På RUST-redaktionen synes vi, at det er på tide, at vi bevæger os uden for moderskibets tykke mure og ser, hvad der rører sig på de forskellige campusser under Syddansk Universitet. I denne måned besøger vi SDU Kolding. Vi tager en snak med Per Krogh Hansen og Astrid Sommerlund, som repræsenterer hhv. direktionen og de studerende.

Campusleder: SDU Kolding designer fremtiden  

SDU Kolding har de seneste fem år lykkedes med at skabe en klar profil ved at slå sig op på design og entreprenørskab. Man skal være 50 % SDU’er og 50 % lokalpatriot for at kunne drive campus i Kolding, mener campusleder Per Krogh Hansen.

Omtrent 2500 studerende er fordelt på SDU Koldings to institutter, Institut for Design og Kommunikation og Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse. Til sammenligning er 23.000 studerende skrevet ind på SDU Odense. På det samfundsvidenskabelige fakultet er det særligt HA-uddannelserne såsom Erhvervsøkonomi, som campus i Kolding brander sig på, imens Designkultur og økonomi er en eftertragtet uddannelse på det humanistiske område. Campusleder Per Krogh Hansen fremhæver også IT-uddannelsen Webkommunikation, hvor de studerende i højere grad lærer at kommunikere end at programmere.

Design og iværksætteri er i højsædet på SDU Kolding. ”Vi har lavet en profilering over de seneste fem år. De uddannelser, vi har her, retter sig kun i mindre grad mod uddannelsessektoren – langt mere mod det private erhvervsliv. To ord kendetegner vores campus-profil – design og entreprenørskab,” fortæller Per Krogh Hansen, der bl.a. har til opgave at tegne profilen udadtil.

Den nye humaniora

Som nyuddannet fra SDU Kolding er du så at sige plukkemoden og klædt på til at træde direkte ud på det danske arbejdsmarked, der længe har været i rivende udvikling. Du har forudsætningerne for at varetage en jobfunktion og omsætte dine kompetencer i praksis.

”Vi blev ikke videre ramt af dimensioneringen for nogle år siden, hvor man gik ind og begrænsede antallet af studiepladser på grund af ledighed,” siger Per Krogh Hansen.

Som studerende kan man ikke vælge klassiske humanistiske studieretninger som Historie eller filosofi i Kolding, hvilket er et led i profileringen. I stedet kan man læse Virksomhedsøkonomi eller Informationsvidenskab, som går under betegnelsen ”ny humaniora”. På disse uddannelser kan du som studerende tilegne dig nogle humanistiske færdigheder, som er målrettet den nye virkelighed og fremtidens udfordringer.

Fremtidens håb

Campuslederen taler i varme vendinger om nutidens studerende: ”Jeg elsker deres kreativitet, deres effektivitet og deres ambitionsniveau”. Han tilføjer: ”Men der er et massivt pres på de unge i dag i forhold til, at de skal tænke i karriere.  Jeg ville ønske, at de hvilede mere i deres uddannelse og fandt deres identitet i deres faglighed.”

De 2500 indskrevne studerende på campus i Kolding udgør en broget skare, når det kommer til incitament for at læse uddannelserne. De, der oprindeligt kommer fra Kolding-området har tendens til at søge ind på de HA-uddannelser, der bliver udbudt. Hvorimod de, der søger ind på design-uddannelserne, kommer fra hele landet – der er lige så mange fra hovedstaden som fra region Syddanmark. Direktionen ser gerne, at flere studerende i fremtiden vil bosætte sig i Kolding efter færdiggjort uddannelse. På den måde ville de bidrage til økosystemet ved, at de tager arbejde i byen, og der ville blive skabt flere praktikpladser. Dog tager Per Krogh Hansen et forbehold og fastslår, at der ikke ville være arbejde til f.eks. alle de færdiguddannede bachelorer i Designkultur i Kolding. 

En studieby begynder at tage form

SDU Kolding har en god dialog med Kolding Kommune om, hvad fremtidens samfund har brug for, og Per Krogh Hansen mener, at de i fællesskab kan skabe fornyelse inden for nogle allerede eksisterende rammer. De to instanser har sat lagt sig i selen, når det kommer til at udvikle en studieby, hvor uddannelsesinstitutionerne IBA Erhvervsakademi Kolding, UC SYD, Designskolen og SDU Kolding ligger side om side. Kommunen er desuden i fuld gang med at bygge nye ungdomsboliger, så de er bevidste om at gøre det attraktivt for unge studerende at slå sig ned i Kolding.  

I 2014 rykkede SDU Kolding teltpælene op og flyttede ind i en spritny campusbygning. Der ligger nøje overvejelser bag indretningen af dette campus, som er moderne og toptjekket – indbegrebet af det, som Kolding gerne vil profilere sig på. Men først og fremmest har det været alfa og omega i indretningsprocessen at skabe studievenlige rammer, som kunne fordre et godt studiemiljø for de studerende. Der er gode arbejdsrum og hyggelige afkroge såvel som fællesarealer, hvor de kan sidde og lave gruppearbejde og socialisere med hinanden. Per Krogh Hansen fortæller, at da han vendte tilbage fra ferie d. 2. januar vrimlede campus med studerende, som var i fuld gang med eksamensforberedelserne.

SDU Kolding går ind for decentralisering

Campuslederen understreger, at SDU Kolding har stort udbytte af at være en del af en stærk organisation med stor faglighed: ”Vi har et godt og effektivt samarbejde med både de faglige og de administrative enheder i Odense og de øvrige campusbyer.” Men han hilser mere selvstyre og større råderet velkommen. ”Der er sket en centralisering, hvad angår administration og forskellige funktioner, hvilket giver god mening i et økonomisk perspektiv, men man risikerer selvfølgelig at miste fornemmelsen for, hvad der rører sig i Kolding.” Per Krogh Hansen lægger afslutningsvis vægt på, at de initiativer, der bliver taget på SDU Odense, også skal have en værdi ude i campusbyerne.

 

SRK-formand: Et studieliv er ikke kun bøger og forelæsninger 

Du kan nærmest ikke gå op ad trappen uden at møde nogen, du kender, fortæller Astrid Sommerlund, som er formand for De Studerendes Råd på SDU Kolding. Hun glæder sig over, at de studerende kommer hinanden ved på tværs af fakulteterne.

”Jeg er et meget socialt væsen, og sociale relationer er vigtige for mig. Det fangede mig at kunne facilitere sociale muligheder for de studerende,” siger formanden Astrid Sommerlund, som studerer Informationsvidenskab, IT og interaktionsdesign på 6. Semester. På SDU Kolding er der dels mange studerende, som er tilflyttere, og dels er der mange, som pendler til og fra deres uddannelse. Som ny i byen oplevede Astrid selv værdien af at engagere sig socialt fra starten af studietiden. Gennem frivilligt arbejde i fredagsbaren, Café Ubåden, lærte hun hurtigt mange mennesker at kende, og sidenhen har bartjanserne ført til formandsposten. Hvis du tør give dig selv et skub og springe ud i det, så flasker mange ting sig hen ad vejen, mener formanden. Formålet med De Studerendes Råd er at skabe et socialt miljø, som alle kan være en del af, hvor ingen føler sig ekskluderet. ”Vi vil gerne ramme bredt og vise de studerende, at det ikke kun er hårdt arbejde at være studerende. Du kommer ikke bare herud, åbner din bog, klapper den sammen igen og går hjem igen. Der skal være et socialt fællesskab, hvor de studerende kan lære hinanden at kende på tværs af studieretninger og skabe et netværk”, fortæller Astrid Sommerlund. Muligheden for at gøre en forskel for de studerende er drivkraften bag hendes formandskab, men hun har udbytte af rollen på forskellige måder, idet den indebærer ansvar, hun lærer nogle ting om sig selv og udvikler sine ledelseskompetencer.

På SDU Kolding har de studerende interesser og kompetencer, der stritter i vidt forskellige retninger. Hver enkelt fakultet har ikke deres egen fredagsbar, så du kan nærmest ikke undgå at mingle med andre i Café Ubåden om fredagen. Som studerende får du koblet af, når du taler med nogen fra et andet fakultet, hvor I ikke kan diskutere tekster til i næste uge, fortæller Astrid og tilføjer, at du aldrig ved, hvornår du vil kunne drage fordel af kontakter fra f.eks. HA-uddannelserne i fremtiden.

En bred palet af sociale aktiviteter

Som formand for SRK gør Astrid Sommerlund alt, hvad der står i hendes magt, for at skabe gode rammer for socialt samvær, og hun oplever, at det faktisk er nemt at få de studerende til at deltage i sociale aktiviteter. SDU Koldings festudvalg består af kaptajner, styrmænd og matroser, der driver Café Ubåden og laver forskellige arrangementer. Mange uddannelser er repræsenteret, så ”besætningen” har en god føling med, hvad deres medstuderende efterspørger på den sociale front. Hver fredag er der et nyt tema i fredagsbaren, som du kan vælge til eller fra – du er ikke forpligtet til at bakke op om det. Fra kl. 12 kan du starte stille og roligt ud med brætspil og en øl, men der serveres også cocio og sodavand. I takt med at det bliver mørkere udenfor, bliver der så skruet lidt op for musikken, men det forbliver en hyggelig stemning, alle er velkomne, og alle kan være med, fastslår formanden.

Som ny studerende kan du deltage i ’insigter’s guide’, som er en guidet tour rundt på forskellige caféer og barer. Astrid understreger, at der er intet tvang eller pres, når det kommer til at drikke alkohol – tværtimod skal der være et alternativt til alkohollen. Workshops ruster frivillige vejledere, som før har lavet frivilligt arbejde i uni-regi, til at tage med på rusture og bl.a. gøre de studerende opmærksomme på de skrevne og uskrevne regler i forhold til alkohol.

De Studerendes Dag byder på alternative aktiviteter, som varierer år for år. Og så afholdes store fester i atriet, hjertet af campus – senest var en stor, fælles fest for IBA, UC Syd, Designskolen og SDU Kolding en stor succes, hvor 700 deltog i festlighederne på tværs af uddannelsesinstitutioner.

Direktionen kommer De Studerendes Råd i møde

Astrid Sommerlund sidder med til bords som studenterrepræsentant til nogle af de møder, som Direktionen afholder. ”Ledelsen er med på mange af vores idéer – og hvis de ikke er det, skal de nok komme det,” siger hun med et smil. Astrid fortæller, at de er samarbejdsvillige og lydhøre, når SRK byder ind. Ledelsen har af indlysende årsager ligeledes interesse i at varetage SRK’s interesser, idet de er opsatte på at tiltrække nye studerende. Derfor havde SRK fået tildelt en stand til Åbent hus, der løb af stablen nylig, da det er vigtigt, at potentielle studerende får øjnene op for, at mulighederne er mange for at engagere sig socialt, hvilket kan øge deres lyst til at studere på SDU Kolding.

Kig op og kig dig omkring

Astrid Sommerlund har en opfordring til dig, der har din daglige gang på campus i Kolding: ”Kig op og kig dig omkring – det er faktisk et fedt miljø, vi har. Deltag i de sociale arrangementer og drik en øl eller sodavand i fredagsbaren frem for at tage hjem efter undervisning om fredagen”, siger hun og tilføjer: ”Hvis du altså har lyst.”

 

 

 

 

The following two tabs change content below.

Nyeste indlæg af Maiken Krongaard Knudsen (se alle)