Pludselig rettede alles øjne sig mod sporten, e-sporten. Med flere store sejre er Astralis efterhånden et af de få håb, der er tilbage, hvis Danmark skal være en stor sportsnation, men er det overhovedet sport, når det er bag en skærm?

Unge personer får for lidt motion. De sidder hele dagen foran TV’et eller computeren. Det er uproduktivt, det er usundt, det er et problem. Det bliver i højere grad en trussel mod folkesundheden, at de laver for lidt. Det disponerer for hjerte-kar sygdomme, diabetes og forhøjet blodtryk. Listen med anker er lang. Men anker til trods så går det godt for e-sporten. Foreninger skyder op over alt. Senest i Årslev syd for Odense. Her har Røde Kors åbnet en alternativ netcafé for de lokale unge. Man favner, at de unge spiller meget computer og prøver at udvikle videre på det. Under titlen ”gastro og gaming” arbejder de således ud fra et værdisæt, der blandt andet indbefatter, at man bør være sund, hvis man vil være en god gamer. Som udgangspunkt er der åbent tirsdag og lørdag med fokus på sund mad og god gaming. Mantraet er, at man bliver en bedre gamer, hvis man også er sund. Det viser sig også i træningsplanerne blandt professionelle gamere. Hvis man dyrker sport ved siden af sin gaming, og hvis man spiser sundt, så forbedrer det reaktionstiden. Og reaktionstid er centralt for at kunne vinde.

Rejser, biler og store indtægter

Til åbningsfesten i Årslev kom blandt andre Astralis. Den seneste tid har Astralis oplevet massiv mediedækning. Holdet er kendt for de seneste måneder at hive enorme pengesummer hjem ved at vinde turneringer i spillet Counter-Strike: Global Offensive. Deres gode spil har ført til et sponsorat fra Audi. Bilgiganten har altså også fået øjnene op for, at der er et enormt marked hos dem, der kigger med ved turneringerne. Men hvad skal et hold, der lever af at spille computer, bruge dyre biler til? For spillerne er det en god handel. De har muligheden for at tage Audien til møder – det er stort, når man lige knap har fået kørekort. Holdet består af fem spillere mellem 18 og 23 år. De har viet deres tid til computerspillet uden sikkerhedsnet under sig. På samme måde som med de professionelle atleter, der stiller alt på standby for at følge drømmen og ikke får etableret et sikkerhedsnet, kan man undre sig: Mon man skal have en løsning a la Team Danmark-løsningen med universiteterne? Så man kan sikre, at der er særlige forhold for professionelle gamere.

I januar vandt holdet en halv million dollars svarende til cirka tre og en halv millioner kroner. Et eksorbitant beløb for fem unge mænd at tjene, selvom administrationen og træneren også skal lønnes. I starten af marts vandt de så yderligere 100.000 dollars. Det må altså siges at gå holdet godt.

Vis din skærm, tjen kassen

I en anden del af Danmark, nærmere bestemt Aarhus, sidder Ingrid ’JakobiWolff’ Madsen. Til dagligt studerer hun på Aarhus Universitet. Hun har tidligere haft et anderledes studiejob, som streamer på Twitch.tv. Her er konceptet ligetil. Man lægger sin computer op til streaming, så alle kan se med, når man spiller computer. Samtidig har man typisk sit webcam kørende, noget musik i baggrunden og eventuelt løbende konkurrencer. Det er altså live-underholdning for entusiaster. Der er flere måder at tjene penge på her, for eksempel gennem donationer, reklamer eller andre kampagner. Typisk tyer de ’store’ til reklamer. Hvis man har 10.000 seere kan en enkelt reklame føre en god indtjening med sig. Hvis man har ti seere er det noget lidt andet, og man overlever typisk på donationer. Netop donationer var Ingrids store indtægtskilde. På et par måneder skrabede hun cirka 25.000 sammen i donationer fra en bred skare af følgere. Hun blev hurtigt kendt på twitch, selvom hendes stream foregik på dansk, og publikumsskaren derfor var begrænset til personer, der kunne forstå hende. Ved at vise sine evner og nogle gange også sine fejltagelser i spillet League of Legends havde hun et stabilt og velbetalt studiejob. Ingrid streamer dog ikke længere, men har i stedet kastet sig over andre studiejobs. Hun kunne ikke finde på at droppe ud for at jage drømmen om at blive professionel.

“På ingen måde. At game har altid og vil altid være en hobby for mig. Det er vigtigt for mig at blive uddannet. Det har førsteprioritet og er også grunden til at jeg pt. ikke streamer,” fortæller hun.

 

Kommet for at blive

Spørger man Ingrid, er meldingen klar: Som udgangspunkt er e-sport kommet for at blive, når seerbasen vokser, som den gør, og interessen fra andre brands udenfor e-sporten vokser så eksplosivt. Audi, FCK, OB og finansmanden Lars Seier Christensen har alle kastet penge i projekter indenfor sporten.

“Men der kan ske meget endnu, og jeg tør ikke sige, om det bare er en ‘varmluftsballon’, der brænder ud om et par år. Det kunne jeg godt frygte for alle de spillere, der har satset alt på det. Der er mange der gør det, men det er de færreste, der slår igennem. Jeg kan frygte, vi får en generation, der står som 27-årige, er overhalet indenom af en på 16 og så ikke har en uddannelse at falde tilbage på. E-sport er spændende lige nu, men hvis det dør ud om et par år, så står mange tilbage med ingenting,” siger hun og fortsætter:

”Der ikke et marked, som er stabilt nok for en dansk streamer, hvis man ikke også er professionel. Så langt er e-sport ikke kommet i Danmark endnu. Jeg kender mange danske streamere, som har opsagt sit arbejde eller stoppet sin uddannelse for at være “fuldtidsstreamer”. Det kan man bare ikke leve af i Danmark. Markedet er ikke stort nok, og det er de samme tusinde seere på de forskellige kanaler. Sådan har det været i en del år efterhånden. Der er ikke bevægelse i det desværre, så der skal ske noget inden for feltet, hvis man skal kunne leve af at være underholdende streamer uden nogen professionel baggrund.”

Mulighedernes land

Alle kan prøve. Alle kan springe ud i det. Åbn Twitch. Vis dit spil. Jag drømmen. Men lad være med at negligere din fremtid. Det kan være en god hobby. En sjov måde at arbejde på. Fornøjelse bliver til arbejde. Hvis folk altså gider at se på en…

The following two tabs change content below.

Frederik Mark Højsager

Redaktør af RUST
Redaktør ved RUST, Stud. Med ved SDU. Ud over mit virke på RUST arbejder jeg studenter- og sundhedspolitisk for IMCC og FADL og er freelance skribent på månedsmagasinet Sund&Hed.

Nyeste indlæg af Frederik Mark Højsager (se alle)