Et kulturhus i midtbyen. En boligforening og et supermarked på facaden. Med ambitionen om at være ’den kreative by’ i Danmark har Odense Kommune åbnet Odeon.

Burhan G åbner ballet i Odenses nye kulturmekka, Odeon. Med sin placering fem minutter fra banegården og tæt op ad det gamle H.C. Andersen-kvarter kommer den store kulturbygning til at ligge attraktivt.

Selvom lejerne af bygningen, Odense Teater og Syddansk Musikkonservatorium, er giganter inden for kultur, skal Odeon favne kulturen fra alle aspekter. Man kunne godt forvente, at projektet ville drukne i kultur for de kulturelle – at Odense midtby ville oversvømmes af ballet, klassisk musik og Holberg-skuespil. Men sådan skal det ikke være. Der skal også være plads til rap, stand-up og koncerter rettet mod det yngre publikum. Visionen med Odeon er at favne kulturens mange facetter.

 

Facaden

Kører du forbi Odeon kan det være svært at se, at det bliver kulturens højborg i byen. Nok udstråler fronten et moderne design, der ikke er for avantgarde – et tidløst design. Alligevel er det første man ser et skilt tilhørende Kristiansdal. Det virker pudsigt. Hvorfor skulle en boligforening holde til i et kulturhus? Ved siden af ligger tilmed en Kiwi – hvad har discount med kultur at gøre?

Kigger man dog ind bag dette, ser man den virkelige mening med Odeon. Det er klart, at man har prioriteret, som man har. Virksomheder med trang til promovering, og som let skal kunne findes, ligger ud mod vejen. Alt imens de, der har brug for roligere omgivelser, vender ind mod det stille og idylliske H.C. Andersen-kvarter. Hvad der ved første øjekast virker tilfældigt kan altså godt retfærdiggøres.

 

Gastronomien

Med åbningen af Odeon åbner ligeledes endnu en restaurant i Odense – Restaurant Schiøtz. Med en kuvertpris på cirka 300 kroner inklusive vin lægger køkkenet sig på niveau med mange andre i Odense. Om spisestedet er lige så godt som de andre, må tiden vise.

Åbningen af Odeon bliver, i forhold til gastronomien, fejret på behørig vis. Det sker ved, at SPIS! Odense Food Festival holder et specielt SPIS! Odeon arrangement. Her vil fem store odenseanske restauranter, heriblandt ’Under Lindetræet’, stå for en femretters menu med gode vine, fremragende underholdning og præsentation af Odeon.

 

Rammerne

Ud over kulturen og gastronomien er det også Odeons vision at rumme konferencer såvel som møder. Med god plads og gennem samarbejdet med to hoteller kan det meget vel blive et af de nye steder for vigtige møder. Samtidig er planen, at bygningen skal være åben 365 dage om året. Alle er velkomne i Odeon, til alle tider.

Den 1. marts går det altså løs. Odense får sit nye centrum for kultur. Med restauranter, opera, stand-up og musik bliver det et sted for de fine, men også for alle andre. Et sted, der profilerer Odense som kreativt og kulturelt. Burhan kommer – gør du?

 

The following two tabs change content below.

Frederik Mark Højsager

Redaktør af RUST
Redaktør ved RUST, Stud. Med ved SDU. Ud over mit virke på RUST arbejder jeg studenter- og sundhedspolitisk for IMCC og FADL og er freelance skribent på månedsmagasinet Sund&Hed.

Nyeste indlæg af Frederik Mark Højsager (se alle)