I denne måneds For dumpanel har vores journaliststuderende, Steven, droppet studiet til fordel for datalogi og et liv med at hacke mainframes og scamme ældre damer. Læs med her, hvor han tager en af eksaminerne i algoritmer og datastrukturer. 

Nu er jeg endegyldigt ved at blive træt af journaliststudiet. Efter halvandet år med deadlines, kommaopgaver og teorier om objektivitet er jeg ved at gå ned med stress. Jeg kan ikke forestille mig noget hårdere end at læse til journalist, så derfor har jeg besluttet at slå mig på en nemmere branche. Jeg har tænkt mig at blive computerhacker. Så kan jeg bruge min fremtid på at scamme ældre damer for deres pension og afpresse folk med videoer, hvor de onanerer. Men først skal jeg lige lære at blive en ordentlig hacker. Og det gøres selvfølgelig bedst ved at læse datalogi. Derfor har jeg sneget mig med til en af datalogernes eksaminer. Her skal jeg testes i algoritmer og datastrukturer, hvor jeg snildt kan få scoret mig et 12-tal. At blive hacker handler sådan set bare om, hvor hurtigt man kan slå på et tastatur, og med mine 110 ord i minuttet er det overstået i en fart.

I bedste datalogistil er eksamen lagt fra 15.00-19.00. De ved jo nok, at der alligevel ikke er nogen af de datalogistuderende, der er vågne før da. Og så er det lige i tide til, at man kan bestille sig noget pizza undervejs i eksamen.

Den første opgave, der rammer mig, er følgende:

 

 

Klokken 15.02: Umiddelbart er jeg en smule forvirret, da jeg ikke ser, hvad rekursionsligninger har med hacking at gøre. Jeg troede, det gik ud på at sidde foroverbøjet over en bærbar computer i min hoodie. Men, ohh well, vi må jo komme igennem det, så godt vi kan. Der kommer nok noget mere hacking relevant senere. Jeg er ikke helt sikker på det der rekursion, men altså Master Theorem må være en eller anden kendt hacker – sikkert en fra Anonymous’ top, som har udgivet en lærebog om sine bedrifter.

Jeg tænker lidt, at han er ekspert i datalogi. Så mon ikke svaret er, at alle ligningerne kan løses med Master Theorem og hans lærebog. Spørgsmål B virker lidt overflødigt, så jeg tror egentlig bare, jeg hopper videre.

 

 

Klokken 16.37: Jeg er kommet lidt videre med eksamen og er nået til opgave 4. Jeg er endnu ikke stødt på noget om at hacke sig ind CIA, Pentagon eller noget andet af det, man lærer på første semester – det kan være, det kun er datamatikerne, der er så dygtige. I stedet er jeg kommet til en anden vigtig del af datalogilivet: Stoffer. Jeg skal i hvert fald til at kigge på funktionen af hash. Noget, de åbenbart har gjort akademisk på datalogistudiet. De har sågar lavet en decideret hashtabel.

Helt nøjagtigt, hvor værdierne skal placeres i tabellen, må jeg give fortabt på, men til gengæld kan jeg vurdere udseendet af hashtabellen. Jeg vil umiddelbart give den 7 ud af 10. Den virker meget standard, men det er der heller ikke noget i vejen med. Den er pæn uden at være for meget.

Det kunne ellers have været meget rart at kende lidt mere til hashfunktionen. Jeg har i forvejen svært ved at dosere den rette mængde pot i mine joints, så hvis man rent faktisk kunne udregne det matematisk, ville mit liv blive meget nemmere. Det må jeg lige læse lidt mere op på.

Indtil videre må jeg indrømme, at niveauet for selve opgaverne er lidt højere, end jeg umiddelbart havde forventet. Jeg synes, at jeg er godt med, men hvis opgaverne ikke bliver lettere, så kommer jeg nok ikke højere op end et 10-tal. Nå ja, det er vel også en slags karakter. Jeg bevæger mig lidt videre i opgaven.

 

 

Klokken 18.15: Jeg er nu nået til den niende og næstsidste opgave. Opgaverne frem til nu har stadig ikke haft noget med at hacke sig ind i mainframen at gøre, men til gengæld var de ikke særligt svære. Der var lidt om while-løkken, binære træer og max heap order. Ikke noget særligt, bare lidt 6. klasses pensum. Jeg kan nok godt få den her op på 10-tallet.

Nu er jeg er da heldigvis også ved at være nået til vejs ende. Desværre føler jeg lidt, at jeg er ramlet ind i en blindgyde igen. Den asymptotiske køretid i Θ-notation har aldrig været min stærke side. Jeg tror bare, at vi skriver 69 til det hele. Lærerne har vel nok lidt humor. Og som undervisere i datalogi er det nok også det tætteste, de kommer på sex i løbet af året.

Klokken 19.00: Slut. Jeg er kommet igennem den sidste opgave, og min besvarelse er afleveret. Nu kan jeg snart kalde mig uddannet datalog. I mellemtiden kan jeg finde min hættetrøje og Anonymous-maske frem, så jeg er klar til at sende scam mails ud.

The following two tabs change content below.

Steven Vikkelsø Andersen

Skribent og redaktør
Redaktør og skribent på RUST. Læser bachelor i journalistik på SDU. Ud over RUST, skriver jeg for gaming.dk, er medredaktør på Branchen på journalisternes blad, Lixen og morgenvært på Odense Studenterradios morgenflade, Rundstykket.