Blade Runner 2049
– Kunst på godt og ondt
Instruktør: Denis Villeneuve
Genre:
Science fiction.
Premiere: 6. oktober 2017.
Spilletid: 2 timer, 43 min.
Medvirkende: Ryan Gosling, Harrison Ford, Robin Wright, Jared Leto & Sylvia Hoeks.
Film, der minder om: Blade Runner (1982).

Da Ridley Scott’s ‘Blade Runner’ udkom i 1982, blev den markeret som en hjørnesten inden for science fiction-genren. 35 år efter bliver den stadig hyldet som en af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige film nogensinde. Derfor kan det også synes lidt omsonst at prøve at lave en efterfølger til en så ikonisk film. Risikoen er, at man hurtigt vil komme til kort i at lave noget, der tilnærmelsesvis rammer den samme artistiske standard som originalen.

Jeg kan dog komme med den glade udmelding, at det rent faktisk er lykkedes at producere en film, som på mange måder lever op til originalen.

Hvad handler det altsammen om? 

Filmen foregår 30 år efter originalen og følger en blade runner ved navn ‘K’, spillet af Ryan Gosling. Han er blevet sat til at indfange og “pensionerer” løsslupne replikanter (kunstigt skabte menneskelignende robotter). Efter at have opsporet og elimineret en replikant, støder ‘K’ på en skjult hemmelighed, der bringer ham på en farlig mission. Han skal nu forhindre en massiv katastrofe, der vil have afgørende betydning for menneskehedens overlevelse. Han får dog brug for hjælp af den forhenværende blade runner Rick Deckard, spillet af Harrison Ford, som her er tilbage i rollen fra den originale film. Det viser sig at være en af hans bedste præstationer i mange år.

Et tilbagekald til originalen

Filmen minder på mange måder om den første Blade Runner-film med de regnfulde gader i det dystopiske og Tokyo-inspirerede Los Angeles, orkestreret af Hans Zimmers synthesizerbaserede underlægningsmusik, som ofte lader sig inspirere af temamusikken fra den originale film. I den nye film er der dog tilføjet nye elementer til universet, da vi også stifter bekendtskab med tidligere beboede områder, der nu, efter en eksplosion, minder mere om et ørkenlandskab end den velkendte futuristiske setting.

Form vs. indhold

Blade Runner 2049 er egentlig ikke tiltalende på grund af, hvad der sker, men mere på grund af, hvordan det, der sker, bliver vist. For ærligt talt handler filmen sådan set ikke om særligt meget – et kendetegn den deler med originalen – men de visuelle aspekter og scenografierne er så ærefrygtindgydende, kæbetabende og smukke, at hvad der kunne have været en mainstream science fiction-film, bliver ophøjet til unik filmkunst.

Og der er to centrale årsager til dette resultat: Denis Villeneau og Roger Deakins.
Denis Villeneau, instruktøren af filmen, er i sandhed en af de bedste historiefortællere, der arbejder i dag. Sidste år imponerede han med en ligeledes smuk science fiction-film, Arrival, og før det har han tryllebundet os med visuelt blændende mesterværker som Prisoners (2013), Sicario (2015), Enemy (2013) og Incendies (2010). Hvordan kan én person skabe det ene moderne mesterværk efter det andet? Og hvad er det, der gør, at vi kan definerer dem som mesterværker? Svaret er Roger Deakins. Deakins har været kameramand på både Prisoners, Sicario og nu Blade Runner 2049. Hvad der fremgår tydeligt af disse film, er en helt unik sans for detalje i hans arbejde samt et øje og en forkærlighed for farvespil og symmetri. Tilsammen resulterer det i fængslende og transcendente billeder, der alle rummer en underlæggende tematisk rigdom, hvorved filmens form får en langt større værdi end filmens indhold.

…Men!

Når alt det så er sagt, har jeg dog stadig et par reservationer til Blade Runner 2049. Filmen har en tendens til at tabe momentum og ærligt talt blive lidt kedelig. Her kan ikke engang de visuelle aspekter redde den, og man finder ofte sig selv siddende med tanken: “Vi har fanget den!” Derudover opstår der øjeblikke i filmen, hvor en af de centrale karakterer kommer til en åbenbaring, hvilket bliver ledsaget af et flashback, så alle vi andre også lige er med og kan tage del i denne åbenbaring. Problemet er bare, at vi ofte er med på, hvad det hele handler om. Det betyder, at det til tider kan føles, som om der bliver leflet for publikum. Her burde filmskaberen i stedet have tillid til, at vi selv kan gennemskue det.

Kunst på godt og ondt? 

Så hvad mener jeg, når jeg indledningsvis skriver, at den nye Blade Runner 2049 er kunst på godt og ondt? Jo, forestil dig, at du er på et kunstgalleri. Du går rundt blandt snesevis af storslåede malerier og bliver fascineret af imaginative, innovative og teknisk overlegne udtryksformer, kreeret gennem overvældende billede- og farvekompositioner. Med tiden begynder du dog at blive lidt øm i fødderne, og blikket er nu mere søgende efter den nærmeste stol og ikke så meget det næste kunstværk.

Det, jeg dog vil aflede af denne analogi, er, at til trods for trætheden i fødderne vil de oprindelige følelser og fascinationer, der opstod gennem mødet med kunsten, ikke være gået tabt.
Blade Runner 2049 er og bliver stadig et visuelt mesterværk, der ligeledes på poetisk vis frembringer filosofiske temaer af epistemologisk og eksistentiel karakter. En smuk filmoplevelse.

The following two tabs change content below.

Jonathan Messerschmidt

Jeg er filmanmelder og layouter hos RUST magasinet og læser medievidenskab på Syddansk Universitet, Odense. Har en uslukkelig og afhængighedslignende tørst efter filmkonsumering.

Nyeste indlæg af Jonathan Messerschmidt (se alle)