Postfaktuel nyhedsformidling er efterhånden blevet et mantra, som medieforbrugerne (os) blindt affinder sig med, endda med den største selvfølgelighedsfølelse, som var vi virtuelle robotter med digitale hjerner hevet ud af en fordums tids utopisk science fiction film. 
 

En digital morgenstund

”Mandag føles som en lang pølse i en indtørret tarm, der har ligget ensomt hen siden søndag morgen og hørmet under min hovedpude, efter vi kom hjem fra Pan bar. Er jeg mon bøsse?”

Dette er den første statusopdatering, jeg møder på min smartphone denne tidlige januar morgen. Jeg sender min facebookven et ”medlidenhedslike” understøttet af et humørikon, som udtrykker lede ved tilværelsen. Mandagslede. En halvlunken facebookkommentar klemt ind under dynefjerene og en fortættet luft bestående af pizzabakken fra i går og en doven mangel på udluftning i en standard studielejlighed støttet af staten. Hvis myndighederne så det, ville jeg højst sandsynligt blive indlagt.

Men jeg vælger selv, hvordan mit liv skal se ud i dag, trækker dynen henover hovedet og åbner for min virtuelle identitet. Bettina fra sygeplejerskeskolen er på snapchat, og hun ”føler sig ensom ;)”, hvilket mine empatiske egenskaber har svært ved at lade gå uset hen. Jeg må hjælpe hende – en win/win situation er netop opstået.

Men kærligheden fuldbyrdes ikke, for tiden nærmer sig mit morgenbad, hvilket googlekalenderen minder mig om – min assistent, som kontinuerligt sørger for bragende notifikationer på min smartphone. Jeg aktiverer et auto-sms-svar, som genererer en standardbesked til potentielt indgående trafik, imens jeg tager bad. På badeværelset starter jeg min bluetooth-højtaler, så jeg kan høre morgenradio sendt direkte fra min smartphoneapp i en kompakt vandtæt løsning. Morgenens program handler om innovation og… –”hvordan fremtidens teknologi skal gøre en ende på vores miljømæssige udfordringer”…

Forbrugeren kan ånde lettet op – teknologien har sejret – ikke mere dårlig samvittighed!

Jeg lukker nu for blandingsbatteriet. Jeg har stået for længe i ”saunagusen”, tørrer mig febrilsk med håndklædet og slår min powerbank til – et swipe med tommelfingeren på vej hen til håndvasken. Sæbedispenseren udgyder et rustens host, og en spermlignende klat ender på mit digitale ur, som bliver aktiveret og viser dagens skoleskema.

Nu er det om at komme afsted! Jeg deaktiverer hele lejlighedens elektriske forsyning via EVII’s strømspareapp og bestiller en digital taxa fra Uber, som afhenter mig, 2 minutter før jeg har trykket ”bestil”. Forelæsningen er startet, og vi skal snart møde…

Noget-her-er-bagvendt?
Blackboards timealarm har ikke sendt et varselstegn endnu og mine medstuderende går nu pludselig i en flok af smokingbeklædte zombier imod mig, imens jeg synker ned i asfalten som en usynlig radiobølge udenfor Campus.

Hvad er mit password, hvordan logger jeg ud?
Et kritisk syn på informationssamfundet

Ovenstående beretning er et forsøg på at fremstille nutiden halvt, som den kunne se ud, og halvt som en fremtidsfiktion, hvor alteregoet til sidst bliver overhalet af tiden og ender i et ”sort digitalt rum”. Hovedpersonen bruger sin smartphone aktivt og har en rig palette af apps, som hjælper ham med at overholde sit dagsprogram helt ned til de praktiske omstændigheder, der knytter sig til hans morgenritualer. Her er naturligvis tale om en mild overdrivelse, men muligheden for en sådan hverdag foreligger for den (en smule nørdede) digitale forbruger. Spørgsmålet er, hvornår går det fra, at vi taler om et hjælpemiddel, til, at det bliver en forstyrrelse i hverdagen, og hvornår mister vi os selv i dette sammensurium af digitale tilbud?

Ved fakultetet for bibliotekskundskab og videnskommunikation på SDU Campus Kolding har vi på 1. semester netop afsluttet det halve af vores vintereksaminer, som har bestået af undervisningsdeltagelse og en skriftlig digital 4-timers prøve. Lige foran os ligger de mundtlige forsvar af 2 samlede porteføljeopgaver, hvor vi har reflekteret over vores læring på det første halve år af vores uddannelse. Det drejer sig om fagene: Undersøgelsesdesign, klassifikation og registrering, biblioteket som videns- og kulturinstitution samt social interaktionsforskning.

Og hvorfor vil jeg som studerende så gerne bringe eksemplet ovenfor sammenholdt med historien om min studiestart. Jo, det skyldes, kære læser, at det ligger undertegnede samt flere af mine medstuderende så behørigt på sinde at gøre opmærksom på vigtigheden af vores fags kritiske tilgang i et stadigt foranderligt informationssamfund. For det forholder sig således, at vores demokratiske ret til lige delt viden er ved at smuldre imellem hænderne på os. Hvad er et demokrati, hvis vores informationsprimære kilder tenderer til at bestå af algoritmebestemte fejlinformationer baseret på markedets frie interesser og kamp om at definere virkeligheden i salgsøjemed og optimere sig fordelagtigt på google? Vores verdensbillede skævvrides af disse medier, som blandt andet har betydet, at bøgerne rasler ned fra hylderne på bibliotekerne, bliver kasseret, som en slags nutidens heksebrænderi, og udvalgte værker digitaliseres på baggrund af de økonomiske afsatte ressourcer, der er støt faldende.

Det bliver dyrere og dyrere at digitalisere, fordi at denne service er udbudt af det offentlige til den private sektor. Hermed får markedet i sidste instans den totale magt over informationsstrømmen og adgangen til viden, hvilket siden oplysningstidens spæde skridt har været grundpillen i vores demokrati.

Netop på grund af denne disharmoni, ser vi efter min mening pludselig korrupte magtoverhoveder blomstre op og besætte verdens store beslutningspositioner. Jeg vil ikke nævne navne, men jeg forbeholder mig retten til at antyde en generel skepsis her. Det frie marked har for alvor sejret i vesten i denne tid, men er det egentlig en frihed, at vi ikke aner hvordan virkeligheden ser ud bag skærmen?

Ovenstående problemstilling behandler vi på vores fakultet samt til dels også på informationsvidenskab. Jeg håber, at dette vil sætte nogle tanker i gang hos dig som medieforbruger, men ikke mindst gøre dig opmærksom på, hvor vigtigt det er, at vi har uddannede informationsarkitekter i det danske samfund – ikke mindst i erhvervslivet. For uden den kritiske brille er det simpelthen for let at falde i uvidenhedens tendentiøse ”pseudogryde”. Rigtig god vinter til alle Rustlæsere.

 

Af:

Simon Maegaard, 26 år 
Læser på SDU Campus Kolding og arbejder til daglig som tekstforfatter 
Senest aktuel med digtsamlingen Solar Plexus 
info@artinn.dk

The following two tabs change content below.

Frederik Mark Højsager

Redaktør af RUST
Redaktør ved RUST, Stud. Med ved SDU. Ud over mit virke på RUST arbejder jeg studenter- og sundhedspolitisk for IMCC og FADL og er freelance skribent på månedsmagasinet Sund&Hed.

Nyeste indlæg af Frederik Mark Højsager (se alle)