Jeg klappede i mine små hænder, da jeg åbnede podcast-app’en på min telefon mandag d. 4. september. Kisser og Rasmus var tilbage! Jeg siger ikke, at jeg har haft abstinenser hen over sommeren, men… Satireprogrammet Den Korte Radioavis er en integreret del af min daglige rutine mandag-fredag, såvel som madlavning og tandbørstning.

Den 65-årige seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm ”har den” stadig. Hun vandt mit hjerte fra første bramfrie svada i februar 2015. Meget vand er løbet i åen siden da – Kirsten Birgit har forkælet mine øregange med sin sprøde stemme i hundredvis af korte, skarpe nyhedsudsendelser, hun har været med til at afværge et ”JA” til en folkeafstemning, og så har hun begravet klovnen Knud på Birgit Ø.

En perle fra perlerækken

Den måde, som udsendelsen lægger fra land torsdag d. 7. september, illustrerer, hvorfor lige netop dette satiriske univers har slået benene væk under mig. Prins Henriks demens er genstand for den samtale, som jeg som lytter dumper ind i. Kongehuset havde breaket nyheden dagen før, og det var ’talk of the town’:

Kirsten Birgit: ”Altså, at han er dement… man kan ikke lade være med at tænke på, hvor lysende klart, det har været.”

Rasmus: ”Jaa… særligt os i pressen har jo vidst det i lang tid efterhånden.”

Kirsten: ”Jamen, jeg synes først, at det har været her på det sidste, at det virkelig har slået klik for ham. De udtalelser, han er kommet med. Den måde, han har optrådt i offentligheden på, vidner jo om total mangel på proportionssans og på forståelse for, hvordan ens opførsel bliver modtaget.”

Rasmus: ”Jo, jo. Jo. Men altså…”

Kirsten: ”Og jeg siger: Nu skal han ikke have mere opmærksomhed. Simpelthen. Også for hans egen skyld.”

Rasmus: ”Det er helt rigtigt. Man burde jo bare have lukket ned for lang tid siden.”

Den ivrige snak fortsætter. Det varer et godt stykke tid, før det går op for mig, at de taler forbi hinanden. Kirsten taler ikke om prinsen. Hun taler om Reimer Bo. Jeg klukker fornøjet. Dels over det komiske i en sådan misforståelse, som er en lille genistreg, og dels ved tanken om, at Den Korte Radioavis stadig kan overraske en inkarneret fan (læs: undertegnede). Jeg burde have set det komme, at de to satirikere bag programmet, Frederik Cilius og Rasmus Bruun, ville have et andet ’take’ på den verserende polemik om Prins Henrik. Når alle farer i én retning som en flok lemminger, så går de som regel i den modsatte retning.

Arketyper tilsat ekstra schwung

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm sparer ikke på de politisk ukorrekte holdninger – eller pakker dem ind. Hun strøer om sig med dem råt for usødet. Socialt begavede mennesker har et filter og en situationsfornemmelse, der gør os i stand til at begå os blandt hinanden. Det har Kisser ikke. Hun går ustandseligt over grænsen. Men ofte rammer hun lige på kornet, synes jeg. Rasmus Bruun repræsenterer alt det, som Kirsten Birgit afskyr. Han er indbegrebet af en glat mediefrikadelle anno 2017 med de rette holdninger, der sidder oppe på sin høje hest. Han har dog af og til liiidt svært ved selv at leve op til den moral, han prædiker. De er et umage, men perfekt makkerpar. Kirsten Birgit smasher de bolde, som Rasmus spiller til hende. Den her går ud til alle, der stikker næsen frem i det danske medielandskab: Tag jer i agt.

Ingen går fri

Frederik Cilius og Rasmus Bruun Zulus fik overrakt prisen som ’Årets komiker(e)’ til Zulu Comedy Galla. Man ved, at man er gået fra at være kult til allemandseje, når man kaprer stemmerne hos Zulu-segmentet. Jeg hylder det, de kan, og det, de gør – og tør. Vi har at gøre med samfundsrevsende satire, når det er bedst.  De spidder medier, magthavere og menigmænd. De udstiller hykleri og hysteri. Det er så befriende.

The following two tabs change content below.

Nyeste indlæg af Maiken Krongaard Knudsen (se alle)