Jeg har kæmpet mig igennem et par timer med tåkrummende oneliners og enerverende dåselatter, som er hovedingredienserne i The Big Bang Theory. Det holdt hårdt.

Jeg har altid zappet væk, når The Big Bang Theory er rullet over skærmen på kanal 5. Men vi kender vist alle det der med, at man kan være for hurtigt til at dømme ting (og personer for den sags skyld) ude på forhånd. Så jeg indvilligede i at give serien en chance – der var trods alt tale om arbejdsmedfør.

The Big Bang Theory er en klassisk sitcom-serie, hvor vi følger to venners tilværelse. Leonard og Sheldon er begge lynende intelligente fysikere, men deres sociale intelligens kan ligge på et meget lille sted, og det er ikke lige så nemt for dem at navigere i verdenen uden for laboratoriet.

Fra første oneliner (efterfulgt af dåselatter) stod det klart for mig, hvorfor jeg har klassificeret serien som værende ’ikke min humor’, og jeg måtte bekæmpe en lyst til at trykke på mute-knappen. Men jeg holdt ud.

Jeg har ikke en aversion mod sitcoms i almindelighed (jeg er den største KLOVN-fan og har slugt samtlige afsnit af FRIENDS råt), men jeg kommer aldrig til at abonnere på den simple, platte falde på halen-humor. The Big Bang Theory er spækket med falde på halen-jokes.

Der er én scene, ud af hvad der føles som en uendelig række af pinagtige scener, der fik mig til at trække på smilebåndet. I seriens allerførste afsnit er de to venner på vej ind i deres fælles lejlighed, da de opdager, at de har fået en ny nabo – den kønne blondine Penny, og så udspiller følgende dialog sig:

Leonard: ”New neighbour?”

Sheldon: ”Evidently”.

Leonard: ”Significant improvement over the old neighbour”.

Sheldon: ”Two hundred pound transvestite with a skin condition, yes she is”.

Jeg kunne godt bære over med platte jokes, hvis den overordnede historie var interessant. Eller hvis joksene blev fortalt af nogle interessante karakterer, som jeg har lyst til at blive klogere på og følge over tid. Problemet er, at The Big Bang Theory er bygget op over den samme drejebog som andre lignende sitcoms. Det er ikke en serie, der er baseret på en original idé, og der er ingen motor eller større mening, som driver handlingen frem. De centrale personer fremstår endimensionelle og karikerede. Penny er blondinen, der er genstand for to mænds opmærksomhed. Og Sheldon udviser tegn på aspergers syndrom og bliver portrætteret stereotypisk, i og med diagnosen skygger for hans personlighed.

Det mig komplet uforståeligt, at en serie med så lavt et ambitionsniveau kan køre på ellevte(!) sæson. Men den har åbenbart en trofast seerskare, der labber oneliners og dåselatter i sig.  Hver sin smag. Jeg skal ikke være ude med riven efter serier, man kan stene til en søndag på sofaen, eller som kaster grin af sig, hvilket formentlig er de primære årsager til, at The Big Bang Theory har fans i hobetal. Jeg anerkender, at det er en serie, der først og fremmest gerne skulle være underholdende. Men vil gerne slå et slag for, at en sitcom som The Big Bang Theory også skal tage fat i væsentlige emner og temaer, som stimulerer publikums intellekt eller vækker nogen følelser.

Lad os slutte på en positiv note. Jeg kan sagtens sætte mig ind i de to geniers fascination af universets tilblivelse. Mysterier er fascinerende. Jeg hilser en seriøs og dokumentarisk skildring af det sagnomspundne Big Bang velkommen. I det omfang det er muligt, for har det overhovedet fundet sted? Finder vi nogensinde ud af det?

The following two tabs change content below.