Skelsættende og visuelt blændende filmkunst!

Dunkirk

Instruktør: Christopher Nolan.
Genre: Drama, krigsfilm.
Premiere: 20. Juli 2017.
Spilletid: 1 time, 47 minutter.
Medvirkende: Fionn Whitehead, Tom Hardy, Mark Rylance, Cillian Murphy & Kenneth Branagh.
Film der minder om: The Thin Red Line (1998), Saving Private Ryan (1998).

Filmen Dunkirk, instrueret af Christopher Nolan, fortæller historien om evakueringen af allierede tropper fra stranden i Dunkirk i Frankrig under 2. Verdenskrig. Filmen skildrer hvordan de ca. 400.000 soldater, fanget som levende skydeskiver på strandbreden formår at flygte med hjælp fra civilisters sejlbåde, samt en indsats fra engelske skibe og fly.

Jeg kan lige så godt være ærlig fra starten. Jeg… ELSKEDE den her film! Dunkirk er en spektakulær filmoplevelse og en følelsesmæssig rutchebanetur, hvor man i samtlige 107 minutter sidder på kanten af biografsædet, fastlåst i vedvarende forundring og fascination. En fascination hovedsageligt hvilende på de produktionstekniske resultater, navnligt lyden og det visuelle udtryk, hvilke resulterer i en følelse af, at man rent faktisk er til stede lige i øjeblikket med soldaterne.

Lydsiden markeres i særdeleshed af Hans Zimmers anti-melodiøse musik, der udelukkende tjener formålet at intensivere stemningen i narrativet. Det er ikke store orkestreringer med storslået violinspil, der skal understrege filmens handlingsforløb og signalerer hvad vi bør føle i det enkelte øjeblik. Det er alene ildevarslende “lyde”, hvor b.la. en stigende tikken fra et ur har en central rolle i lydbilledet. Derudover er støjen fra pistolskud, jægerfly der tilnærmer sig strandbreden, lyden af vand, der gennemtrænger skroget på krigsskibe og de dertilhørende skrig fra besætningen også meget effektive i at fastholde en stemning af fortabthed og kaos.

Kameraarbejdet i denne film er absolut fænomenal, hvilket faktisk er en force ved samtlige af Christopher Nolans film, men Dunkirk er uden tvivl hans ‘Magnum Opus’, der udviser visuelt blændende filmkunst. Fotografen Hoyte Van Hoytema lavede også kameraarbejdet i Nolans tidligere film, Interstellar ( 2014), men har her overgået sig selv med et mareridtsagtig, klart billede af krigens rædsler, og demonstrere yderligere hvordan man ved hjælp af en mesterlig håndtering af et kamera kan integrerer dybest set alle fobier, lige fra højder, drukning, klaustrofobi, mørke, opgivelse… you name it.

Der bliver ikke talt så meget i filmen, faktisk er dialogen meget begrænset, hvilket også resulterer i, at vi ikke rigtig kommer bagom personernes baggrund, og der er ligeledes heller ingen karakterudvikling at finde. Dette ser man typisk ikke i konventionelle krigsfilm, hvor hensigten her er, at illustrerer hvordan personer reagere på krig – Dunkirk handler ganske enkelt om selve begivenheden og konceptet om krig.

Normalt ville man i en typisk Hollywood krigsfilm opleve scener med folk, som sidder rundt om ildstedet og udtrykker sætninger som “Nå hvem venter så på dig, når du kommer hjem?” –
“Min 10-årige dreng, og min gravide kone – jeg bliver nødt til at tro på, at jeg kommer hjem til dem igen!”.
Uden selv at have været i en krigssituation tænker jeg ikke, at ens umiddelbare reaktion ville være at indlede en sådan dialog, når bomberne og geværskuddene skyder om ørerne på en.

Folk dør i krig. Og nogle gange dør folk alene, rædselsslagne, og med ingen idé om hvad der foregår. Vil der være nogle til at fortælle at alt nok skal gå? Ikke altid. Og denne film er ikke bange for at fortælle dette. Derfor er Dunkirk måske den mest autentiske krigsfilm du vil komme til at se. Og måske én af de bedste. 

                                                                            6/6

The following two tabs change content below.

Jonathan Messerschmidt

Jeg er filmanmelder og layouter hos RUST magasinet og læser medievidenskab på Syddansk Universitet, Odense. Har en uslukkelig og afhængighedslignende tørst efter filmkonsumering.

Nyeste indlæg af Jonathan Messerschmidt (se alle)