Instruktør: Jordan Vogt-Roberts
Genre:
Action/adventure
Premiere:
9. marts 2017
Spilletid: 1 time, 58 min.
Medvirkende:
Tom Hiddleston, Brie Larson, Samuel L. Jackson,
John Goodman & John C. Reiley.  
Film der minder om:
King Kong (2003), Aliens (1986).

Året er 1973. Vietnamkrigen lakker mod enden, og en håndfuld marinesoldater, ledet af Officer Preston Packard (Samuel L. Jackson), står nu tilbage med den bitre smag af nederlag. De vil vise deres værd og kæmpe en sidste kamp for deres land.
Marinesoldaterne får deres ønske opfyldt, da de bliver opsøgt af regeringsagenten Bill Randa (John Goodman). Bill har sammen med et hold af forskere nemlig opdaget en uidentificeret ø i Stillehavet, som de vil besøge, og mangler i den forbindelse et hold af soldater til at stille sikkerheden på turen. Derudover bliver holdet ledsaget af den tidligere britiske soldat James Conrad (Tom Hiddleston) og anti-krigsfotografen Mason Weaver (Brie Larson). Ved ankomsten til øen bliver de hurtigt mødt af store ulykker, hvilket resulterer i, at de nu er fanget på den øde ø uden mulighed for kommunikation – i en mærkværdig fødekæde, hvor de er det svageste led. Gruppen skal nu prøve at samarbejde om at flygte fra øen med livet i behold. Det er dog sværere end som så, da de alle viser sig at have forskellige dagsordner…

Kong: Skull Island er den slags film, jeg går ind til uden de største forventninger. Det kunne nemt bare være et samlebånds-Hollywood-produkt, der tjener det ene formål at akkumulere en formue i billetsalg for derefter at profitere på legetøj og morgenmadsprodukter. Det er det formentlig også – MEN det er også bare så meget mere end det.

Instruktøren Jordan Vogt-Roberts har nemlig kreeret en film, der overgår alle forventninger ved først og fremmest at ændre på den grundlæggende præmis for filmen, idet vi ikke har at gøre med den velkendte fortælling om en kæmpeabe, der bliver transporteret til New York, slipper fri, for til sidst at klatre på toppen af Empire State Building. Nej, vi bliver kastet ind i en historisk epoke, hvor helikoptere, der flyver over større junglelandskaber, mens lyden af Creedence Clearwater Revival lyder ud af højtalerne, drager klare paralleller til Vietnam krigsfilm som for eksempel Apocalypse Now.

De visuelle effekter i filmen er derudover meget flotte. Størstedelen er filmet på location i blandt andet Vietnam, Australien og Hawaii. Det gør filmen en del mere troværdig end King Kong fra 2005, hvor man tydeligt bemærkede specialeffekternes tilstedeværelse. Specialeffekter er naturligvis også at finde i Kong: Skull Island. De er med til at virkeliggøre kæmpe insekter, underjordiske montre og selvfølgelig selveste King Kong. Det er håndteret på mesterlig vis, og der opnås en realistisk følelse af nærvær deraf.

Castingen i filmen er dog lidt unuanceret, og mange af karaktererne virker lidt indskudte. Samuel L. Jacksons greb som en desillusioneret marinesoldat, John C. Reileys rolle som den virkelig sjove og ’Robinson Crusoe’-agtige karakter, der har overlevet på øen siden 1943, og John Goodman som regeringsagenten Bill Randa er de tre bedste præstationer i filmen. Det virker, som om at disse tre karakterer er dem, der er blevet lagt mest vægt på under manuskriptudviklingen. De bliver alle givet en motivation for at være tilstede i filmen. Karaktererne har en målsætning, og man kan mærke de indre kræfter, der er på spil hos dem. Derudover formår skuespillerne at gøre deres karakterer vellidte, hvilket måske mere er et resultat af deres egen karisma og skuespiltalent end deres replikker.
De andre skuespillere er dog bare blevet kastet ind i filmen. Brie Larsons karakterisering af den pacifistiske heltinde, der opnår intimitet med ’Kong’, er udelukkende med i filmen for at danne modvægt til Jacksons krigeriske karakter og for at skabe en genklang til den originale King Kong historie. Tom Hiddlestons rolle som en afdanket tidligere soldat i det britiske flyvåben, er med i filmen, fordi… han er god til at finde vej? Næ nej, Hiddleston er udelukkende en del af denne film, der skulle være et flot ansigt til at øge billetsalget.

Heldigvis er den vigtigste karakter i filmen selvfølgelig King Kong, og han skuffer i den grad ikke. Den legendariske abe er super flot visualiseret og meget større og mere frygtindgydende end i de forrige filmversioner. Man kan i særdeleshed glæde sig til de mange opgør, hvor King Kong kæmper mod alverdens monstre. Kampene er udført på en måde, hvor man sidder på kanten af sædet og hepper med.

På trods af mere eller mindre substansløse karakterer er Kong: Skull Island alt i alt en god action/adventure filmoplevelse med gode visuelle effekter og høj spænding.

The following two tabs change content below.

Jonathan Messerschmidt

Jeg er filmanmelder og layouter hos RUST magasinet og læser medievidenskab på Syddansk Universitet, Odense. Har en uslukkelig og afhængighedslignende tørst efter filmkonsumering.

Nyeste indlæg af Jonathan Messerschmidt (se alle)