Man kender Rusland for sin kommunistiske historie. Associationerne til Stalin og Lenin er store, og de bliver absolut ikke mindre af landesymbolet Putin. Men hvordan præger landets historie og styre selve befolkningen? Det har RUST forsøgt at undersøge gennem feltarbejde i Moskva og Sankt Petersburg.    

 ”Du skal tale russisk, så vi kan tale sammen!”. Det får min midlertidige russiske roomie indirekte udtalt, mens hun ryster på hovedet af min lingvistiske inkompetence. Vi må nøjes med et simpelt ”godmorgen” og ”godnat”, som jeg gennem min russiske parlør har tillært mig forud for min ankomst. Hun finder det charmerende og tilbyder mig en kop te.     

På hvilke eksakte datoer skal du betræde den russiske jord? Har du et pasbillede, der er mindre end 6 måneder gammelt? Har du en personlig invitation fra en russisk statsborger?  

Ovenstående spørgsmål har jeg sammen med et utal af officielle dokumenter skullet besvare, forud for jeg kunne blive erklæret hjerteligt velkommen på russisk terræn. Men min midlertidige værelseskammerats gode intentioner vidner i sandhed om en særlig form for gæstfrihed, trods alt.   

Smil bag stramme ansigter  

Det samme gør sig gældende på de travle metrostationer i både Moskva og Sankt Petersburg. De er udsmykket med diverse kommunistiske symboler – og Lenin. Her ser man, hvordan gæstfriheden og ønsket om at hjælpe en vildfaren fremmed er ganske tydelig. Det kræver blot et ”excuse me” akkompagneret af et blidt smil at løsne op i de ellers så seriøst udseende russiske ansigter. De gode intentioner er blot skjult bag et manglende sprogøre – og en særligt markant privatsfære. Vi danskere kunne næppe finde på at mingle med fremmede på gaderne i større byområder, men russerne er os alligevel overlegne på det punkt. Jeg betvivler imidlertid, at det er på grund af en generel skepsis omkring Europa og resten af Vesten. Tværtimod. Amerikanske fastfoodkæder dominerer i hvert fald de russiske gader. McDonalds, KFC og Burger King udgør en stor overvægt af den ”russiske cuisine”.  Men det er meget muligt, at en amerikanisering kun ser sig gældende på madområdet, for hverken sproget eller ”how are you doing?”-tendensen bliver taget synderligt godt imod.  

Engelsk-skills til gay pride   

Hvis man imidlertid er så heldig at finde en engelsktalende russer, er stilen dog en ganske anden. Knapt så mange hovedrystener, himlen med øjnene og halvskræmte blikke, når man henvender sig til dem.  

Men måske har den hypotese brug for at blive testet yderligere, eftersom min konklusion baserer sig på et snævert udsnit af den russiske befolkning – og også på en helt særlig gruppe, som måske ikke er helt så repræsentativ for den brede russiske befolkning.  

Dem, jeg refererer til, er nemlig støtter til en gay pride-demonstration nær Sankt Petersburgs centrum. En gruppe på omkring 30 mennesker har samlet sig i en park nær den såkaldte Blodskirke, som er en af de større turistattraktioner i Sankt Petersburg. Hermed er der også chance for, at flere mennesker – heriblandt mig selv – vil opdage de regnbuefarvede skilte og flag.  

Offensiv outsider  

Demonstrationen foregår ganske fredeligt, men der er imidlertid én person, der fanger mit blik – og ikke mindst mine ører. Kvinden, som er afbildet, er iført skilte, hvorpå der står en masse russiske ord, som jeg forstår lige så lidt af, som det hun råber.   

Grunden til, hun fanger min opmærksomhed, er, fordi hun er placeret på den modsatte side af de politifolk, der overværer demonstrationen. De står med ryggen til hende og med fronten mod de overvejende unge mennesker, der bærer tydelige gay pride-symboler.  

Jeg bevæger mig hen til en mindre gruppe på tre mennesker, der står et lille stykke fra demonstrationen og filmer begivenheden. Den enes kæreste er en del af demonstrationen.  

”Vi er meget stolte af hende,” fortæller de.  

De forklarer, at demonstrationen kommer i kølvandet på en demonstration, der fandt sted en uge forinden, hvor hele 10.000 demonstranter var mødt op på en plads uden for Alexander Nevskij-klostret i Sankt Petersburg.  

”Der var hun der også,” siger de og peger på kvinden, der havde fanget min opmærksomhed.  

Kvinden er ikke en del af demonstrationen. Hun er mødt op for at demonstrere imod demonstrationen.  

For eller imod Putin – eller begge dele  

Jeg opfanger ordet ”propaganda” i kvindens højlydte russiske talestrøm. Det er en reference til gay pride-demonstrationen. Da hun vender sig rundt for at hendes stemme kan række ud til endnu flere i menneskemængden, ser jeg, at Putin er afbildet på et af hendes skilte.  

”Det, hun råber, er mere eller mindre, at hun hader alle andre end Putin,” oversætter den ene af de tre, der filmer begivenheden.  

De to andre kommer herefter med den hovedrysten, jeg er begyndt at kende så godt.  Her er hensigten med den blot en anden. Den er ikke rettet mod mig.   

Imidlertid opstår der kortvarigt en vis usikkerhed hos den ene af hovedrysterne, som lidt usikkert får fremstammet: 

”Det er ikke, fordi vi ikke kan lide Putin…”  

Han får øjenkontakt med de to andre, som nikker bifaldende. 

”Der… Der er bare mange ting galt med dette land. Det, du ser her, er et resultat af alle de ting, der sker i det russiske samfund. Det er på et meget højere plan end det her,” tilføjer han.   

En af de ting, han refererer til, er den manglende accept af homoseksuelle.  

”Politiet burde ikke holde øje med dem. De burde rette deres blikke mod hende,” udtaler den sidste af de tre.  

Det, hun henviser til, er den nærværende setting, hvor de godt og vel 10 politibetjente står med deres blikke fast rettede på demonstrationen – og næppe ænser den højtråbende kvinde, der fanger overvægten af de observerendes blikke.  

Ønsket om fred  

Jeg spørger dem, om politiet har intentioner om at rykke ind og stoppe demonstrationen. Men det, siger de, at de ikke har.  

”Vi ved ærlig talt ikke, hvorfor de er her,” siger kvinden.  

Men om de når at finde ud af det, ved jeg heller ikke. Jeg forlader demonstrationen til fordel for en gåtur i den nærtliggende Sommerhave, hvor det vrimler med nygifte (heteroseksuelle) par. De er alle fuldkommen ubevidste omkring de begivenheder, der udspiller sig på Marsmarken.  

Da jeg vender tilbage til Marsmarken en times tid efter, er der ingen demonstration at få øje på.  

Om demonstrationen omtales i den næste dags avis, skal jeg imidlertid ikke kunne sige, da jeg vel at mærke er udstyret med en lingvistisk inkompetence. Men freden har i hvert fald lagt sig over Sankt Petersburg igen, og de nygifte par lader sig upåvirket fotografere nær Sankt Petersburgs mange floder.  

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende debatterende stof og inddrager gerne så mange livsfilosofiske overvejelser, som jeg kan komme til. Gerne noget, der ligger og tipper på kanten af boksen.