Der er få måneder til eksamen, og alle er så småt begyndt at læse op. Men selvom julen varer længe, så er det også ødelæggende for humøret, at læseperioden også gør det.  

Der er sne på ruden og Tuborgs julereklame er kommet i fjernsynet igen. Det kan ikke benægtes, at vi bevæger os imod den tid, vi alle bruger hele efteråret på at lade op til. Klimaks rykker nærmere, og snart kulminerer det. Det er eksamensperiode. Og i stærk modsætning til hjemme hos mor, så er der ikke julepynt, risengrød eller TV-julekalender på læsesalen. Der er ro, der er – til tider – orden, men mest af alt er der studerende, der har parkeret sig der for at overvintre blandt bøger i stedet for blandt venner.

Men er det så forfærdeligt? Er der ikke bare tale om en flok dovne studerende, der ikke lige har fået læst hen over semesteret, og som nu bliver nødt til at være disciplinerede for at kunne få et ben til jorden til januar?

 

Det tager lang tid at lære

De gange jeg selv har overvintret på en læsesal, har det ikke haft noget med dovenskab at gøre. I virkeligheden er det snarere et symptom på en form for perfektionisme, der er hos mange personer, at det kan være grelt nok at have få spørgsmål – i et helt set – der ikke er helt perfekt besvarede, for så er man jo ikke fuldstændig bulletproof. Andre ting kan være så svære at mestre, at de kræver hyppig repetition og meget tålmodighed at indlære ordentligt. Når alt kommer til alt, er det jo underordnet om det er latin, historie eller paragraffer, der skal indstuderes. Det tager lang tid.

Og der er jo meget tid i julen. Det kan godt være, at det for mange er spækket med familiearrangementer, julefrokoster og et hav af ting, der er meget sjovere end at læse. Det betyder ikke, at eksamenerne rykker længere væk. Omvendt betyder det jo heller ikke, at man skal aflyse alt, man har planlagt. For nu er man altså universitetsstuderende, og så kan man jo ikke bruge sin tid på alle mulige ligegyldige ting. Man skal jo være alvorlig først og fremmest.

 

Work/life?

I mine øjne er det vigtigt at gøre op for sig selv, at der skal være en work/life balance – også når det kommer til at holde gang i sit studie hen over en ferie. Selvfølgelig er det demotiverende, at man cykler ud på universitetet i mørke, dagene op til juleaften, og når man cykler hjem er det igen mørkt – hvor blev den dag og det lys af?

Jeg har selv planlagt, at jeg skal holde jul. Jeg skal også holde ferie. For hvis ’de voksne’ kan holde fri fra arbejdet lige indtil 2. januar, så vil jeg også. Det er i sagens natur et privilegium for mig, at jeg ikke har eksamen så tidligt i januar. Der er nogen der skal læse i juleferien for at være klar til eksamen lige efter nytår. Alligevel vil jeg påstå, at en god ’hygiejne’ omkring læsning er det vigtigste tiltag, man kan tage, hvis man vil redde julehyggen.

 

Hvor blev hyggen af?

Intet er så ødelæggende for hyggen, som når man ikke er til stede, der hvor man er. Hvis man sidder til alle arrangementerne og lader tankerne flyde hen mod den næste eksamen, hvorfor man skulle have læst op i stedet for at være til arrangementer, så glemmer man også at hygge sig og så har man effektivt spildt sin tid. Det forfærdelige er i mine øjne ikke at have en eksamen efter jul – det forfærdelige er at spekulere sig selv ihjel. Der hvor hygiejnen kommer ind i billedet er at sige til sig selv, at når man er på universitetet, så læser man – og når man er hjemme, holder man fri. Det er et oplagt værktøj til at skille arbejde og hygge ad. På den måde kan man også justere løbende – hvis man er foran kan man ’give sig selv’ en fridag mere, hvis man er bagud, må man være nødt til at inddrage en fridag. Derfra handler det – i gåseøjne – bare om de kedelige ting som læseplaner, effektivisering og de andre små detaljer der er ved læsning.

 

Selvfølgelig er det hårdt

Det er med julen som med alt andet. Det går sin gang, om man er der eller ej, og derfor er det også vigtigt, at man ikke spilder sin tid, hverken mens man læser, eller mens man ikke læser. Selvfølgelig er det hårdt. Jeg har sjældent mødt personer, der bilder mig ind, at universitetet er nemt, man skal også bare huske, at det at være studerende kommer med så meget frihed til at vælge, hvor og hvornår man arbejder – noget man ikke kan forvente af arbejdsmarkedet. Jeg skal selv hygge, jeg skal også læse, men jeg bestræber mig på ikke at blande de to ting sammen. Når man har fri, har man fri. Så kære julelæser. Det kan godt være det virker håbløst, og at du har dage hen over julen, hvor det virker mere attraktivt at droppe ud og være ufaglært i stedet, så slipper man da for at sidde på en læsesal og kede sig ihjel. Bare husk, hvorfor du gør, hvad du gør, hvorfor forberedelsen er vigtig, og hvad du vil bruge det hele til i sidste ende – det kan være, det motiverer dig. For når sandheden skal frem, så slipper du ikke for dine eksaminer, bare fordi der er ferie, men glædelig jul alligevel.

The following two tabs change content below.

Frederik Mark Højsager

Redaktør af RUST
Redaktør ved RUST, Stud. Med ved SDU. Ud over mit virke på RUST arbejder jeg studenter- og sundhedspolitisk for IMCC og FADL og er freelance skribent på månedsmagasinet Sund&Hed.

Nyeste indlæg af Frederik Mark Højsager (se alle)