Torsdag 10:30

Jeg forbereder mig med en skepsis. De sidste to år har jeg hørt alle tale så godt om det. Det er det bedste, der nogensinde er sket i deres liv. Jeg har deltaget i temafester med forfærdelige forsøg af københavnere på at tale norsk. Som om man bare kan synge sit dansk, og så kører det. Jeg har også hørt nordmænd tale om SKAM. Fantastisk serie. Intet mindre. Ikke noget danskere med deres kartofler i halsen og mavelyde i sproget nogensinde vil kunne genskabe. Det er perfekt. Mener de.

Jeg tror det næppe. Hvad skulle få mig til at ville genopleve alle de forfærdeligt pinlige episoder, der er i en gymnasietid. Drenge, der ikke er bagt færdige og ligger marineret i en suppe af hormoner og tvivl. Man skal da være en speciel form for masochist for at nyde at se dét.

Men here we go. Sæson 1, episode 1. Tak DR, for den public service det er at få lov til at krumme tæer over nordmænd. Alle 210 licenskroner denne måned værd.

 

Torsdag 11:20

Jeg har kæmpet mig igennem det. Svært armeret med en kop kaffe. Og jeg er ikke 100% solgt. Første scene, jeg virkelig sluger, foregår torsdag kl. 8:30, hvor de unge mennesker ikke er i skole endnu. Hvor er det uansvarligt. Da jeg gik i gymnasiet, der mødte man kl. 8.00. Og der var ingen undtagelser. Alt var bedre i de gode gamle dage.

Men den er god nok. Det er så norsk, som det bliver. Der er Audier i baggrunden hele tiden. Jeg kan ikke se biler, der på nogen måde virker billige. Alle de oliepenge, der er gået ind i dette seriemonster.

Serien indeholder alt, jeg forventer. Skam. Og hormoner. Og piger, der gør hinanden til grin. En perfekt cocktail til et langt og tvivlsfyldt liv for hovedpersonen. Ingen tvivl om, at det er hårdt at være hende. Men hvorfor skal jeg se på det?

Afsnittet peaker, da hovedpersonen vælger at tage til fest. Pludselig er der lidt liv i det. Og fransk elektronisk musik. Det bedste i en norsk serie foregår på fransk. Hvis ikke dét siger noget om kvaliteten, så ved jeg ikke, hvad gør.

Og piger på et badeværelse, der græder. Så ved man da, at det er en gymnasiefest.

”Hej, jeg hedder Noora, vi har spansk sammen”. Uh! Det er hende med den røde læbestift. Ej, så blev det alligevel SKAM.

Afsnittet slutter på fantastisk vis. På syngende norsk: ”Vær nu ikke sådan en narrefisse”.

Bum!

Og samme følelse sidder jeg med overfor SKAM. Efter to års hype. Det levede ikke op til, hvad jeg forventede fra det. Beklager SKAM. Jeg kommer ikke til at sprede jeres glade budskab.

Fredag 18.30

Har prøvet at se et afsnit mere, mens jeg vaskede op. Det går simpelthen ikke. Konklusionen er stadig sikker.

Kære nordmænd, I må godt beholde SKAM. Jeg tager kartoflen tilbage i halsen og snakker mit skodsprog. Kære danskere, der tror I kan tale norsk – I burde gøre det samme.

The following two tabs change content below.

Frederik Mark Højsager

Redaktør af RUST
Redaktør ved RUST, Stud. Med ved SDU. Ud over mit virke på RUST arbejder jeg studenter- og sundhedspolitisk for IMCC og FADL og er freelance skribent på månedsmagasinet Sund&Hed.

Nyeste indlæg af Frederik Mark Højsager (se alle)