RUST’s for dum-panel har i denne omgang bevæget sig over i fysikkens verden. På eget ansvar sneg vi os ind til en forelæsning om termisk fysik for 2. semester på fysikuddannelsen.  

”Termisk fysik – en introduktion” lyder titlen på dagens forelæsning. Termisk betyder vist nok noget med varme, og fysik er vist nok læren om fysiske fænomener. Så må termisk fysik næsten være noget med, hvordan fysiske fænomener kan skabe varme. Eller også er det bare en masse snak om vulkaner?

Det er vel at mærke en introduktion for 2. semester, så udefrakommendes odds for at forstå indholdet er betydeligt højere, end de ville være ved en kandidatforelæsning…  Men det betyder ikke, at du skal satse dine penge på for dum-panelet. Det vil ærligt talt være en tåbelig investering.

 

Ingen unødige overvejelser

Da jeg træder ind i lokalet og tager plads på en af de midterste rækker, er det kun et fåtal af de studerende, der vender blikket i min retning. Om end min tilstedeværelse i princippet bryder lidt med den “helt tilfældige” kønsfordeling, er der umiddelbart ikke nogen, der undrer sig over den slags ubetydelige detaljer – de er jo irrelevante for tid og rum.

Imidlertid diskuterer de studerende omkring mig læsningen til dagens oplæg, mens de har hovederne dybt sunket i Classical and Statistical Thermodynamics – en bog, jeg naturligvis vil købe til søndagshyggelæsningen. Andre sammenligner opgavebesvarelser, og en af dem udbryder: ”Det er logaritmen til 2.” Det er pudsigt, for jeg kom selv frem til lige præcis samme resultat. Eller, det ville jeg have gjort, hvis jeg havde lavet opgaven – som om jeg har brug for at teste min enestående viden om termisk fysik.

 

Forelæseren med styr på ”fysikken”

De interne fysikdialoger sættes på pause, da forelæseren rømmer sig og tager ordet. Han er iført en skovmandsskjorte og har udnyttet tyngdekraften fra bukserne til at holde skjorten perfekt placeret i bukserne. Selvom han er fysiker, tør han dog ikke sætte sin fulde lid til tyngdekraftens virke og har derfor fuldendt looket med et bælte.

Han lægger ud med at skrive ”tilstandsligning” på tavlen. De studerende omkring mig nikker genkendende. Det gør jeg naturligvis også. Lige så vel som jeg tier stille, da han spørger, om der er nogen, der ikke har stødt på partielle afledere, og efterfølgende konkluderer, at det har alle naturligvis – det var jo næsten et retorisk spørgsmål…

 

Kold eller varm kakao?

Forelæseren siger noget med ideelle gasser i forbindelse med den der ligning. De ideelle gaser er efter sigende forskellige fra de reelle gasser, blandt andet fordi de ikke har en lige så høj temperatur. Det giver jo ganske god mening. Jeg har det også mere ideelt i varme end i kulde. Måske jeg kan bruge de konstanter fra ligningen, han snakker om, til at varme en kop kakao?

Den overvejelse bliver imødekommet godt og vel en halv time senere, da han snakker om adiabatiske processer. Han illustrerer det ved at tegne en tyk væg. Dernæst tager han for eksemplets skyld fat om sin kaffekop og konstaterer, at den er blevet kold. Det er den, fordi han ikke har investeret i en termokop. Så en af de “mange” ting, jeg kan tage med hjem fra denne forelæsning, er, at når jeg skal købe en termokop, så skal den være adiabatisk. Men om det har en indflydelse på, om de der konstanter kan varme min kakao, er jeg stadig ikke helt sikker på. Han er lidt svær at blive klog på, ham forelæseren.

 

Giv manden en ny tavle 

Til gengæld har han meget på hjerte. Da der er gået 20 minutter, har han næsten udfyldt tavlen med illustrationer. På et tidspunkt siger han ”ru” og skriver et ”p”. Jeg konkludere, at han må være ordblind. Det forklarer dog ikke, hvorfor der indgår så mange bogstaver i tilstandsligningen på tavlen. Hvorfor skal han gøre det så svært for sig selv? Han er i forvejen begrænset af den minimale plads, der er tilbage på tavlen, og da han febrilsk kæmper med at få tavlen bagved til at komme frem, går det ekstra meget op ad bakke. Jeg begynder faktisk at få lidt ondt af ham. Først blev hans kaffe kold, så stavede han ”ru” forkert, og nu har han tavleproblemer – det er ikke let at være fysiker.

Måske bruger han så mange bogstaver, fordi han gerne vil være tværfaglig. Det kunne i hvert fald forklare, hvorfor han lige pludselig begynder at snakke om parring:

”Vi kalder de størrelser, vi har parret her, for konjugerede størrelser.”

Mig bekendt har parring noget med biologi at gøre. Spørgsmålet er så bare, om de konjugerede størrelser parrer sig for fornøjelsen eller for reproduktionens skyld, og om deres afkom bliver en konjugeret småstørrelse?

 

Frygt for parring og gasser

Jeg spotter en studerende, der forsøger at skjule en gaben, og må koncentrere mig nøje for ikke at følge dennes eksempel. Forelæseren fortæller nemlig, at når han taler, så er det også en adiabatisk proces. Jeg er bange for, at min adiabatiske gaben vil parre sig med forelæserens adiabatiske tale og forårsage diabetes hos os begge. Vi ved jo alle, at minus og minus giver plus, og ”adiabatisk” lyder skræmmende meget som diabetes i mine ører, så jeg tør ikke tage chancen.

Da han efter 45 minutter siger, at vi måske skal tage en pause, konkluderer jeg derfor, at det nok er bedst, at jeg forlader mine ellers så nært tilknyttede fysikkammerater for stedse. Termisk fysik er tydeligvis sprængfarligt, og jeg må hellere flygte, inden de reelle gasser slippes fri i lokalet.

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende debatterende stof og inddrager gerne så mange livsfilosofiske overvejelser, som jeg kan komme til. Gerne noget, der ligger og tipper på kanten af boksen.