Nu til dags kan du sætte din lid til de dating-apps, som det digitale univers bugner med, hvis du er på udkig efter en kæreste. Men hvad skal du ty til, hvis du som tilflytter bare gerne vil lære nye mennesker at kende? Det har iværksætteren Yonas Alizadeh et bud på. Han er manden bag appen Hellow.

Hellow er er et virtuelt mødested, som danner grobund for samvær og relationer. Hensigten er, at mennesker skal finde sammen om aktiviteter og fælles interesser – det være sig golf, brætspil, hundeluftning, fotografe- ring, Pokémon Go… mulighederne står i kø.

”Vi taler ikke til hinanden i køen, og vi aner ikke, hvem naboen er. Jeg fornemmer, at flere og flere er trætte af, at vi er så indelukkede og lever i vores egen lille boble,” udtaler Yonas Alizadeh. Han er overbevist om, at appen er faldet på et tørt sted.

Skal – skal ikke?

Da Yonas Alizadeh i 2011 yttede til Odense for at studere på Syddansk Universitet, kendte han ingen i byen. Han stillede sig selv spørgsmålet: Hvordan kommer jeg i kontakt med folk?

”Robotteknologi er ikke det mest sociale studie. Jeg oplevede, at det var svært at bygge et netværk op. Jeg snakkede med nogle af mine medstuderende om, at vi ikke kendte så mange andre end hinanden, for vi snakkede ikke med årgangen under eller over os eller nogen af de andre ingeniørretninger. Desuden var det en ren drengeklasse.”

Yonas Alizadeh blev færdiguddannet som robotingeniør i sommeren 2016. Han gjorde sig mange overvejelser om, hvad fremtiden skulle byde på. Spørgsmålet var, om han skulle ud og have sig et job ligesom de andre fra klassen, eller om han skulle springe ud i et iværksætterprojekt.

”Jeg har altid syntes, det kunne være sjovt at føre en idé ud i livet, som man troede på, og som man ville benytte sig af selv. Jeg har længe haft den drøm.”

Satsede på sit hjertebarn

Idéen til Hellow plantede sig i hovedet på Yonas Alizadeh, da han rejste rundt i verden. Her blev han bekræftet i, at mange andre unge på tværs af landegrænser og kulturer har tænkt de samme tanker som ham. De har spurgt sig selv: Hvordan kommer vi hinanden ved? Da han vendte hjem fra sin udlandsrejse, var han derfor motiveret til at gå all-in.

”Jeg tænkte ved mig selv, at nu gør jeg det. Nu bruger jeg al min tid og energi på det og ser, hvor langt det kan række,” fortæller han.

Yonas Alizadeh fik tilbudt gratis kontorplads og rådgivning hos Cortex Labs Startup Station. Det er et tiltag, som SDU har taget, med henblik på at få flere studerende til at realisere deres idéer. Det fungerer som et springbræt for håbefulde unge mennesker med mod på at forfølge deres iværksætterdrømme. Yonas Alizadeh havde glæde og gavn af at sidde blandt ligesindede i et kreativt og inspirerende miljø, hvor sparring altid var lige ved hånden.

Yonas Alizadeh begyndte at arbejde på Hellow-appen i slutningen af september 2016, og i februar måned i år var den klar til at blive testet. Testpersonerne bød ind i forhold til, hvordan det kunne blive nemmere og mere intuitivt at navigere rundt i appen. På baggrund af deres input til design, kategorier og opsætning var der nogle ting, som blev tilpasset og lavet helt om.

”Jeg lytter meget til den respons, der kommer fra brugerne, for det er dem, der skal bruge den og få glæde af den. Jeg er jo bare en af dem. Flertallet bestemmer”, siger stifteren med et smil.

Sig “Hellow”!

Indhold skaber brugere, og brugere skaber indhold. Det hænger uløseligt sammen. Så nu er fokus på at udbrede kendskabet til appen, der har været i luften siden 1. juni. Da interviewet med stifteren Yonas Alizadeh fandt sted tilbage i juli, kunne han bryste sig af 900 brugere. Hen over sommeren har han været hårdt spændt for med udvikling af android-versionen, men de mange timers arbejde og sliddet betalte sig. Kulminationen var en produktlancering d. 10. august. Nu kan alle sige ”Hellow”!

 

The following two tabs change content below.

Nyeste indlæg af Maiken Krongaard Knudsen (se alle)