Vi kender det nok allesammen. Man er ofte tilbøjelig til at tage en tur i biografen med vennerne, hvis man skal ud og hygge sammen, men det er faktisk billigere – og ofte mere nærværende – hvis man vælger at få sig et sæsonkort til teatret. Har du måske ikke lyst til at være lidt mere kulturel og tage i teateret, så tit du vil?

Odense Teater har lavet et sæsonkort for unge mellem 15 og 24 år – og for studerende uanset alder. Det drejer sig om Klub_U Sæsonkort, hvor du får fri adgang til teatrets forestillinger undtagen opera- og skoleforestillinger. På den måde kan du også vælge at se de samme forestillinger flere gange, og du får ligeledes adgang til særlige arrangementer, der går bag om de pågældende forestillinger.

I den nye sæson har Odense Teater en bred vifte af forestillinger, så der burde være noget for enhver smag, uanset om man er vant til at tage i teateret eller ej. På programmet er der blandt andet William Shakespeares berømte drama om magtens pris og angstens væsen, Macbeth. Derudover viser de Oliver Twist, som er et teaterstykke baseret på romanen af forfatteren Charles Dickens. Årets juleforestilling er et juleeventyr med nissetrylleri for hele familien, da de fremviser Nøddebo Præstegaard. Hvis man er lidt mere til det klassiske og vil se et drama af Ludvig Holberg, så bliver teaterstykket Maskerade opført. Til de barnlige sjæle er der Vitello og Peter Pan, som begge bliver opført som musikforestillinger, og som kan ses af hele familien. De nævnte forestillinger er dog kun et lille udpluk, da der er mange, mange andre på programmet.

Pris og holdbarhed: Sæsonkortet koster 280 kr., og det gælder i sæsonen 2017/2018. Det udløber den 30. juni 2018.

Det med småt: Til enkelte forestillinger er der et begrænset antal pladser i udbud til Klub_U sæsonkortet. Odense Teater tager derudover forbehold for udsolgte forestillinger. Du kan læse meget mere om spilleperioderne for de enkelte forestillinger på Odense Teaters hjemmeside (www.odenseteater.dk).

Du kan dele dine teateroplevelser på Facebook, Instagram og Twitter ved at bruge følgende hashtags: #otklubu og #odenseteater.

The following two tabs change content below.

Nyeste indlæg af Rikke S. F. Simonsen (se alle)