Det er godt og vel et par måneder siden, at finaleafsnittet i fjerde og sidste sæson af det norske tv-fænomen SKAM rullede over skærmen. I denne artikel reflekterer studerende fra SDU over, hvorfor de i sin tid tog serien til sig.

Tilbage i efteråret 2015 blev SKAM kult hos en dedikeret seerskare, som i fællesskab tog fandyrkelse til det næste niveau på sociale medier. Fast forward et års tid: Ungdomsserien hittede hos mennesker i hobetal på tværs af alder, køn, baggrund og landegrænser.

Michael Frederiksen, 21, Dansk: ”Jeg startede med at se SKAM i sommeren 2016 efter de danske mediers lovprisning og anbefalinger fra venner. Jeg blev ret hurtigt grebet af det troværdige skuespil og de genkendelige konflikter fra gymnasietiden.”

Tv-serien bygger på research af den moderne ungdomskultur, dvs. dybdegående interviews med gymnasieelever fra store dele af Norge. Dette forarbejde gav instruktør Julie Andem en føling med nutidens unge mennesker – hvad der optager dem, hvad de taler om, og hvad de skammer sig over – hvilket seriens tematikker, karakterportrætter og fortællegreb vidner om.

Camilla Haahr Kristensen, 24, Litteraturvidenskab: ”SKAM tegner et mere realistisk billede af ungdommen nu til dags, der ikke er så poleret som i amerikanske serier. Konflikterne er virkelighedstro – det er de små ting, der kommer til at fylde for hovedpersonerne, og ikke en overdimensioneret ekstrem.”

Hoang Dung Tran, 24, Engelsk med sidefag i Medievidenskab: ”Jeg kunne spejle mig i karaktererne og de problemer, de ”dealede” med. Jeg har selv haft de samme usikkerheder og bekymringer inde på livet. Samtidig fik jeg en forståelse for, hvad teenagere går igennem i vores nuværende samfund, og hvordan man bør takle forskellige problemstillinger.”

Generation SoMe

Julie Andem har revolutioneret ungdomsserien som genre. Konceptet med realtid tilfører en ekstra, realistisk dimension til SKAM. Tempoet er langsomt, der er kræset for detaljerne, og som seer sidder man med en følelse af, at der reelt er noget på spil. Den norske tv-serie lægger sig tæt op ad virkeligheden anno 2017 på mange måder. Man tror på de historier, der bliver fortalt. Man kommer ind under huden på karakterne og sætter sig deres sted, når de venter på svar og ser prikkerne danse i Messenger-tråden på iPhoneskærmen.

SKAM var en foregangsserie, hvad angår tværmedialitet. Karakterne var på Instagram, og man kunne følge med i deres sms- og Facebookkorrespondancer hinanden imellem.  Grænsen mellem fiktion og virkelighed blev således udvisket for seeren.

Det er karakteristisk for serien, at meget kommunikation, konflikter og begivenheder udspiller sig på de sociale medier, påpeger Michael Frederiksen og tilføjer: ”Det er et rammende generationsbillede. Det er vel ikke mere end 10 år siden, at man i stedet sendte sammenkrøllede, håndskrevne sedler til hinanden i timen og konfronterede hinanden i skolegården.”

Ny sæson, ny hovedperson

I sæson 1 og 2 fulgte vi pigegruppen på nært hold gennem henholdsvis Evas og Nooras øjne. Overraskelsen var stor, da sløret blev løftet for, at Isak satte sig på sæson 3. Men det skulle sidenhen vise sig, at hypen omkring SKAM nåede nye højder, da denne kærlighedshistorie mellem to unge mænd, Isak og Even, udfoldede sig. Camilla Haahr Kristensen bifalder den rørende og autentiske skildring. Der er dog et men. ”Eftersom det overvejende er den mandlige homoseksualitet, som portrætteres i serier generelt set, så savner jeg den homoseksuelle piges perspektiv,” fortæller hun.

Det var op til Sana, den læbestift- og hijabbærende badass, hvis sårbarhed vi hidtil kun havde set i bittesmå glimt, at sætte kronen på SKAM-værket i fjerde og sidste sæson. Det stod hurtigt klart, at hendes skam bundede i følelsen af ikke at høre til. Hun følte sig hverken norsk nok eller muslimsk nok. Men alting skulle nok gå, så længe de andre jenter fra ”Los Losers-squad” havde hendes ryg.

Vi som seere har fået lov til trænge ind bag facaden på forskellige karakterer, i og med hver sæson havde sin egen hovedperson. Hoang Dung Tran har bidt mærke i, at instruktøren med brug af dette narrative greb slår en pointe fast: Mennesker trenger mennesker. ”I bund og grund går vi alle med det samme ønske om at passe ind i samfundet. Vi skal se hinanden som medmennesker, så ingen føler sig ekskluderet eller alene. SKAM berører bl.a. religion, seksuel orientering, ligestilling, flygtningekrisen i Europa, terrorisme og amerikansk politik, som er emner, der skaber debat og splittelse i samfundet. Julie Andem husker os på, at vi bør kommunikere, være åbenhjertede og prøve at forstå hinanden,” uddyber hun.

Sommerfugleeffekten

Tv-seriens allerførste scene i sæson 1 indledtes med, at Jonas, under dække af at læse op fra en stil, pirkede til seernes skamfølelse med sit opråb om kapitalisme og overforbrug. I allersidste scene i sæson 4 holder han tale for Sana ved Eid-festen – men det er uomtvisteligt, at hans ord er målrettet det publikum, som sidder ude bag skærmene rundt omkring i hele verden. Han taler om, hvordan vi alle er en del af et kaos, og at vi ikke er i stand til at gennemskue, hvordan det hele hænger sammen – men der er en sammenhæng. En sommerfugls flaksen med vingerne har konsekvenser. Vores handlinger påvirker andre mennesker, og i overført betydning får vi det tilbage, som vi giver.

I seriens første scene løftede Jonas den formanende pegefinger, men i den sidste scene er der tale om en omfavnelse. Belært af alt det, som gymnasievennerne fra Hartvig Nissens Skole har været igennem – hændelser, der har været med til at forme dem, og erfaringer, de har gjort sig – er budskabet klart: Frygt spreder sig… Men det gør kærlighed heldigvis også.

The following two tabs change content below.

Nyeste indlæg af Maiken Krongaard Knudsen (se alle)