I sidste nummer af RUST kritiserede vi arbejdsgiveres manglende tilbagemelding på jobansøgningerI dette nummer følger vi op på problematikken ved at høre et par SDU-alumner om deres erfaringer med jobsøgning.  Arbejdsgivere er dårlige til at melde tilbage på deres stillingsopslag. Sådan lød postulatet i kronikken ”En dialog er ikke en dialog, hvis der kun er én, der taler” i sidste nummer. Her hævdede vi, at arbejdsgiverne har en tendens til ikke at give deres jobansøgere svar på, om de har fået en given stilling eller ej. De to SDU-alumner Kimmie Christensen og Danny Colmorten er bekendte med situationen.

Kimmie Christensen kunne per oktober 2016 officielt kalde sig cand.scient i biomedicin. Det endda med en topkarakter i sit speciale. Når hun efterfølgende har søgt arbejde, har hun i noget nær samtlige tilfælde blot fået et standardsvar tilbage. Èt, når virksomheden har modtaget hendes ansøgning, og endnu et, når stillingen er blevet besat af en anden. Det er for dårligt, mener hun.

”Det er jo ikke, fordi man bare har sendt sådan en standardansøgning ud til dem. Som jobsøgende ved man godt, at der er flere ansøgere end jobs. Man er nødt til at gøre sig umage,” udtaler hun.

28-årige Danny Colmorten fortæller også, at han, forinden han blev ansat som organiserende konsulent hos HK Midt, brugte flere timer på at skrive ansøgninger.

”Man skal virkelig sætte sig ind i stillingen for at komme i betragtning,” fortæller han.

 

Vil ikke give respons

Kimmie Christensen fortæller, at halvdelen af standardsvarene fra jobudbyderne indeholder en lille note om, at de ikke vil give respons. De vil altså ikke uddybe, hvorfor man ikke har fået stillingen, hvis man henvender sig til dem.

”Det er lidt ligesom at få en dør i hovedet efterfulgt af kommentaren: ”Vi vil ikke have dig, og vi gider sådan set ikke fortælle dig hvorfor”,” siger Kimmie Christensen.

Hun har erfaret, at når hun har henvendt sig til sin A-kasse eller Jobcenter for at bede dem kigge på hendes ansøgning, så har de ikke kompetencerne til at vejlede hende inden for hendes arbejdsområde. Selvom de forsøger at hjælpe mest muligt, er de trods alt ikke uddannede til at vide, hvad de enkelte virksomheder søger hos deres medarbejdere. Når Kimmie Christensen søger en biomedicinsk stilling hos en virksomhed, vil virksomheden kende til de kvalifikationer, som hendes ansøgning og CV beskriver. Derfor kan virksomheden selv yde det største bidrag den jobsøgendes fremtidige ansøgningsproces.

Danny Colmorten synes ikke nødvendigvis, virksomhederne har et ansvar for at give feedback på ansøgningerne. Han har forståelse for, at det er en ressourcekrævende proces. Imidlertid synes han, det ville være godt, hvis de gjorde det alligevel. Særligt når folk henvender sig direkte til dem efterfølgende.

”Man står i en lidt udsat position, når man vil følge op på en ansøgning. På den ene side vil man ikke virke for desperat, men på den anden side vil man heller ikke virke ligeglad,” kommenterer Kimmie Christensen.

 

Mennesker og maskiner 

Kimmie Christensen har i forbindelse med sin ledighed deltaget i en række kurser gennem Jobcenter, hvor hun har fået at vide, at dem, der modtager jobansøgningerne – som oftest HR-afdelingen – ofte bare screener ansøgningerne for at se, om de indeholder de nøgleord, som virksomhederne søger. Hvis ikke, ryger de ud.

”Bag de papirer, som de bare sidder og screener, sidder faktisk nogle mennesker, som har brugt tid på at skrive ansøgningen, og som håber på at få et arbejde,” fortæller Kimmie Christensen og tilføjer, at hun næsten hver gang sidder og tripper for et svar på ansøgningen.

Danny Colmorten er enig i, at de dårlige – eller manglende – tilbagemeldinger er et udtryk for uempatisk opførsel.

”De ville jo heller ikke selv bryde sig om ikke at få svar og gå rundt med samme uvished, som vi går rundt med,” siger han.

Ingen regler 

Virksomhederne er dog juridisk set i deres fulde ret til ikke at give svar. Erik Simonsen, der er underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening, fortæller, at jobudbyderne ikke har et ansvar for at melde tilbage. Der eksisterer ikke nogen regler for, hvordan man skal give svar tilbage på ansøgninger. Erik Simonsen har dog indtryk af, at der er bred konsensus om, at man som arbejdsgiver bør give svar.

”Det samme gælder, når du stiller mig et spørgsmål, og jeg ikke forbliver tavs, men selvfølgelig forsøger at svare tilbage på den bedst mulige måde,” siger han.

Men Kimmie Christensen og Danny Colmortens erfaringer peger i retning af, at virksomhedernes svar ikke er konstruktive, fordi man som jobsøgende ikke kan få at vide, hvad man skal gøre anderledes. Det er et problem, mener Kimmie Christensen.

”Jobudbyderne ved jo ikke, om der sidder en, der er sindssygt dygtig til sit arbejde, men som blot har dårlige kommunikative evner på skrift. Jeg ved selv, at jeg har styr på min teori og de praktiske ting, jeg har lært gennem mit studie, men det er ikke sikkert, jeg kan udtrykke det klart på et stykke papir,” siger Kimmie Christensen.

 

Undtagelsen mere end reglen

Erik Simonsens erfaring er, at de fleste virksomheder er ganske glimrende til at håndtere jobsøgningssituationer, og både Kimmie Christensen og Danny Colmorten fortæller da også, at de får svar – om end det blot er et standardsvar – på 75-85 procent af deres ansøgninger. Fuldkommen stilhed fra jobudbydernes side er altså nærmere undtagelsen end reglen.

De erfaringer og udtalelser, som Kimmie Christensen og Danny Colmorten i det ovenstående er kommet med, vidner dog om, at kommunikationen mellem jobudbyder og ansøger kan optimeres.

Dansk Arbejdsgiverforening ekspliciterer dog ikke nogen krav eller etiske retningslinjer for, hvordan virksomhederne bør give svar.

”Vi har ikke sådan en opdragende funktion. Hver enkelt virksomhed ved bedst selv, hvordan de vil drive deres virksomhed, og det kunne vi aldrig finde på at blande os i,” udtaler underdirektøren.

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende debatterende stof og inddrager gerne så mange livsfilosofiske overvejelser, som jeg kan komme til. Gerne noget, der ligger og tipper på kanten af boksen.