Han snakker med Taleban, han snakker med Islamisk Stat, og senest snakkede han med Assad. TV2-korrespondenten Rasmus Tantholdt rapporterer fra verdens brændpunkter i sin ambition om at oplyse danskerne om, hvad der rører sig. Men at det var dén fremtid, han gik i møde, da han dimitterede fra Journalisthøjskolen i Århus i år 2000, havde han ikke regnet med.

I oktober 2016 kunne TV 2 med stolthed melde ud, at det efter 2 års pressen på endelig var lykkedes dem at få stablet et interview med den syriske præsident, Bashar al-Assad, på benene. En opgave, som mange andre medier trods alt ikke havde haft held med.

Er det så et tilfælde? Nej, det er en bedrift, som kan forklares med korrespondenten Rasmus Tantholdts arbejde. Det var nemlig ham, som stod bag undersøgelserne om, hvorvidt det kunne lade sig gøre eller ej.

 

En stor del af den danske befolkning beundrer Rasmus Tantholdts journalistiske arbejde, netop fordi han formår at komme helt tæt på, men det er faktisk først i den senere del af Tantholdts karriere, at han har kunnet sætte sig ind i denne ”beundring”. Han fortæller, at han ikke altid har følt, han har gjort sig fortjent til det, han har lavet. Dette særligt set i forhold til hans tidlige karriere og til sin optagelse på Journalisthøjskolen i Århus i sin tid.

 

Fra TV Midt Vest til TV 2 Nyheder

Tantholdt fik en praktikplads på lokalredaktionen TV Midt Vest, da han i forbindelse med sin journalistuddannelse skulle i den obligatoriske journalistpraktik.

”Jeg har altid haft en følelse af, at jeg er kommet for let til det, og derfor havde jeg også et bævende behov for at præstere, da jeg kom på TV Midt Vest,” fortæller han.

Rasmus Tantholdt var derfor styret af sin drivkraft for at bevise over for både sig selv og andre, at han havde fortjent at være der, hvor han var.

”Og det gjorde jeg så så godt, at TV 2 Nyheder spurgte, om de måtte ansætte mig, allerede et år inden jeg var færdig,” tilføjer han.

 

Ikke gået i gymnasiet

Tantholdts følelse af at være kommet for let til det forklarer han bl.a. med, at han ikke havde gået i gymnasiet forud for, han kom ind på journalisthøjskolen – og han havde desuden heller ikke forberedt sig synderligt inden optagelsesprøven.

”Mange vil så sige, at jeg jo har arbejdet frivilligt for en radiostation, for lokal-tv og skrevet for et beboermagasin, inden jeg kom ind, hvilket jo også er slid og slæb. Men jeg har bare altid haft en følelse af, at jeg er kommet for let til det,” fortæller han.

 

Journalistdrømmen spirer

Det beboermagasin, som han omtaler, er det, der kan siges at have været startskuddet for hans journalistiske karriere. Han havde altid været god til dansk og besluttede derfor at skrive artikler om en masse forskellige emner til beboermagasinet. Dem modtog han ros for fra bl.a. chefredaktøren, hvilket fik ham til at tænke, at det da godt kunne være, han skulle være journalist.

”Så jeg tog et kursus, arbejdede frivilligt på et lokal-tv i Århus og arbejdede på den lokale radio, hvor jeg læste nyheder op – fik endda lidt penge for det – og jeg kunne se, at jeg havde fundet noget, som jeg måske var god til,” fortæller Rasmus Tantholdt.

 

At have talent for nyhedsopsnapning eller ej

Men det, at Tantholdt var og er god til at være journalist, er for ham at se ikke udelukkende noget, han har tillært sig gennem erfaring men nærmere, at det er noget man har eller ikke har talent for.

”Allerede da jeg startede som lokaljournalist på lokal-tv og lavede nyheder frivilligt, da havde jeg en rimelig god sans for at opsnappe nyheder. Også over for TV 2 Østjylland, som var den store konkurrent,” udtaler han.

Han påpeger dog, at man med hårdt arbejde sagtens kan komme til at klare sig godt, selv hvis man ikke har det omtalte ”talent”.

”Ligesom med at spille fodbold er det bare ikke alle, der kan blive fantastisk gode til det,” siger han, mens han trækker lidt på skuldrene.

Tantholdt lægger dog vægt på, at journalistik er et bredt felt, der kan tage imod mange forskellige talenter; både inden for nyhedsoplæsning, radio, kreativ skriftlig formidling osv.

Han siger desuden, at der som oftest er en sammenhæng mellem det, man er god til, og det man gerne vil bruge sin tid på.

 

Giver den anden side en stemme

Noget, som Rasmus Tantholdt lægger særligt vægt på i interviewet, er, hvordan han gennem sin tid som journalist har lært, at verden ikke er sort/hvid i forhold til, hvem der er god, og hvem der er ond – om end medierne godt kan lide at opstille det på den måde. Det, mener Tantholdt, er ærgerligt, og han er meget opmærksom på det medansvar, han selv har i den sag.

Dengang Danmark bombede Libyen, fordi de danske – eller de vestlige medier generelt (særligt USA) – ikke kunne lide Muhammed Gadaffi, var Rasmus Tantholdt og hans fotograf Anders Bach de eneste danskere, der tog ind på den side af frontlinjen i Libyen, hvor Muhammed Gadaffi havde magten.

”Jeg har lært, at når du tager over på den anden side, over til dem vi ikke kan lide, så er de faktisk også ganske almindelige mennesker, som kan argumentere for deres synspunkter og har holdninger,” fortæller Rasmus Tantholdt.

Dette står i stærk kontrast til billedet, hvor folk (”dem vi ikke kan lide”) løber rundt og slår børn ihjel med økser.

Rasmus Tantholdt vælger derfor bevidst at lytte på de holdninger og argumenter, som dem på den anden side kommer med. Det samme har han gjort, når han har interviewet Taleban, medlemmer af Islamisk Stat og Assad. Og så er det jo ikke fordi, at Tantholdt er enig med den anden side. Han ønsker blot at tegne et så nuanceret et billede af konflikten som muligt. Han er nemlig opmærksom på et faktum, som en betydeligt stor del af danskerne – og vestlændinge generelt – ikke er bevidste om; nemlig at verden er et mere fredeligt sted, end den nogensinde har været.

 

Over- og undervurderinger

Det faktum fremgår bare ikke særlig tydeligt i den terrordebat, der finder sted på nuværende tidspunkt.

”Der er større chancer for at blive dræbt af en hjort i USA, end der er for at blive ramt af terror. Så kan vi udrydde alle hjorte, og så ville det jo være fint nok,” siger han hovedrystende og tilføjer, at folk simpelthen ikke tænker rationelt.

De har en tendens til at glemme alle de gode historier, dagen efter de er blevet sendt i nyhederne.

 

Man husker kun skudsikre veste og hjelme

For de gode historier bliver fortalt. Rasmus Tantholdt fortæller, at over halvdelen af hans indslag er positive indslag.

”Folk husker alle de billeder, hvor jeg ligger med en skudsikker vest og hjelm på, hvilket er ganske få gange i min karriere,” fortæller Rasmus Tantholdt.

Derfor kan det også være svært for ham at leve op til ambitionen om at give danskerne et så godt grundlag som muligt, når de skal træffe vigtige beslutninger om, hvem de skal stemme på f.eks. Og det mener han, der er brug for i et velfungerende og sundt demokrati som Danmark.

 

Sønnen er vigtigere end Assad

Tantholdt er jo også bevidst bosat i Danmark og fungerer som udrejsende korrespondent i modsætning til fx Steffen Jensen, som er bosat i Jerusalem med kone og børn. Rasmus Tantholdts søn bor nemlig fast i Danmark, og Tantholdt går meget op i at holde sit arbejds- og privatliv adskilt, når det kommer til hans søn. Der skal han bare være far.

”Jeg kan komme hjem og have oplevet de mest vanvittige ting, men så er det jo ikke ham (sønnen, red.), jeg taler med det om, fordi han ikke rigtig interesserer sig for det,” fortæller Tantholdt.

Det kan dog være svært kun at være far, når Rasmus Tantholdt og hans søn bliver stoppet, når de går rundt i byen.

Når han bevidst vælger at stille op i fjernsynet, er det dog ikke noget, han piber over, men det betyder ikke, at han ikke kan have fokus på det. Og den fokus kommer særligt til udtryk, når hans søn har fødselsdag, når han selv har fødselsdag, og når det er jul.

”Der er ting, der er hellige for mig. Om Assad så blev henrettet i morgen, og min søn havde fødselsdag den dag, så ville jeg selvfølgelig blive hjemme,” fortæller Tantholdt, som erklærer sig rimelig hård på det punkt.

Han fortæller dog med et smil, at det bliver lidt sværere at adskille arbejds- og privatliv, når han nærmest konsekvent vælger at blive kærester med kvinder fra hans arbejde. Senest var det tv-værten Cecilie Beck, han dannede par med.

Ulla eller ej

Da vi spørger ham, hvor han ser sig selv om 20 år, smiler han og siger:

”Om 20 år er jeg stadig ikke ligeså gammel som Ulla Terkelsen.”

Altså kan han godt forestille sig at lave det samme, som han gør nu, måske bare trukket lidt længere tilbage end den frontlinje, han nutidigt befinder sig i. Men det kan også være, at han laver noget mere fredeligt i Danmark. Han har fx startet et firma, hvor han tager ud og holder foredrag, fordi han synes, det er sjovt at se, om man kan bygge noget op og skabe et eller andet.

Han fortæller, hvordan andre godt kan komme til at høste frugterne for noget arbejde, som endnu andre har arbejdet for. Det er et af de ofre, man må gøre sig, når man er ansat i en medieorganisation.

”Det kan godt være TV2 bliver sure, når de læser, at jeg har sagt det, men det kan jeg godt tænke en gang i mellem,” siger Rasmus Tantholdt.

Ikke bange for de nye

Og det er heller ikke fordi, Tantholdt er bange for at blive skiftet ud, når der kommer ”nyt kød” på TV2. Det var han før i tiden, men det er han ikke længere.

”Der er ikke nogen, der bliver den nye Rasmus Tantholdt. Man bliver sig selv,” siger han og tilføjer:

”Der er ikke nogen, der kan lave tv ligesom jeg kan. Du kan lave det, ligesom du kan, og Ulla kan lave det, ligesom Ulla kan,” siger Rasmus Tantholdt.

Han mener ikke, der nødvendigvis er noget, der er bedre end andet, og hans afsluttende kommentar til interviewet er en livsfilosofisk en af slagsen: man skal dyrke det, man selv er god til og hvile i sig selv. Det er det råd, han giver videre.

The following two tabs change content below.

Anni Møllemand

Chefredaktør på RUST. Studerer Ba. Journalistik. Skriver overvejende debatterende stof og inddrager gerne så mange livsfilosofiske overvejelser, som jeg kan komme til. Gerne noget, der ligger og tipper på kanten af boksen.