De ved, hvem du er, og, hvor du er. Du kan spores, hvor end du går hen. Sociale medier fylder meget i manges hverdag, men hvor går grænsen for, hvad der er i orden, og, hvad der er magtmisbrug?

Hver dag bruger flere tusinde personer i Odense Jodel. Langt hen ad vejen er der tale om studerende, og appen er profileret derefter. Reklamerne er blevet spredt rundt på Campus, og kort tid efter sin lancering var det et populært medie for de studerende. Der er oprettet strikkeklubber, uddelt gaver, vist kattebilleder. Kort sagt rummer Jodel de studerende, deres interesser og ikke mindst deres overspringshandlinger. Ikke mange tænker over, hvem de skriver til. Den store fordel ved Jodel er anonymiteten. Præcis som Oscar Wilde mente, så viser personer deres rigtige ansigt, når de er bag en maske. Netop anonymiteten bevirker også, at debatterne på Jodel er meget nuancerede. Der er ikke rigtig nogen grund til at lægge fingrene imellem ens holdning – man kan frit kalde sine venner for nogle klaphatte, sin kæreste for utaknemmelig eller indrømme de dybeste hemmeligheder.

 

Truslen

Som forbruger kan man godt glemme, at bare fordi man ikke kan se identiteten på de andre, betyder det ikke, at man selv er 100% anonym. Anonymiteten bliver en falsk tryghed, både på godt og ondt. Mest berømt af dette var truslen mod SDU i midten af december 2016. En bruger havde – troede personen selv – anonymt skrevet ”bliv hjemme fra SDU i dag” efterfulgt af en pistolemoji. Universitetet tog ingen chancer. Det var ikke første trussel mod universitetet, men det er sandelig heller ikke hverdagskost. I sin ordlyd mindede beskeden også meget om de beskeder, der gik forud for skoleskyderierne på Umpqua Community College i USA i 2015. Dette kan i sagens natur have haft indflydelse på, hvor alvorligt SDU tog det.

 

Hvem må vide, hvem du er?

Men hvem har ret til at kende din identitet? Og hvor går grænsen? Til at besvare dette har vi opsøgt professorer i etik, IT-etik mv. Desuden har vi forsøgt at få fat i talsmænd fra politiet. Begge dele uden held.

De andre spillere i denne sag er Jodel og brugerne derfra.

Til RUST er den officielle udmelding fra Jodel:

 

”Hos Jodel ønsker vi at forbinde vores brugere til relevante personer i deres nærområde. Det er den mission, vi har arbejdet mod i mere end to år nu. Vi mener, at anonymiteten gør det nemmere at starte samtaler op med personer i nærheden af en. Det reducerer den friktion, der er mellem personer, der interagerer online og offline, især hvis de ikke kender hinanden.

Til gengæld betyder det også, at vi ikke ser anonymiteten retfærdiggøre brud på nogen lov, ligegyldig på hvilken måde. Vi tilbyder bruger-til-bruger anonymitet. Brugere er ikke anonyme for os. Hvis der bliver indberettet en opførsel, der er i uoverensstemmelse med gældende lovgivning, vil vi arbejde tæt sammen med myndighederne i de pågældende lande. Det gør vi for at finde brugeren og for at løse de problemer, der kan være opstået. I sådanne situationer er vi tilgængelige 24/7 på emergency@jodel-app.com.”

 

Det står altså klart ud fra deres udtalelse, at brugerbeskyttelsen og anonymiteten gælder, indtil der er kriminalitet involveret. Man kan altså tale om en form for kildebeskyttelse, der dækker brugerne hos Jodel.

 

Vilkår i hverdagen?

Spørger man ind til holdningen blandt brugerne, er der bred enighed. ”I det tilfælde som den omtalte trussel er det helt fint. Personer, der laver trusler skal naturligvis straffes”, ”så længe der handles i overensstemmelse med persondataloven osv. – Det vil sige gældende lovgivning – så er der intet at sige til det, uanset hvad man nu vil mene om det”. De adspurgte brugere har intet imod at kunne opspores på nettet. De er velreflekterede omkring, hvad der sker med deres data på internettet. Det omtales som en selvfølge, at man kan findes, især når man bruger sin smartphone – den indeholder trods alt en GPS. Hvorfor skulle de ikke kunne finde en?

 

Det virker som et vilkår – en del af livet i 2017 – at man kan spores, findes og stilles til regnskab, hvis man gør noget ulovligt. Men det virker også som noget, de studerende – her repræsenteret af Jodel-brugere – ikke er utilfredse med. Måske man bare skal vænne sig til, at verden er sådan og så være glad for de virksomheder, der værner om ens anonymitet i hverdagen. Et almindeligt mundheld, der især beskriver, hvordan virksomhedspraksis har udviklet sig, efter apps er blevet en del af hverdagen, er: ”Hvis man ikke betaler for produktet, så er man produktet”. Og så er det jo meget rart, at man ikke – baseret på sin Jodel-historik – får tilsendt reklamer for de ting, man har stemt op, eller bliver bedt om at se videoer om mobilspil, hver gang man skal kommentere.

 

 

 

 

The following two tabs change content below.

Frederik Mark Højsager

Redaktør af RUST
Redaktør ved RUST, Stud. Med ved SDU. Ud over mit virke på RUST arbejder jeg studenter- og sundhedspolitisk for IMCC og FADL og er freelance skribent på månedsmagasinet Sund&Hed.

Nyeste indlæg af Frederik Mark Højsager (se alle)