Et år efter annonceringen af en brætspilscafé i Odense tager RUST temperaturen på stedet. Kan man leve af hygge, nørderi og hipsteri 

Det er fredag aften. Langsomt oplades natten af byens lys. Stjerneknapperne blinker, og på måneskærmen ses de første billeder. Jeg er på vej til ’Papbaren’ i Odense C. Et sted, der over det sidste halve år er blevet indbegrebet af hygge i Odense. De hoppede med på bølgen af brætspil og caféhygge, lige som det var ved at blive størst, og har overlevet sin opstartsperiode – uden at fremstå udlevet. I sig selv ligger baren ikke det hyggeligst tænkelige sted. I en forlængelse af gågaden, nede hvor der er plads til biler, vejarbejde og et væld af natklubber ligger caféen med sine halvfjerdserfarvede møbler og træreoler. Når man kommer ind, føler man sig hjemme. Man sætter sig nærmest automatisk til rette og begynder at spille. For mig var hyggen overvældende, og jeg glemte personligt at betale for at spille, hvorfor jeg fik en reprimande af personalet – solidariteten er trods alt vigtig, når man er så hyggeligt et sted.

 

En hjælpende hånd

Som jeg finder mig godt til rette i rammerne, får min gruppe og jeg ’besøg’. De ansatte er så engagerede i deres hverv – så opslugte af alle reglerne, spillene og mulighederne – at de glædeligt fortæller om alle de strategier, man kan bruge til at spille. Det er nærmest ikke til at slippe af med dem igen, og pludselig føles det som om, det halve af baren har aktier i, hvordan jeg spiller. Tilbage sidder jeg – overvældet og overvåget – med en følelse af tabt kontrol over min egen strategi. Det er pludselig bedre at bygge huset tættere på vandet end inde i en skov, for hvem ved, hvad jeg kan bruge vandet til fremadrettet. I sig selv er det en sympatisk service af personale såvel som de andre gæster, og det handler da også bare om at sige fra i tide, hvis man ikke ønsker den. Jeg sidder selv med en svindende lyst til strategiske spil, men til gengæld med en brændende iver for noget, jeg ikke kan være ’for dum’ til. Så frem med kortspillene! De ekstra ’gæster’ fordufter langsomt, de synker ned i deres egne stole og er ikke til at se resten af aftenen. Kortspillene er fordybende, finurlige og forargende, men i gruppen kan vi ikke lægge dem fra os igen. Bogstaveligt talt. Ulempen ved at spille offentlige steder – og især steder, hvor der serveres øl, kaffe, sodavand med videre – er, at spillene hurtigt bliver fedtede. Der må altså være en vis omsætningshastighed i spil hernede.

 

Bryg

Ét er spillene, men hvis man kalder sig en bar, skal man gerne kunne bryste sig med det, man serverer. To af tre underoverskrifter er trods alt bønner og bryg. Hipsteren i mig er tilfreds. Colaen, fritz-kola, en Nørrebro klassiker, er i sortimentet. Der er kræset for smagen, når man orienterer sig i menuen. Der er ikke kun Odense Classic blandt øllene, men udvalg fra blandt andet Lottrup og en stribe mikrobryggerier. Hvis man går tørstig fra papbaren kan det skyldes to ting. At man er kræsen, eller at man er nærig. For i skarp kontrast til Bodegaen længere nede ad gaden er sortimentet ikke bygget op omkring billige fadøl. Man kommer ikke herind for at blive fuld. Det er de færreste, der har rigtigt råd til det.

 

Bønner

De kaffemuligheder, der præsenterer sig, er også i den dyrere ende – bevares. Hvis man er vant cafégænger er det ikke chokerende. Det er trods alt i prislejet omkring ’millionærkafferne’ hos Starbucks, og smagen her er fantastisk. Muligheden for en chai latte med espressoshots i er forførende og fristende, og smagen er intet mindre end fantastisk. Selvom det er 42 kroner for noget, der tømmes i samme hastighed som en flaske Cocio, så er det pengene værd. Man går ikke ned på kvalitet her, bare fordi det er brætspillene, der er i fokus.

 

Dommen

Man skal kende reglerne, både i baren og i spillene. Man skal huske at betale for at få lov at spille. Hvis man husker dette, har man gode forudsætninger for at have en hyggelig aften. Det er ikke billigt, men det er stadig pengene værd. Man kan sagtens få en god aften ud af det, hvis man er klar på at sige fra, når personale og andre personer kommer og vil lære en alle reglerne – alternativt kan man spille med dem og lære nye mennesker at kende. Mulighederne er mange.

The following two tabs change content below.

Frederik Mark Højsager

Redaktør af RUST
Redaktør ved RUST, Stud. Med ved SDU. Ud over mit virke på RUST arbejder jeg studenter- og sundhedspolitisk for IMCC og FADL og er freelance skribent på månedsmagasinet Sund&Hed.

Nyeste indlæg af Frederik Mark Højsager (se alle)