Seje, rød-hvide kvinder, der er ekstraordinært gode til at heade bolde i mål, har været leveringsdygtige i sommerferieunderholdningen. Med hovederne højt hævede kæmpede de til det sidste ud fra Egon Olsens gamle devise: Vi skal ikke hjem – vi skal videre!

I vores lille land sidder vi klistrede til skærmen, når Danmark besejrer den ene modstander efter den anden til de store sportsbegivenheder. Vi er og bliver en miniputnation, hvis man kigger på vores lands størrelse og indbyggertal, og i sportssammenhæng har vi historisk set befundet os i en underdog-position. Så vi rykker tættere sammen, når spillerne kæmper mod overmagten inde på grønsværen til en EM-slutrunde og har medaljer inden for rækkevidde.

For 25 år siden spillede herrerne sig i finalen til det sagnomspundne Europamesterskab i sommeren ’92, og denne sommer gjorde kvinderne dem så kunsten efter. Det var lige ved og næsten for det danske kvindelandshold i fodbold. Danmark tog sølvet med hjem. Holland rendte med guldet. Men kampen var en seværdig gyser fyldt med mål, kampgejst og hjerteblod, som lover godt for holdets fremtid.

Skeptikere sat til vægs

Når det kommer til fodbold, har vi altid været vant til at se mænd i ilden. Kvindefodbold har af flere omgange været oppe til diskussion. Flemming Østergaard, også kendt som Don Ø, har tidligere udtalt, at ”livet er for kort til kvindefodbold”, og Oddset lever højt på deres ”Der er så meget kvinder ikke forstår”-slogan. For ikke at glemme Sørine Gotfredsen, som under sommerens slutrunde rodede sig ud i en analyse i Deadline på DR2, der gik på, at kvinder ikke er rustede til at spille fodbold. Hun har som bekendt stærke holdninger til mangt og meget. Når hun på den måde går i selvsving i iveren efter at understrege sine pointer, så er det svært at tage hende alvorligt. Den svada, hun fyrede af, indeholdende guldkorn som ”banen er altså meget stor” og ”fodbold er tæt på krig”, var en parodi værdig – som skuespilleren Joachim Fjelstrup i øvrigt har fremført på genial vis i et Facebookklip.

Det har vist sig, at Don Ø og Oddset sidenhen har fået øjnene op for det danske kvindelandshold.  Førstnævnte åd sine ord i sig og var ude med en uforbeholden undskyldning, da han havde set kvinderne i aktion for godt og vel et år siden. Og sidstnævnte har tidsnok indset, at de kvindelige landsholdsspillere med tiden kan gå hen og blive en god investering. Op til EM 2017 benyttede de lejligheden til at blive hovedsponsor for holdet, i og med de gerne vil forbindes med det brand og den succeshistorie, som Kvindelandsholdet er blevet. Men selv om Oddset har deres gode grunde, kan man ikke komme uden om, at det er et paradoks, og at det tager sig komisk ud. Det er nok naivt at tro, at man kan rokke ved Sørine Gotfredsens overbevisninger, men med udtalelserne om kvindefodbold underminerer hun sin egen troværdighed.

Når kvindefodbold er genstand for debat, så bliver det gang på gang slået fast, at man ikke kan eller skal sammenligne Kvindelandsholdet med Herrelandsholdet. Kvinderne skal vurderes på deres egne præmisser, og deres figtervilje, sammenhold og sportslige præstationer taler for sig selv.

Min opfordring lyder således: Hvis ikke du har noget tilovers for kvindefodbold, så zap væk og stik piben ind.

Kvindefodbold er… kvinder, der spiller fodbold

Efter min mening var det et overkill, at politikere som Morten Østergaard og Kristian Thulesen Dahl tonede frem i deres landsholdstrøjer og lirede indstuderede, banale peptalks af forud for semifinalekampen. Pludselig havde de fundet anledning til at markere sig kønspolitisk. Det er en kendsgerning, at man associerer fodboldkvinderne med ligestilling, og jeg vil på ingen måde forklejne det evigt aktuelle temas berettigelse eller relevans. Men jeg giver ikke meget for, at det danske kvindelandshold skal være en del af profileringsshowet hos en politiker, så han kan score nogle billige point på den konto.

Jeg mener, at det ligeledes var et overkill, da Jon Stephensen, teaterdirektør på Aveny-T, udtalte i P1 Debat, at kvindefodbold er kvindekamp. Jeg anerkender ligestillingsperspektivet, men hvorfor træde op på den store klinge og pege insisterende på det? Hvorfor dvæle ved disse spilleres symbolværdi? Bedrifterne inden for den rektangulære ramme taler deres eget tydelige sprog.  ”Kvinder kan!” fik teaterdirektøren sagt i samme ombæring. No shit Sherlock Stephensen. De kvinder, der spiller på landsholdet, gik foran med et godt eksempel under EM-slutrunden, og med sølvmedaljerne har de skrevet sig ind i historiebøgerne, hvilket med rette har affødt respekt og bevågenhed i stor stil.

Fremtidens stjerner i støbeskeen 

Ikke nok med, at de kvindelige landsholdsspillere gav alt, hvad de havde i sig, på banen – de gav også noget af sig selv til offentligheden. Her drister jeg mig alligevel til at lave en sammenligning mellem vores to fodboldlandshold: Jeg har set et Facebookklip, hvor to interviews med henholdsvis Herrelandsholdets Kasper Dolberg og Kvindelandsholdets Theresa Nielsen er blevet klippet sammen. I dette klip bliver Dolberg bedt om at sætte nogle ord på, hvordan det var at score sit første landskampsmål. Fuldstændig udtryksløs i ansigtet og med monoton stemmeføring svarer han: ”Det var dejligt, det var rigtig dejligt… Jeg synes nu egentlig bare, at jeg løb bag forsvarsspilleren, og så fik jeg den.” Og det var så det. Klip til Nielsen, som efter seks års måltørke jublende udbryder: ”Der er slet ikke ord, der kan beskrive det her. Det er det vildeste. Og jeg scorede sådan en flot mål!” I modsætning til mændene spiser kvinderne os ikke af med standardsvar, og der bliver ikke holdt igen på hverken begejstring, ærgrelse eller skuffelse. Det, der kommer fra dem, er rent og ægte og lige fra hjertet. Vi får lov til at komme tættere på spillerne som mennesker, og vi kan identificere os med dem, fordi vi selv har prøvet både at svæve på en lyserød sky, bide i græsset og det derimellem.

Det er Kvindelandsholdets fortjeneste, at kvindefodbolden har fået en opblomstring. Pernille Harder, Nadim Nadim, Stina Lykke og deres holdkammerater har disket op med adskillige stjerneøjeblikke under EM 2017. De er rollemodeller for små piger, der ser et lys i dem. Disse små piger vil starte til fodbold, og de bliver inspirerede og motiverede til at give den ekstra gas til træning, for se bare, hvad det kan føre til. Måske træder de en dag op på podiets øverste trin til et Europamesterskab.

Hvad har et dansk landshold og Pilou Asbæk til fælles?

Herhjemme i andedammen brokker vi os for et godt ord, vi kan være rygende uenige, og vi er ude med riven efter hinanden. Der er alt muligt, som splitter os. Derfor er det godt, at vi kan samles om nogle gode ambassadører, der repræsenterer Danmark og leverer et stort resultat.

Apropos danskere, der har vakt stolthed hos os hen over sommeren, så finder vi Pilou Asbæk i en helt anden boldgade. Han har gjort Nikolaj Coster-Waldau selskab i serie-mastodonten Games of Thrones, hvor han giver den i rollen som stjernepsykopaten Euron Greyjoy. Hans vanvidsgrin i den scene, hvor Theon Greyjoy springer over bord og efterlader sin søster, Yara Greyjoy, på skibet, fik mig til at tænke ved mig selv: Godt gået, Pilou.

Den indre patriot kan godt komme frem i mig, når landsmænd, hvad enten de er skuespillere eller atleter, mænd eller kvinder, erobrer den udenlandske scene og sætter Danmark på verdenskortet.

Lad os satse på, at de danske fodboldkvinder giver modstanderne kam til deres hår og træder ud på Rådhusets balkon som guldvindere til VM i 2019.

The following two tabs change content below.

Nyeste indlæg af Maiken Krongaard Knudsen (se alle)