Jeg indrømmer det helt up front. Jeg er farvet. Farvet af den magtesløshed, der til tider kan mærkes, når man forsøger sig som ildsjæl. Det er nogle hårde træk. Op ad bakke. I modvind. For hvad er det, der sker? Hvor er energien, fleksibiliteten og lysten til at gøre noget?

Jeg har været lidt rundt omkring selv. Involveret i mange foreninger, mange projekter. Står man i foreningerne og prøver at tæmme den sitrende energi, der indfinder sig i bestyrelser såvel som i arbejdsgrupper, er det, som om der mangler noget. Eller nogen. Der er tusinder af projekter og muligheder for at udrette enorme forskelle i Odense såvel som Uganda. Med muligheder for enorme summer fra nationale puljer, fonde samt tipsmidler er det helt utroligt at se, at foreningslivet ikke favnes mere og bedre.

 

Fagforening eller ej

Blandt dem, der ikke mister medlemmer, er fagforeningerne. Er vi blevet individualister? Er det fællesskab, man bedst kan identificere sig med, et fællesskab, der vil kæmpe for en selv? Er det kun sjovt at lave noget, der har direkte payoff til sig selv? Er vores tid blevet for meget værd? Bevares, det giver da mening. Hvis jeg følte, at jeg kun havde en time til overs om dagen, så skulle den da bruges på noget virkelig fornuftigt. Og især den følelse virker til at have manifesteret sig i os som studerende. Der er tærsket langhalm på det, men medlemsregistreringen i flere af de NGO’er, jeg har været involveret i, vidner om det samme: Fremdriftsreformen er en synder. Men den kan ikke klandres alene. Den har jo ikke fjernet timer fra døgnet, og studiepres skal heller ikke underkendes. Stress er en reel faktor, der influerer studielivet. Men der er sket en overreaktion. I findes, vi findes. Personer med tid til andet end studie, træning og søvn. Grib det nu!

 

CV-rytteren

Foreningslivet har i lang tid været afvisende. CV-rytter, nej tak. Foreningerne har følt sig udnyttede. Nærmest inficerede af personer, der arbejdede, fordi det gavnede dem selv. Ikke fordi det gav mening. Ikke fordi det var sjovt. Efterhånden er denne holdning lagt i graven. Man må godt starte som CV-rytter. Det er fair nok. En form for ‘første fix er gratis-politik’. Idéen skulle jo så være, at folk bliver hængende, så snart de er hooked på idéen om frivilligt arbejde. CV-rytter vågn op! It’s your time to shine. Gør det – for dig selv først. Gør det siden, fordi du vil, fordi du kan – faktisk fordi du ikke kan lade være.

 

Du er mere end dine karakterer

Når Syddansk Universitet brander sig med, at de ser på hele éns person, så er det et princip, der ikke stopper der.  Det er nødvendigt at forstå, at langt hovedparten af virksomheder, kommuner, regioner og andre, der vil have dig ansat, vil se på helheden og ikke kun på, hvordan du agerer indenfor Akademia. Der er et hav af muligheder for opkvalificering, som man lettest tilgår, hvis man kaster sig ud i projekter. Projekterne har mange former og mange ting, der skal opnås og klares, for at de kan komme helt i mål. Og det er her man lærer alle de ting, der ikke nødvendigvis undervises i. Man kan ikke læse sig til konflikthåndtering. Man kan ikke forstå, hvordan samarbejder fungerer, før man står som en del af en gruppe. Konflikter og håndteringen heraf bliver ofte hverdagskost i en gruppe og kan være et uundværligt værktøj for ledere såvel som ansatte. Det er i konflikterne, man vokser som person og lærer, hvordan man konstruktivt kommer videre.

 

Det fleksible arbejdsliv

Når jeg selv står som færdiguddannet, bliver jeg målt på syv parametre. Ingen af disse er i virkeligheden mine karakterer – allerhøjest kommer det til udtryk, når man ser på min forskningserfaring. To af de andre parametre er ledelse og samarbejde. Og hvordan skulle jeg få disse kvalifikationer, endsige dokumentere dem overfor en fremtidig arbejdsgiver, hvis jeg ikke engagerede mig i noget? I princippet kan man jo sagtens opnå kvalifikationerne ved en ansættelse, hvor arbejdsbeskrivelsen rummer netop disse ting, men fleksibiliteten, der findes i frivilligheden, skal man ikke underkende. Når jeg har en mellemtime, kan jeg vælge, om jeg vil arbejde frivilligt. Jeg kan sidde fra min computere og klare langt det meste. Jeg skal ikke stemple ind eller ud. Jeg skal typisk sende en mail eller to. Hvis jeg vil starte et projekt op – eksempelvis med bloddonation i Ukraine – så kan jeg gøre det. Sende en mail, booke et lokale, forme min idé. Selvfølgelig er der ansvar. Der er altid ansvar. Men jeg kan udrette langt mere fra min mailkonto, end man forestiller sig. Så kommer møderne derefter. Kaffen og den tørre kage. Og så endelig: Projekternes udfoldelse. D-dag, hvor det hele går op. Der skal man selvfølgelig være på. Det er her det hele sker. Det må briste eller bære. Det er her det fede sker.

 

Mindre Netflix, mere kage

Op af sofaen! Netflix skal nok vente på dig, til du kommer tilbage. Der er brug for dig ude i den store verden såvel som i Odense. Undervis en folkeskole i Bolbro eller byg en skole i Bolivia. Det handler om, at der skal skrides til handling. Find et infomøde. Find noget, der interesserer dig. Byg et netværk – også på tværs af fakulteter. Bryd med den osteklokke, du bor i på din læsesal. Det er ikke nogen naturlov, at studerende skal være dødkedelige og aldrig se andre end deres studiekammerater. Gør noget godt for andre, noget godt for dit CV. Alle vinder – og der er næsten altid kage. Hvad holder dig tilbage?

 

The following two tabs change content below.

Frederik Mark Højsager

Redaktør af RUST
Redaktør ved RUST, Stud. Med ved SDU. Ud over mit virke på RUST arbejder jeg studenter- og sundhedspolitisk for IMCC og FADL og er freelance skribent på månedsmagasinet Sund&Hed.

Nyeste indlæg af Frederik Mark Højsager (se alle)