Vi skal længere ind bliver den svære toer i Psykologirevyens historie. Charlotte Moore, som er kvinden bag den indledende idé til revyen, er ikke bange for at skuffe sit publikum, når tæppet trækkes fra den 8. marts 2017.    

Disney-prinsesser, Prins Henrik og halvskøre terapeuter var blot nogle af de satiriske elementer, der indgik på Psykologirevyens jomfrurejse sidste år i april. Månedsvis af arbejde lå bag de 90 minutter, som revyens skiftevis musikalske og teatermæssige indslag samlet varede.

Revyen blev en realitet på grund af 24-årige Charlotte Moore, der studerer psykologi på tredje år ved Syddansk Universitet i Odense. Hun er kvinden bag psykologistudiets revy, og hun har i samarbejde med blandt andet hovedinstruktør Anna Præstmark valgt at føre revytraditionen videre i år med revyen ”Vi skal længere ind”. Et valg, der ikke havde kunnet lade sig gøre, hvis ikke hun havde haft stor opbakning fra sine medstuderende.

 

Inspireret af medicinerne 

”Hvis medicinerne kan, så kan vi også.” Det var den tanke, der lå bag Charlotte Moores idé om at starte en revy på psykologi. Hun havde gået med en følelse af, at hun manglede noget kreativt på studiet. Da hun opdagede, at medicinstudiet havde en revy, som havde kørt i over 5 år, blev hendes kreative flamme tændt. Ilden spredte sig ikke blot til hendes medstuderende, men også til de psykologistuderende, som Charlotte Moore var social tutor for i 2015. Heriblandt var Johannes Olsen, som siden har været bandleder i revyen.

”Jeg snakkede med Johannes til en psykologifest, hvor han var lidt beruset. Så han var lidt lettere at overtale,” siger Charlotte Moore med et smil på læben.

 

Stor tilslutning

Fra Charlotte Moores egen årgang var de ti mennesker, og da de i november 2015 afholdt et infomøde for at teste opbakningen til revyen, mødte 50-60 mennesker op.

”Det var helt vildt, og udgangspunktet var egentlig bare, at vi godt ville lave et eller andet sammen. Hvad det helt præcist ville ende ud i var ikke rigtigt målet på det tidspunkt,” fortæller hun.

Dem, der tilsluttede sig revyen, havde belejligt nok også en lang række forskellige kompetencer. Mange havde en baggrund inden for musik- og teaterverdenen – heriblandt Charlotte Moore selv – andre havde erfaringer med PR, og endnu andre havde styr på det organisatoriske og økonomiske arbejde, der ligger bag en revyopsætning. En post, hvis betydning ikke må underkendes, pointerer Charlotte Moore. Derfor har de valgt at have to økonomiansvarlige i år.

”Fundraising er en virkelig stor post, og de ansvarlige fungerer desuden som kasserer og står for at holde styr på budgettet,” fortæller dette års hovedinstruktør Anna Præstmark.

 

Stor hjælp fra medicinerne 

Efter Charlotte Moore i første omgang havde luftet revyideen for sine medstuderende, tog hun kontakt til medicinstudiets daværende revyformand. Han ville meget gerne dele ud af sine erfaringer og henviste hende til nogle konkrete sponsorer, som gjorde hele fundraisingen betydelig lettere. Charlotte Moore var også med til medicinernes såkaldte ‘valgaften’, hvor hun fik et indblik i, hvordan man udvælger sine sketches og gør ideerne til virkelighed på demokratisk vis.

 

Erfaringerne fra det første år 

Charlotte fortæller, at noget af det, hun har lært fra det første år til det andet, er at uddele opgaver. Men hun forklarer også, at det hænger sammen med, at det først er i år, hun reelt ved, hvad hun skal uddelegere.

”Man bliver nødt til at kende opgaverne, før man ved, hvad man skal uddelegere,” siger hun.

Derudover er det også blevet lettere helt konkret at definere, hvad grundværdierne bag psykologirevyen er, og hvor højt ambitionsniveauet er.

 

Blod, sved og tårer

Selvom det første revy-år umiddelbart lyder til at have været det hårdeste, var det faktisk først i sommeren 2016, at Charlotte Moore for alvor overvejede at trække stikket.  Det gjorde hun, fordi hun pludselig stod med en hel bestyrelse, der skulle skiftes ud. Der var ikke nogen, der havde lyst til at fortsætte.

”Det gik op for mig, at det nok mere var mit hjertebarn, end det var de andres. Så jeg må indrømme, at jeg forinden infomødet i 2016 var tæt på at melde ud, at jeg trak stikket,” fortæller Charlotte Moore.

Alligevel valgte Charlotte Moore at afholde infomødet til den anden revy i 2016. Her var der nemlig en helt anden opbakning til revyen end året forinden. Særligt fra de nye psykologistuderende, der begyndte i 2016.

”Folk har taget det til sig på en helt anden måde i år. Anna (hovedinstruktøren, red.) har for eksempel gjort det til sit eget på en måde, hvor jeg kan sige: ”Okay, der er nogen andre, der passer barnet, så jeg kan godt slappe af,”” siger Charlotte Moore, mens hun sender Anna Præstmark et taknemmeligt smil.

 

Ydmyge forventninger 

Til sidste års psykologirevy blev alle tre aftenforestillinger udsolgt. Der var plads til 115 tilskuere i fredagsbaren Nedenunder. Ambitionen er, at aftenforestillingerne bliver udsolgt igen i år, også selvom der måske bliver flere pladser at udfylde. Fredagsbaren har nemlig tænkt sig at udvide med et musiklokale, som også kan fungere som scene.

”Vi får faktisk mulighed for en større scene og dermed også bedre tilskuerpladser,” fortæller Anna Præstmark.

 

Afsløring 

Når de psykologistuderende den 8. marts for første gang trækker tæppet fra til ”Vi skal længere ind”, kan tilskuerne ikke bare forvente en større scene, men også flere indslag end sidste år. Revyen vil dog igen i år tage fat på nogle fordomme om psykologistudiet.

”Vi vil gerne bryde med fordommen om, at det at være psykologistuderende skal være sådan noget elite-noget, bare fordi det er så svært at komme ind. Vi kommer til at lege lidt med det der snobberi,” fortæller Anna Præstmark.

Psykolgirevyen tager også de traditionelle genretræk fra revy med, og inddrager de kendte personligheder, der har været særligt aktive i medierne i løbet af året.

”Og så tager vi selvfølgelig også fat i nogle rigtig gamle travere fra psykologiens verden,” tilføjer Anna Præstmark.

Det var særligt disse indslag, der var populære sidste år, fortæller Charlotte Moore. Publikum kan nemlig godt lide selvironi. Mere end det ovennævnte vil Anna Præstmark og Charlotte Moore dog ikke afsløre om indholdet i dette års revy.

 

”I må jo komme ind og se det den 8. til den 11. marts!” siger Charlotte Moore med sit bedste salgsansigt.

 

Gode råd

Med inspiration fra den hjælp, som Charlotte Moore selv fik, da hun i sin tid henvendte sig til medicinerne, deler hun gerne ud af sine egne erfaringer. Hun kommer med en række gode råd til andre, der går og leger med ideen om at få en revy stablet på benene:

  1. Brug dit netværk – ikke bare dine venner og din familie, men også de netværk, der er tilgængelige på Syddansk Universitet, såsom Teknisk Service. Gør dig gode venner med Teknisk Service, så vil de hjertens gerne hjælpe med de potentielle problemer, man kan stå overfor.
  1. Uddelegér – det er vigtigt, at man ikke står med alt ansvaret selv. Hvis man gør det til et fælles projekt, kan alle føle, at deres stemme bliver hørt.
  1. Det endelige resultat behøver ikke være tydeligt fra start – for Charlotte Moore og hendes medstuderende var det sociale samvær et godt nok udgangspunkt til at starte med. Det endelige resultat blev først tydeligt ganske sent i processen.
  1. Projektet skal ikke kun være dit eget – selvom Charlotte Moore har planer om at være med i revyen igen næste år, mener hun stadig, det er vigtigt at kunne give formandsposten videre. Revyprojektet er et fælles projekt.
The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende debatterende stof og inddrager gerne så mange livsfilosofiske overvejelser, som jeg kan komme til. Gerne noget, der ligger og tipper på kanten af boksen.

Nyeste indlæg af Anni Møllemand (se alle)