Hver sommer forhandler studerende sig frem til en fælles erklæring i FN-byen i København. Det hele er en simulation af WHO, hvor nysgerrighed, forhandling og ambitioner er drivkraft hos de studerende.

Abdul Harakow studerer normalt på Aarhus Universitet. Han er i gang med sit tredje semester på medicinstudiet. Men ud over det daglige, og til tider kedelige studie, brænder han for internationalt arbejde. Sammen med en større arbejdsgruppe arbejder han for projektet NorWHO.

NorWHO er en nordisk simulation af WHO. Et værktøj, der er til for at vise studerende fra hele verden, hvordan det politiske arbejde foregår i en af de største sundhedsfaglige instanser. Projektet blev startet i 2013 af Marie Hauerslev, der siden blandt andet har været bindeled mellem WHO og IFMSA, den internationale føderation af medicinstuderendes organisationer.

 

Resolutionen

Der er ikke tale om småting, når det kommer til NorWHO. Hvert år lejer de sig ind i FN-byen i København. Konferencen finder altså sted i ’virkelighedstro’ omgivelser. Er man deltager på konferencen, får man lov til at sidde i de rigtige stole og lave simulerede forhandlinger. Målet er ligetil. Der skal udformes en resolution – en fælles politisk erklæring. Hvordan man kommer frem til den store aftale, afgør deltagerne selv. Som deltager får man tildelt et land, man skal repræsentere. Med i denne pakke hører en gennemgang af landets økonomiske, kulturelle og værdipolitiske status. Man får altså alle forudsætninger for at spille et lands rolle, selvom man aldrig selv har besøgt det.

 

”Det fedeste er at se, at de ikke kan slippe rollerne. Når vi har socialt program om aftenen, og folk egentlig bare skal mingle, ser vi stadig, at de forhandler over en øl eller i båden på kanalrundfart,” fortæller Abdul Harakow.

 

Anerkendelsen

Når der lægges så meget arbejde i det, som der gør, er det klart en motivationsfaktor for værterne, at de får omtale. Omtalen er kommet af flere omgange, og man kan blandt andet læse om dem på WHO’s egen hjemmeside. Her har man altså anerkendt simulationen. Ud over direkte omtale ses det også på deres sponsorer. På listen her står Hermod Lannungs Fond, der støtter FN-projekter. Ude i den store verden ved de altså godt, hvem NorWHO er.

 

Deltagerne

Man kan nemt forledes til at tro, at noget medicinsk relateret, arrangeret af medicinstuderende, kun er for medicinstuderende. Men sådan ligger landet ikke. Hvert år ser simulationen et bredt panel af studier repræsenteret. Det er klart, at repræsentationen afspejler temaet. Da temaet var antibiotika, var mange dyrlægestuderende med. Da det var ’ikke smitsomme sygdomme’, var mange psykologistuderende i feltet. Desuden er konferencen internationalt anerkendt. Sidste år var der deltagere fra 50 lande, herunder Ukraine og Mexico. Langt hovedparten kommer dog fra Nord- og Centraleuropa.

 

Kravene

Sidder du nu og tænker: ”det må jeg med til”, så er det vigtigt at få ridset op, hvad det kræver. Kort og godt: Hold øjnene åbne og skriv en god ansøgning. Websiden Norwho.org opdateres hele tiden, og hen over april åbnes der for ansøgninger til deltagelse denne sommer. Det eneste, det kræver, er et beskedent deltagergebyr for en oplevelse, man sent vil glemme. Årets tema bliver fejlernæring – den dobbelte byrde. Emnet drejer sig om, at man i fejlernærede områder ser en gruppe mennesker, der er svært undervægtige, og en anden gruppe, der er svært overvægtige. Er man mere interesseret kan man også deltage i arrangørgruppen. Det kræver blot et medlemskab af IMCC, som er en sundhedsfremmende forening. Find det pæne tøj og de blanke sko frem – der skal forhandles resolution nu til sommer.

The following two tabs change content below.

Frederik Mark Højsager

Redaktør af RUST
Redaktør ved RUST, Stud. Med ved SDU. Ud over mit virke på RUST arbejder jeg studenter- og sundhedspolitisk for IMCC og FADL og er freelance skribent på månedsmagasinet Sund&Hed.

Nyeste indlæg af Frederik Mark Højsager (se alle)