Vel at mærke ikke kandidat til formandsposten hos Syddanske Studerende, men på sin medicinuddannelse på Syddansk Universitet.  

Der var ikke nok timer i døgnet til, at André Shamoun kunne fortsætte som formand for Syddanske Studerende. I hvert fald ikke, hvis han også skulle få noget ud af sit studie. Derfor valgte han at fralægge sig formandsposten efter blot 6 måneder som formand.  

”Det var en erkendelse af, at man ikke både kan puste og have mel i munden,” udtaler han.  

RUSTs pædagogiske tolkning af dét udsagn må være: at det at puste svarer til at være formand, og det at skulle begynde på en kandidat svarer til at have mel i munden. Men hæng os endelig ikke op på det. 

Han bliver spurgt, om han ikke var klar over, at det var et stort ansvar og arbejde, da han påtog sig posten som formand i første omgang. Til det spørgsmål reagerer han ganske uforstående og svarer abrupt: ”Jo, det var jeg godt bevidst om, og det føler jeg også, at mig og resten af holdet har levet op til.”  

Her antages han at mene, at han har levet op til ansvaret i den tid, han har været formand. Men spørgsmålet om, hvorvidt han ikke var i stand til at tænke forud, da han satte sig på formandsposten, forbliver ubesvaret.  

Tid er relativt  

Imidlertid mener André Shamoun ikke, at hans tid som formand har været forgæves. Tværtimod. Han føler, at han – sammen med sin etablerede bestyrelse – har levet op til det ansvar, der ligger i at føre studenterpolitik.  

”Da jeg trådte til, stod vi politisk et rigtig spændende sted, hvor vi har kunnet sparke mange døre ind og opleve stort gehør hos ledelsen, og derfor har det været enormt spændende at få lov til at præge den studenterpolitiske dagsorden,” udtaler André Shamoun. 

Derfor er han også meget ivrig efter at fortælle RUST, hvilke ting han har været med til at stable på benene. Så nogle af de ting, deler vi – for god ordens skyld – med jer.  

Pædagogik og kommunikation er vejen frem 

Et af nøgleordene for André Shamouns tid på formandsposten er “pædagogik”. Godt og vel 20 mennesker er blevet placeret i forskellige udvalg og organer på SDU. 

”Dem kan vi nu tilbyde et opkvalificerende kursusprogram, som kan gøre dem bedre til at udføre et arbejde, der kan forbedre studenterpolitikken på SDU.” 

Desuden har Syddanske Studerende set på, hvordan SDU kommunikerer til de studerende, netop fordi de godt kunne tænke sig, at de studerende føler, de er velinformerede.  

Informationerne på SDU’s hjemmeside var lidt for rodede til, at de studerende vidste, hvor de kunne finde den information, de havde brug for til at komme igennem uddannelsen. Så det var et stille opråb fra Syddanske Studerende om at gøre SDU.dk ”idiotsikker”.  

Fest og SDS 

Et andet nøgleord for André Shamouns tid på formandsposten er ”fest”. Da han tiltrådte, lagde Syddanske Studerende nemlig ud med at afholde en hot dog-fyldt sommerfest. Et par måneder efter stablede de en semesterstartsfest med et nyt udtryk (ny placering og nye kunstnere) på benene, og så overtog de afholdelsen af Institutdysten. Alt sammen for at skabe større opmærksomhed omkring Syddanske Studerende.  Og hvis man vurderer Syddanske Studerendes succes med at gøre opmærksom på sig selv ud fra antallet af deltagende ved ovennævnte arrangementer, kan den i sandhed siges at være stor.  

Imidlertid kan det også bare antages, at de studerende er glade for at feste og ligeglade med den studenterpolitiske organisation, der står bag.  

Men André Shamoun er vel at mærke glad for begge dele. 

Den nye formand 

Næsten lige så glad, som han er for at feste, er han for, at det er Stine Maach, der har overtaget formandsposten efter ham. 

”Jeg er ikke i tvivl om, at Stine er dygtig og vil klare sig godt. Hun har en stor force i, at hun kender folk. Hun skal ikke bruge et halvt års tid på at gøre folk varme, fordi de ved, hvem hun er,” udtaler han.  

Til gengæld vil André Shamoun ikke sige, at Stine på det punkt står i kontrast til ham selv. Nej. Han kendte bare folk ”på en anden måde”. 

”Man kan jo kende folk på mange forskellige måder,” tilføjer han i et – lidt abstrakt – forsvar. 

Men om Stines måde også er god nok, vil tiden vise.  

Hvis I læser den artikel, vi publicerede i går, kan I i hvert fald danne jer et billede af, hvem hun er.  

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende kritisk og dybdeborende stof, der lægger op til debat. Derudover er jeg redaktør på Beton TV og fungerer dermed som kommunikationsrør mellem studentermedierne.