RUST var med til premieren på Psykologi-revyen ”Vi skal længere ind” på datoen for Kvindernes internationale Kampdag. Vi kom uden tvivl længere ind – og det gjorde skam intet. Tværtimod.   

Det starter og slutter med jazzhænder. Og sang. Men det er så også det eneste, der er ensformigt i den halvanden time, som dette års Psykologi-revy varer. De leger med alt lige fra Penismisundelse til Tinder, og selvom revyen er godt og grundigt farvet af psykologiske termer, er der ikke nogen blandt publikum, der ikke kan være med – for pædagogiske som de er, har de naturligvis lavet en gloseliste i deres fine program-flyer.

De lægger ud med at afholde Olympiske Lege for folk med psykiske lidelser. Her ser man, hvordan brydning for folk med berøringsangst ser ud, samt hvor svært det er at få narcissister ned fra medalje-podiet. Og på trods af, det er svært at abstrahere fra værtens mave, der bliver ved med at kigge frem bag den skjorte, der skulle have været en eller to størrelser større, er man alligevel fanget af revysternes show. De psyker én med deres utallige indslag om folk, der fejler et eller andet eller udsættes for psykolog-behandling af værste skuffe.

De er nemlig ikke bange for selvironi, når de joker med deres fagområde og studie. Det ser man blandt andet i den Disney-inspirerede ”Der Er Ingen Bånd Der Binder Mig”-sketch, hvor den OCD-ramte Pinocchio har en psykolog som dukkefører – alt imens Pinocchio leverer en skuespilmæssigt glimrende performance til sangen af samme navn som sketchen.

Kvinderne i fokus

Premieren ligger på Kvindernes internationale kampdag, og når man ser forestillingen kan man næsten ikke lade være med at tænke, om deres sketches mon er inspirerede af dette. ”Penismisundelse”-sketchen problematiserer nemlig både de ulige lønforhold blandt mænd og kvinder samt den mandlige mangel på forståelse for menstruation. Men frygt ej, den seriøse feminisme overskygger næppe publikums latterbrøl, når revysterne danser rundt med deres kæmpe farverige dildoer.

Imidlertid får kvindekønnet lov til at dominere i sketchen ”Psykisk Forhør”, hvor en række ”pæne piger” fortæller, hvordan de har båret sig ad med at tage styringen over deres mandlige partnere ved at tage livet af dem. Det er en sketch, der sender publikum på pause med manér.

”Op at stå”

De forventninger, man ikke kan undgå at have bygget op efter første akt, bliver da også indfriet i anden akt af revyen. I hvert fald i de første tre sketches. Derefter er guldkornene ikke ligeså lette at få øje på på indholdssiden, men de teatermæssige effekter kompenserer alligevel i en tilstrækkelig grad for det. Revysterne formår nemlig – hvad der ellers er svært at gøre – at få amatørdans til ikke at fremstå akavet samt at få publikum til at danse ”Fader Abraham”. Sidstnævnte varmer også publikums ben op til at stå oprejst i den klapsalvefyldte afslutning.

Forskelligartede talenter

Klapsalven gives til den brede vifte af psykologistuderende, der begår sig ganske upåklageligt på en scene. Dem, der halter bagefter – og det er der trods alt et par stykker, der gør – bliver da også trukket et niveau højere op af disse talenter.

Men faktisk trækker de også dem selv op på deres andre talenter. Her refererer jeg til de musiske af slagsen. I sketchen ”I Danmark”, der indleder anden akt, tryllebindes man nemlig af smukke stemmer – mandlige såvel som kvindelige – der imidlertid synger om knapt så smukke ting. De leger nemlig med en lidt for ekstrem nationalisme, der, selvom den naturligvis er under bæltestedet, går rent ind, når den er forklædt bag så yndige vokaler.

Yndige vokaler, der sammen med glimrende skuespil og SKAMmeligt god norsk udtale trækker publikum længere ind.

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende debatterende stof og inddrager gerne så mange livsfilosofiske overvejelser, som jeg kan komme til. Gerne noget, der ligger og tipper på kanten af boksen.

Nyeste indlæg af Anni Møllemand (se alle)