…En sjælden og rørende komedie!

The Graduate (1967)
Instruktør: Mike Nichols.
Genre: Romantisk dramakomedie.
Premiere: 22. December 1967.
Spilletid: 1 time, 45 minutter.
Medvirkende: Dustin Hoffman, Anne Bancroft, Katharine Ross.
Film der minder om: Annie Hall, Tootsie, Manhattan.

Det er nu 50 år siden, den amerikanske klassiker “The Graduate” udkom i verdens biografer. Filmen, der gjorde Dustin Hoffmann til en superstjerne, og som sidenhen er blevet cementeret som en af de største komedieklassikere nogensinde, er efter et halvt århundrede stadig lige så relevant og ikke mindst lige så sjov, som da den udkom. Har du endnu ikke haft fornøjelsen af at se komedien, så er det bare med at komme i gang, for det er uden tvivl en af de film, man bør se mindst en gang i livet.

Filmen følger den 20-årige Benjamin Braddock, som netop har afsluttet sin uddannelse på universitetet. Han kommer hjem til et fyldt hus af gæster, som lykønsker ham for et veloverstået kapitel i hans liv og med håbet om en god fremtid. Men Braddock deler ikke gæsternes begejstring. Han er skælvende nervøs for sin fremtid og har ikke den fjerneste ide om, hvad der nu skal ske med hans liv. Det skal her indskydes, at et af de sjoveste aspekter ved filmen netop er hans nervøsitet, der ofte kommer til udtryk gennem små pivelyde og akavede samtaler, som han tydeligvis helst vil slippe ud af – herunder en samtale med forældrenes ven Mr. McGuire, der tilskynder ham, at hans fremtid bør være “Plastics!”.

Til festen møder han Mrs. Robinson (Anne Bancroft), endnu en af hans forældres venner, der spørger Benjamin, om han har mulighed for at køre hende hjem. Efter at have kørt hende hjem går det dog hurtigt op for Benjamin, at hun har urene motiver, og Benjamin går naturligvis i panik: “Mrs. Robinson, you’re trying to seduce me. Ain’t you?”. Jo, ganske rigtigt, hun prøver at forføre ham. Indledningsvis er Benjamin meget afvisende over for hele konceptet, da hun ud over at være dobbelt så gammel som ham også er venner med hans forældre. Benjamin må dog se sig slået af sine egne lyster og ender med at udvikle en affære med Mrs. Robinson. Forholdet skaber grundlag for en række hylende morsomme scener – i særdeleshed scenen, hvor Benjamin for første gang skal bestille et hotelværelse til de to, hvilket selvfølgelig går grueligt galt.

Senere møder Benjamin Mrs. Robinsons datter Elaine, som han, efter sine forældres ønske, tager på date med og bliver dybt forelsket i. Det resulterer i en fantastisk kæde af problemer, blandt andet at Mrs. Robinson selvfølgelig finder ud af det og forbyder dem at være sammen. Værst af alt finder Elaine ud af Benjamins og hendes mors tidligere affære. Alt ser sort ud for Benjamin, og spørgsmålet er nu, om han kan vinde Elaine tilbage, før hun gifter sig væk til en anden.

The Graduate er siden sin udgivelse blandt andet blevet valgt til bevarelse af Amerikas nationale filmregister for at være “kulturelt, historisk eller æstetisk signifikant”. Filmen er desuden valgt af det Amerikanske Filminstitut som nr. 7 over de 100 bedste film gennem de sidste 100 år.

Hvad er det så, der gør The Graduate til en så højt estimeret film? Værd at nævne er musikken af Simon & Garfunkel, der introducerer et nyt niveau af kompleksitet inden for filmmusikken, da den ikke kun kommenterer på handlingen og understøtter stemningsbilledet, men samtidig undersøger underliggende temaer og følelser, ikke kun hos Benjamin, men hos en hel generation af unge. Og det er filmens magi – den indkapsler, hvad det vil sige at være ung, at være i start 20’erne, at være rastløs, skeptisk, nervøs og forvirret. Den gør det uden at komme med referencer fra tiden, den er lavet i, hvilket gør den for evigt relevant, aktuel og resonant. Denne magi kan dog ikke kun attribueres til musikken. Filmen byder ligeledes på visionært kameraarbejde og klipning, som hver især har et centralt medvirke i narrativet som en illustrator på Benjamins rejse mod voksenlivet. Vigtigst at nævne er nogle formidable skuespilpræstationer, herunder en af Dustin Hoffmans mest inspirerende roller som den unge Benjamin Braddock.

Benjamins nervøsitet og kejtethed er så ærlig, at man i en sådan grad kan forholde sig til ham, mens man tænker tilbage på de gange i sine unge år, hvor man forvirret har forsøgt at indramme sin plads i tilværelsen og måske samtidig finde kærligheden. Denne så akkurate ærlighed gør, at vi ofte ikke ved, om vi skal grine eller kigge ind i os selv, og det gør filmen til ikke kun en formidabel romantisk komedie, men også et selvreflekterende værk af højeste kaliber.

The following two tabs change content below.

Jonathan Messerschmidt

Jeg er filmanmelder og layouter hos RUST magasinet og læser medievidenskab på Syddansk Universitet, Odense. Har en uslukkelig og afhængighedslignende tørst efter filmkonsumering.

Nyeste indlæg af Jonathan Messerschmidt (se alle)