Vidste du, at man kan få et såkaldt ”handicaptillæg” til sin SU, hvis man har en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse? Hvis ikke, bør du læse dette debatindlæg, som sætter tanken bag tillægget på en spids.  

”Læser du på en videregående uddannelse og har en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, der giver dig meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage dig et erhvervsarbejde, kan du søge om at få et handicaptillæg ved siden af din SU.”   

Når man læser ovenstående information på su.dk’s hjemmeside, tænker man, at det danske velfærdssystem i sandhed bakker op om de svagt stillede i samfundet. En funktionsnedsættelse, som ikke er selvforskyldt, bør da heller ikke være årsag til, at man må halte bagefter rent økonomisk, når nu man ikke er i stand til at have et studiejob.  

Nej, tanken, der ligger bag det såkaldte handicaptillæg, er uden tvivl god nok. Det er et billede på, at det danske velfærdssystem fungerer. Eller er det? 

Læser man videre om tanken bag handicaptillægget og meningen med ydelsen, begynder man imidlertid at miste en vis grad af sin forståelse. Eller, nu skal jeg selvfølgelig passe på med at generalisere den menneskelige grad af forståelse, men tillad mig alligevel at udpensle, hvad min påstand bygger på.  

Det forholder sig nemlig sådan, at man ikke må være i stand til at arbejde 5-6 timer om ugen ved siden af sit studie, hvis man skal modtage handicaptillæg. Regner man lidt på det, vil det sige, at man ikke er i stand til at tjene mere, end hvad der svarer til 2.730 kroner før skat, hvis man får løn efter den almindelige takst for studentermedhjælpere.  

Et typisk studiejob er estimeret til 10 timer om ugen. Det svarer til en indtægt på 4.560 kroner før skat efter den almindelige takst for studentermedhjælpere. Satsen for handicaptillægget må altså umiddelbart skulle kompensere for de cirka 5 timer om ugen, man ikke er i stand til at arbejde som følge af sin funktionsnedsættelse. Det svarer til cirka 2.280 kroner før skat. Det er i så fald, det tætteste man kommer på idealet om lighed.  

Imidlertid er virkeligheden en lidt anden – for at komme med en grov underdrivelse. Realiteten er nemlig, at satsen for handicaptillægget ligger på 8.555 kroner før skat. Altså næsten 3 gange så meget som det beløb, jeg ræsonnerede mig frem til. Er det så bare mig, der ligger inde med en dybt usympatisk tankegang? Det spørgsmål drister jeg mig til at svare ”nej” til.  

Det gør jeg, fordi ræsonnementet bag satsen for handicaptillægget er, at man som ikke-handicappet studerende kan arbejde cirka 20 timer om ugen. Jeg vil påstå, at det er svært at få til at lade sig gøre, hvis man har et fuldtidsstudie estimeret til 37 timer om ugen. Det ville svare til, at man arbejdede og studerede 8 timer hver dag – også i weekenden. Halvdelen af éns vågne timer ville altså gå med job eller studie. 

Et andet argument for min påstand retter sig mod det argument, der ligger bag at tilbyde ydelsen. Tanken bag handicaptillægget er nemlig, at man på grund af sin funktionsnedsættelse ikke vil være i stand til at påtage sig et fuldtidsarbejde efter endt studie. Handicaptillægget skal symbolisere en kompensation for dette. Men den logik stemmer ikke overens med logikken bag SU’en. Den bunder nemlig i, at man modtager uddannelsesstøtte for senere at kunne tilbagebetale staten de penge, man har modtaget i sin studietid, når man kommer ud på arbejdsmarkedet og betaler skat af sin indkomst. Hvis man arbejder på deltid, tjener man mindre og betaler dermed også mindre i skat. Hermed er man også længere tid om at betale de penge tilbage, som man har modtaget i uddannelsesstøtte. Derfor er handicaptillægget altså lidt af en underskudsforretning for staten.  

Det, jeg vil sige med det sidste argument, er ikke, at man under alle omstændigheder skal tilstræbe sig nyttemaksimering. Tværtimod. Jeg er tilhænger af tanken om, at dem, der har adgang til en større kage, gerne må give afkald på et større stykke af den kage. Men det betyder ikke, at kagen ikke skal holdes under opsyn og deles ud i en retfærdige portioner. Tanken bag handicaptillægget er altså ganske forståelig, og jeg er stærk tilhænger af, at det er den slags tilbud, der skal være med til at stadfæste Danmark som velfærdsstat. For mig at se er problemet, at forståelsen går tabt i det ikke-eksisterende grundlag for retfærdiggørelse, der kobler sig til ydelsen og dens størrelse.  

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende debatterende stof og inddrager gerne så mange livsfilosofiske overvejelser, som jeg kan komme til. Gerne noget, der ligger og tipper på kanten af boksen.

Nyeste indlæg af Anni Møllemand (se alle)