Når man sender en jobansøgning afsted, er det nærmere undtagelsen end reglen, at man får svar tilbage fra jobudbyderen. Der eksisterer et uligevægtigt forhold mellem de to parter.  

Det er vigtigt, at du skriver en god jobansøgning. Du skal afsætte rigelig tid til at sætte dig ind i den stilling, du søger. Det viser engagement. Men du skal også være kreativ, når du skriver din jobansøgning. Du skal jo helst skille dig ud, så netop din ansøgning vækker opsigt. Du kan jo ikke bare regne med, du kan læne dig afslappet tilbage og vente på, at jobbet kommer til dig. Næh nej, du har trods alt et ansvar for at være aktivt jobsøgende.

Imidlertid har dem, du sender ansøgningerne til, ikke et ansvar for at svare tilbage på din ansøgning. Det – kan man fristes til at sige – er en smule hyklerisk.

 

Hvor kommer hykleriet fra? 

Det er bekendt, at der inden for visse erhverv er særlig stor ledighed. Der er mange om buddet til de enkelte stillinger, så selvom man føler sig klar til at komme ud på arbejdsmarkedet efter cirka 3-7 år på universitetet, er det langt fra sikkert, det ønske bliver opfyldt lige med det samme. Hvis man imidlertid blot søger et relevant studiejob, skal man dog heller ikke regne med, at udbuddet af stillinger er større end efterspørgslen. Tværtimod.

Det er hård kost indirekte at få at vide, at man ikke er ”god nok”. Det kan føles som om alle de år, man har brugt på at specialisere eller dygtiggøre sig, er spildte – også selvom man selvfølgelig godt ved, at de ikke er det. Men selv hvis man aktivt søger at bibeholde det gode humør og håb i sin jobsøgningsproces, er det stadig hårdt at indgå i en relation med en jobudbyder, der mildest talt ikke er ligevægtig. Det er nemlig sjældent, man hører lyd fra ”dem på den anden side”, som ellers selv har så og så mange krav til, hvordan man viser ordentligt engagement i den stilling, man søger.

Men det må da også være anstrengende for en arbejdsgiver at skulle læse så mange ansøgninger igennem. Særligt hvis halvdelen af dem er intetsigende og ligner hinanden. Så må dem, der ansøger, nu engang bare lære at skrive en bedre ansøgning.

Men hvordan kan man vide, hvad man skal gøre om, hvis man ikke ved, at det man gør, ikke er ”rigtigt”?

Når jobudbyderne ikke svare tilbage, må jobsøgerne blot gætte sig til, hvorfor de ikke fik stillingen, og der er en vis sandsynlighed for, at de gætter forkert. Men ved fortsat at skrive flere og flere ansøgninger kan de trods alt blive bedre til at gætte rigtigt.

 

Fastlåst venteposition

Værre er det dog, at jobsøgerne ”låses fast”, når de ikke får en tilbagemelding på deres jobansøgning. De kan måske gå med en følelse af, at de reelt har en chance for at blive valgt til en given stilling og så ende med at vente forgæves på et opkald eller en mail om, at ”deres ansøgning er til videre overvejelse”. Så ville det trods alt være bedre at blive såret af sandheden end at lykkeliggøres af løgnen om, ”at de har en chance”. For så kan de trods alt krydse dén stilling af deres (lange) mentale jobliste og komme videre med et forhåbentligt større incitament til at søge nye stillinger.

Det er nemlig tit og ofte disse ventepositioner, der er de værste, fordi man er i en ukontrollerbar situation. En venteposition, hvor man er magtesløs, i og med man hverken kan gøre fra eller til for at effektivisere processen. Man kan selvfølgelig henvende sig til det sted, hvor man har søgt stillingen, men så risikerer man også at fremstå som en desperat og utålmodig ansøger på trods af sit ellers så eksplicitte udtryk for engagement.

 

”Der er ingen bånd, der binder mig”

Man bliver altså lidt af en dukke styret af en uempatisk dukkefører, som uden forestående advarsler klipper i nogle af de håbefulde bånd, der forbinder dukken til styrepinden. Det er vel at mærke ikke gældende den anden vej – det ville give et forkert billede af magtfordelingen. For selvom vi på det danske arbejdsmarked generelt har nogle gode overenskomster, kommer de ikke til udtryk, når man står uden for arbejdsmarkedet. Her har man som udgangspunkt ikke nogen rettigheder og vil derfor få absolut intet ud af at klage til de højere magter.

Alt dette lyder til forveksling som en marxistisk kritik af det kapitalistiske samfund – et febrilsk håb om at give proletariatet en stemme. Men lad endelig ikke den kraftige røde farve blænde dit syn alt for meget. Det eneste, du skal tage med fra dette opråb, er, at der eksisterer et uligevægtigt forhold mellem den jobsøgende og den jobudbydende. Det truer den jobsøgendes følelse af værd og gør, at modgangen kommer til at overskygge medgangen på en uhensigtsmæssig måde. Selvfølgelig er det sundt med en vis mængde modgang i tilværelsen – ”hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig kun stærkere”-citatet er efterhånden blevet kvalmende stærkt opbrugt – men uhensigtsmæssige mangler på empati er det, der ikke er sundt.

 

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende debatterende stof og inddrager gerne så mange livsfilosofiske overvejelser, som jeg kan komme til. Gerne noget, der ligger og tipper på kanten af boksen.