Når de studerende, der pendler til deres studie, føler sig pressede af prisstigningerne, er det så i virkeligheden, fordi de ikke kan se det i et større perspektiv? RUST tager pendlerproblemet op til debat.  

 

Tre gange så meget skal de betale, pendlerne. Tre gange så meget for at sidde i et kedeligt tog. Tre gange så meget for at afskære sig selv fra det københavnske paradis på deltid. Tre gange så meget for at stå op før hanen galer.

Dét kan da ikke være rigtigt. Skulle Danmark ikke forestille at være et samfund præget af lighed og autonome individer? Er vi ved at miste vores empatiske sans?

Måske. Eller måske er vi i virkeligheden blevet lidt for krævende på velfærdsfronten.

 

Et billigt alternativ trods alt 

Johannes Verner Olsen, der studerer Psykologi på Syddansk Universitet, pendler selv fra København til Odense. Når han om halvandet år begynder på sin kandidatuddannelse, skal han betale tre gange så meget for at transportere sig frem og tilbage i forhold til nu. Men om det forhøjede beløb er i urimelig kurs, afhænger af de briller, man vælger at tage på.

DSB tager 1.840 kroner for et Ungdomskort, der giver unge og studerende mulighed for at rejse ubegrænset med tog og bus mellem København og Odense. Et almindeligt periodekort til rejser mellem hovedstaden og Fyn koster 4.350. Studerende kan altså spare ca. 2.500 i forhold til andre pendlere.

 

En ulige fordeling

De studerende pendlere er utilfredse med den nye pris for et Ungdomskort, fordi den oprindelige pris for et kort til strækningen mellem København og Odense lå på cirka 650 kroner – altså næsten 3 gange så lidt som ved den nye ordning. Prisforskellen skaber ulige muligheder for de studerende og gør, at de ”nye” pendlere føler sig urimeligt behandlet.

”Jeg synes, det er åndssvagt, at dem, der startede sidste år eller før det, stadig skal betale den samme pris, men at os, der startede i år, skal betale en pris, der er fuldstændig sindssyg,” fortæller Julie Almann, der begyndte på journalistikstudiet i september 2016.

 

Presser SU’en

Selvom Ungdomskortet er et billigt alternativ til periodekortet, ændrer det ikke ved, at udeboende studerende på videregående uddannelser får cirka 5.100 kroner udbetalt i SU. Af de 5.100 kroner skal de betale lidt over det halve af beløbet i husleje, en tusindkrone går til mad, og så skal der købes bøger til semesteret for cirka 3.000 kroner.

De 1.840 kroner til Ungdomskortet er pludselig betydeligt sværere at lægge til side i det månedlige budget. Nogle kan derfor se sig nødsaget til at arbejde, hvad der svarer til et døgns timer om måneden, ved siden af sit studie for at være pendler.

 

Presset på tid

Det kan dog være svært at finde tid til at arbejde, når man som pendler fra København til Odense bruger godt og vel 2 timer på at transportere sig hver vej.

”I de perioder, hvor jeg gerne vil følge pensum ligeså intenst som mine studiekammerater, synes jeg tidsmæssigt, det kan være svært at følge med, fordi jeg bruger så meget tid på transport,” fortæller Johannes Verner. Han tilføjer desuden, at man ikke altid kan studere ligeså effektivt i toget, som man kan derhjemme eller på læsesalen.

”Ikke for mit vedkommende i hvert fald. Det er der nogen, der er dygtigere til, end jeg er.”

 

Er 650 kroner for lavt sat?

Men selvom Johannes Verner i perioder føler sig presset på tid, kan han godt ræsonnere sig frem til, hvorfor Folketinget i sin tid besluttede, at de skulle hæve priserne på Ungdomskortet.

”Når man ser på, hvad én billet for København-Odense-strækningen koster, så kan jeg godt forstå, at man har tænkt, det var for billigt,” siger Johannes Verner.

En standard voksenbillet fra København til Odense koster nemlig 280 kroner. Hvis man har et DSB Ung Kort, som gælder for studerende og unge under 25 år, koster billetten 140 kroner.

”Det svarer jo cirka til 2 gange frem og tilbage, og så er pengene tjent ind,” påpeger Johannes Verner. Han tilføjer dog, at prisen for offentlig transport generelt er for høj – en holdning, der er bred enighed omkring.

 

Boligmangel i København

At den almene dansker er utilfreds med DSB, kan næppe være hverken chokerende eller en nyhed. Tværtimod.

Imidlertid er det værd at have in mente, at Folketingets beslutning om at højne transportpriserne bunder i et mere omfattende problem – boligmangel i København.

Det er svært for de studerende i København at finde en bolig, og så er det i høj grad Folketingets interesse, at de studieboliger der er, rent faktisk bliver benyttet af de studerende, der studerer i København. Det har Johannes Verner også forståelse for.

”Hvis folk, der pendler fra København til Odense, er skyld i, at studerende i København er tvunget til at pendle fra alle mulige andre byer for at komme til deres uddannelse, så kan jeg godt forstå, at man gerne vil prøve at lave systemet om,” udtaler han.

 

Mangel på fri vilje 

Er de studerende, der pendler fra København til Odense så i virkeligheden lidt snobbede, når de beklager sig over prisstigningerne på Ungdomskortet? Mangler de at kunne se længere end til deres egen næsetip?

Muligvis. Imidlertid kan de studerendes reaktion også ses som et billede på, at de studerende blot kræver, at de kan bibeholde retten til selv at vælge, hvor de vil bo.

”Jeg synes selvfølgelig, det er en skam, fordi det i høj grad påvirker unge til at søge bolig, der hvor de skal læse,” siger Johannes Verner.

Han er selv glad for at bo i København, fordi det er der hans netværk, arbejde, ønskebolig og fritidsprojekter befinder sig. Ting, han skulle give afkald på, hvis han valgte pendlertilværelsen fra. Netop det har journalistikstuderende Julie Almann måttet sige farvel til, da hun flyttede til Odense på grund af manglende økonomisk råderum i forbindelse med prisstigningerne på Ungdomskortet.

 

Den rette dosis vilje

Julie Almanns studiekammerat Anne Katrine Wissing fortæller, at prisen for Ungdomskort har en negativ indvirkning på hendes økonomi og gør, at hun skal arbejde en betydelig del ved siden af studiet for at få tilværelsen til at køre rundt. Hun vælger dog alligevel at betale den pris, det koster.

”Jeg tror ikke, man kan stille det op på den måde. Hvis man har valgt at være pendler, så er der i forvejen så mange negative faktorer såsom lang transporttid, at skulle stå tidligt op og så videre. En prisstigning, tror jeg ikke, vil være det, der i sidste ende vælter det hele,” udtaler hun og konkluderer dermed, at man med den rette dosis vilje godt kan få pendlertilværelsen til at fungere.

Spørgsmålet er så bare, om det er fair, at viljen skal tvinges til at stå over for et økonomisk pres af den kaliber, som prisstigningerne på Ungdomskortet skaber grobund for.

Hvad mener I, kære læsere?

 

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende debatterende stof og inddrager gerne så mange livsfilosofiske overvejelser, som jeg kan komme til. Gerne noget, der ligger og tipper på kanten af boksen.

Nyeste indlæg af Anni Møllemand (se alle)