og knogler. Men kun på Eduroam-netværket. På den måde kan universitetet lettere ”styre”, at billeder af kropsdelene i væsker ikke frigives til eller deles med hvem som helst.   

 

Flere muligheder med Nyt OUH 

Århus har en præparatsamling af nogenlunde samme størrelse som Odense, Aalborg har slet ingen præparatsamling, og Københavns Universitet har en næsten dobbelt så stor præparatsamling. Men man har aldrig været i mangel på præparater i Odense.  

”Der er tilstrækkeligt med donationer, og der er også kommet et stort kartotek af testamenter med donationer i løbet af de seneste år,” fortæller John Chemnitz.  

Men det er der også brug for med åbningen af Nyt Sund tæt på det nye OUH, hvor læger under uddannelse kan øve operationer og kirurgiske indgreb i langt højere grad, end det er tilfældet på nuværende tidspunkt. Nyt Sund vil nemlig få frysekapacitet til at opbevare de døde kroppe.  

Men selvom præparatsamlingen måske bliver større, betyder det altså ikke, at begrænsningerne på, hvem der kan få adgang til dem, bliver mindre. Universitetet holder fast i deres regler og retningslinjer, så de kan udvise den nødvendige respekt over for de mennesker, der frivilligt lægger kroppe til at ruste de sundhedsvidenskabelige studerende så godt som muligt til deres medicinske arbejde.   

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende kritisk og dybdeborende stof, der lægger op til debat. Derudover er jeg redaktør på Beton TV og fungerer dermed som kommunikationsrør mellem studentermedierne.