Påstand: Hvis vi alle oplevede verden ens, ville der ikke være behov for et sprog. Den demokratiske ret til at tage aktiv stilling til samfundet og egen livsposition ville ikke eksistere. Vi ville befinde os i et statisk vakuum, hvor den menneskelige evne til at tænke og forstå hurtigt ville uddø, idet den ikke ville blive vedligeholdt af naturlige grunde. Er vores forskellighed, konflikter og kaotiske verden måske netop den drivkraft, som holder os i live som civilisation, eller er det omvendt adgangen til verden, der udsletter os langsomt som sansende mennesker?

En eftermiddag i hverdagens søvndrukne kabine

Jeg sidder på en kaffebar i den sydjyske by Kolding tæt ved banegården. Folk er sunket hen i egne tanker. En sidder og taler med sig selv, en anden kommenterer de folk, som går forbi ude på gaden. Jeg har lige afsluttet dagens avis, som igen kunne berette om, at dansken er blandt verdens lykkeligste folkefærd. Jeg har stillet mig selv spørgsmålet: Er det egentlig det, vi selv oplever?

Kan det i virkeligheden have en anden årsag, at vi gang på gang bliver kaldt “det lykkeligste land i verden”? En farlig tanke intervenerer min hjerne: Måske er vi ”lykkelige” på de mindre heldiges bekostning. Vi har efterhånden adgang til alverdens elendighed 24-7, og i kraft af vores adfærd online får vi automatisk en algoritmebestemt nyhedsfeed, som løbende tilfredsstiller og regulerer vores psykologiske tilstand.

Er det i virkeligheden usynlige IT-giganter, som anfører den vestlige verdens mentale forfatning i en teknologisk tidsalder, hvor informationssamfundet og bølgen af ”post-truth” selvsagt har nået sit endeligt.

Jeg tager mig til hovedet og søger ind på barens toilet, hvor jeg åbner for den kolde hane. Jeg væder mine hænder og fører dem op til ansigtet. Jeg har fået det varmt af at sidde i baren. Snart efter forlader jeg etablissementet og bevæger mig determineret mod busstationen. Jeg skal hjem til samlever og søn – de venter mig.

Men jeg kommer imidlertid for sent til bussen og må sætte mig under halvtaget ved stoppestedet sammen med de andre ventende. Gratisavisen lokker, men jeg modstår. At kigge på mennesker, det er bedre og mere givende for mig. At træne min objektivitet og slå fordomme ihjel har altid været en foretrukken tankeleg. Først ser jeg en kraftig dame med hendes ”scooter”. Hun bakser med 2 indkøbsposer og en lille vaps i snor. Hun snøfter nogle uforståelige sætninger, hvorefter hun stiller sine poser fra sig. Vapsen tager hun op og kærtegner med et kys begravet i den våde pels. Jeg tager mig selv i at tænke:

”Ville jeg værdsætte denne kærlighed, hvis jeg var hunden?”

Det næste indslag i min tankeleg byder sig ind fra højre, idet to pubertære skoleelever ugeneret støder til mængden af ventende. Det får mig til at hviske hen for mig:

”Ignorer dem – tillad ikke dig selv at aflytte deres samtale – ig-no-rer dem!”

Snart befinder jeg mig midt i en selvransagende beretning fra teenagetøsen, som er i gang med at overbevise hendes tilsyneladende feterede drengeven om, hvor ’fin i kanten’ en person hun er. Med flittigt brug af et fattigt og afslørende billedsprog titulerer hun sine klassekammerater med forskellige grader af ’tabere’. En pinlig amerikansk soap udspiller sig for mit indre blik. Jeg er allerede dybt paralyseret af deres samtale. Mine tanker kan ikke finde hjem.

Opmærksomheden afbrydes imidlertid af en rollator. Foran mig står pludselig en gammel dame med desperation i blikket og stirrer hjælpeløst og ængsteligt. Det giver et sæt i mig ved første øjekast. En sviende strøm kravler igennem mit legeme, imens jeg holder øjenkontakten. Som en tidsboble fremstår det brugte ansigt nu filmisk smukt og mytisk ungdommeligt foran mig. En sort-hvid film fra fyrrerne. Damen er begyndt at tale, men jeg ser kun hendes læber bevæge sig i den film, som lige nu afspilles på min nethinde.

”Hvor er jeg?” spørger damen rådvildt og skrøbeligt. Hun er stadig smuk, men nu med et skinnende lys omkring sig. Hun taler højere og gentager sit spørgsmål. Hun har grædt en tåre, som stadig hænger og vibrerer i de skinnende øjne imellem hudflagerne. Filmen afbrydes af de snakkende mennesker, som er begyndt at stuve sammen omkring os. Damen har stillet mig det samme spørgsmål flere gange og står nu og hulker midt på fortovet. Jeg griber ud efter hendes hånd og taler beroligende til hende. Snart finder vi hendes pung, hvorfra der stikker et gult stykke papir ud fra siden.

”Michael (ældste søn)” står der på papiret, yndefuldt akkompagneret af et telefonnummer – alt sammen med næsten ulæselig skråskrift fra en anden tid. Vi ringer til hendes søn. 10 minutter efter bliver damen hentet. Jeg tager en gratisavis med i bussen.

 

Et helikoptersyn på fiktionen ovenfor

I eksemplet fra en ”almindelig” eftermiddag taget ud af mit eget liv, møder vi den moderne adspredte dansker. Godt nok er han en del af virkeligheden rent fysisk, men hans kognitive tilstedeværelse er helt eller delvist erstattet af pseudo-fiktion, som efterlader hans tanker i små fragmenterede klip. Det kunne meget nemt ligne en kortfilm.

På den lokale kaffebar iværksætter en tilfældig avisartikel eksistentialistiske tankestrømme hos jeg’et. Han bliver foruroliget og grænsende til panisk over tanken om, at hans angiveligt lyksalige tilstand er baseret på en digitalt afledt kynisme. En kynisme, der ikke andet end kan skyldes informationssamfundets korrumperede og estimerede totale kollaps. Han bliver så forfærdet over denne overfladiske skyldfølelse, at han må forlade sin ”oase”, hvor han ellers er kommet for at pausere fra hverdagens støjende ekkokammer.

Herefter møder vi ham i tre interaktionssituationer i det lokale busskur. Han vil øve sig på ”at koble af”, men det som i virkeligheden sker, er det modsatte. Han bliver ufrivilligt opslugt af omgivelsernes impulser og vælger ubevidst at tage del i dem som en slags ”akademisk” flue på væggen.

 

Et kritisk bemærkning til den almene dansker

Hændelsen er inspireret af min egen hverdag og er skrevet, mens den endnu står frisk i min erindring. Men hvorfor det indledende bud på en tids eksistentielle tomrum, som efter min mening er effekten af individualismen?

Jo kære læser, denne vinkel er valgt, fordi jeg i min hverdag som interaktionsstuderende oplever, at vi mennesker er fuldstændig og aldeles opslugt af vores egne selvopfyldende ekkokamre. Jeg finder det foruroligende, at vores moderne liv med massemedier, der for alvor har gjort indtog i den almene borgers allerhelligste bukselomme, i stadig større grad fremmedgør mennesket for sig selv og efterlader ganske introverte individer. Dette sker paradoksalt nok, imens de allestedsnærværende sociale mediers eksistensberettigelse bygger på den modsatte idé – nemlig selveksponering og social narko til folket.

Hvordan kan det lade sig gøre, at teknologiseringen af vores begrebsverden er kommet til et punkt, hvor vi er så afmonterede fra selvsamme, at vi blindt kan acceptere en hjælpeløs sjæl blive overset, simpelthen fordi vi ikke længere kan rumme virkelighedens konkreter?

Det kan det, fordi at vi ikke længere er tilstede i vores liv. For undertegnede var ovenfor skitserede hændelse et chok og en øjenåbner. Jeg befandt mig i en boble, som forhåbentligt har virket ganske frastødende på mine omgivelser. Jeg handlede umenneskeligt midt i min selvprofiterede sympatiske forståelse af omverdenen. Mit verdensbillede krakelerede for en stund og heldigvis for det!

Jeg tror ikke, det er sundt for mennesket kontinuerligt at blive stopfodret med informationer fra hele den store uoverskuelige, kaotiske og konfliktramte verden, som vi er en del af. Vi går med tiden hen og bliver fremmedgjorte for hinanden og i sidste instans for os selv. Se bare, hvor galt det kan gå på en helt almindelig onsdag eftermiddag i samfundets teknologiske maskine.

Undertegnede vågnede op i tide, men sæt nu, at den gamle dame havde søgt ud på vejen for at spørge de busventende ved stoppestedet på den anden side. Sæt nu, at hun virkelig havde opfattet mig som den fraværende dukke, jeg var, og blev mere afatisk i situationen. Sæt nu, at jeg ikke var vågnet op fra dagdrømmen, og at du ikke havde haft mulighed for at læse denne artikel?

Sidstnævnte konsekvens havde sandsynligvis ikke haft de store konsekvenser, så min opfordring skal lyde ganske inkonsekvent og selvudslettende, som det ofte falder mig for, når jeg bliver træt af at høre på mig selv: Se hellere op og ud og væk fra dette – NU!

The following two tabs change content below.

Simon Maegaard

Simon Maegaard er forfatter og iværksætter. Han har sin baggrund fra forfatterskolen og er fungerende kulturanmelder. Som forfatter er Simon senest aktuel med digtsamlingen SOLAR PLEXUS. Simon studerer Bibliotekskundskab og videnskommunikation på SDU i Kolding. Du kan kontakte Simon Maegaard via hans firma ARTinn.dk, på mail: info@artinn.dk eller via LinkedIn.

Nyeste indlæg af Simon Maegaard (se alle)