Mange kender til at føle sig ensom. Flere studerende går rundt med lige præcis den følelse, men ytrer sig ikke omkring det, da det ofte bliver betragtet som et tabu. Det er aldrig rart at føle sig ensom, men nogle gange må man råbe op, før det kan ændre sig. Det gjorde Rikke omkring juletid for to år siden. 

Jeg var flyttet til Odense for at studere, og da jeg oprindeligt kommer fra Jylland, kendte jeg hverken byen eller nogen personer i den. Det blev en hård opstart på studiet, men jeg havde sat forhåbningerne lidt op – jeg skulle nok finde nogle venner. Efter halvandet år på studiet følte jeg mig dog stadig alene. Ensom. Følelsen sad dybt inde i maven, gav mig mange søvnløse nætter og blev til en konstant nagende følelse, der fulgte mig, uanset hvor jeg var. 

Som person er jeg meget udadvendt, og jeg lader op i samværet med andre. Jeg elsker at være social, og hver gang jeg får en mulighed for at være det, så griber jeg den. Alligevel følte jeg mig enormt ensom. Det var dog ikke umiddelbart noget, jeg sagde til nogen. Det der med at føle sig ensom. Jeg ville jo ikke have hverken medlidenhed eller føle, at jeg påduttede nogen mit selskab. 

Det er på ingen måde fedt at være ensom, men et af de hårdeste tidspunkter at være ensom må være i juletiden. December 2015 blev i hvert fald der, hvor det hele bristede for mig. Alle mine studiekammerater holdt julehygge med hinanden, folk inde i byen så ud til at hygge sig, der var kærestepar overalt i hele Odense, og folk delte billeder af julestemning med deres nærmeste. Og dér sad jeg så… helt alene i Odense med en familie i Jylland, jeg ikke bare lige kunne tage hjem til. 

Egentlig var det ikke nogen ny følelse for mig – ensomheden. Det er efterhånden en følelse, jeg har kæmpet med hele mit liv. Jeg har aldrig været en person, som har taget del i såkaldte ‘grupper’. Jeg har været typen, som alle kan snakke med, men som ingen rigtigt ville helt tæt på. Eftersom jeg aldrig har været en del af disse ‘grupper’ – hverken i folkeskolen, gymnasiet eller på universitetet – så betød det også, at jeg indirekte blev afskrevet fra bestemte sociale ting. Jeg var ikke den, der blev inviteret med til fest, filmhygge eller kaffe/øl nede i byen. Det havde jeg egentlig accepteret, og derfor tog jeg ofte selv initiativ til at lave noget med folk. Se en film, lave mad sammen, tage i biografen, gå en tur – et eller andet. Men det er også hårdt at være den eneste, der prøver. Hele tiden. Selvom jeg prøvede, så forsvandt ensomheden bare ikke. 

Som tidligere nævnt bristede det i juletiden. Den er hård, hvis man føler sig helt alene. Efter at havde ringet grædende op til min far, snakkede vi om mine muligheder. Jeg har min egen blog, og jeg luftede idéen for min far om at skrive det hele ned dér. Sort på hvidt. Måske som et råb om hjælp. Og det gjorde jeg så. Jeg udgav indlægget med titlen ”Tankemylder – om at være ensom”, og det var noget af det bedste, jeg kunne have gjort for mig selv – at sige mine tanker højt. 

Når éns hjerte ligger sårbart åbent på internettet, så er man enormt bange, men jeg modtog mange henvendelser fra folk. Nogle af dem indeholdt trøstende ord, andre fortalte deres egen historie, og et par stykker ville gerne mødes for at gøre noget ved den der ensomhed. Det gik pludselig op for mig, hvor mange mennesker omkring mig, der også følte sig ensomme og kunne nikke genkendende til mine tanker. 

Det at sige det højt gjorde, at jeg fik mødt nogle nye og søde mennesker her i Odense. En del af dem, som kontaktede mig dengang i forbindelse med mit blogindlæg, er faktisk nogle af mine bedste venner den dag i dag. Jeg fik derudover modet til at sige det højt, og det gør også, at jeg kan fortælle om det nu, selvom det måske stadig er lidt et tabu. Følelsen er mere almen, end man tror, og det er så vigtigt at italesætte det og bede om hjælp, selvom det kan føles sårbart og svært. Ingen fortjener at føle sådan – og slet ikke i juletiden, der skal være en tid for glæde. 

Hvis man er ensom eller føler sig ensom, så betyder det altså ikke, at man ikke er god nok. Man kan sagtens være god nok, men bare ikke have fundet de rigtige folk til at se det endnu. Du bør altid være dig selv, for det er den bedste person, du kan være. Mit råd til dig er at snakke med nogen om det – sig det højt. Du er også velkommen til at skrive til mig. Jeg ved i hvert fald, hvordan det føles, men man kan kæmpe imod det og komme over på den anden side. Det tager tid og mod, men det er også det værd. Det lover jeg dig. 

The following two tabs change content below.

Nyeste indlæg af Rikke S. F. Simonsen (se alle)