Her imens vi har fejret påsken med vældigt bugnende borde fyldt op med kød, kræ og kællinger, har vi næppe skænket vores studie de helt store tanker. Men måske har vi alligevel, henover en højtidelig skål, erklæret vores mest ekspressive hengivenhed til fakulteternes uendelige betydning for verdens kulturbegreb – ja – civilisationens champagnespruttende overlevelse. Alt glemt dagen efter, da en insisterende og gokkende kylle-rylle dunkede i kraniets indre.

Traditionerne er velmente undskyldninger for dårskab og salig forglemmelse, og dansken sluger dem med største indlevelse. Tænk, hvis ikke påsken havde været der? Så havde vi skullet vente et helt år, inden julebryggen igen introduceredes som Danmarks snefald – det eneste, vi efterhånden har – og romantiserede os helt ud til fingerspidserne.

Det kan godt være, at vi blev lidt rigeligt overrislet i påsken, og det kan også sagtens tænkes, at vores festtræng har mindet meget ringe om det historiske udgangspunkt, som forankres i verdens mest kendte lidelseshistorie. Men faktisk er der vel i sidste ende noget om det? Der hersker en trang til kaos i mennesket, og det har der altid gjort, siden, og sikkert også før, vor frelser blev hængt op på korset.

Det er muligvis det kaos, der skaber grobunden for hele vores universitetsverden. Hvad var der egentlig at studere, hvis ikke nationernes evindelige desorganisation havde skabt en diskursiv vekselvirkning imellem det gode og det onde, det rigtige og det forkerte, det postulerede og det verificerede?

Er menneskets trang til viden en evig selvrealisering på bekostning af historiens store kaotiske dramaer?

Lad det være op til de skålende, og hermed ønskes en lovende bag-påske til alle studerende på SDU!

The following two tabs change content below.

Simon Maegaard

Simon Maegaard er forfatter og iværksætter. Han har sin baggrund fra forfatterskolen og er fungerende kulturanmelder. Som forfatter er Simon senest aktuel med digtsamlingen SOLAR PLEXUS. Simon studerer Bibliotekskundskab og videnskommunikation på SDU i Kolding. Du kan kontakte Simon Maegaard via hans firma ARTinn.dk, på mail: info@artinn.dk eller via LinkedIn.

Nyeste indlæg af Simon Maegaard (se alle)