Eksamenstiden nærmer sig. Pressede studerende fylder læsesalene, i takt med at dommedag rykker nærmere. Men hvordan tackler man det? Her er tre gode råd til at overleve eksamensperioden

Hold dine pauser

Det kan virke kontraintuitivt. Hvordan kan man læse mindre tid henover en dag, men alligevel få mere ud af det? Den er god nok. I pauserne – de små refleksionsøjeblikke – får du frirum, luft og plads til at lade stoffet sætte sig. Læs eksempelvis efter ’pomodoro’-princippet. Pomodoro er spansk for tomat, og princippet har fået sit navn, fordi æggeure i Spanien ligner tomater. Konceptet er simpelt. 25 minutters læsning og 5 minutters pause. Og så forfra igen. Så husker man at få strakt benene, reflekteret over stoffet og lidt ilt til hjernen.

Lav variationer i sværheden

Du har siddet med Karnovs lovsamling i flere timer nu. Hver § gør dig søvnigere og søvnigere. Og til sidst snorksover du – savlende ned over dine dyre bøger. Spice det op. Skift frem og tilbage mellem de tungere medier – bøgerne – og de lettere læseformer, videoer, flashcards, små cases og så videre. På den måde holder du dig frisk dagen lang, selvom stoffet til tider kan være dødkedeligt.

Hold fri, når du har fri

Det er aften, og du kommer endelig hjem fra universitetet. Læg så for pokker bogen fra dig. Du har brugt hele dagen på dit stof. Nu finder du Netflix frem. Hold fri! Du brænder meget nemmere ud, hvis du tærsker igennem hele dagen. Eksamensperioden skal ikke være en periode, hvor du bare holder dig væk alt socialt. Selvfølgelig skal man være alvorlig. I dagtimerne. 8-16. Eller sådan. Men ikke mere. Dit studie kan sagtens være et fuldtidsjob, men pas på med at tage overarbejde.

The following two tabs change content below.

Frederik Mark Højsager

Redaktør af RUST
Redaktør ved RUST, Stud. Med ved SDU. Ud over mit virke på RUST arbejder jeg studenter- og sundhedspolitisk for IMCC og FADL og er freelance skribent på månedsmagasinet Sund&Hed.

Nyeste indlæg af Frederik Mark Højsager (se alle)