De står som tovholdere på mange af de større events på universitetet. Nu har de også fået ny formand. Efter Klaus Rose takkede af som formand i Syddanske Studerende (SDS) har André Shamoun taget over. Men hvad vil André gøre med SDS fremover? Her bringes en Q&A med den nye talsperson for de studerende på SDU.

Hvor længe har du været medlem af Syddanske Studerende?

Jeg har været medlem af Syddanske Studerende i små 2 år.
Hvad kommer dit hovedfokus til at være på ved dit formandskab?

Jeg kommer ikke til at have ét hovedfokus, jeg kommer til at have mange. Vi har en meget bred og meget lang række af spændende opgaver, som i deres natur er meget forskellige fra hinanden. Så jeg synes slet ikke, man kan nøjes med at have ét hovedfokus.
Vi har sidste år sat mange netværksinitiativer i gang, deriblandt Politisk-, Studienævns- og Foreningsnetværk, der har til formål at sikre vidensdeling på tværs af studier, at opkvalificere studenterrepræsentanterne og at kunne bruge hinanden for at opnå yderligere indflydelse. Netværksinitiativer har nu kørt i et år, og vi glæder os meget til at revidere og udbygge dem.
Vi skal forbedre, hvordan vi hører de studerendes holdninger. Vi har og vil altid arbejde hårdt for at høre så mange studerende som muligt. Vores bestyrelse er for eksempel sammensat af studerende fra alle fakulteter og har tilknytninger til andre studenterforeninger. Vi har givet vores gamle udvalg – Politisk Udvalg – et nyt koncept. Det hedder i dag Uddannelsesforum og er bygget helt anderledes op. Derudover skal vi være mere synlige i hverdagsbilledet ved blandt andet at stå på gangene,  og vi skal også til at lave kampagner sammen med de studerende.
Vi skal være bedre til at kommunikere vores arbejde og holdninger ud til de studerende, for vi har stor indflydelse, og vi er med til at lave rigtig mange ting på SDU. Jeg kunne desuden godt tænke mig, at vi får brugt vores hjemmeside og instagram noget mere.
Hvilke visioner har du for Syddanske Studerende?

Jeg håber, at vi, inden sommerferien er omme, åbner et nyt kontor op ved den lille kantine, som vi havde det i gamle dage. Det skal være et idé-laboratorium, hvor studerende kan komme ind og være kreative, kritiske og inspirerende – et åbent miljø, hvor studerende kan komme med deres sjove idéer.
Flere studerende skal også vide, hvem vi er, og hvad vi laver. Folk behøver ikke at forstå hele foreningen. Jeg vil meget hellere have, at folk prøver at gå op i en ting, for eksempel hvorfor Semesterstartsfesten ser ud, som den gør? Og kan garderoben virkelig ikke gå hurtigere?. De må meget gerne komme til os eller bare skriver en mail med deres tanker. Det er den bedste måde, vi kan udvikle os på.
Jeg kunne godt tænke mig, at studerende i højere grad fik øjnene op for, hvor meget de kan bruge os til. Mangler der strøm dér, hvor du læser? Mangler der lys? Mangler der knager? Stole? What ever der må være i vejen! Kom forbi eller skriv til os, så vil vi meget gerne være med til at forbedre det. SDU er så stort, at ingen kan overskue det hele selv. Jeg kunne også godt tænke mig, at folk ude i miljøerne fik øjnene op for, at Syddanske Studerende er deres studenterråd, og at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at forbedre alles studiemiljø.

 

Hvilken erfaring kommer du til at trække på i forhold til ledelse?
Min ledelseserfaring stammer fra en vekselvirkning mellem teori og praksis. Til hverdag er meget af arbejdet frivilligkoordinering, og til afveksling henter vi eller sender folk til forskellige ledelseskurser. I foråret har vi for eksempel afholdt et ledelseskursus, et kursus i teambuilding og sendt frivillige til ledelseskurser. Og så må jeg indrømme, at jeg synes, det er fedt at opleve nogle af Danmarks skarpeste ledere i aktion til Thinkers50 og til møder med SDU.

 

Kommer du til at overtage #Formandsliv fra Klaus Rose
Nej! Jeg kommer ikke til at bruge #formandsliv. Jeg har godt nok en instagram, men bruger den slet ikke. På den måde er jeg mere privat. Men til skuffede følgere kan jeg fortælle, at Klaus er begyndt at bruge #exformandsliv, hvis nogle skulle være interesserede.

The following two tabs change content below.

Frederik Mark Højsager

Redaktør af RUST
Redaktør ved RUST, Stud. Med ved SDU. Ud over mit virke på RUST arbejder jeg studenter- og sundhedspolitisk for IMCC og FADL og er freelance skribent på månedsmagasinet Sund&Hed.

Nyeste indlæg af Frederik Mark Højsager (se alle)