Så skal vi til det igen. Et nyt år står for døren. Vi begynder alle på et nyt semester, hvilket indebærer nye fag, ny viden og en masse nye forpligtelser. Heldigvis er der langt til eksaminerne, så hvis du er i tvivl om, hvad du skal lave af overspringshandlinger, når du gerne vil flygte fra de lange timer med pensumsbøgerne, så kan du eventuelt smide en af de her film på.

 

Doctor Strangelove or: How I Learned to stop Worrying and Love The Bomb (1964)
Doctor Strangelove er en sort komedie, som er instrueret af selveste Stanley Kubrick. Filmen omhandler en masse bemærkelsesværdige karakterer, der ved et uheld må føre atomkrig mod Rusland. Selvom denne komedie har eksisteret i over et halvt århundrede, så formår filmens komiske greb på en ellers dyster, hypotetisk, verdenskrise stadig at være ufatteligt morsom og relevant den dag i dag.

 

 

American Beauty (2000)
I denne film følger vi Lester Burnham (Kevin Spacey), der bliver ramt af en midtvejskrise. Under denne midtvejskrise vil han gerne vende op og ned på den hverdag, som han finder triviel og møjsommelig, hvilket bl.a. fører til, at han siger sit job op, og forelsker sig i hans datters bedste veninde, som er mindreårig. Med nutidige kampagner som #MeToo in mente, kan denne films fortælling muligvis få en ulækker klang over sig, men ikke desto mindre er denne film en, man ikke må gå klip af.

 

 

 

 

Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)
Dette er uden tvivl min yndlings Jim Carrey film. Filmen fortæller historien om Joel Barish (Carrey), der finder ud af, at hans kæreste (Kate Winslet), har undergået en behandling, der har slettet Joel fra hendes hukommelse. Hjerteknust over dette vælger Joel at få udført den samme procedure på ham selv, men han opdager i løbet af processen, at han ikke er parat til at give slip på minderne med hende. Det fantastiske ved Eternal Sunshine of the Spotless Mind er, at den er ulig nogen anden film. Med denne film fortælles en historien om en mand, der har kærestesorger på en unik og kreativ måde, der gør, at denne film er en film om kærlighed, som du aldrig har set det før.

 

Forrest Gump (1994)
Baseret på bogen af samme navn, bringes der her en fortælling om den simple mand ved navn Forrest Gump (Tom Hanks). Man følger Forrest, der fortæller hans utrolige livshistorie, der involverer en masse forunderlige hændelser, der er med til at definere den amerikanske kultur. Filmen, som er instrueret af manden bag Back To The Future-trilogien, bliver fortalt med en vederkvægende hjertevarme, og Tom Hanks leverer den mest sympatiske præstation, hvilket også sikrede ham en Oscar for bedste mandlige skuespiller. Det er en klassiker, man kan nyde om og om igen.

 

The Godfather (1972)
Der er ikke meget at sige om The Godfather, der ikke allerede er blevet sagt igennem tiden. Denne filmklassiker er et must-see for alle, da den er et mesterligt værk lavet af mesterlige filmskabere, der viser hver deres ekvilibrisme så udtrykkeligt igennem filmen. Det er alt fra den mørke og skyggebaserede kameraføring af Gordon Wilis, Nino Rotas ikoniske musik og Mario Puzos geniale manuskript, som indeholder en lang række citater, der er blevet en del af den vestlige popkultur, der er med til at gøre denne film til et mesterværk. Og eftersom Netflix har hele trilogien, så kan du da lige se de to andre film, nu hvor du er i gang. De ni timer kommer til at flyve afsted.

Dog Day Afternoon (1975)
Dog Day Afternoon er en film, der overraskede mig, da jeg så den første gang. Ud fra filmens første 10 minutter, havde jeg ikke forventet de mange udviklinger, som hænder mens plottet skrider frem. Jeg vil ikke røbe for meget, men kort sagt omhandler filmen Sonny (Al Pacino), der prøver at røve en bank. Fortællingen foregår hovedsageligt fra banken, hvortil man kan give cadeau til filmskaberne for at kunne holde den 125 minutters lange film spændende, selvom der ikke mange skift mellem lokationer. Denne baseret-på-virkelige-hændelser dramafilms uforudsigelighed i forhold til fortællingens udvikling og det nuanceret portræt af karakteren Sonny er særlige aspekter, der er med til at gøre Dog Day Afternoon til en fantastisk film.

 

 

The Dark Knight (2008)
Hvilken liste ville denne være, hvis den ikke havde denne film med? The Dark Knight er Christopher Nolans anden film i hans Batman trilogi, og den bliver anset af mange som værende en af de bedste superheltefilm, der er blevet kreeret – Og det er ikke ubegrundet. i denne superheltefilm konfronteres Batman (Christian Bale) med to superskurke, Two-face (Aaron Eckhart) og Jokeren (Heath Ledger), som hver især har deres eget agenda for, hvorledes byen Gotham skal terroriseres. Filmen er blevet hyldet for sine gode skuespilspræstationer, navnlig Heath Ledger som posthumøst vandt en Oscar for bedste mandlige birolle. Ydermere har Nolans anderledes håndtering af en superheltefilm været med til at ændre, hvordan film i denne genre udformes lige siden.

Taxi Driver (1976)
You talkin’ to me?”
I Taxi Driver følger vi Travis Bickle, (Robert De Niro), der er en krigsveteran, der er vendt hjem til den vestlige hverdag igen. I filmen følger man Travis udvikling fra at være en passiv og ensom borger i New York, der nærmest lever indespærret i hans eget jernbur i form af en taxavogn, som han beskuer byen fra. Igennem fortællingen udvikler Travis sig til at blive en aktiv og oprørsk karakter, der finder mening i selvtægt. Denne films berettelse om Travis’ udvikling er utrolig interessant at følge, og instruktøren Martin Scorseses ufortøvede, barske vision for film samt den opfindsomme og fængslende kameraføring af Michael Chapman udgør, at denne film er en all time classic. Derudover er det en af Martin Scorseses mest hyldede film, hvilket siger en del, da hans samlede værker indbefatter en lang række filmklassikere.

 

Django Unchained (2012)
I denne westernfilm følger vi Django, efter han bliver købt fri, hvortil han kæmper for at blive genforenet med sin livs kærlighed, samt at kunne hævne sig mod hans tidligere slaveejer. Denne film er en ærketypiske Quentin Tarantino-film, og det er blot godt ment. Filmen præger eklatante tegn af Tarantinos tekniske – og stilistiske kunnen – så hvis du kan lide Tarantinos andre film, så vil du uden tvivl kunne lide denne.

 

 

 

 

The Perks of Being a Wallflower (2012)
En introvert teenager starter på gymnasiet, og herved starter coming of-age-fortællingen om Charlie. Igennem filmen følger man Charlies udvikling igennem hans første år, hvor han stifter nye venskaber, som han kerer rigtig meget om, men denne kærlighed til hans nye venner udgør også, at Charlie bliver påmindet om hans skeletter i skabet. Filmen er skrevet og instrueret af Stephen Chbosky, og det er den selv samme person, der skrev bogen bag fortællingen.  Denne film er en af de få eksempler, hvor filmatiseringen af et værk er bedre end det oprindelige værk. Filmens portræt af Charlie er blevet eksekveret så sympatisk og engagerende, at tilskueren ikke kan lade være med at holde af og med ham. Filmen præsenterer en ellers uset kvalitet, der er uvant for teenage coming-of-age-genren.

The following two tabs change content below.

Søren Busk

Nyeste indlæg af Søren Busk (se alle)