På næsten alle af universitetets forskellige studier, kan man finde mindst én studerende, der afviger fra det aldersmæssige gennemsnit med cirka 20 år. Men hvad er det, der gør, at man beslutter sig for at uddanne sig i så sen en alder? RUST har snakket med to 41-årige studerende på forskellige studier om de overvejelser, der ligger bag sådan en beslutning.  

De fleste studerende, der begynder på Syddansk Universitet, er i starten af 20’erne. Nogle kommer direkte fra gymnasiet eller handelsskolen, mens andre har haft et par sabbatår ind i mellem ungdomsuddannelsen og universitetsuddannelsen. Men der eksisterer også en tredje gruppe: Nemlig dem, der om- eller videreuddanner sig efter godt og vel 20 år på arbejdsmarkedet. Og hvorfor gør de så det? Ifølge Ditte Ravnø, der studerer psykologi, og Ole Blædel, der studerer journalistik, skyldes det, at de ligger inde med en helt særlig motivation.  

Hverken Ditte Ravnø eller Ole Blædel har tænkt, at deres alder skulle stå i vejen for, om de tog en ny uddannelse eller ej. De er begge 41 år, men de er også begge mennesker, der lever ud fra den optik, at man skal gøre, hvad man har lyst til, når man har lyst til det.  

 

Uddannelsesmæssige begrænsninger 

Ditte Ravnø blev mor for første gang, inden hun var fyldt 21 år, så hun besluttede sig for at tage en pædagoguddannelse, fordi hun var sikker på, hun ville være god til det. Hun skulle være sikker på at kunne få job og blive hurtigt færdig, så hun kunne forsørge det barn, der var på vej.  

Ditte Ravnø kom til at arbejde med anbragte børn og var selvstændig konsulent for familier med problemer. En af grundene til, at hun valgte at studere psykologi, var, at det ville kunne give hende større legitimitet i det arbejde, hun lavede, fordi hun var begrænset af sin uddannelsesmæssige baggrund.  

”Jeg kunne for eksempel ikke få lov til at arbejde dybere med nogen, som helt sikkert havde en diagnose, fordi jeg kun var pædagog og altså ikke havde de rigtige papirer,” forklarer hun.  

Hun følte derfor, at hun blev nødt til at kvalificere sig, så hun kunne gå skridtet videre og slippe for sin følelse af magtesløshed.  

 

Tiltrækningen ved de eksisterende muligheder 

Ole Blædel havde imidlertid altid vidst, at han gerne ville studere journalistik, men for ham var det jobmæssige muligheder, der gjorde, at han først påbegyndte sin drømmeuddannelse som 40-årig. Han fik tilbudt en række forskellige jobs, og så tog han de muligheder, der kom, som de kom.  

”Der har ikke været så meget styring på, hvad det var, jeg skulle. Det har egentlig bare været, hvad der har været af muligheder, og nu fik jeg så taget mig sammen til at søge ind,” fortæller han.  

Ole Blædel tog ikke noget specifikt hensyn til, at det var i sen alder, han søgte ind, og det har beviseligt heller ikke været en hindring for ham, da han er kommet ind på lige vilkår med de godt og vel 100 andre, der har klaret sig igennem journalistuddannelsens omtalte optagelsesprøve.  

 

Akademiske udfordringer 

Med de fag, der er på journalistuddannelsen, giver det ifølge Ole Blædel god mening, at man har noget erfaring og historisk ballast at trække på. Men blandt andet fordi de har ændret på kommareglerne siden dengang Ole Blædel tog sin uddannelse, har han været udfordret i de grammatiske fag på journalistuddannelsen.  

En af Ditte Ravnøs akademiske udfordringer har været den evidensbaserede tilgang til det faglige stof.  

”De tidligere fag, jeg har haft, har været meget mere ”snakkefag”, hvor man med gode argumenter og overvejelser kunne komme rigtig langt. Men det er ikke rigtig nok her,” fortæller Ditte Ravnø.  

Hun er derfor uvant i at skabe et overblik over, hvad hun skal have læst, hvordan hun laver en tidsplan, der holder, og hvordan hun søger videnskabelig information på forskellige databaser. Men heldigvis er der hjælp at hente hos de andre på studiet. Ole Blædel og Ditte Ravnø oplever begge, at der på studierne er en god dynamik i forhold til at udnytte hinandens forskellige kompetencer internt mellem de studerende.  

”Jeg synes man hører meget om, hvor ensomt det er at gå på universitetet, og at alle har albuerne ud til siderne for at komme først, men sådan føler jeg ikke, det er her. Tværtimod er der stor omsorg på studiet,” siger Ditte Ravnø. 

Selvom Ditte Ravnø ikke kan trække på sin livserfaring, når det kommer til det videnskabelige arbejde, kan hun trække på den, når det kommer til at klare sig igennem eksaminerne. Ditte Ravnø oplever, hvordan mange af hendes medstuderende kan komme ud i et hysteri omkring en eksamen og føle sig magtesløse over for, hvordan de griber et kæmpe pensum an. 

”Min erfaring har en betydning for, at jeg tænker ”so what”, hvis jeg får 02 til en eksamen, fordi jeg er så bevist omkring, at der er så mange ting ude i virkeligheden, der er meget mere værd end kampen for en karakter,” siger hun. 

 

Begrænsningerne  

Til gengæld kan hun nogle gange misunde sine yngre medstuderendes måde at blive opslugte af studiet og studiemiljøet på – netop fordi de lettere kan tillade sig at fokusere mere dybdegående på pensum og læse sig grundigt ind i de emner, der fanger deres interesse.  

”Jeg har bare nogle børn og en hverdag, der skal køre uanset hvad, så jeg er hele tiden nødt til at prioritere, hvad der er det vigtigste at få læst og har måske ikke altid mulighed for at læse mig mere ind i de retninger, som jeg synes, det kunne være spændende at vide mere om,” forklarer Ditte Ravnø. 

Ole Blædel er også nødt til at gøre sig nogle prioriteringer, når det kommer til studiet. Men det er særligt i forhold til de sociale aspekter af studiet.  

”Når jeg har to børn, en kone og et hus, så er jeg nødt til at vælge benhårdt, hvad jeg deltager i, og hvad jeg ikke deltager i,” siger han.  

Samtidig havde Ole Blædel også, inden han startede på journalistik, gjort sig nøje overvejelser om, hvordan han fortsat kunne forsørge sin familie, mens han studerede. Ditte Ravnø fortæller, at hun i starten af studiet arbejdede som familiekonsulent på deltid ved siden af studiet. Det holdt hun hurtigt op med, så hun bedre kunne fokusere på studiet, men nu kan hun mærke, at det ikke er en prioritering, der fortsat kan lade sig gøre rent økonomisk.   

 

Erfaringer og nye retninger  

På trods af disse begrænsninger føler Ole Blædel og Ditte Ravnø sig alligevel som ”rigtige studerende”.  

”Jeg er ligeså forvirret og ligeså meget på glatis, som dem, der er 20 år yngre end mig. Jeg er overhovedet ikke klogere end nogen af dem. De tænker så mange tanker, som jeg aldrig ville have tænkt. Jeg ved bare nogle andre ting, som måske er sjove at fortælle dem i fredagsbaren,” siger Ditte Ravnø, som udtaler at hun stadig føler sig som en 17-årig indeni.  

 

Hverken Ditte Ravnø eller Ole Blædel fortryder altså, at de er begyndt på deres respektive uddannelser i en sen alder. De har lært meget af de erfaringer, som de har fået gennem de forskellige retninger, de har taget i livet. Derfor synes Ole Blædel også, at det er ærgerligt, at uddannelsesloftet lukker ned for, at man kan tage en ny beslutning på et andet tidspunkt i livet. 

”Jeg kan godt se, at det dæleme er svært at tage en beslutning om, hvad man skal resten af sit liv, når man er færdig med gymnasiet. Rigtig mange vil gerne have mulighed for at skifte spor på et eller andet tidspunkt, og uddannelsesloftet begrænser folk i at gøre noget nyt,” siger Ole Blædel, som imidlertid ikke selv kunne være blevet ramt af uddannelsesloftet, da han ikke har en bachelor på forhånd.  

Ditte Ravnø håber også, at hun med hendes valg om at tage en uddannelse på trods af en senere alder kan være et forbillede for hendes børn. 

”Jeg håber, jeg kan give dem en forståelse for, at hvis man er et sted, hvor man ikke bliver udfordret nok, eller hvor det ikke giver mening, at man er, at man så prøver noget andet,” siger hun.

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende debatterende stof og inddrager gerne så mange livsfilosofiske overvejelser, som jeg kan komme til. Gerne noget, der ligger og tipper på kanten af boksen.

Nyeste indlæg af Anni Møllemand (se alle)